Historisk tidslinje om EU's fri bevægelighed året 1961

[Kim P. Nyberg]

7. april 1961 (EFT 1961 P 27 side 605)

SKRIFTLIGE SPØRGSMÅL nr. 2 (x)
fra hr. Carcaterra
til Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab
(9. marts 1961)

(x) Ny nummerering fra begyndelsen af parlamentsåret 1961-1962 (7. marts 1961).


Om: Bilateral aftale om vejgodstransport mellem Italien og Frankrig

Er Kommissionen bekendt med, at de franske myndigheder under forhandlingerne mellem Italien og Frankrig med henblik på indgåelse af en bilateral aftale om vejgodstransport mellem de to lande har foreslået, at der udstedes et så lille antal tilladelser til både transit- og destinationstrafik, at den italienske vejgodstransport ikke er i stand til at opfylde de reducerede krav til sin egen trafik?

Det maksimale antal tilladelser, som de franske myndigheder er villige til at udstede for hver transporttype, er faktisk meget lavere end det faktiske antal forsendelser, der var på vej til Frankrig i de foregående år, og især i 1960, eller som passerede gennem dette land i transit på vej til Belgien, Nederlandene, Luxembourg osv.

Den uforsonlighed, hvormed den franske side insisterer på at indføre en begrænset kvote af tilladelser, også og især for transport, der udelukkende udføres i transit, en kvote, der ikke ville tillade italienske vognmænd at opretholde vejforbindelser med lande, der kun kan nås ved at krydse fransk territorium, herunder Belgien - med hvilket der også er en aftale baseret på en kvote af tilladelser - er i strid med de liberaliseringsprincipper, som Rom-traktaten er baseret på.

Det skal også understreges, at den franske regering med andre nabolande, uanset om de er medlemmer af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab eller ej, har indgået aftaler baseret på kriterier, der er uendeligt meget bredere og mere liberale end dem, den i dag ønsker at indgå med Italien, og som tydeligvis er inspireret af en koordineringspolitik, der ikke tager hensyn til de reelle behov for vejtransport, told og økonomi i andre lande, der ligesom Italien på grund af deres geografiske beliggenhed er tvunget til at lade deres transport gå gennem Frankrig.

Mener Kommissionen derfor ikke, at den bør gribe ind for at sikre, at aftalerne mellem de to lande fremover bygger på de principper, der er en forudsætning for eksistensen af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab?

Svar
(7. april 1961)

Kommissionen er bekendt med, at Frankrig og Italien i øjeblikket forhandler om indgåelse af en ny aftale, der skal regulere den internationale vejtransport mellem de to lande. Den er også klar over, at der er opstået vanskeligheder under forhandlingerne. Ifølge de oplysninger, som Kommissionen har modtaget, fandt det sidste møde sted i midten af marts 1961. Kommissionen afventer en officiel meddelelse fra de berørte regeringer om resultatet af disse forhandlinger.

Så snart den er i besiddelse af disse oplysninger, vil den overveje, om den skal gribe ind i henhold til artikel 5, stk. 2, og artikel 76 i Rom-traktaten.

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A027%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

17. april 1961 (EFT 1961 P 30 side 649)

SKRIFTLIGT SPØRGSMÅL NR. 3
af Peyrentte
til Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab
(16. marts 1961)

Om: Revaluering af D-mark og gylden

Kommissionens opmærksomhed henledes på de nylige foranstaltninger til opskrivning af D-mark og gylden:

1. Er det sandt, som pressen har forsikret os om, at Bonn- og Haag-regeringernes beslutninger blev truffet uden forudgående advarsel til deres partnere i fællesmarkedet, og kan man derfor hævde, som en fransk morgenavis udtrykte det, at »ved vigtige lejligheder går hver af de seks alene«;

2. Hvis det er sandt, at et medlem af den belgiske regering under en pressekonference i Bruxelles den 9. marts beskyldte Nederlandene for at have overtrådt traktaterne ved at revaluere sin valuta uden at rådføre sig med sine partnere;

3. Om denne manglende konsultation, hvis den da kan beklages, på trods af de tilfredsstillende ord i Kommissionens pressemeddelelse, ikke er i strid med, om ikke bogstavet, så i hvert fald ånden i Rom-traktaten;

4. Anser Kommissionen det ikke for nyttigt, hvis de oplysninger, der er blevet offentliggjort i denne forbindelse, er korrekte, at vise ved en mere præcis præcisering, at det ikke er sandt, at hver stat med en anden fransk avis' ord »sætter den almene interesse over sine egne særinteresser og slører den politiske samhørighed bag selviske beregninger«.

Svar
(17. april 1961)

1. Den 10. marts sidste år havde Kommissionen lejlighed til at meddele Den Europæiske Parlamentariske Forsamling gennem næstformand Marjolin, at Forbundsrepublikken Tysklands regering havde informeret den om revalueringen af D-marken, så snart dette projekt var kommet ind i beslutningsfasen. Forud for forbundsregeringens beslutning havde der siden midten af sidste år været lange drøftelser i Det Monetære Udvalg og Udvalget for Økonomisk Politik om de problemer, som udviklingen i Forbundsrepublikken Tysklands betalingsbalance gav anledning til. Under disse meningsudvekslinger, der også drejede sig om muligheden for en revaluering af D-marken, gav Tysklands repræsentanter udtryk for en meget grundig drøftelse af de problemer, der vedrører deres land, og repræsentanterne for de øvrige medlemsstater og for Kommissionen fik lejlighed til at redegøre for deres syn på disse problemer. I den udtalelse, som Det Monetære Udvalg har fremsendt til Kommissionen på dennes udtrykkelige anmodning, hedder det, at der er en varig ubalance mellem Forbundsrepublikken og resten af verden, som kun delvis kan reduceres ved kapitaleksport, og at den tyske økonomi - med uændrede pariteter - kun kan tilpasse sig kravene om ekstern ligevægt ved at hæve det interne omkostnings- og prisniveau.

