Så er der en ny sag ved EU-domstolen om familiesammenføring, og det er en sjov en. Taget ryger da helt af herhjemme, hvis sagsøgeren får medhold, idet ægtefæller til tyrkiske arbejdstagere bosat i Danmark i så fald skal fritages for stort set samtlige krav til FS, der er indført siden 1983:
http://www.ft.dk/samling/20121/almdel/u ... 217470.pdf
Ny sag ved EU-domstolen - FS til tyrkiske arbejdstagere
-
fundiver199
- Indlæg: 15458
- Tilmeldt: 15.07.2008 15:58:34
Re: Ny sag ved EU-domstolen - FS til tyrkiske arbejdstagere
Så hører man nok snart fra Hr Henriksen og Hr Messersmidt !
-
fundiver199
- Indlæg: 15458
- Tilmeldt: 15.07.2008 15:58:34
Re: Ny sag ved EU-domstolen - FS til tyrkiske arbejdstagere
Primalskriget fra de nævnte herrer kommer nok først, når/hvis dommen kommer og slår endnu et "hul" i de danske udlændingeregler 
Når man har fulgt udviklingen på dette område gennem et par år, er det voldsomt underholdende at se alle de knuder, som embedsmændene i Justitsministeriet må slå på sig selv for at argumentere for, at denne dom bør gå sagsøgeren imod, fordi det er, hvad man politisk set ønsker i Danmark.
I notatet til Folketinget henvises til C-325/05, Derin. Og det er rigtigt nok, at der i en af præmisserne til den dom står, at associeringsaftalen ikke i sig selv giver tyrkiske arbejdstagere en ret til familiesammenføring.
Men for det første handlede C-325/05 slet ikke om familiesammenføring men om udvisning af en kriminel tyrkisk efterkommer. Som i øvrigt vandt sagen. Og for det andet er tvisten i denne sag ikke, om associeringsaftalen giver tyrkiske arbejdstagere en ret til familiesammenføring. Tvisten er, om stand-still klausulerne er til hinder for, at et EU-land kan stramme reglerne for familiesammenføring til tyrkiske arbejdstagere, således at dette bliver vanskeligere at opnå end det var, da klausulerne trådte i kraft.
Sandheden er, at embedsmændene i Justitsministeriet har haft gevaldige kvaler med det her, siden EU-domstolen afsagde kendelserne i sagerne C-242/06, T. Sahin og 92/07, Kommissionen mod Nederlandene. Disse sager handlede om gebyr for forlængelse af opholdstilladelse og konklusionen var, at der ikke måtte indføres nye og højere gebyrer for tyrkiske arbejdstagere, hvis disse afveg væsentligt fra de tilsvarende gebyrer, der blev opkrævet af EU-borgere.
I Danmark blev disse domme tolket på den måde, at der ikke kunne kræves ansøgningsgebyr ved FS til tyrkiske arbejdstagere eller gebyr for deltagelse i indvandringsprøven. Og i første omgang vurderede man også, at der ikke kunne stilles krav om beståelse af indvandringsprøven i det hele taget. Altså præcis det spørgsmål, som den nye tyske sag handler om.
Men i 2011, da pointsystemet blev indført og indvandringsprøven betydeligt strammet (hvilket dog aldrig nåede at træde i kraft pga. folketingsvalget), drejede man pludselig rundt på en tallerken og mente nu, at man godt kunne kræve beståelse af indvandringsprøven alligevel. Men stadig ikke gebyr for deltagelse i den. Det hele forekom mildt sagt mystisk, og Marianne Jelved stillede en række spørgsmål til daværende minister Søren Pind, og fik nogle mildt sagt tågede og ret meningsløse svar fra hans embedsmænd.
Mit helt klare indtryk er derfor, at de danske embedsmænd ikke selv tror på, at det er foreneligt med stand-still klausulerne, at Danmark især siden 2002 men reelt også før har gjort det ekstremt meget sværere – og i en del tilfælde decideret umuligt – for tyrkiske arbejdstagere at få deres ægtefælle og børn til Danmark.
Og det giver da heller ingen som helst mening, at et ansøgningsgebyr på 8.000 kroner ved FS skulle udgøre en ”ulovlig” forhindring for tyrkiske arbejdstageres fortsatte etablering i Danmark. Hvorimod det skulle være helt i orden og uden problemer, at FS slet ikke kan lade sig gøre pga. tilknytningskrav, 24-års regel, pointsystem, 2-års regel for børn og meget andet gøgl, som man har fundet på i Danmark netop for at lægge hindringer i vejen.
Når man ser på historien for den fri bevægelighed i EU, har det hele tiden været et grundlæggende princip, at den også omfattede unionsborgerens kernefamilie. Hvilket naturligvis skyldes, at det i høj grad kan reducere lysten til at bo og arbejde i et andet land, hvis man er nødt til at efterlade ægtefælle og børn i sit hjemland.
