http://www.radikale.net/margrethe-vesta ... dlaendinge
Regeringen har siden valget insisteret på, at vi på en og samme tid tager udfordringerne på integrationsområdet alvorligt, finder løsninger og viser tillid. Både til danskere og udlændinge. Vi stiller krav om, at udlændinge, der kommer hertil, engagerer sig i samfundet og stiller sig til rådighed for arbejdsmarkedet. Vi kræver af danskere, at de kan forsørge deres udenlandske partner. Til gengæld blander vi os ikke i, hvem danskerne forelsker sig i.
Vi glæder os over, at danskere finder lykken og nogen at dele og opleve livet med, uanset hvor partneren kommer fra. Og vi tror ikke på, at vi som samfund skal begynde at sortere i den enkelte danskers valg af partner efter en administrativ vurdering af den elskedes nytteværdi. I så fald kunne det jo få skæbnesvangre konsekvenser, al den stund at en nyfødt dansker i disse år i gennemsnit står til at blive noget af en underskudsforretning!
VKO’s pointsystem, der pr. automatik straffede en dansker for at finde sin partner uden for akademiske cirkler og velhaverkvarterer, er ved at blive afskaffet. Sammen med det absurde krav om væsentligt større tilknytning til Danmark og en meningsløs indvandringsprøve.
I et rent økonomisk perspektiv dokumenterede overvismand Jan Rose Skaksen og andre professorer ved CBS denne vinter i en omfattende rapport, at en højtuddannet indvandrer i gennemsnit bor otte år med sin familie i Danmark og bidrager med 1,9 mio. kroner til samfundet. Det er værd at tænke på, når kritikere raser over, at vi tænker på udlændinge som en ressource og et velkomment bidrag til det danske samfund, og med den varslede strategi for international rekruttering vil regeringen skrue yderligere op for tempoet. Men når vi taler udlændinge som en ressource, gør vi det også i den allermest menneskelige forstand og af respekt for borgerne her i landet, og de værdier, som vi er nogenlunde fælles om at kalde danske.
Derfor gav det heller ikke mening, når VKO i udlændingepolitikken indregnede asylansøgere og flygtninge i et regnskab, der skulle dokumentere en udlændingebyrde. Selv folkene bag den DREAM-model, der blev brugt, protesterede mod konklusionerne.
Lad mig slå fast, at når den ny regering tager imod flygtninge og asylansøgere, gør vi det ikke for at tjene penge på dem, men fordi det er mennesker i nød. Det er vi nødt til at have råd til. Af samme grund gør vi op med en anden del af VKO’s udlændingepolitik, der har betydet, at hele familier har tilbragt det meste af 00’erne i venteposition – nogle endda i afsondrede lejre - med psykisk og fysisk sygdom til følge. Det er også slet og ret ud fra et humanistisk synspunkt, at vi netop nu har et forslag i høring, der skal fjerne barrierer og betingelser for at forældre kan få familiesammenført børn under seks år.
Et andet løfte regeringspartierne afgav inden valget var at hæve starthjælpen, der har isoleret i forvejen svage familier og børn, uden mulighed for reelt at tage del i samfundet. 15 pct. af alle indvandrere med ikke-vestlig oprindelse og 16 pct. af alle efterkommere i Danmark levede i 2009 ifølge OECDs definition i fattigdom i 2009. I begge tilfælde en kraftig stigning i forhold til 2001 på trods af højkonjunktur i hovedparten af årtiet.
De mest desperate, der har svært ved at vænne sig til de nye tider, forsøger at genoplive den konfrontatoriske stemning ved at antyde, at det kan få horder af udlændinge til at søge mod nord. Selvom VK-regeringen ikke selv forventede ændret tilstrømning, da man i sin tid sænkede ydelsen, eftersom familiesammenførte i traditionel forstand slet ikke er berettiget til overførselsydelser de første mange år. Starthjælpen er primært forbeholdt de kvoteregulerede flygtninge og de godkendte asylmodtagere og disses familier. Snarere end indvandring handler det reelt om at give mennesker mulighed for at integrere sig – gennem foreningsliv, ved at kunne deltage i børnefødselsdage, få råd til at tage på lejrskole osv.
Endnu et paradoks i 00’ernes udlændingepolitik var, at samtidig med at i hvert fald Venstre og Dansk Folkeparti krævede, at udlændinge assimilerede sig, så gjorde man det markant sværere at blive en del af samfundet. Man satte eksempelvis også den ene barriere efter den anden op for at opnå statsborgerskab med valgret og alt hvad det i øvrigt indebærer af tilhør og ansvarstagen for samfundet, selvom det dokumenterbart er noget af det mest fremmende for integrationen. Også her er vi i fuld færd med at afskaffe et ekskluderende pointsystem.
Senere på året præsenterer vi en mere omfattende, national integrationsreform. Jeg tror og stoler på, at unge, uanset baggrund, vil forsøge at gribe de muligheder, samfundet præsenterer dem for. F.eks. når særligt unge kvinder med udenlandsk baggrund uddanner sig i ekspresfart. Jeg tror og stoler på, at udlændinge i Danmark ønsker at blive en del af samfundet, og jeg glæder mig over, at flere og flere føler sig godt integreret. Den ære tror jeg vi skal tilskrive både den danske befolkning og de tilflyttede.
Derfor stiller vi os heller ikke tilfreds med at erhvervsfrekvensen blandt ikke-vestlige indvandrere fortsat ligger omkring 26 procentpoint under den tilsvarende for etnisk danske. Nytilkomne udlændinge vil blive mødt med både rettigheder og krav, der blandt andet skal sikre, at de hurtigt lærer sig dansk, og det vil eksempelvis ikke blive accepteret – som det var tilfældet med den såkaldte 300 timers-regel i kontanthjælpssystemet – at vi fritager folk fra deres forpligtelse til at stille sig til rådighed for arbejdsmarkedet.
Måske vil det også hjælpe på motivationen, når vi - i stedet for at påtvinge kommunerne – nu belønner dem for at møde jobsøgende udlændinge med en opfordring til at skabe sig en hverdag her i stedet for at opfordre udlændinge til at rejse hjem. Ikke fordi vi er imod repatriering, der kan være et fremragende tilbud, men fordi vores budskab til folk, der vil bidrage, ikke skal være, at vi ikke har brug for dem.
Når vi sidestiller uddannelse med beskæftigelse ved tildeling af permanent ophold, er det ikke for at gøre det lettere, men fordi vi gennem uddannelse tidligere har løftet generationer ud af sociale problemer i Danmark, sikret ligestilling og fjernet på forhånd definerede barrierer. Ad denne vej tror jeg, vi kan komme langt, men for en sikkerheds skyld indfører vi et integrationsbarometer, der gør det muligt at måle – og blive ved med at drøfte - om vi gør det godt nok.
Vi vil forsvare de danske værdier ved selv at efterleve dem.