Kommissionen godkendte konklusionerne fra Det Monetære Udvalg såvel som fra Udvalget for Økonomisk Politik og sendte dem officielt videre til forbundsregeringen.

Den nederlandske situation har også været genstand for løbende undersøgelser i begge udvalg.

Det er klart, at meningsudvekslingerne i de forskellige fællesskabsorganer skulle forblive fortrolige, og det samme gjaldt deres konklusioner.

2. På sin pressekonference den 9. marts henviste et medlem af den belgiske regering i forbindelse med den nederlandske regerings monetære beslutning til visse bestemmelser i traktaten om oprettelse af en økonomisk union mellem Belgien, Luxembourg og Nederlandene. Det tilkommer ikke Kommissionen at kommentere dette.

3. Kommissionen mener, at de betingelser, hvorunder de seneste monetære transaktioner har fundet sted, fører til den konklusion, at artikel 107 i Rom-traktaten er blevet overholdt. Den er imidlertid af den opfattelse, at der er mulighed for yderligere fremskridt i det monetære samarbejde mellem de seks lande.

4. Kommissionen mener, ligesom det ærede medlem tilsyneladende gør, at disse nylige monetære begivenheder ikke er et eksempel på, at nogen stat »sætter almenvellet over sine særinteresser og lader den politiske samhørighed drukne i selviske beregninger«. Tværtimod er revalueringen af D-marken og gylden et eksempel på en modig regeringspolitik, der tager hensyn til både den almene interesse og den nationale interesse. Vi må ikke glemme, at disse foranstaltninger skaber tilpasningsproblemer for visse sektorer i de to berørte landes økonomier.

Helt generelt vil revalueringen have en gunstig indvirkning på de øvrige medlemsstaters udenrigshandel. Kommissionen mener, at disse foranstaltninger, især hvis de suppleres med andre foranstaltninger på andre områder, udgør et vigtigt bidrag til opretholdelsen af den interne stabilitet i Forbundsrepublikken og Nederlandene og til en bedre balance i de internationale monetære forbindelser.

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A030%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

21. april 1961 (EFT 1961 P 31 side 661)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL nr. 6
af Starke
til Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab
(29. marts 1961)

Om: Revaluering af den tyske mark.

Den 10. marts 1961 meddelte Marjolin, næstformand i Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, i sin tale om den økonomiske politik i Strasbourg, at Kommissionen havde sendt en henstilling til Forbundsrepublikken Tysklands regering - formentlig i efteråret 1960 - om at opskrive den tyske mark.

Ifølge nyhedsbureauet »dpa« udtalte en talsmand for Forbundsrepublikken Tysklands regering i Bonn den 11. marts 1961, at Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab ikke havde givet forbundsregeringen en anbefaling om at opskrive den tyske mark.

Kan Kommissionen præcisere disse modstridende udtalelser?

Svar
(21. april 1961)

Den 10. marts 1961 fremsatte Marjolin, næstformand i Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, under debatten i Europa-Parlamentet om den økonomiske situation i Fællesskabet følgende erklæring om revalueringen af den tyske mark:

»Kommissionen har informeret den tyske forbundsregering om sin holdning til den situation, som Forbundsrepublikken befinder sig i. Kommissionen har fastslået - det var det første punkt i dens udtalelse - at ligevægten mellem Forbundsrepublikkens valuta og valutaerne i resten af verden i vid udstrækning er forstyrret. For det andet påpegede den, at dette problem ikke kunne løses udelukkende ved hjælp af kapitaleksport, selv hvis denne skulle stige betydeligt. Den kom til den konklusion, at hvis der ikke skete en revaluering af den tyske mark, som den tyske regering skulle træffe beslutning om, ville der før eller siden uundgåeligt ske en stigning i produktionsomkostningerne og priserne i Tyskland, som så ville genoprette den forstyrrede ligevægt. Dette var Kommissionens erklæring om det tyske valutaproblem i 1960.«

Marjolin udtalte også følgende: »På grundlag af resultaterne fra Det Monetære Udvalg og Udvalget for Økonomisk Politik var Kommissionen i stand til at informere den tyske forbundsregering om sit syn på situationen og de foranstaltninger, den anså for passende.« (Udførligt referat af Europa-Parlamentets session, nr. 4, 10. marts 1961, s. 167 og 168).

Det fremgår klart af denne udtalelse fra Marjolin og af pressemeddelelsen fra den 6. marts 1961, at Kommissionen blot henledte forbundsregeringens opmærksomhed på de konsekvenser, som opretholdelsen af den tidligere paritet for D-marken utvivlsomt ville have på det indenlandske omkostnings- og prisniveau. Kommissionen anbefalede imidlertid ikke udtrykkeligt forbundsregeringen den monetære foranstaltning, som denne gennemførte den 3. marts 1961, dvs. i henhold til artikel 189 i traktaten.

