Ægteskabudengrænser.dk

Jævnfør nedenstående har en hollandsk ret sendt to nye sager om adgangen til familiesammenføring efter EU-reglerne i en unionsborgers eget hjemland til EU-domstolen:

http://www.ft.dk/samling/20121/almdel/u ... 207114.pdf

http://www.ft.dk/samling/20121/almdel/u ... 207151.pdf

Sagerne vedrører mange af de principielle uklarheder, der har været på området siden 2008, herunder afgrænsningen af Carpenterdommens anvendelsesområde, om der kan stilles mindstekrav til en unionsborgers ophold i et andet medlemsland, samt spørgsmålet om grænsegængere, der bor i eget land og arbejder i et naboland.

Inden nogen nu bliver alt for begejsterede, er det måske værd at minde om, at de seneste to domme ved EU-domstolen i sager om familiesammenføring gik sagsøgerne imod. Men i det mindste kan dommene forhåbentlig være med til at skabe noget mere klarhed.

Tak for linkene. Spændende læsning, om ikke andet.

Jeg tror, at EU-Domstolen sikkert sætter sig mellem to stole som den plejer, og afsiger en utydelig dom, der ikke rigtig klarlægger noget som helst, og således afføder en række NYE sager til Domstolen, hvorefter hele circusset kan starte forfra...

Dog er det vanvittig morsomt at læse, hvor desperat Justistministeriets bomberyddere klamrer sig deres egen noget særegne konstruktion 'faktisk og reelt ophold'.

De sveder sikkert lidt over, om Domstolen skulle kunne finde på at underkende deres praksis med omfattende kontrol af hjemvendende danskere, hvilket jo så ville lede til at de måtte finde et nyt figenblad for deres hidtil ganske effektive blokering af den fri bevægelighed for danske statsborgere..

”Faktisk og reelt ophold” er nu et begreb, som også findes i EU-kommissionens vejledning om fortolkning af opholdsdirektivet fra juli 2009. Så det er ikke en isoleret dansk opfindelse uden bund i EU-retten. Hvordan det så er blevet administreret i Danmark især mht. dokumentationskrav og bevisbyrde, det er en anden snak. Men det skal EU-domstolen, så vidt jeg kan se, ikke tage stilling til.

Jeg morede mig mere over den til bevidstløshed gentagne påstand om, at Carpenter var en ”meget konkret begrundet dom”. Og hvis de to sager kommer til at rykke ved noget, så tror jeg mere på, at det bliver på det område, der kan siges at høre under Carpenter. Altså hvor en unionsborger er blevet boende i sit eget land, men hvor der alligevel er et grænseoverskridende element i sagen, f.eks. fordi han arbejder i et naboland.

Det vil næppe åbne nogle ladeporte og få indvandrere til at strømme ind i Danmark. Men i princippet kunne det da være interessant, hvis man som et alternativ til at flytte til Malmø og bevare sit arbejde i Danmark også kunne vælge at gøre det omvendte. Altså bevare sin danske bolig, som man måske har stået på venteliste i mange år for at få, men skifte jobbet ud med et nyt i Malmø.

Ja, men det er dog nok interessant at lægge mærke til, at Kommissionens vejledning blev til på foranledning af den danske regering, og hele polemikken omkring Metock-dommen herhjemme, og at kommissionen udarbejdede vejledningen i tæt samarbejde med Integrationsministeriets jurister... så mon ikke det er rimeligt at formode, at kommissionens fortolkning omkring 'faktisk og reelt' ophold (der jo ikke er andet end netop en fortolkning af gældende praksis fra EUD) skal ses som en slags 'forsoningsgave' til de hysteriske danske VKO-politikere, der dengang skreg op om suverænitetskrænkelse og grundlovsbrud efter Metock?

I øvrigt er det da også interessant, at 'nogen' andetsteds i EU har fået den hollandske domstol til at spørge EUD om, hvorvidt man som MODTAGER af tjenesteydelser også er dækket af retten til FS efter at have udøvet fri bevægelighed..

Personligt glæder jeg mig i hvert fald til at læse Domstolens afgørelse i denne sag.

I forlaengelse af dette har jeg laest lidt op paa Metock-dommen paa nettet, og har et spoergsmaal:

Saa vidt jeg har forstaaet slaar denne dom fast, at man som unionsborger ikke behoever at have ophold i et andet EU land, inden man kan goere krav paa sine rettigheder som EU borger mht. at bringe sin familie til sit eget EU land.

