Ægteskabudengrænser.dk

EU-domstolen har i sidste måned kommet med en præjudiciel afgørelse i to sager, hvor en hollandsk arbejdstager bor i Holland og pendler til arbejde i et naboland, mens det udenlandske familiemedlem passer et barn i Holland.

http://curia.europa.eu/juris/document/d ... cid=344696

Domstolens ene konklusion er:

"Det følger af det ovenstående, at artikel 45 TEUF skal fortolkes således, at den giver et familiemedlem til en unionsborger, der er tredjelandsstatsborger, en afledt opholdsret i den medlemsstat, hvor unionsborgeren er statsborger, når unionsborgeren har bopæl i sidstnævnte medlemsstat, men regelmæssigt rejser til en anden medlemsstat som arbejdstager i nævnte bestemmelses forstand, såfremt et afslag på at indrømme en sådan opholdsret afskrækker den pågældende unionsborger fra faktisk at udøve sine rettigheder i henhold til artikel 45 TEUF, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve."

Min vurdering er umiddelbart, at retten til familiesammenføring for grænseoverskridende tjenesteydere, som følger af bl.a. Carpenter-dommen, udstrækkes til også at omfatte arbejdstagere, der tager arbejde i en anden medlemsstat, men forsat opholder sig i sit hjemland. Det springende punkt virker til at være, at familiemedlemmerne tager sig af et barn i hjemlandet, mens unionsborgeren benytter sig af sin ret til fri bevægelighed til at tage arbejde i en anden medlemsstat, fordi et nægtet opholdskort kan forhindre unionsborgeren i at tage arbejde i det andet medlemsland. I princippet betyder det vel, at danskere med børn kan få familiesammenføring, hvis blot de finder et arbejde i Sverige. Det kan være bedre pasningsmuligheder kan bruges til at argumentere mod dette, men umiddelbart er det vel et personligt spørgsmål, om man ønsker sine børn passet af et familiemedlem eller af staten.

Jeg er helt enig i vurderingen. Dommen udstrækker klart Carpenter til også at omhandle lønmodtagere, der som en væsentlig del af deres ansættelse udfører arbejde i andre EU-lande. Hvorimod Carpenter hidtil kun har kunnet anvendes af tjenesteydere dvs. selvstændige erhvervsdrivende.

Men samtidig er der stadig den "bremse", at nægtelse af ophold for ægtefællen skal være egnet til at afskrække unionsborgeren fra at benytte sin ret til at arbejde i andre EU-lande. Og det er næppe forkert at gætte på, at justitsministeriets "bomberyddere" vil bruge netop denne formulering til at inddæmme dommens konsekvenser.

Jeg kan ikke lade være med at få den tanke, at EU-domstolen måske helt bevidst lader denne del af dommen være så uklar som muligt, for ikke at stikke fingrene ned i en varm politisk kartoffel, hvor den kan beskyldes for at underminere medlemslandenes suverænitet.

http://homannlaw.dk/da/servicemenu/arti ... ny-dom-fr/

Denne bliver også omtalt hos Homannlaw.

Thrane skrev:I princippet betyder det vel, at danskere med børn kan få familiesammenføring, hvis blot de finder et arbejde i Sverige. Det kan være bedre pasningsmuligheder kan bruges til at argumentere mod dette, men umiddelbart er det vel et personligt spørgsmål, om man ønsker sine børn passet af et familiemedlem eller af staten.

Eller måske vil JM argumentere med, at danskeren ikke bliver afskrækket fra at arbejde i Sverige, bare fordi hans ægtefælle nægtes ophold i Danmark, idet danskeren i den situation kan vælge at flytte til Sverige og bosætte sig der.

I betragtning af, hvordan EU-domstolen dømte i Dereci-sagen for et par år siden, er argumentet vel ikke totalt ude i hampen. Der sagde EU-domstolen jo nemlig, at det ikke fratog en østrisk statsborger de kernerettigheder, der ligger i unionsborgerskabet, at hun blev nødt til at flytte til et andet EU-land end Østrig, hvis hun både ville opholde sig i EU og være sammen med sin ægtefælle.

Min konklusion er i hvert fald, at ÆUG indtil videre må anbefale folk at anvende den model, der er kendt og med sikkerhed virker. Nemlig at flytte ”faktisk og reelt” til et andet EU-land for en periode og herefter tage sin ægtefælle med tilbage til Danmark.

