Ægteskabudengrænser.dk

Hvis man mener, at vi i Danmark har Europas strengeste familiesammenføringspolitik, så vil man blive rystet i sin grundvold over at læse denne beretning, hentet fra netsiden til ÆUG's norske søsterorganisation, Grænseløs Kærlighed. Det er absolut barske løjer den familie udsættes for, men den er langtfra enestående deroppe.

http://grenseloskjaerlighet.com/histori ... -historie/

Det forekommer mig, at den historie ikke kun handler om stramme regler men også om bureaukrati, hvor den ene hånd ikke ved, hvad den anden gør, og om egentlige sagsbehandlingsfejl.

Jeg har faktisk aldrig før været inde på vores norske søsterorganisations hjemmeside men tror, at jeg ved lejlighed vil sætte noget tid af til at læse den igennem. For der synes at være megen interessant information. F.eks. faldt jeg over et meget udførligt praksisnotat fra UDI om, hvordan de vurderer proformaægteskaber.

Jeg har aldrig set noget lignende fra Danmark, så der synes at herske en langt højere grad af åbenhed i Norge, end der nogensinde har gjort i Danmark omkring disse ting. Og da hele tankegangen bag sådanne vurderinger givetvis rejser over landegrænser som så meget andet, er det norske praksisnotat faktisk også relevant for at forstå den danske praksis. Jeg kan således klart genkende flere elementer fra de sager, som ÆUG har fået kendskab til.

Et meget interessant element af det norske praksisnotat er, at de skriver, at det spiller en rolle for deres vurderinger, om ægteskabet er "atypisk" i forhold til lokale normer der, hvor ansøgeren kommer fra. Og er det tilfældet, så er det grundlag for at antage, at ægteskabet fra ansøgerens side primært har til formål at opnå opholdstilladelse i Norge. Og det er så nok til at stemple det som "proforma", også selvom referencepersonen ser det som et helt reelt og normalt ægteskab, og også selvom parret i praksis lever sammen eller har til hensigt at gøre det.

For mig at se rejser det nogle meget principielle spørgsmål om, hvorvidt man virkelig i et retssamfund kan tillade sig at foretage den slags vurderinger, hvor man ud fra nogle generelle observationer om f.eks. "kultur" og "normer" i et bestemt område motivfortolker folks i øvrigt fuldt lovlige handlinger, og herefter lader denne motivfortolkning være afgørende for, hvilke rettigheder de skal have eller ikke have.

For mig at se er dette en retssikkerhedsmæssigt yderst tvivlsom fremgangsmåde, og jeg kan ikke komme i tanke om nogle eksempler på andre områder, hvor man gør noget tilsvarende.

Efter læsning af både praksisnotatet om proformaægteskaber og den konkrete historie må jeg give vores norske søsterorganisation helt ret i, at meget peger på, at Norge er kraftigt på kant med både FN´s børnekonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i den måde, de administrerer familiesammenføringssager på.

Og det er da meget tankevækkende, at den situation har kunnet udvikle sig under en socialdemokratisk norsk regering. Det burde give stof til eftertanke for de givetvis mange, der mener, at problemerne i Danmark primært skyldes Dansk Folkeparti og den indflydelse, som de havde under den forrige regering.

For 1½ år siden var ÆUG til et møde med vores søsterorganisationer fra andre europæiske lande, som blev holdt i Holland. Og her sagde den hollandske organisation også, at problemet i Holland bestemt ikke kun er Geert Wilders Frihedsparti. Det er også det liberale parti, og det er også det socialdemokratiske parti.

Og det er også sådan, jeg ser den danske situation. Med den ikke uvæsentlige tilføjelse, at embedsmændene også er en del af problemet, og at de danske af slagsen ikke nødvendigvis er værre end dem i andre lande, hvilket den norske historie vel også ret tydeligt viser.

Udlændingestyrelsen har et meget dårligt rygte blandt sine brugere og vel også i den danske befolkning generelt, men for mig at se er der meget, der tyder på, at der i virkeligheden er sket store forbedringer i Udlændingestyrelsen i forhold til forholdene for f.eks. 10 eller 20 år siden, og at det såmænd er meget værre i mange andre lande.

I Sverige hører vi jo nu også mange historier om nærmest uendeligt lange sagsbehandlingstider på både opholdskort efter EU-reglerne og opholdstilladelse efter de nationale regler, foruden alle problemerne med sygeforsikring og personnummer. Så man skal ikke tro, at Verden er så sort-hvid, at alt bare er meget dårligt i Danmark og ideel idyl i andre lande.

Hysterisk udlændingedebat og horrible forhold i udlændingeadministrationen er langt fra noget, Danmark har "monopol" på. Og historien om det norske par, der er kommet i klemme i reglerne, indeholder for mig at se også en del af forklaringen på, hvorfor det er sådan.

Som flere andre lande og som Danmark før 2002 modtager Norge således temmelig mange asylansøgere, og mange af disse kommer i sagens natur uden papirer eller med falske papirer og naturligvis i en del tilfælde også med falske forklaringer. Idet det jo unægtelig er meget attraktivt at forsøge at "lyve" sig til en opholdstilladelse i et langt mere velstående land for derved at sikre sig selv og sine børn et bedre liv.

