Historisk tidslinje om EU's fri bevægelighed året 1958
: 27.02.2024 10:12:37
Indledning:
1958 er året, hvor de to nye fællesskaber - Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) og Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom) - søsættes fra årets første dag. Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) har allerede eksisteret i seks år, og de tre Fællesskaber kommer til at supplerer hinanden i mange år frem. Det er stadig de samme seks lande, der udgør Fællesskaberne: Vesttyskland, Frankrig, Italien, Belgien, Nederlandene og Luxembourg. Det vil det være helt frem til og med 1972.
Tidligere var det så som så med begrebet "fri bevægelighed". Det var nemlig kun ansatte inden for sektorerne kul og stål, og som var i besiddelse af et særligt arbejdskort fra EKSF, der havde fri ret til at krydse landegrænser, og kun når de skulle pendle mellem hjemmet og arbejdspladsen. Med de to nye Fællesskaber på plads, er den tid forbi. For med de to nye traktater - den ene for EØF og den anden for Euratom - indføres der en mere reel fri bevægelighed for arbejdskraft. Man skal ikke længere have noget særligt arbejdskort og det er heller ikke længere kun begrænset til pendling mellem hjem og arbejde. Samtidig kan man nu tage sine familiemedlemmer med. Det kunne man ikke tidligere.
Men det betyder så også, at man nu skal jonglere med hele tre traktater, ét for hvert af Fællesskaberne. Det kan godt være sin sag, når man begynder at læse de forskellige juridiske tekster, for der skal man lige holde øje med, hvilken af traktaterne, den pågældende tekst er baseret på. Ofte vil man nemlig blot møde formuleringer a la "... i henhold til traktatens artikel...". Det gælder i særdeleshed for dem af jer, der gerne vil nørde jer helt ned i detaljerne og sammenholde flere tekster på én gang.
Hvis man kigger tilbage på tidslinjen for 1951, vil man se en omtale af Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO). Den begynder for alvor at komme i spil nu via det, som dokumenterne fremadrettet kalder for Den Administrative Kommission. Nogle gange har denne Kommission også et længere navn, men der er i alle tilfælde tale om den samme enhed. Og den skal ikke forveksles med EØF-Kommissionen. I Den Administrative Kommission sidder der en blandet skare af embedsmænd fra både EØF-Kommissionen og fra ILO. I de kommende tidslinjer vil man kunne se pænt mange afgørelser fra Den Administrative Kommission.
Mod slutningen af året offentliggøres de to første forordninger om social sikring af vandrende arbejdskraft og deres familiemedlemmer. I den juridiske litteratur er de bedst kendt som forordning nr. 3 og 4. Forordning nr. 4 er en såkaldt gennemførelsesforordning, det vil sige en forordning, der bestemmer, hvordan reglerne i forordning nr. 3 skal udøves af de forskellige myndigheder. Fremadrettet vil man se samme princip udfolde sig med diverse forordninger. Man vil dog ikke se dette princip gentage sig i direktiverne. Der kan et direktiv om et emne stå alene. Hvorfor at der skal indføres et eller flere gennemførelsesforordninger til en oprindelig forordning, kan jeg desværre ikke svare på. Faktisk synes jeg selv, det er lidt skørt, at det hele ikke bare kan stå i én forordning.
Og er det ikke bare en lille smule kuriøst, at de danske politikere, hver gang der har været en folkeafstemning om traktatændringer, har påberåbt sig, at Fællesskabet og EU ikke må blive en social union - og noget af det første EØF lagde kræfter i, netop var social sikring af arbejdskraften? EØF gjorde jo netop dette, fordi det var vigtigt for dem, at man i forbindelse med udøvelsen af fri bevægelighed ikke mistede sine rettigheder, heller ikke på det sociale område. Samtidig skal det dog også fremhæves, at der i disse forordninger alene er tale om koordinering af de nationale ordninger, ikke en total sammensmeltning.
Med den to nye Fællesskaber og de to første forordninger om social sikring på plads, vil særligt de af jer, der har sat sig ind i EU-retten se, at der absolut er nogle forskelle fra dengang og til nu, men der så sandelig også er rigtig mange ting, som står uforandret i dag.