Er der tale om en grænsependler, er det vel i øvrigt svært at argumentere for, at det gør nogen forskel i forhold til børnepasning, om den pågældende arbejder i sit eget land eller i et naboland. Under alle omstændigheder er det jo noget med at aflevere barnet om morgenen og hente det igen, når man har fået fri fra arbejde.

Og hvis det er omtrent lige besværligt at være enlig far/mor, uanset om man arbejder i Sverige eller Danmark, så bliver man vel ikke afskrækket fra at søge job i Sverige?

Den reelle problemstilling er da snarere, at man nok gerne vil bo sammen med sin ægtefælle. Og hvis man flytter til Indien for at opnå dette, kan man selvfølgelig ikke arbejde i Sverige. Men det kan man godt, hvis man flytter til Sverige. Hvilket man jo har ret til som arbejdstager. Så igen hvad er det, der nødvendiggør, at ægtefællens EU-opholdsret også skal udstrækkes til Danmark i den situation?

Men dine hypotetiske argumenter kunne vel lige så godt finde anvendelse i de sager, som EU-domstolen har udtalt sig om. Om man bor/arbejder i Holland/Belgien eller Danmark/Sverige, kan vel komme ud på et. Jeg kan godt se din logik, men domstolen sige jo det modsattte, nemlig at det udgør en betydelig restriktion på arbejdstagernes fri bevægelighed i de pågældende sager. Hvordan JM fortolker det er selvfølgelig et åbent spørgsmål, men de må vel rette sig efter domstolen i en eller anden grad. De kan vel ikke komme med en til lejligheden frit opfundet fortolkning, som passer i deres kram? Eller det kan de måske, men så bør man vel klage til EU. Måske er jeg bare ung og naiv

EU-Domstolen siger, at HVIS der er en afskrækkende effekt, SÅ kan familiemedlemmerne aflede en EU-opholdsret. Men det er op til de nationale domstole at afgøre, om der er en afskrækkende effekt i de to konkrete sager. Og EU-domstolen giver ingen særlige retningslinier for, hvordan dette skal vurderes.

Læser man alle dommens præmisser, er der dog et vink med en vognstang om, at svigermor nok ikke kan aflede en EU-opholdsret, bare fordi hun fungerer som babysitter, hvorimod ægtefællen muligvis kan.

Og så gør det vel rent faktisk en afgørende forskel for substansen i sagerne, om der - som i Carpenter - er tale om rejser, der varer i flere dage, eller om daglig grænsependling.

Skal man 3 dage til Frankrig, er man nødt til at have en "babysitter", der kan tage sig af barnet hjemme i Danmark. Har man ikke det, fordi ens kone er smidt ud af Danmark, må man bede arbejdsgiveren om at sende en anden medarbejder til Frankrig. Og dermed forhindres man effektivt i at udnytte sin ret til at udføre lønnet arbejde i andre EU-lande efter artikel TEUF 45.

Men det samme er ikke tilfældet, fordi man skal på arbejde i Malmø fra 8-16. I den situation kan børnepasningen udmærkes klares af en institution, hvilket jo er præcis sådan, langt de fleste i forvejen lever i Danmark.

Så et hurtigt bud på "inddæmning" af dommen kunne være, at man i Danmark vil sige, den gælder for dem, der har små børn, og som led i deres ansættelse for enten en dansk eller udenlandsk arbejdsgiver ofte er nødt til at overnatte uden for hjemmet i et andet EU-land end Danmark.

Det kunne f.eks. være en person, der arbejder på en norsk boreplatform i 2 ugers skift. Eller en person, der ofte skal udføre opgaver for sin danske arbejdsgiver, der kræver rejser til andre EU-lande af flere dages varighed.

Og så vil man givetvis også sige, at dommen kun gælder for ægtefæller/faste partnere og ikke for andre familiemedlemmer.

Endelig vil man givetvis også sige, at rejserne skal udgøre en væsentlig del af ens erhvervsmæssige beskæftigelse. Er det kun 1 gang om året, man skal 3 dage til Frankrig, kan man vel arrangere sig med noget børnepasning hos f.eks. barnets bedsteforældre.

Børn tager ikke skade af at være hos deres bedsteforældre - eller en moster eller whatever - 3 dage om året. Men er det 100 dage om året, er situationen en anden. Så er det ikke rimeligt at forvente, at børnepasningen kan foretages af andre end barnets anden forælder. Og derfor må denne så indrømmes ret til at opholde sig i det fælles hjem i Danmark.

Hvilket vi jo nok også alle sammen kan blive enige om, burde være en fuldstændig NATURLIG ting. Så det er jo kun pga. de vanvittige danske regler, at denne EU-dom overhovedet kan få betydning