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A031%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

22. april 1961 (EFT 1961 P 29 side 629)

FÆLLESSKABETS ØKONOMISKE SITUATION OG UDSIGTERNE FOR 1961

I overensstemmelse med den opgavefordeling, der er aftalt mellem de tre europæiske udøvende organer, er Den Europæiske Økonomiske Kommission ansvarlig for de økonomiske undersøgelser. Kompetente embedsmænd fra de andre europæiske direktorater deltager i disse undersøgelser.

I begyndelsen af hvert kvartal offentliggør EØF-Kommissionen en økonomisk analyse i form af en brochure (se for dette kvartal »Fællesskabets økonomiske situation og udsigterne for 1961«).

Et sammendrag af denne konjunkturanalyse offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende som indledning til de periodiske overslagsprogrammer, der udarbejdes i overensstemmelse med de gældende regler i Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, og som præsenteres i samme nummer af De Europæiske Fællesskabers Tidende.

I - FÆLLESSKABETS ØKONOMISKE SITUATION

Den økonomiske aktivitet i Fællesskabet fortsatte med at vokse i 1960. Industriproduktionen var 12% højere end i 1959, og bruttonationalproduktet i faste priser steg med ca. 7%.

Stigningen i produktionen fra årets begyndelse til årets slutning var dog noget langsommere end i 1959. De høje vækstrater, som fremgår af en sammenligning af de samlede resultater for 1960 og 1959, kan således stadig til dels tilskrives den hurtige produktionsudvidelse i anden halvdel af 1959.

Opbremsningen i produktionsvæksten skyldtes til dels ændringer i efterspørgslen, især den markante svækkelse i udvidelsen af efterspørgslen fra tredjelande. Den meget høje udnyttelsesgrad af produktionsfaktorerne, især den tilgængelige arbejdskraft, havde dog også en bremsende virkning i visse tilfælde, især i Forbundsrepublikken Tyskland og Nederlandene.

EØF's samlede eksport i 1960 oversteg ganske vist stadig eksporten i 1959 med 13% i værdi, men generelt holdt den op med at vokse i løbet af året. Især salget til USA faldt i en sådan grad, at det for året som helhed lå 5% under det foregående års salg.

På den anden side fortsatte den indenlandske efterspørgsel med at vokse kraftigt. Erhvervsinvesteringerne voksede særligt hurtigt; i alle medlemslande var vækstraterne højere i 1959 end i 1958, selv i Frankrig, hvor investeringsboomet først begyndte ret sent, og i Belgien, hvor det aftog i anden halvdel af 1960. Det private forbrug voksede også betydeligt hurtigere end i 1959, selv om den årlige stigningstakt forblev lavere end for Fællesskabets bruttonationalprodukt. Den markante acceleration i forbrugets vækstrate, især i anden halvdel af 1960, skyldtes hovedsagelig store stigninger i lønningerne. Disse stigninger skyldtes i sig selv den hurtige aktivitetsudvidelse og blev i nogle medlemslande yderligere tilskyndet af en stadig mere akut mangel på arbejdskraft.

Importen til Fællesskabet fra tredjelande voksede kraftigt i 1960 og steg med 20% i værdi. Selv om vækstraten også aftog i løbet af året, var den hurtigere end eksporten. Som følge heraf blev handelsoverskuddet, som året før stadig havde nået det usædvanligt høje niveau på 1.044 millioner dollars, reduceret til 150 millioner dollars. Fællesskabets betalingsbalanceoverskud steg imidlertid yderligere som følge af en betydelig stigning i nettokapitaltilførslen, især kortfristet kapital. Guld- og valutareserverne i medlemslandenes officielle monetære institutioner steg igen med omkring 3 milliarder dollars.

Generelt steg prisniveauet kun lidt i medlemslandene, hvis vi ser bort fra visse stigninger i servicesektoren, hvoraf de fleste blev besluttet af de offentlige myndigheder. Men i Forbundsrepublikken Tyskland, hvor den økonomiske udvikling i 1960 utvivlsomt var præget af overskydende efterspørgsel, viste priserne på ikke-landbrugsprodukter en ret generel opadgående tendens. Indtil slutningen af året blev dette dog i vid udstrækning opvejet af et fald i priserne på visse fødevarer. Også i Frankrig var der en opadgående tendens for visse industriprodukter.

De tendenser, der blev observeret i sommeren og efteråret 1960, har ikke ændret sig væsentligt siden da: den samlede efterspørgsel er fortsat med at vokse, om end i et meget langsommere tempo end i begyndelsen af 1960, men den udenlandske efterspørgsel har kun i begrænset omfang stimuleret aktiviteten i Fællesskabet. Den rolle, som de forskellige komponenter i den indenlandske efterspørgsel spiller i ekspansionen, er fortsat med at stige.

