Ægteskabudengrænser.dk

Når jeg læser denne dom, og så sammenligner med de forskellige historier, der har været i år om udvisning af lovlydige borgere med ægtefælle og barn i DK, så undrer jeg mig dybt:
Ugeskrift for Retsvæsen, U.2007.719H
Frifindelse for udvisning som følge af konsekvenser for ægtefælle og barn, selvom familielivet var etableret under ulovligt ophold her.
A, der er kinesisk statsborger, indrejste i Danmark i marts 2004 på grundlag af en opholdstilladelse til juli 2004 med henblik på et højskoleophold. I maj 2004 fik hun opholdstilladelsen forlænget til udgangen af juli 2005 som studerende ved en læreanstalt. I august 2004 blev hun kæreste med en kinesisk statsborger B, der har ophold i Danmark som flygtning. I september 2004 flyttede de sammen. Den 4. maj 2005 fik de en prøvelsesattest med henblik på ægteskab, og i november 2005 blev de gift og fik et barn. A var den 17. maj 2005 blevet anholdt og sigtet for dokumentfalsk samt afgivelse af urigtige oplysninger i forbindelse med forlængelsen af opholdstilladelsen i maj 2004. I november 2005 blev hun ved en ankedom idømt straf af fængsel i 3 måneder herfor og udvist med indrejseforbud i tre år. Bestemmelsen om udvisning blev indbragt for Højesteret, der fastslog, at den forlængede opholdstilladelse var opnået ved svig, og at karakteren af kriminaliteten talte for, at der skete udvisning. Det måtte imidlertid heroverfor tillægges betydning, at B ikke kunne følge med til Kina, hvis A blev udvist, og det måtte lægges til grund, at de heller ikke kunne videreføre familielivet i noget andet land. En udvisning ville derfor have den alvorlige konsekvens, at familien måtte leve adskilt i den periode, indrejseforbuddet gjaldt. A havde ikke lovligt ophold her, da familielivet med B blev etableret, men der var ikke grundlag for at antage, at B forud for anholdelsen den 17. maj 2005 var bekendt med, at der var problemer med lovligheden af hendes ophold. Højesteret fandt på den baggrund, at en udvisning som følge af dens konsekvenser for B og barnet ville være uproportional i forhold til den begåede kriminalitet, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, nr. 4, og frifandt A for udvisning.

Jeg synes nu, at denne dom er rimelig nok, da hensynet til den lovlydige og uvidende ægtefælle samt det uskyldige barn må veje tungere end ønsket om at give den kriminelle ægtefælle en tillægsstraf i form af udvisning for en kriminalitet, der næppe kan anses for at være specielt alvorlig, og som i hvert fald ikke truer den offentlige sikkerhed, sundhed eller orden, som det hedder i EU-jargon.

Der er således ingen som helst tvivl om, at hvis parret søgte om FS, så ville der blive givet dispensation pga. den lovlydige ægtefælles status som flygtning. Så konsekvensen af dommen er alene, at parret nu slipper for at indgive en ansøgning om FS, som Danmark ville være nødt til at imødekomme for at respektere retten til familieliv.

Problemet er for mig at se mere den måde, som en del lovlydige familier behandles på jævnfør de historier i pressen, som du refererer til.

Og mere bredt giver en sag som denne da anledning til at overveje det rimelige og fornuftige i at have meget restriktive familiesammenføringsregler, samtidig med at man anerkender en kernefamilies ret til at bo sammen foruden børns rettigheder. For det fører jo til en række situationer, der i hvert fald for mig forekommer både urimelige og absurde.

Som et andet eksempel kan nævnes, at hvis en sammenført familie ikke opfylder forsørgelseskravet, når en opholdstilladelse skal forlænges, kan den i princippet henvises til at fortsætte sit familieliv i Timbuktu eller på Månen, hvis familiens børn stadig er i den tilpasningsdygtige alder. Men har familien derimod ladet sig skille, så får den udenlandske forældre lov at bevare sin opholdstilladelse, da barnet jo skal have mulighed for samkvem med begge forældre.

Så Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis eller i hvert fald staternes tolkning af den straffer altså folk for at gøre det, som de fleste ellers er enige om er fornuftigt, nemlig at bevare en familie samlet.