Er det korrekt forstaaet? Jeg er ikke jurist og har blot stykket information sammen fra nettet.
Hvis ja, saa bliver dette jo ikke overholdt i Danmark - overhovedet?

Du har ikke læst Metock-dommen rigtigt. Det, som slås fast er at EU-direktiverne er til hinder for at EU-landene kan opstille "et krav om, at en tredjelandstatsborger, som er ægtefælle til en unionsborger, som opholder sig i en medlemsstat, hvor han ikke er statsborger, forudgående skal have opholdt sig lovligt i en anden medlemsstat inden vedkommendes ankomst til værtsmedlemsstaten for at kunne drage fordel af bestemmelserne i dette direktiv."

Det vil sige at 3.lands-borgeren ikke behøver at have haft lovligt ophold i hverken sin ægtefælles eller nogen anden EU-stat for at EU-borgeren har ret til at få ægtefællen med til et andet EU-land end sit eget.

3.lands-borgeren kan altså være illegal indvandrer, men alligevel opnå EU-opholdskort, hvis vedkommende er eller bliver gift med en EU-borger, som IKKE er statsborger i det land, de opholder sig i. DERNÆST kan de efter det 'reelle ophold' vende tilbage til EU-borgerens statsborgerskabsland, og igen bruge EU-reglerne.

@ Aussie-fyr,
det er Carpenter-dommen af 11. juli 2002 - sag C-60/00, som omtaler at en EU-statsborger ikke nødvendigvis SKAL flytte til et andet EU-land for at blive EU-borger.

Hvis EU-statsborgeren overvejende er beskæftiget med at udføre 'grænseoverskridende tjenesteydelser', så kan han/hun blive EU-borger uden at flytte fra sit hjemland.

Carpenter-sagen "handlede om en britisk statsborger, Hr. Carpenter, der var bosat i Storbritannien, hvorfra han solgte reklameplads til annoncører i andre medlemsstater. Storbritannien ville udvise hans filippinske ægtefælle. Ifølge Domstolen vedrørte hans rejser til andre EU-lande for at sælge annoncer den fri udveksling af tjenesteydelser. Domstolen fandt derfor, at Hr. Carpenter ville få vanskeligt ved at udøve sin ret til fri bevægelighed, hvis hans filippinske kone ikke kunne passe hans to børn fra første ægteskab, mens han var på rejser i andre EU-lande."

@mh

Hvis man læser selve Carpenter-dommen, så fremgår det ret klart, at det er en dom om retten til familieliv og ikke om børnepasning, som JM´s "bomberyddere" i 10 år krampagtigt har forsøgt at påstå for at indsnævre dens anvendelsesområde til reelt ingenting.

Den afgørende hindring for, at Hr. Carpenter kunne levere serviceydelser til de andre EU-lande, var ikke problemer med børnepasning. Den afgørende hindring var, at dette ville blive endog meget vanskeligt, hvis han blev tvunget til at flytte til Filippinerne for at leve sit familieliv der.

For mig at se var Carpenter en slags forløber for Metock på den måde, at den var et frontalt angreb fra EU-domstolens side på de medlemsstater, der som Danmark og UK ikke respekterer deres egne statsborgeres ret til familieliv. Og hvad der reelt er sket siden hen, er for mig at se, at EU´s medlemslande og især Danmark slet og ret har valgt at ignorere Carpenter-dommen, uden at dette i øvrigt har fået nogen form for konsekvenser.

M.S.H. skrev:Ja, men det er dog nok interessant at lægge mærke til, at Kommissionens vejledning blev til på foranledning af den danske regering, og hele polemikken omkring Metock-dommen herhjemme, og at kommissionen udarbejdede vejledningen i tæt samarbejde med Integrationsministeriets jurister...

Det er rigtigt, men grundlæggende er "faktisk og reelt" ophold en afgrænsning af, hvilke situationer EU-domstolens kendelser i Singh og Eind kan antages at dække. Både Singh og Eind handlede om unionsborgere, der vendte tilbage til deres eget land efter at have boet og arbejdet i et andet EU-land i mere end 1 år. Og på den baggrund mener jeg altså ikke, at det er specielt urimeligt at anlægge den tolkning, at sagerne omhandler den situation, hvor en EU-borger har udnyttet den fri bevægelighed til at bo i et andet medlemsland. Og ikke en situation hvor man hver weekend i sommerhalvåret opholder sig på sin svenske ødegård. Eller hvor man har holdt 3 ugers ferie på Kreta på hotel.