Udsigterne for 1961 som helhed er særlig vanskelige at vurdere, ikke blot på grund af usikkerheden i verdensøkonomien, men også på grund af de ændringer i valutakurserne, som Forbundsrepublikken Tyskland og Nederlandene netop har foretaget. Vi kan dog forvente, at den økonomiske ekspansion vil fortsætte i EØF. Udviklingen i den udenlandske efterspørgsel vil sandsynligvis være meget svag, men på den anden side vil den indenlandske efterspørgsel fortsat vokse betydeligt. Med undtagelse af Belgien vil dette helt sikkert være tilfældet for de offentlige udgifter, herunder investeringsudgifterne. Der er også grund til at tro, at det private forbrug vil fortsætte med at vokse, om ikke andet så på grund af igangværende eller bebudede lønstigninger; disse er især betydelige i Forbundsrepublikken Tyskland, og revalueringen af DM burde næppe bremse dem. Endelig vil erhvervslivets faste investeringer sandsynligvis også fortsætte med at vokse i et relativt hurtigt tempo, især da de vil blive yderligere stimuleret i de medlemslande, der ikke har ændret valutakursen, af bedre eksportudsigter til Forbundsrepublikken Tyskland og Nederlandene.

Produktionen vil fortsat stige takket være den vedvarende stigning i efterspørgslen, men stigningen fra måned til måned vil fortsat være svagere end i begyndelsen af 1960. På den ene side vil efterspørgselsudviklingen begrænse væksten i nogle lande og sektorer; på den anden side vil fysiske hindringer for ekspansion, især mangel på arbejdskraft, fortsat have en bremsende effekt i andre lande og sektorer. Alt i alt vil væksten i industriproduktionen i 1961 i forhold til 1960 kunne nå op på 6-7%, og væksten i bruttonationalproduktet for Fællesskabet som helhed på 4,5-5%.

I 1961 som i 1960 vil den indenlandske forsyning blive suppleret med øget import. De netop foretagne valutakursjusteringer gør det endda muligt med større sikkerhed at forvente, at stigningen i importen vil være betydeligt større end stigningen i eksporten; Fællesskabets overskud på de løbende poster ser ud til at falde en smule. Der er også grund til at forvente en reduktion af overskuddet på kapitaltransaktioner på grund af den politik med at sænke rentesatserne, der generelt følges i medlemslandene, på grund af de betalinger, som især Forbundsrepublikken Tyskland planlægger at foretage til USA, og på grund af stigningen i den tyske bistand til udviklingslandene.

Under disse omstændigheder ser 1961 ud til at blive et mere gunstigt år for etableringen af en tilfredsstillende balance, både inden for Fællesskabet og i dets forbindelser med resten af verden. Ikke desto mindre bør de forskellige medlemslandes økonomiske politikker som tidligere søge at sikre en større harmonisering af den økonomiske udvikling. Dette gælder især for Forbundsrepublikken Tyskland og i mindre grad for Nederlandene, hvor revalueringen af valutaen ikke i sig selv vil kunne løse betalingsbalanceproblemerne fuldstændigt eller i tilstrækkelig grad fjerne de spændinger, der opstår på det indre marked. Dette er også tilfældet i Belgien, hvor udsigterne fortsat er relativt ugunstige på trods af forbedrede eksportmuligheder til de tyske og nederlandske markeder.

Generelt bør målet for EØF's økonomiske politik være at undgå en for kraftig opbremsning i den indenlandske efterspørgsel, især hvis virksomhedernes investeringslyst senere på året truer med at blive væsentligt svækket som følge af nedgangen i verdensøkonomien. Opretholdelsen af en høj vækstrate er ikke kun ønskelig af hensyn til den økonomiske udvikling i Fællesskabet, men også i lyset af udviklingen i resten af verden og den internationale betalingsbalancesituation. Den kan sammen med revalueringer og en liberal handelspolitik være med til at udvide det konjunkturpolitiske råderum i visse vigtige tredjelande, hvilket på længere sigt kun kan være i Fællesskabets økonomiske interesse.

[Kim P. Nyberg]

II - UDSIGTER TIL UDVIKLING I FÆLLESSKABSLANDENE

1. Forbundsrepublikken Tyskland

Efter genoptagelsen af ekspansionen i 1959 forblev den økonomiske aktivitet på et meget højt niveau i hele 1960. Takket være den høje produktionselasticitet nåede væksten i bruttonationalproduktet op på 8% i mængde, en rate, der ikke er registreret siden 1955.

Men udvidelsen af efterspørgslen - især investeringer og eksport - var endnu mere bemærkelsesværdig. På trods af en kraftig stigning i importen steg saldoen på betalingsbalancens løbende poster betydeligt. Der er opstået ganske alvorlige spændinger på en række markeder, og priserne på industriprodukter og tjenesteydelser er begyndt at stige over hele linjen.

Den økonomiske ekspansion forventes at fortsætte i 1961. Da den tyske industris konkurrencesituation stadig er gunstig efter revalueringen af DM, vil eksporten fortsætte med at vokse på trods af det mere usikre verdensøkonomiske klima; deres stigningstakt bør dog være lidt lavere end i 1960. Investeringerne vil også fortsætte med at vokse, selv om stigningstakten i erhvervsinvesteringerne ikke længere forventes at være så høj som i 1960. Under indflydelse af en stærk stigning i lønninger og overførselsindkomster vil det private forbrug vokse hurtigere end bruttonationalproduktet.

Selv om udvidelsen af efterspørgslen i det store og hele sandsynligvis vil aftage noget i 1961, er det usandsynligt, at den overskydende efterspørgsel vil blive reduceret tilstrækkeligt til at sikre en tilfredsstillende udvikling i priserne på hjemmemarkedet. Navnlig på grund af manglen på arbejdskraft kan produktionsstigningen blive betydeligt mindre end den, der blev registreret i 1960.