Praksis på området blev fastlagt ved en dom i 1985, der involverede tre immigranter og deres ægtefæller, og siden har alle kendelser på området været såkaldte afvisningskendelser, der grundlæggende bare bygger videre på argumenterne fra sagen i 1985.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg mener, at det er på høje tide, at man i Europa bliver enige om en tolkning af retten til familieliv, der indebærer en langt mere generel ret til at udøve dette i den stat, hvor man er statsborger eller i øvrigt har lovligt ophold, end den som EMD nåede frem til for 26 år siden.

Eller alternativt må politikerne bekende kulør og sige, at det der med retten til familieliv, det mener de alligevel ikke er så vigtigt, så både den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU´s Charter om Grundlæggende Rettigheder skal ændres, således at immigrationskontrol kommer til at stå over retten til familieliv.

Sådan er det jo f.eks. i Kina, som parret i denne sag kommer fra. Og hvis de europæiske politikere mener, at vi skal indrette os med samme lave grad af respekt for individets rettigheder, som man har gjort det i diktaturstaten Kina, så er det jo det, de må argumentere for. Det er i sidste instans et politisk valg, men man kan ikke blæse og have mel i munden på samme tid.

Jeg mener bestemt heller ikke, at der er noget galt med dommens udfald.

Jeg fatter bare ikke, hvordan man (men vel ikke højesteret? jeg er ikke nået så langt i de knap 100 årgange af ugeskriftet, jeg har adgang til) så i andre sager uden at blinke hævder, at det da er helt i orden at en ægtefælle og forælder bliver nægtet (forlænget) ophold i DK, og finder det helt i overensstemmelse med barnets tarv, med den begrundelse at det har da den anden forælder til at forsørge og drage omsorg for det.

Grundlæggende er det jo fordi, man siger, at der ikke er noget i vejen for, at hele den lykkelige familie kan daffe til det andet land og leve der. Når familien ikke gør det, så er det ofte fordi, dette ville give værre livsvilkår end at leve splittet. Og derfor må man efter min mening også sige, at EMD´s praksis på området ikke giver folk mulighed for "effektivt" at udnytte deres rettigheder, som EU-domstolen udtrykte det i Zambranosagen.

For efter min mening kan man selvfølgelig ikke sige, at folk effektivt kan udnytte en ret, hvis de dermed skal give afkald på en anden ret, der måske er endnu vigtigere for deres velfærd. Og det argument gælder for så vidt både for retten til at stifte familie, og for retten til at bo sammen som en familie. Begge de rettigheder har mange danske statsborgere ikke kunnet udnytte effektivt de sidste 10 år, hvis deres foretrukne ægtefælle var fra et ikke-EU land.

Nogle har så valgt ikke at udnytte retten til at bo sammen med deres ægtefælle og andre har valgt ikke at udnytte retten til at bo i Danmark men f.eks. flytte til Sverige eller Tyrkiet. Og endelig er der jo også en del, der har valgt ikke at udnytte retten til at gifte sig med den ægtefælle, de ville have foretrukket, men i stedet gifte sig med en af staten "godkendt" ægtefælle eller lade helt være med at gifte sig.

Og uanset hvilken af disse ting, folk har valgt, så er konsekvensen, at den danske stat har forhindret sine borgere i effektivt at udnytte de rettigheder, staten ellers har givet dem ved tilslutning til diverse internationale konventioner. Og det har den danske stat fået lov til at gøre fordi - hvis man skal sætte det på spidsen - EMD i en sag fra 1985 ikke ønskede at udfordre de kontraherende stater på deres suverænitet over indvandringspolitik, som jo allerede dengang var et kontroversielt emne.

Højesteret i Storbrittanien har i år afsagt en dom, hvor en af rettens helt centrale pointer var, at hvis en stat tvinger en af dens egne statsborgere til at leve udenfor samme stats territorium, så neutraliserer staten jo således selve statsborgerskabets kernesubstans, nemlig retten til at nyde godt af de fordele, som et statsborgerskab indebærer.

Herunder nævner retten bla. adgang til skolegang og sundhedspleje, sproglig udvikling og politisk medbestemmelse.

Stridspunktet bør fremover altså være, om den danske stat overhovedet kan tillade sig at frarøve visse af dens statsborgere disse ting, alene for at forhindre et meget lille mindretal i at udøve deres familieliv med en udenlandsk forælder eller ægtefælle på dansk territorium.