5. juli 1956 (EFT 1956 A 17 side 238)
SPØRGSMÅL NR. 32
af Paul Struye
Medlem af den fælles forsamling
(4. juni 1956)
Den 1. juni i år offentliggjorde et dagblad i Bruxelles en artikel om EKSF's forhold til pressen. Artiklen indeholder følgende passage:
"Det kan ikke længere nægtes, at EKSF som helhed, og Den Høje Myndighed i særdeleshed, bruger stadig større summer på at få journalister til at følge Fællesforsamlingens debatter eller deltage i studiedage, pressekonferencer og andre arrangementer.
For at overbevise aviserne (og ikke mindst dem), tøver den ikke med at betale redaktørernes rejseudgifter. Den tilbyder endda journalisterne et dagpengebeløb, der mere end dækker deres udgifter til hotel og forplejning.
Det er naturligvis ikke alle aviser, der tager imod dette tilbud, men de fleste af de journalister, der var til stede ved møderne i Den Fælles Forsamling i Strasbourg, mente for eksempel ikke, at det var nødvendigt at afslå Den Høje Myndigheds tilbud.
Den Høje Myndighed bruger også andre midler til "information". Journalister inviteres til at skrive rapporter om dette eller hint aspekt af EKSF eller dets arbejde. Den europæiske organisation køber disse rapporter og udgiver dem i magasiner mod betaling. EKSF betaler for disse publikationer enten ved at betale direkte for den plads, der bruges, eller ved at købe eller distribuere et bestemt antal eksemplarer.
EKSF køber nogle gange hele sider i visse aviser. Disse sider er helliget Fællesskabet, og den tekst, der skal indsættes - som om den kom fra avisen selv - leveres af EKSF.
Fra personlige kilder ved vi, at to franske dagblade har indvilliget i at udgive en side om EKSF, den ene til en pris af en million franske franc, den anden til endnu mere, mens et fransk ugeblad, der distribueres i Belgien med en belgisk side, også har udgivet en side om Fællesskabet, men til en meget lavere pris, da det har et begrænset oplag."
Den samme artikel nævner et møde i Det Internationale Journalistforbund, der for nylig blev afholdt i Baden-Baden, hvor Europarådets informationsdirektør angiveligt rejste problemet med internationale organisationers forhold til pressen ud fra et journalistisk etisk synspunkt. Denne højtstående embedsmand blev citeret for at sige følgende:
"Nogle internationale institutioner er ved at generalisere praksis med betalte rejser for journalister. Jeg taler ikke om normale besøg på faciliteter eller storstilet industriel eller militær rapportering, jeg taler om betalte rejser for at deltage i internationale møder. Denne praksis udspringer af mange avisers manglende evne til at dække de stadigt stigende omkostninger ved international politisk rapportering. Store aviser kan sagtens afvise sådanne skjulte subsidier, men for små aviser er det meget sværere. Jeg kender udmærkede journalister, som har været tvunget til at arbejde under sådanne forhold. Jeg er overbevist om, at det på ingen måde har påvirket deres ytringsfrihed. Jeg er overbevist om, at de aldrig ville have skrevet, at det, de troede var godt, var dårligt, eller at det, de bevidst troede var dårligt, var godt. Men jeg ved også, at der var en moralsk forpligtelse, de ikke kunne undslippe, og det var at skrive noget, selv om der objektivt set ikke var noget at sige. Efter min mening er dette en særlig lumsk form for pres og en trussel mod pressens frihed og uafhængighed. Det er en metode, som jeg altid har nægtet at bruge i Europarådet. Men jeg føler mig forpligtet til at påpege for dig, at indflydelsesrige personligheder, der sammenligner pressegallerier, der er tyndt fyldt under systemet med absolut frihed og rigeligt fyldt under systemet med ... subsidiær frihed, ikke har tøvet med at anbefale at vedtage denne anden metode. Det er en enorm fare."
Vil formanden for Den Høje Myndighed venligst lade mig vide:
1. om de fakta, der er beskrevet i ovenstående artikel, er korrekte?
2. om han mener, at EKSF er et specifikt mål i rapporten til Det Internationale Journalistforbund, som henviser til praksis indført af "visse internationale institutioner"?