Problemet er den danske administration af begrebet, hvor man:

1) Udøver systematisk kontrol i stedet for kun at efterforske enkeltsager, hvor der er begrundet mistanke om misbrug af rettigheder

2) Har vendt bevisbyrden om, således at det er ansøgerne, der skal bevise, at der IKKE er tale om misbrug af rettigheder

3) Ikke respekterer at opholdskort skal udstedes efter højest 6 måneder, også selvom der stadig pågår undersøgelser om evt. misbrug af rettigheder

@AussieFyr

Som tilføjelse til mh´s forklaring var Metock-dommen både kontroversiel og banebrydende, fordi den skubbede til kompetencefordelingen mellem EU og medlemsstaterne.

EU har nemlig hele tiden haft kompetence til at regulere den fri bevægelighed inden for unionens grænser, hvorimod medlemsstaterne har haft kompetence over indvandring fra lande uden for EU. Og det var den kompetencefordeling, som Metock-dommen skubbede til, idet kompetencen over indvandring fra lande uden for EU overgik til EU, når det drejer sig om familiemedlemmer til de EU-borgere, der udnytter retten til fri bevægelighed.

Grundlæggende var der for mig at se to årsager til, at EU-domstolen tog dette skridt:

1) Medlemslandene havde i 2004 vedtaget et nyt direktiv på området (opholdsdirektivet), hvis udtrykkelige formål var at styrke den fri bevægelighed.

2) Visse EU-landes nationale regler for familiesammenføring udgjorde en reel hindring for den fri bevægelighed.

Hvad angår det sidste, er det nok ret illustrativt at se på, hvordan situation i f.eks. Danmark var før Metock. Hvis en tysk statsborger var gift inden sin flytning til Danmark, og havde boet med sin ægtefælle i Tyskland jævnfør reglerne i den tyske udlændingelov, var der ingen problemer. Men hvis den tyske statsborger først forelskede sig i en udlænding f.eks. 3 år efter sin flytning til Danmark, så var familiesammenføring fuldstændig umulig, og den tyske statsborger blev tvunget til at forlade Danmark igen og eksempelvis flytte hjem til Tyskland, hvis han ønskede et normalt familieliv.

Et grundkrav for familiesammenføring i Danmark er nemlig, at man skal have haft permanent opholdstilladelse i mindst 3 år, og da EU-borgere får permanent opholdsret efter 5 år, vil det sige, at den tyske statsborger skulle have boet her i mindst 8 år, før familiesammenføring overhovedet kunne komme på tale. Og selv når de 8 år var gået, ville tilknytningskravet stadig være en forhindring i en del tilfælde, foruden 24-års reglen, bankgarantien og meget andet.

Og derfor skar EU-domstolen igennem i Metock, idet domstolen bla. lagde afgørende vægt på, at retten til fri bevægelighed ikke kun skal forstås som en ret til at krydse en landegrænse i EU, men også som en ret til at blive boende i det EU-land, man har valgt at flytte til. Så det er ifølge EU-domstolen lige så galt, hvis dansk indvandringslovgivning demotiverer en tysk statsborger fra at blive i Danmark, som hvis den demotiverer ham fra at flytte hertil, fordi Danmark nægter ophold til hans ægtefælle eller anden nærmeste familie.

I Danmark blev debatten om Metock-dommen fuldstændig afsporet af de borgerlige politikere og en medløbende og ukritisk presse, som kørte ud af en tangent, fordi de 4 sagsøgere alle var afviste asylansøgere. Men problemerne med familiesammenføring i Danmark ramte før Metock-dommen ikke kun de unionsborgere, der havde giftet sig med afviste asylansøgere. De ramte samtlige de unionsborgere, der havde giftet sig med en udlænding fra et land uden for EU, efter de var flyttet til Danmark.

PS. Som tilføjelse til ovenstående kan man selvfølgelig spørge sig selv, at hvis en tysk statsborger ikke må demotiveres fra at blive boende i Danmark ved, at den danske stat nægter hans thailandske ægtefælle ophold i Danmark, hvorfor er det så ok, at danske statsborgere udsættes for en lignende demotivering i forhold til deres fortsatte ophold i Danmark?

Og forklaringen er kompetencefordelingen mellem EU og medlemsstaterne, hvor det er op til den danske stat selv at vurdere, om det er hensigtsmæssigt og rimeligt at demotivere sine egne statsborgere fra at blive i Danmark, såfremt de gifter sig med en udlænding. Hvorimod kompetencen ligger hos EU, når det drejer sig om en tysk statsborger med bopæl i Danmark, eller en dansk statsborger med bopæl i Sverige.