Ægteskabudengrænser.dk

Programmet "Orientering" på P1 havde i dag følgende emne på programmet (når indslaget findes på programmets hjemmeside, lægger jeg et link dertil) :

Danmark indførte i 2002 en 24-årsregel, som betyder at et ægtepar - hvor den ene er udlænding - først kan få lov at bo sammen i Danmark, når begge er fyldt 24.
Siden har flere andre europæiske lande indført aldersgrænser for familiesammenføring. Men Storbritanniens Højesteret mener, at dét strider mod menneskerettighederne. Den har i en opsigtsvækkende dom underkendt den britiske 21-årsregel. Og regeringen i London har derefter i al hast ført aldersgrænsen tilbage til 18 år.

Så er linket kommet:

http://www.dr.dk/P1/orientering/indslag ... _1_1_1.htm

http://www.supremecourt.gov.uk/docs/UKS ... dgment.pdf

Ja, det er en rigtig interessant sag. Jeg læste dommen forleden og faldt i sær over denne formulering fra en af dommerne:

"43. Having duly taken account of the decision in Abdulaziz pursuant to section
2 of the Human Rights Act 1998, we should in my view decline to follow it. It is
an old decision. There was dissent from it even at the time. More recent decisions
of the ECtHR, in particular Boultif and Tuquabo-Tekle, are inconsistent with it.
There is no “clear and consistent jurisprudence” of the ECtHR which our courts
ought to follow: see R (Alconbury Developments Ltd) v Secretary of State for the
Environment, Transport and the Regions [2001] UKHL 23, [2003] 2 AC 295 at
para 26, per Lord Slynn. The court in Abdulaziz was in particular exercised by the
fact that the asserted obligation was positive. Since then, however, the ECtHR has
recognised that the often elusive distinction between positive and negative
obligations should not, in this context, generate a different outcome. The area of
engagement of article 8 - in this limited context - is, or should be, wider now. In
that in Tuquabo-Tekle the state’s refusal to admit the 15-year-old daughter of the
mother, in circumstances in which they had not seen each other for seven years,
represented an interference with respect for their family life, the refusals of the
Secretary of State in the present case to allow the foreign spouses to reside in the
UK with the British citizens with whom they had so recently entered into a
consensual marriage must a fortiori represent such an interference. The only
sensible enquiry can be into whether the refusals were justified."

Det særligt interessante ved denne konklusion er, at dommeren her påpeger, at den gamle dom i sagen Abdulaziz fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, afsagt helt tilbage i 1985, ikke længere er den normative standard i sager om FS ved EMD.

Pudsigt nok er det præcis denne dom, som US og Justitsministeriet stadig lægger til grund for alle deres afvisningsafgørelser i FS-sager, selv de, hvor den ene part er herboende DANSK statsborger. Samtlige sagsøgere i Abdulaziz et al. var tilflyttede indvandrere, som sent i livet havde opnået britisk statsborgerskab. Alle havde stærk tilknytning til deres ægtefællers hjemland, talte sproget der og havde stærk familiemæssig tilknytning dertil (og formodentlig stadig deres oprindelige statsborgerskaber i behold). Alt sammen forhold, som jo på ingen måde er til stede i sager om FS hvor den herboende er dansk statsborger, født og opvokset herhjemme, og uden anden tilknytning til deres ægtefælles oprindelsesland end hvad, der måtte følge af ægteskabets indgåelse.

At den britiske højesteret samtididg finder et generelt forbud mod FS baseret på alder for at være en krænkelse af EMRK art. 8 gør nødvendigheden af, at få prøvet den danske 24-årsregel ved EMD desto mere aktuel. Desværre kræver dette jo 5 års juridisk tovtrækkeri, men man kan jo nære et fromt håb om, at der en dag dukker en stædig sjæl op, der tager den vigtige frihedskamp for alle danskere..

