SF'er: S må droppe støtte til udlændingeaftale
: 09.11.2010 15:23:33
http://politiken.dk/politik/ECE1104853/ ... ngeaftale/SF'er: S må droppe støtte til udlændingeaftale
Socialordfører siger nej til udlændingeaftale og mener, at S bør trække sin støtte.
AF Marie Hjortdal
Det er utænkeligt, at SF skulle støtte de stramninger i kravene til familiesammenføringer, som regeringen og Dansk Folkeparti har vedtaget i en udlændingeaftale.
Det siger SF's socialordfører, Özlem Cekic.
Det er især aftalens pointsystem for udlændinge, som SF er imod.
»Mit grundlæggende menneskesyn er imod, at man laver et a- og et b-hold og forbyder folk at bo sammen med deres ægtefæller, kærester og børn, fordi vi deler dem op efter, hvor kloge og rige de er, og om de har gået på de 20 bedste universiteter i verden«, siger Özlem Cekic.
Nye regler krænker menneskerettigheder
Dermed er SF uenige med Socialdemokraterne, der har taget positivt imod regeringens og Dansk Folkepartis plan.
Efter dagens gruppemøde i partiet slår Özlem Cekic fast, at SF aldrig kommer til at stemme for stramninger i reglerne for familiesammenføring.
»Jeg går stærkt ud fra, at vi ikke støtter en skærpelse af 24-årsreglen og tilknytningskravet. Det kommer ikke til at ske«, siger hun.
»Et pointsystem kan være en rigtig god ide, hvis det handler om at tiltrække kvalificeret arbejdskraft til Danmark til bestemte job. Men vi snakker om familiesammenføringer her. Det er en menneskeret at bo sammen med sine børn, og at ægtefolk kan bo sammen. Dette forslag er virkelig et opgør med det Danmark, jeg har kendt tidligere«, siger socialordføreren.
S skal komme SF i møde
Dermed placerer hun SF i en position, der er et godt stykke væk fra Socialdemokraternes. S er positiv over for regeringens stramninger, som partiets integrationsorfører, Henrik Dam Kristensen, kalder »ganske fornuftigt«.
De to partier samarbejder som mulige kommende regeringspartnere, men på dette punkt agter SF ikke at give sig. S må komme SF i møde, slår socialordføreren fast.
»For os har det været utrolig svært at sige ja til ikke at røre 24-årsreglen og tilknytningskravet de næste fire år. Så en yderligere stramning af det kan ikke komme på tale«, siger Özlem Cekic med henvisning til, at SF har accepteret at frede 24-årsreglen i den kommende valgperiode for at mødes med Socialdemokraterne.
Så her er det Socialdemokraterne, der må komme Jer i møde og lade være med at arbejde for yderligere stramninger?
»Ja. Vi har allerede strakt os utrolig meget«, siger hun.