Men faldet i prisen på importerede produkter, forårsaget af revalueringen af DM, skulle føre til en betydelig stigning i importen. Forbundsregeringen har netop truffet en særdeles hensigtsmæssig beslutning, både med hensyn til den internationale betalingsbalance og likviditetssituationen og med hensyn til skabelsen af de strukturelle betingelser, der er nødvendige for gennemførelsen af Fællesmarkedet; den sigter nemlig mod at opnå en bedre balance i den generelle betalingsbalance, ikke kun ved at øge hjælpen til udviklingslandene og ved at foretage en tidlig tilbagebetaling af udlandsgælden, men også ved at ændre DM-pariteten, som i nogle år ikke længere har svaret til de internationale omkostningsforhold.

Effekten af revalueringen vil være så meget desto mere gunstig, hvis den suppleres med en styrkelse af den offentlige kapitaleksportpolitik, med en stimulering af den private kapitaleksport gennem rentesænkninger og med en mere liberal importpolitik i sektorer, der stadig er underlagt regulering.

2. Frankrig

Den franske økonomi voksede kraftigt i 1960 med en vækst i bruttoproduktet på ca. 6%, en af de stærkeste i ti år.

Alle efterspørgselskomponenter, men især eksporten, steg betydeligt i forhold til 1959. Som følge af øget beskæftigelse og produktivitet steg industriproduktionen med næsten 11% ifølge I.N.S.E.E.-indekset. De andre sektorer i økonomien, især landbruget, øgede også deres produktion sammenlignet med året før.

Det indenlandske udbud blev generelt suppleret tilstrækkeligt med import. Det var kun på visse markeder, at opadgående pristrends blev tydelige. Forbrugerpriserne var dog 4% højere end i 1959, hovedsageligt på grund af højere priser på tjenesteydelser, især husleje og transportpriser.

I 1960 viste betalingsbalancen igen et betydeligt overskud på trods af faldet i den positive handelsbalance for varer, og kapitalindstrømningen fortsatte. Som følge heraf var det ikke kun muligt at tilbagebetale en stor del af udlandsgælden, men de monetære myndigheders guld- og valutareserver steg med yderligere 350 millioner dollars.

For 1961 kan vi forvente, at den økonomiske ekspansion vil fortsætte, selv om det synes vanskeligt at nå den vækstrate, der blev fastsat i interimsplanen for 1960-61. På grund af usikkerheden på verdensmarkedet vil eksporten ikke vise den samme årlige vækst som i det foregående år. På den anden side vil den indenlandske efterspørgsel fortsætte med at vokse med mere eller mindre den nuværende hastighed. De faste investeringer vil fortsat stige betydeligt i forhold til 1960, og husholdningernes forbrug vil fortsætte med at vokse kraftigt med stærkt stigende disponible indkomster. Produktionen vil holde trit relativt godt med denne langsommere udvidelse af den samlede efterspørgsel. Industriproduktionen kan stige med ca. 6 %, og væksten i bruttonationalproduktet som helhed vil således nå op på ca. 5 %, forudsat at høsten bliver normal.

Importen bør fortsat stige en smule, især fordi tolden blev sænket den 1. januar, og der er planer om fuld liberalisering af industriprodukter. Handelsbalancen for varer skulle dog forblive positiv, og den generelle betalingsbalance for 1961 skulle stadig vise et overskud.

I det hele taget vil betingelserne for at sikre prisstabilitet være ret gunstige: en lille opbremsning i væksten i efterspørgslen og tilstrækkelig elasticitet i udbuddet. Den økonomiske politiks opgave bør imidlertid være at udnytte disse muligheder til at dæmpe latente opadgående tendenser i priserne, eventuelt ved at fremme væksten i importen gennem yderligere toldnedsættelser; samtidig bør den økonomiske politik sigte mod at styrke den franske industris konkurrenceevne ved at sikre en høj investeringstakt.

3. Italien

I 1960 oplevede Italien helt klart et højt økonomisk aktivitetsniveau. Alle komponenter i den samlede efterspørgsel, især eksport og investeringer, oversteg betydeligt deres niveau fra året før.

Produktionen var i stand til at stige betydeligt takket være tilstrækkelige kapacitetsreserver, især arbejdskraftreserver, som muliggjorde en stigning på omkring 2 % i antallet af personer i arbejde. Det gennemsnitlige årlige niveau for industriproduktionen var 15% højere end året før, og servicesektoren viste også en markant stigning i aktiviteten. På grund af dårligt vejr var landbrugsproduktionen dog betydeligt lavere end i 1959.

Bruttonationalproduktet i faste priser steg med næsten 7%, hvilket er første gang i det sidste årti, at denne stigningstakt er blevet registreret i to på hinanden følgende år. Væksten i importen var usædvanlig hurtig på grund af udviklingen i efterspørgsel og produktion; den oversteg endda eksportens. Prisniveauet er i det store hele forblevet stabilt, bortset fra stigninger i priserne på visse tjenesteydelser, især huslejer, som i høj grad skyldes de offentlige myndigheder.