3. Hvis det er tilfældet, mener han så ikke, at Den Høje Myndighed bør udvise større diskretion i sine forbindelser med pressen for at undgå enhver mistanke, selv om den efter min mening er helt ubegrundet, om at udøve det, som den ovennævnte højtstående internationale embedsmand kalder en "form for pres og en trussel mod pressens frihed og uafhængighed", på visse journalister?
4. Hvis det er sandt, at Den Høje Myndighed betalte en million franske francs til et dagblad, som indvilligede i at offentliggøre en side om EKSF, om Den Høje Myndighed så indgik eller foreslog lignende reklameaftaler med andre aviser, og eventuelt efter hvilke kriterier den henvendte sig til den og den avis i det og det land, om dens forslag nogensinde blev afvist og i givet fald med hvilken begrundelse?
5. Hvis det stadig antages, at det i punkt 4 nævnte er korrekt, mener han så ikke, at sådanne reklameprocedurer, som er normale i kommercielle anliggender, ikke er normale, når de udgår fra en offentligretlig institution?
SVAR
fra Den Høje Myndighed
(5. juli 1956)
Den presseartikel, som den ærede repræsentant henviste til, havde ikke undgået Den Høje Myndigheds opmærksomhed. Den takker ham for at have givet den lejlighed til at svare.
1. De kendsgerninger, der er gengivet i den del af artiklen, som den ærede repræsentant henviser til, er korrekte. De vedrører handlinger og udgifter, som Den Høje Myndighed er ansvarlig for, og som i deres helhed er underlagt detaljerede revisioner af revisoren og kontrol af Den Fælles Forsamling. Der findes ingen "hemmelige fonde" i Den Høje Myndighed.
Ved flere lejligheder har Den Høje Myndighed forklaret sig, mundtligt og skriftligt, over for Forsamlingens udvalg og "over for selve Forsamlingen, om sine handlinger på informationsområdet. Den eneste kritik, den generelt har mødt, er, at den endnu ikke fuldt ud har opfyldt alle de informationsopgaver, som Forsamlingen forventer af den, for at gøre den europæiske opinion opmærksom på virkeligheden i Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab.
Den Høje Myndighed er ikke i stand til at nævne de "internationale institutioner", der henvises til i en rapport, som Europarådets informationsdirektør har præsenteret for Det Internationale Journalistforbund. Men den er overbevist om, at Europarådets mål og midler på informationsområdet ikke kan være i modstrid med Fællesskabets. Som bevis herpå vil vi gerne citere følgende linjer fra en nylig rapport til Europarådets komité for kulturelle og videnskabelige spørgsmål, som blev godkendt af Den Rådgivende Forsamling den 18. april sidste år:
"Bedømt ud fra den betydning, som regeringerne, pressen og den offentlige mening tillægger dets drøftelser, har Europarådet siden sin oprettelse oplevet, at dets indflydelse har været statisk eller endog faldende, og organiseringen af en effektiv pressetjeneste har ikke været tilstrækkelig til at sikre, at Europarådet får den omtale, det ønsker og fortjener. Uanset hvilke faciliteter der tilbydes journalister", kan de ikke blive bedt om at producere rapporter, som deres redaktører ikke vil publicere, og redaktører vil ikke publicere, hvad deres abonnenter ikke ønsker at læse. Interessen for Europarådet skal også stimuleres på andre måder, hvilket betyder, at afdelingernes nuværende rolle og deres budgetter skal udvides. De skal have lov til at bruge flere penge med mere fantasi (1)".
(1) Europarådets dokument nr. 490 (16. april 1956), side 4.
3. Den Høje Myndighed er for respektfuld over for pressens frihed og uafhængighed til at forsøge at udøve det mindste pres på en journalist eller en avis.
Men den er også klar over - ligesom Fællesforsamlingen selv - hvor vigtigt det er at informere den europæiske offentlighed så fyldestgørende som muligt om Kul- og Stålfællesskabets betydning og resultater.