Lad os gå ind i året 1958. God læselyst.
1958 er året, hvor de to nye fællesskaber - Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) og Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom) - søsættes fra årets første dag. Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) har allerede eksisteret i seks år, og de tre Fællesskaber kommer til at supplerer hinanden i mange år frem. Det er stadig de samme seks lande, der udgør Fællesskaberne: Vesttyskland, Frankrig, Italien, Belgien, Nederlandene og Luxembourg. Det vil det være helt frem til og med 1972.
Tidligere var det så som så med begrebet "fri bevægelighed". Det var nemlig kun ansatte inden for sektorerne kul og stål, og som var i besiddelse af et særligt arbejdskort fra EKSF, der havde fri ret til at krydse landegrænser, og kun når de skulle pendle mellem hjemmet og arbejdspladsen. Med de to nye Fællesskaber på plads, er den tid forbi. For med de to nye traktater - den ene for EØF og den anden for Euratom - indføres der en mere reel fri bevægelighed for arbejdskraft. Man skal ikke længere have noget særligt arbejdskort og det er heller ikke længere kun begrænset til pendling mellem hjem og arbejde. Samtidig kan man nu tage sine familiemedlemmer med. Det kunne man ikke tidligere.
Men det betyder så også, at man nu skal jonglere med hele tre traktater, ét for hvert af Fællesskaberne. Det kan godt være sin sag, når man begynder at læse de forskellige juridiske tekster, for der skal man lige holde øje med, hvilken af traktaterne, den pågældende tekst er baseret på. Ofte vil man nemlig blot møde formuleringer a la "... i henhold til traktatens artikel...". Det gælder i særdeleshed for dem af jer, der gerne vil nørde jer helt ned i detaljerne og sammenholde flere tekster på én gang.
Hvis man kigger tilbage på tidslinjen for 1951, vil man se en omtale af Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO). Den begynder for alvor at komme i spil nu via det, som dokumenterne fremadrettet kalder for Den Administrative Kommission. Nogle gange har denne Kommission også et længere navn, men der er i alle tilfælde tale om den samme enhed. Og den skal ikke forveksles med EØF-Kommissionen. I Den Administrative Kommission sidder der en blandet skare af embedsmænd fra både EØF-Kommissionen og fra ILO. I de kommende tidslinjer vil man kunne se pænt mange afgørelser fra Den Administrative Kommission.
Mod slutningen af året offentliggøres de to første forordninger om social sikring af vandrende arbejdskraft og deres familiemedlemmer. I den juridiske litteratur er de bedst kendt som forordning nr. 3 og 4. Forordning nr. 4 er en såkaldt gennemførelsesforordning, det vil sige en forordning, der bestemmer, hvordan reglerne i forordning nr. 3 skal udøves af de forskellige myndigheder. Fremadrettet vil man se samme princip udfolde sig med diverse forordninger. Man vil dog ikke se dette princip gentage sig i direktiverne. Der kan et direktiv om et emne stå alene. Hvorfor at der skal indføres et eller flere gennemførelsesforordninger til en oprindelig forordning, kan jeg desværre ikke svare på. Faktisk synes jeg selv, det er lidt skørt, at det hele ikke bare kan stå i én forordning.
Og er det ikke bare en lille smule kuriøst, at de danske politikere, hver gang der har været en folkeafstemning om traktatændringer, har påberåbt sig, at Fællesskabet og EU ikke må blive en social union - og noget af det første EØF lagde kræfter i, netop var social sikring af arbejdskraften? EØF gjorde jo netop dette, fordi det var vigtigt for dem, at man i forbindelse med udøvelsen af fri bevægelighed ikke mistede sine rettigheder, heller ikke på det sociale område. Samtidig skal det dog også fremhæves, at der i disse forordninger alene er tale om koordinering af de nationale ordninger, ikke en total sammensmeltning.
Med den to nye Fællesskaber og de to første forordninger om social sikring på plads, vil særligt de af jer, der har sat sig ind i EU-retten se, at der absolut er nogle forskelle fra dengang og til nu, men der så sandelig også er rigtig mange ting, som står uforandret i dag.
Lad os gå ind i året 1958. God læselyst.