På trods af stigningen i handelsunderskuddet viste den samlede betalingsbalance igen et betydeligt overskud med en kraftig stigning i nettooverskuddet på tjenesteydelser og et yderligere betydeligt overskud på kapitaltransaktioner. De officielle monetære institutioners og bankers nettoaktiver i guld og udenlandsk valuta steg med yderligere 522 millioner dollars.

For 1961 kan man utvivlsomt forvente en vis nedgang i vækstraten for den økonomiske aktivitet. Vækstraterne for den samlede efterspørgsel og produktion var allerede begyndt at svækkes i løbet af 1960, hovedsagelig på grund af den mindre gunstige tendens i den udenlandske efterspørgsel. De høje vækstrater, der blev opnået for 1960 som helhed, må derfor delvis tilskrives den tendens, der blev set i 1959, og delvis den ekspansion, der blev registreret i første halvdel af 1960. I anden halvdel af året var væksten meget mere moderat.

Dette langsommere væksttempo vil sandsynligvis fortsætte i 1961, og den indenlandske efterspørgsel vil efter al sandsynlighed spille en endnu vigtigere rolle end sidste år som ekspansionsfaktor; på den anden side tyder de nuværende økonomiske tendenser i resten af verden på, at den udenlandske efterspørgsel kun vil bidrage til væksten i relativt lille omfang. Bruttonationalproduktet kan vokse med omkring 5 % i volumen. Overskuddet på betalingsbalancen, som i 1960 var faldet med lidt over 400 millioner dollars, kunne vise en opadgående tendens.

I betragtning af det vækstpotentiale, som eksistensen af arbejdskraftreserver og forøgelsen af produktionskapaciteten som følge af investeringer og betalingsbalanceoverskuddet synes at garantere for 1961, synes det muligt og nødvendigt at opretholde en kraftig udvidelse af efterspørgslen. De foranstaltninger, der er planlagt for at øge de offentlige investeringer og yderligere stimulere de private investeringer, er i denne henseende af stor betydning.

4. Nederlandene

Den ekspansion, der allerede havde kendetegnet 1959, fortsatte i Nederlandene i hele 1960. Den forværring af spændingerne, som man havde frygtet for 1960 på grund af den meget vedvarende udvikling i efterspørgslen, blev dog undgået takket være produktionens elasticitet, som viste sig at være stærkere end forventet. Industriproduktionen voksede med 13%, og bruttonationalproduktet steg med 8% i volumen. Forværringen af betalingsbalancens løbende poster var meget mindre end oprindeligt forventet, og da kapitaltransaktionerne var praktisk talt afbalancerede, viste betalingsbalancen endda et øget overskud: 1,2 milliarder gylden.

Den økonomiske ekspansion forventes at fortsætte i 1961. Men hovedsageligt på grund af manglen på arbejdskraft synes det usandsynligt, at vækstraten i produktionen, som allerede var aftaget betydeligt i 1960, vil stige yderligere. Det skønnes, at industriproduktionen vil stige med 6% og bruttonationalproduktet med 4% i faste priser. Saldoen på de løbende poster forværredes i 1961. Den oprindeligt forventede stigning i importen i 1961 vil blive forstærket af den nylige revaluering af gylden med 5%, mens væksten i eksporten vil blive holdt noget tilbage. Der kan også forventes en reduktion på omkring 250 millioner gylden i overskuddet på de løbende poster.

Dette vil bidrage til at mindske de spændinger, der i nogen tid har hersket på en række hjemmemarkeder, især på arbejdsmarkedet, spændinger, som dog ikke vil forsvinde helt i løbet af 1961. Konjunkturpolitikken skal derfor fortsat have en afdæmpende indflydelse, især på investerings- og byggeområdet.

5 . Den belgisk-luxembourgske økonomiske union

BELGIEN

Det opsving, der begyndte i Belgien i 1959, fortsatte i første halvdel af 1960. På trods af en markant afmatning i løbet af året var det således muligt at registrere markante vækstrater fra år til år for både industriproduktionen (7%) og bruttonationalproduktet (4,8% i volumen). Vendingen af tendensen i 1960, som blev forstærket af begivenhederne i Congo og senere af strejken, afspejlede både den belgiske økonomis strukturelle problemer og dens fortsatte følsomhed over for udsving i verdensøkonomien.

En af de vigtigste kendsgerninger var, at det var umuligt for de offentlige myndigheder i denne sidste periode med høj økonomisk aktivitet at absorbere, selv delvist, det meget høje budgetunderskud, som forårsagede en hurtig stigning i den offentlige gæld og især, i 1960, i den kortfristede udlandsgæld. Denne udvikling, som i det mindste delvist kunne tilskrives en forsinkelse i udgiftsforpligtelserne under den foregående recession samt selve budgetstrukturen, fik regeringen til at iværksætte et omfattende konsolideringsprogram, hvis første fase resulterede i vedtagelsen af »Fællesloven«.

Udsigterne for den økonomiske aktivitet i 1961 er ikke særlig gunstige på nuværende tidspunkt. Ud over virkningerne på nationalindkomsten af faldet i eksporten til de vigtigste tredjelande, den congolesiske krise og strejkerne, vil der sandsynligvis være en deflationær virkning af faldet i de offentlige investeringer. Spørgsmålet er derfor, om stigningen i eksporten til de øvrige medlemslande, som helt sikkert vil blive forstærket af en mindre revaluering af valutaerne hos Belgiens to vigtigste handelspartnere, og de foranstaltninger, der allerede er truffet eller planlagt for at fremme de private investeringer, vil være i stand til at modvirke virkningen af disse faktorer i tilstrækkelig grad til i 1961 at skabe en tilfredsstillende økonomisk vækst og en yderligere reduktion af arbejdsløsheden, hvis niveau fortsat er relativt højt.