Ja det er super interessant det her. EMD har hidtil lagt meget vægt på, at man i lige netop ægtefællesammen-føringssager skal skelne skarpt mellem afbrydelser af et allerede etableret familieliv (”negative forpligtelser”) og forhindringer for at etablere et nyt familieliv i et givet land (”positive forpligtelser”). Men som den britiske højesteret påpeger det, har EMD ikke foretaget en lignende skarp skelnen i sager om FS af børn, og dermed er praksis på området ikke længere konsistent.

Herudover mener jeg også, at det strider imod al sund fornuft, at det skal tillægges så stor betydning, om familielivet allerede har været etableret i selv en kortvarig periode på en given stats område. Der er eksempler på udvisningssager, hvor den udenlandske statsborger har begået kriminalitet cirka 1 år efter, at familielivet var etableret. Og man kan da ikke sige, at de bånd til værtsstaten, som han har nået at opbygge igennem det ene år + den tid, hvor han efterfølgende sad i fængsel, kan skulle indgå i sagen med særlig stor vægt i forhold til de bånd, som hans ægtefælle har nået at opbygge ved at leve der hele sit liv.

Men i den pågældende sag nåede EMD alligevel frem til, at det ville være en krænkelse af artikel 8 at henvise parret til at fortsætte deres familieliv i det andet land. Det kan for så vidt også være fint og rimeligt nok. Men når EMD har lagt en så relativt ”borgervenlig” praksis i udvisningssager, så bliver man altså også nødt til at revurdere den gamle dom om ægtefællesammenføring fra 1985 og den praksis, som den siden har skabt. For ellers opstår der jo den fuldstændig absurde situation, at kriminelles rettigheder er langt bedre sikret end lovlydige borgeres.

Det må jo således være fuldstændig indlysende, at samfundets interesse i ikke at tillade fortsat ophold for en kriminel person må være langt større end samfundets interesse i ikke at tillade ophold for en ægtefælle til en dansk statsborger, hvor parret ikke opfylder et af de utallige krav, der stilles ved FS i Danmark.

Men hvilken betydning kan det have, at den britiske 21 års regel alene har til formål at hindre tvangsægteskaber i forhold til at den danske 24 års regel både skulle have til formål at forhindre tvangsægteskab og at forbedre integrationen? En sag ved de danske domstole vil vel ikke nødvendigvis falde ud til samme side, som den britiske Højesteret lige har gjort?

Det vil have den betydning, at man ved en dansk domstol også må tage stilling til, om 24-års reglen har fremmet integrationen i et sådant omfang, at det kan retfærdiggøre det voldsomme indgreb i de fundamentale rettigheder, som den jo er.

Om den danske stat kan løfte den bevisbyrde eller ej, det skal vi nok overlade det til domstolene at tage stilling til. Men jeg vil da sige det sådan, at jeg forudser visse problemer med det, for SFI´s undersøgelse viste, at den primære effekt af reglerne har været, at flere efterkommere stadig er ugift, når de fylder 28 år. Og hvorfor skulle det forbedre folks integration, at de gifter sig senere eller alternativt slet ikke gifter sig?

Mere bredt vil det have den betydning, at politikerne må være langt mere omhyggelige med at angive, hvad det reelle formål med lovgivning på området er, og om virkningerne af lovgivningen er proportionale i forhold til de mål, man siger, at den skal opfylde.

Politikerne kan således f.eks. ikke sige, at en regel skal ”fremme integrationen”, hvis der ikke kan føres en form for bevis for, at den faktisk gør det, og at man ikke kunne have opnået en tilsvarende effekt ved en mindre indgribende lovgivning.

Så hvis dommens præmisser ellers før eller siden bliver overført til dansk lovgivning, så mener jeg faktisk, at den har en ret vidtgående betydning. Som det også er fremme i radioindslaget, må man også forvente, at EMD før eller siden vil blive konfronteret med dommen i en konkret sag, og der kan opstå et pres på EMD for at fastlægge en ny praksis på ægtefællesammenføringsområdet, som er mere konsistent med den praksis, EMD har fastlagt i sager om FS af børn, udvisningssager mm.

For den britiske højesteret siger vel sådan set, at EMD ikke har gjort sit arbejde ordentligt, og at de britiske domstole derfor er nødt til at tage sagen i egen hånd, om man så må sige.