Og mange af de danske krav til familiesammenføring er jo netop indført for at bremse familiesammenføringer fra ikke mindst Tyrkiet, som var og er det land, hvorfor der er kommet flest indvandrere til Danmark. Og gerne med det resultat, at nogle af de tyrkiske immigranter og efterkommere så måske vælger at flytte tilbage til Tyrkiet, fordi de ikke kan være sammen med deres familie her. Det vil de danske politikere da kun klappe i deres små hænder over.
Så hvis man kigger på sagen med de praktiske briller på, kan der da ikke være skyggen af tvivl om, at hele den danske politik på familiesammenføringsområdet går stik imod det, der var hensigten med stand-still klausulerne. Nemlig at tyrkiske arbejdstageres vilkår ikke måtte forringes i forhold til, hvad de var på det tidspunkt, hvor klausulerne trådte i kraft i 1981.
Der kan så måske være en eller anden finurlig juridisk grund til, at EU-domstolen alligevel ender med at give den tyske stat medhold. Men hvis EU-domstolen forholder sig til den reelle substand i sagen, er det min klare vurdering, at sagsøger bør få medhold, når sagsøger fik det i C-242/06, T. Sahin og 92/07, Kommissionen mod Nederlandene. For en vandrende EU-borgers ægtefælle stilles IKKE over for dette krav om beståelse af en prøve i tysk. Og dermed er de vandrende tyrkiske arbejdstageres vilkår i Tyskland da klart blevet forringet siden stand-still klausulerne tråde i kraft, uden at en tilsvarende forringelse har ramt de vandrende EU-borgere.
Hvis sagsøger får medhold, vil det næppe udløse nogen syndflod af familiesammenføringer i Danmark, bla. fordi en stor del af de tyrkiske immigranter og efterkommere er blevet danske statsborgere. Men det vil da være nærmest galgenhumoristisk komisk, hvis embedsmændene i Udlændingestyrelsen fremover skal til at sidde og give positiv særbehandling til lige netop tyrkere, når man tager i betragtning, at et ønske om at bremse familiesammenføringer fra lige netop Tyrkiet var en hovedårsag til indførelsen af adskillige af de nuværende krav og regler.
Reelt burde Folketinget jo så nok besinde sig og gennemføre en betydelig forenkling af kravene for alle, eller i hvert fald for danske statsborgere. Men det skal man desværre nok ikke forvente kommer til at ske. Hele cirkusset vil givetvis få lov at køre videre, selvom der er slået endnu et hul i det, fordi vi skal have ”ro om udlændingepolitikken” eller ”fast og fair udlændingepolitik” eller hvilke floskelagtige betegnelser, de skiftende regeringer nu engang anvender om det
Når man har fulgt udviklingen på dette område gennem et par år, er det voldsomt underholdende at se alle de knuder, som embedsmændene i Justitsministeriet må slå på sig selv for at argumentere for, at denne dom bør gå sagsøgeren imod, fordi det er, hvad man politisk set ønsker i Danmark.
I notatet til Folketinget henvises til C-325/05, Derin. Og det er rigtigt nok, at der i en af præmisserne til den dom står, at associeringsaftalen ikke i sig selv giver tyrkiske arbejdstagere en ret til familiesammenføring.
Men for det første handlede C-325/05 slet ikke om familiesammenføring men om udvisning af en kriminel tyrkisk efterkommer. Som i øvrigt vandt sagen. Og for det andet er tvisten i denne sag ikke, om associeringsaftalen giver tyrkiske arbejdstagere en ret til familiesammenføring. Tvisten er, om stand-still klausulerne er til hinder for, at et EU-land kan stramme reglerne for familiesammenføring til tyrkiske arbejdstagere, således at dette bliver vanskeligere at opnå end det var, da klausulerne trådte i kraft.
Sandheden er, at embedsmændene i Justitsministeriet har haft gevaldige kvaler med det her, siden EU-domstolen afsagde kendelserne i sagerne C-242/06, T. Sahin og 92/07, Kommissionen mod Nederlandene. Disse sager handlede om gebyr for forlængelse af opholdstilladelse og konklusionen var, at der ikke måtte indføres nye og højere gebyrer for tyrkiske arbejdstagere, hvis disse afveg væsentligt fra de tilsvarende gebyrer, der blev opkrævet af EU-borgere.
I Danmark blev disse domme tolket på den måde, at der ikke kunne kræves ansøgningsgebyr ved FS til tyrkiske arbejdstagere eller gebyr for deltagelse i indvandringsprøven. Og i første omgang vurderede man også, at der ikke kunne stilles krav om beståelse af indvandringsprøven i det hele taget. Altså præcis det spørgsmål, som den nye tyske sag handler om.
Men i 2011, da pointsystemet blev indført og indvandringsprøven betydeligt strammet (hvilket dog aldrig nåede at træde i kraft pga. folketingsvalget), drejede man pludselig rundt på en tallerken og mente nu, at man godt kunne kræve beståelse af indvandringsprøven alligevel. Men stadig ikke gebyr for deltagelse i den. Det hele forekom mildt sagt mystisk, og Marianne Jelved stillede en række spørgsmål til daværende minister Søren Pind, og fik nogle mildt sagt tågede og ret meningsløse svar fra hans embedsmænd.