Man kan frygte, at regeringens finanspolitik yderligere vil forstærke de depressive tendenser, enten fordi en fuldstændig gennemførelse inden udgangen af første halvår af de udgiftsnedsættelser og skatteforhøjelser, der er fastsat i Fællesloven, vil få deflationære virkninger, eller fordi en forsinkelse af konsolideringspolitikken i betydelig grad vil forværre finansministeriets vanskeligheder, hvilket ikke vil kunne undgå at få en ugunstig indflydelse på konjunkturudviklingen. Det vil derfor være tilrådeligt allerede nu at forberede gennemførelsen af det økonomiske program, der er indeholdt i Fællesloven, og at sikre dets finansiering ved hjælp af kredit for at støtte den økonomiske aktivitet og dermed forbedre betingelserne for at opnå den finanspolitiske konsolidering, der er nødvendig af finanspolitiske grunde, men som også er afgørende for at lægge et solidt fundament for en politik med langsigtet økonomisk ekspansion.

STORHERTUGDØMMET LUXEMBOURG

Den økonomiske aktivitet i Storhertugdømmet Luxembourg forblev livlig i 1960. Sammenlignet med 1959 steg bruttonationalproduktet med omkring 7% i volumen og med mere end 10% i værdi som følge af den markante forbedring af bytteforholdet.

Alle elementer i efterspørgslen bidrog til denne ekspansion. Den udenlandske efterspørgsel var særlig stærk, og eksporten steg med 10% i mængde og 15% i værdi.

Produktionen vil forblive på et højt niveau i første halvdel af 1961. Udsigterne for andet halvår er mere usikre, især fordi det er umuligt med sikkerhed at forudsige, i hvilket omfang stålprodukterne vil blive solgt på de udenlandske markeder.

[Kim P. Nyberg]

III - UDSIGTER FOR INDUSTRIPRODUKTIONEN FOR ANDET KVARTAL AF 1961

I fjerde kvartal af 1960 faldt vækstraten for industriproduktionen i Fællesskabet yderligere i forhold til den tilsvarende periode i det foregående år: mens den stadig var 12% i tredje kvartal af 1960, var den kun 7% i årets sidste tre måneder.

Det ser dog ud til, at denne nedgang i vækstraterne nu er slut. Det skyldtes til dels tidligere udviklinger, især den kraftige udvidelse af produktionen i anden halvdel af 1959, som blev efterfulgt af en periode med afmatning næsten frem til slutningen af 1960.

Hvis man ser bort fra sæsonudsving, synes produktionen i første kvartal af 1961 at være fortsat med at stige i den relativt langsomme takt, der blev set i 1960. De delresultater, der allerede foreligger for denne periode, viser, at produktionsstigningen i forhold til det tilsvarende kvartal året før var lige så stor som i fjerde kvartal 1960.

En tilsvarende stigning kan forventes for andet kvartal af 1961. Den kan højst blive lidt lavere, hvis den tøvende udvikling i eksporten i nogle lande påvirker produktionen mere. På den anden side bliver virkningerne af investeringsboomet, som har stået på i nogen tid, nu mere og mere mærkbare i de lande, hvor produktionsudviklingen hovedsageligt bestemmes af de fysiske vækstmuligheder og ikke af efterspørgslen, som fortsat er højere end udbuddet. Takket være forbedret produktivitet som følge af ibrugtagning af et stigende antal moderniserede kapaciteter stiger produktionen på trods af den vedvarende mangel på arbejdskraft.

Disse tendenser kendetegner også metalforarbejdningsindustrien. På den anden side fortsætter efterspørgslen inden for maskin- og elektroteknik med at vokse med uændret hastighed, og i nogle lande er den så stærk, at produktionen har svært ved at følge med.

Produktionen i bilindustrien udgør dog en relativt stor andel - omkring 20 % - af metalforarbejdningsindustriens produktion. Under disse betingelser kunne produktionsvæksten i metalforarbejdningsindustrien i andet kvartal af 1961 være omkring 5% sammenlignet med den tilsvarende periode året før. For industriproduktionen som helhed er den forventede vækstrate for denne periode 6%.

(TABEL 1, s. 635)

A - Bilindustrien

Forholdene i motorkøretøjsindustrien forværredes betydeligt i anden halvdel af 1960. I Italien blev f.eks. væksten i produktionen af personbiler afløst af en næsten total stagnation i fjerde kvartal, og i Frankrig lå produktionen endda 10% lavere end i samme periode året før. I begge lande var nedgangen i eksporten den afgørende faktor for denne tendens. I Frankrig aftog den indenlandske efterspørgsel også midlertidigt i 1960, men det virker usandsynligt, at denne tendens vil fortsætte i 1961. Ifølge en undersøgelse, der blev foretaget i slutningen af 1960, var ordrerne faldet med 25% i forhold til den tilsvarende periode året før.