Og alt dette fører vel så meget naturligt til, at der i administrationen opstår en stemning af generel mistro over for udlændinge. Man siger jo, at tryk avler modtryk, og man kan næppe komme uden om, at ønsket om "stramme regler" i f.eks. Danmark og Norge i et eller andet omfang hænger sammen med, at mange mennesker har en oplevelse af, at de pågældende lande er udsat for et uhensigtsmæssigt eller svært håndterbart immigrationspres, og at denne fornemmelse ikke er fuldstændig løsrevet fra virkeligheden, selvom situationen ofte overdrives fra højrefløjens side.

"Vi kan jo ikke hjælpe alle" er et udtryk, som man ofte kan høre fra selv humanistisk indstillede danskere og sikkert også nordmænd. Og når der så samtidig ofte i den offentlige debat sker en sammenblanding mellem asyl og familiesammenføring, jamen så har vi "balladen" set med ÆUG`s briller. Og det er givetvis det samme, der er sket i Norge.

I Danmark oplevede vi fra 1983-2001 som noget helt nyt et ret stor "tilstrømning" af flygtninge fra mange forskellige lande, og dette var givetvis en helt central del af baggrunden for det folkelige ønske om "stramninger", der opstod navnlig i slutningen af 1990´erne. Men den daværende socialdemokratiske ledelse var ikke villig til at stramme den danske asylpolitik, da den vel grundlæggende opfattede det som en humanitær forpligtelse at føre den relativt lempelige politik på området, som man dengang gjorde.

Så i stedet kastede man sig over at stramme reglerne for familiesammenføring, hvilket - som anført af Juma - jo faktisk begyndte helt tilbage i 1992 med bla. netop et strengt forsørgelseskrav, der faktisk fik antallet af familiesammenføringer til at falde med omkring 40%, indtil det blev lempet igen nogle år senere. Og dermed må man vel sige, at situationen i Danmark og Norge på rigtig mange punkter ligner hinanden fuldstændigt blot med den forskel, at udviklingen i Norge synes at være 10-20 år forsinket i forhold til udviklingen i Danmark.

Det mest groteske ved det hele er så næsten, at Norge som et af de få lande i EU faktisk oplever mangel på arbejdskraft. Så samtidig med, at nordmænd med udenlandske ægtefæller nu i stort tal presses ud af Norge eller nægtes retten til familieliv, strømmer det ind med arbejdsmigranter fra bla. Østeuropa. Det giver jo virkelig ikke nogen form for mening, så man må da håbe, at de norske politikere snart vil besinde sig og komme til fornuft.

Men erfaringen fra Danmark viser jo desværre, at det er meget svært at få vendt skuden rundt, når der først er sket et grundlæggende skred i normer og værdier. Om folketingsvalget 15. september 2011 og de nye regler, der nu er på vej, repræsenterer et egentligt vendepunkt i Danmark eller bare en midlertidig pause i højredrejningen, kan kun fremtiden vise.

@ fundiver, det er jo ikke så underligt, at S fører omtrent samme indvandringspolitik som DF. De bejler jo til de samme vælgere.

Og jeg kan som udlandsdansker skrive under på, at DK faktisk ikke er så slem igen mht. sagsbehandling. Det er sjældent jeg kan nøjes med et enkelt besøg hos en offentlig instans, når jeg skal have mig registreret, have en attest, søge forlængelse mv. Og her til lands kan man aldrig få en permanent opholdstilladelse.

Jeg er helt enig med fundiver i, at Norge er på kraftig kollision med diverse konventioner. Norge HAR faktisk også fået en skideballe af FN omkring børnekonventionen og pålæg om at få gjort noget ved det - et pålæg som landets relevante myndigheder har valgt at sidde overhørig. Diverse NGO'ere deroppe forsøger at fastholde presset fra FN, men altså hidtil forgæves. Det er omtrent et år siden, at Norge fik den syngende lussing af FN.

@mh

Ja og man skal heller ikke undervurdere de økonomiske aspekter ved udlændingepolitikken. Den danske debat handlede i en del år meget om ”truslen mod den danske kultur”. Men det er i virkeligheden en meget smal dagsorden, som næppe interesserer de bredere vælgergrupper i nær det omfang, som man skulle tro ud fra mediernes dækning af den gennem en længere periode, som kulminerede under Muhammedkrisen.

Men derimod er det indlysende, at ufaglærte og kortvarigt uddannede danskere er dem, der oplever mest ”konkurrence” ved indvandring i form af både asyl og familiesammenføring, hvor det trods alt kun er et mindretal, der havner i stillinger, der kræver en langvarig uddannelse. Det handler jo helt banalt om, at ”de fremmede stjæler vores jobs”, som det hed sig i 1980`ernes udlændingedebat. Og ufaglærte og kortuddannede er også dem, der har størst sandsynlighed for at bo i sociale boligområder, hvor der er flyttet mange flygtninge og indvandrere ind, og hvor der måske derfor er opstået problemer i de lokale skoler og med kriminalitet mm.

Så derfor er det ikke særlig overraskende, at denne del af befolkningen hælder til ”en fast udlændingepolitik”. Og det er jo de vælgere, som ikke bare S og DF men faktisk også Venstre og til en vis grad SF i høj grad ligger og konkurrerer om.