Mit helt klare indtryk er derfor, at de danske embedsmænd ikke selv tror på, at det er foreneligt med stand-still klausulerne, at Danmark især siden 2002 men reelt også før har gjort det ekstremt meget sværere – og i en del tilfælde decideret umuligt – for tyrkiske arbejdstagere at få deres ægtefælle og børn til Danmark.
Og det giver da heller ingen som helst mening, at et ansøgningsgebyr på 8.000 kroner ved FS skulle udgøre en ”ulovlig” forhindring for tyrkiske arbejdstageres fortsatte etablering i Danmark. Hvorimod det skulle være helt i orden og uden problemer, at FS slet ikke kan lade sig gøre pga. tilknytningskrav, 24-års regel, pointsystem, 2-års regel for børn og meget andet gøgl, som man har fundet på i Danmark netop for at lægge hindringer i vejen.
Når man ser på historien for den fri bevægelighed i EU, har det hele tiden været et grundlæggende princip, at den også omfattede unionsborgerens kernefamilie. Hvilket naturligvis skyldes, at det i høj grad kan reducere lysten til at bo og arbejde i et andet land, hvis man er nødt til at efterlade ægtefælle og børn i sit hjemland.
Og mange af de danske krav til familiesammenføring er jo netop indført for at bremse familiesammenføringer fra ikke mindst Tyrkiet, som var og er det land, hvorfor der er kommet flest indvandrere til Danmark. Og gerne med det resultat, at nogle af de tyrkiske immigranter og efterkommere så måske vælger at flytte tilbage til Tyrkiet, fordi de ikke kan være sammen med deres familie her. Det vil de danske politikere da kun klappe i deres små hænder over.
Så hvis man kigger på sagen med de praktiske briller på, kan der da ikke være skyggen af tvivl om, at hele den danske politik på familiesammenføringsområdet går stik imod det, der var hensigten med stand-still klausulerne. Nemlig at tyrkiske arbejdstageres vilkår ikke måtte forringes i forhold til, hvad de var på det tidspunkt, hvor klausulerne trådte i kraft i 1981.
Der kan så måske være en eller anden finurlig juridisk grund til, at EU-domstolen alligevel ender med at give den tyske stat medhold. Men hvis EU-domstolen forholder sig til den reelle substand i sagen, er det min klare vurdering, at sagsøger bør få medhold, når sagsøger fik det i C-242/06, T. Sahin og 92/07, Kommissionen mod Nederlandene. For en vandrende EU-borgers ægtefælle stilles IKKE over for dette krav om beståelse af en prøve i tysk. Og dermed er de vandrende tyrkiske arbejdstageres vilkår i Tyskland da klart blevet forringet siden stand-still klausulerne tråde i kraft, uden at en tilsvarende forringelse har ramt de vandrende EU-borgere.
Hvis sagsøger får medhold, vil det næppe udløse nogen syndflod af familiesammenføringer i Danmark, bla. fordi en stor del af de tyrkiske immigranter og efterkommere er blevet danske statsborgere. Men det vil da være nærmest galgenhumoristisk komisk, hvis embedsmændene i Udlændingestyrelsen fremover skal til at sidde og give positiv særbehandling til lige netop tyrkere, når man tager i betragtning, at et ønske om at bremse familiesammenføringer fra lige netop Tyrkiet var en hovedårsag til indførelsen af adskillige af de nuværende krav og regler.
Reelt burde Folketinget jo så nok besinde sig og gennemføre en betydelig forenkling af kravene for alle, eller i hvert fald for danske statsborgere. Men det skal man desværre nok ikke forvente kommer til at ske. Hele cirkusset vil givetvis få lov at køre videre, selvom der er slået endnu et hul i det, fordi vi skal have ”ro om udlændingepolitikken” eller ”fast og fair udlændingepolitik” eller hvilke floskelagtige betegnelser, de skiftende regeringer nu engang anvender om det
Re: Ny sag ved EU-domstolen - FS til tyrkiske arbejdstagere
Hr Henriksen og Hr Messersmidt kunne nu godt finde på at starte op snarrest ... De sider jo ligesom i et kukur og er næbet når de stikker hovedet frem
-
mh1
- Indlæg: 10609
- Tilmeldt: 25.09.2007 11:20:33
- Geografisk sted: Istanbul, Tyrkiet/Tyskland
- Kontakt:
Re: Ny sag ved EU-domstolen - FS til tyrkiske arbejdstagere
Jeg opdagede, at nyidanmark ikke længere skjuler oplysningerne om associeringsaftalen, så kun dem der ved at der er sådan en vil kunne finde den:
https://www.nyidanmark.dk/da-dk/Ophold/ ... gsaftalen/
https://www.nyidanmark.dk/da-dk/Ophold/ ... gsaftalen/
mh
Rådgiver for ÆUG
Rådgiver for ÆUG