Det må dog indrømmes, at de resultater, der er opnået på det økonomiske område for kul og stål, selv om de er mærkbare, at møderne i Den Fælles Forsamling, hvor interessante de end måtte være, endnu ikke udøver samme tiltrækning på den europæiske offentlighed som de store politiske begivenheder, der er umiddelbart og åbenlyst forbundet med skæbnen for hvert af vores lande og hver af borgerne i disse lande.
I de fleste af vores lande er den store nyhedspresse koncentreret i hovedstaden; aviser uden for hovedstaden (f.eks. i Luxembourg) og i provinsen (f.eks. i Strasbourg) har kun et lille antal korrespondenter. Provinspressen, som er velkendt for sin betydning for at informere en stor del af den offentlige mening, har generelt ingen korrespondenter uden for hovedstaden og nogle få større centre.
Desuden har man fundet det nødvendigt at supplere de oplysninger, der normalt gives til pressen via agenturernes udsendelser og pressekonferencer i de forskellige lande, med rapporter om Fællesskabets institutioner.
Under disse omstændigheder finder Den Høje Myndighed det nødvendigt og legitimt uden nogen form for forskelsbehandling at betale de journalister, der udtrykker ønske om at komme til Luxembourg eller Strasbourg for at få oplysninger eller endog for at undersøge Fællesskabets resultater i et andet land end deres eget. Så vidt han ved, går de fleste regeringer i verden og internationale organisationer frem på en lignende måde. Når udgifterne til sådanne rejser afholdes af en avis, griber Den Høje Myndighed ikke ind; når avisen eller journalisterne undtagelsesvis anmoder om at få udgifterne refunderet, hjælper Den Høje Myndighed med at gøre rejsen mulig. Hvis den ikke gjorde det, ville de mindre velhavende aviser eller dem, der ligger længst væk fra EU-institutionernes aktivitetscentre, blive uretfærdigt forfordelt.
Den ærede repræsentant kan være forvisset om, at Den Høje Myndighed ikke fører et regnskab i to kolonner over skrevne linjer og refunderede udgifter. Den er heller ikke ligeglad med, om en gæstejournalist skriver positive eller negative artikler, eller om han skriver noget, når han mener, at han ikke burde skrive noget. Det ville være en fornærmelse, ikke kun mod Den Høje Myndighed, men mod den demokratiske presse som helhed, at tillade en sådan mistanke at vinde troværdighed.
4. Den Høje Myndighed har faktisk offentliggjort sider med information i aviser og magasiner i Fællesskabets lande. Den har gjort så lidt ud af det, at den udtrykkeligt nævnte denne fremgangsmåde i en tale, som et af dens medlemmer holdt for Den Fælles Forsamling den 9. maj sidste år. (2)
(2) Forhandlinger i Den Fælles Forsamling, foreløbig udgave nr. 11 af 10. maj 1956, side 415.
I det tilfælde, som den ærede repræsentant henviser til, blev den særlige side udtrykkeligt betegnet som en "pressemeddelelse", hvilket forfatteren af den artikel, som henledte den ærede repræsentants opmærksomhed på, undlod at gøre opmærksom på. Denne side indeholdt et resumé af den generelle rapport, som Den Høje Myndighed ifølge traktaten skal offentliggøre - det vil sige offentliggøre - hvert år.
Den Høje Myndighed har indgået sådanne aftaler med andre aviser af forskellig overbevisning. Så vidt den ved, har flere aviser anmodet om denne "offentlighed", men ingen har hidtil nægtet det.
5. Den Høje Myndighed mener ikke, at sådanne procedurer - hvad enten det drejer sig om indrykning af reklamer, køb af særnumre eller genoptryk af "særtryk" - er uværdige for en offentligretlig institution, hvis udgifter og handlinger er under offentlig kontrol.
Det er klart, at Den Høje Myndighed ikke har monopol på information, og at den heller ikke udøver noget pres på information. Netop den kritik, der er rejst mod den i pressen, er det bedste bevis på dette. Den ville svigte sin generelle mission om at informere alle interesserede parter, hvis den ikke - under Den Fælles Forsamlings kontrol - anvendte alle de klart definerede midler, der gør det muligt for den at gøre sine handlinger og deres betydning mere kendt.
Link til det originale dokument:
https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A017%3ATOC