Forbundsrepublikken Tyskland var en undtagelse fra disse generelle tendenser: Ikke alene fortsatte den indenlandske efterspørgsel med at udvikle sig kraftigt, men eksporten var også i stand til at vokse betydeligt i 1960. Det udenlandske salgs andel af den indenlandske produktion faldt dog en smule, og selv i Forbundsrepublikken Tyskland forværredes markedet for nogle små biler betydeligt.

Under antagelse af yderligere vækst i den indenlandske efterspørgsel og fortsat svaghed i den udenlandske efterspørgsel kan vi forvente, at produktionen vil stabilisere sig i første halvdel af 1961 på omkring det niveau, der blev nået i slutningen af 1960. Under disse forhold forventes produktionen i andet kvartal at blive 4% lavere end i den tilsvarende periode året før, med en månedlig produktion af personbiler på gennemsnitligt 312.000 enheder.

Hvad angår produktionen af erhvervskøretøjer, har der ikke været nogen væsentlig ændring i tendenserne i de seneste måneder. Produktionen er fortsat med at vokse i alle EØF-lande. På baggrund af den generelle investeringsudvikling kan der forventes en yderligere stigning i produktionen af erhvervskøretøjer. Væksten fra år til år kunne nå op på 13% i andet kvartal af 1961.

(TABEL 2, s. 636)

B - Maskinteknik

Udviklingen af store investeringsprogrammer i hele Fællesskabet er i øjeblikket den vigtigste faktor for udvidelsen af den mekaniske industri. Dette gælder også for Frankrig, selv om opsvinget i den indenlandske efterspørgsel efter investeringsgoder endnu er for nyt til at kunne afspejles i produktionsindekserne for maskinteknik, som af tekniske grunde har særligt lange leveringstider. I Frankrig var aktiviteten i anden halvdel af 1960 hovedsageligt drevet af salg til udlandet, især til Forbundsrepublikken Tyskland. I tredje kvartal var den franske eksport af ikke-elektriske maskiner og udstyr 32% højere end i den tilsvarende periode året før.

For EØF som helhed er udsigterne for produktionen i maskinindustrien fortsat gunstige. På den ene side har EØF-producenterne generelt en stærk konkurrencemæssig stilling på tredjelandes markeder på grund af de relativt lave priser på stålprodukter; på den anden side vil investeringsboomet sandsynligvis fortsætte i EØF-landene. Leveringstiderne er meget lange i Forbundsrepublikken Tyskland, hvilket til en vis grad kan få positive konsekvenser for producenterne i andre medlemslande. Udjævningstendenserne er blevet yderligere forstærket af revalueringen af DM.

Den afmatning i produktionens vækstrate, der blev konstateret i de fleste lande i slutningen af 1960, og som måske fortsætter i år, skyldes ikke så meget ændringer i efterspørgslen som den kraftige vækst, der blev registreret i det foregående år, og den gradvise udtømning af produktionskapaciteten.

(TABEL 3, s. 637)

C - Skibsbygning

I løbet af 1960 faldt tonnagen af skibe under bygning i Fællesskabet med ca. 6% sammenlignet med et fald på 10% året før. Tonnagen af påbegyndte skibe forblev den samme som i 1959, men tonnagen af færdiggjorte skibe faldt en smule. Der var en vis ekspansion inden for skibskonvertering.

Selv om den samlede mængde gods, der transporteres ad søvejen i hele verden, steg igen i 1960, kunne tonnagen af skibe under bygning kun forblive på det niveau, der blev nået i 1959, da udviklingen i verdenshandelen ikke nødvendiggjorde en tilsvarende forøgelse af transportkapaciteten. Faktisk sker der hele tiden nye tekniske forbedringer af skibene, og frem for alt er deres hastighed steget. Moderniseringsbestræbelserne fortsætter, som det fremgår af omfanget af det nedrivningsarbejde, der blev udført i 1960.

Den udrangerede tonnage blev halveret i 1960, men den tilgængelige tonnage på verdensplan oversteg stadig efterspørgslen.

I 1961 er der grund til at forvente et ret kraftigt fald i tonnagen af færdigbyggede skibe på grund af den gradvise reduktion af virkningen af de store ordrer, der blev registreret på tidspunktet for det generelle »boom« på skibsmarkedet, og det relativt lave niveau af nye ordrer i 1959 og 1960.

Som følge af den fortsat svage efterspørgsel vil tonnagen af skibe, der påbegyndes på Fællesskabets værfter, sandsynligvis også falde en smule i 1961. Som følge heraf vil den samlede tonnage under bygning fortsat vise en svagt nedadgående tendens. Faldet i forhold til den tilsvarende periode i det foregående år kan nå op på 6 til 10% ved udgangen af andet kvartal 1961.

(TABEL 4, s. 638)

D - Byggeindustrien

I de fleste EØF-lande fortsatte aktiviteten i bygge- og anlægssektoren som helhed med at vokse i 1960, især under indflydelse af det store investeringsboom i industri- og erhvervsbygninger. Væksten aftog dog i anden halvdel af året som følge af den nedgang i boligbyggeriet, der blev registreret i de fleste medlemsstater. I Forbundsrepublikken Tyskland og Nederlandene skyldtes faldet i antallet af færdiggjorte boliger i mindre grad et fald i efterspørgslen end en alvorlig mangel på arbejdskraft.

I andet kvartal af 1960 var antallet af byggetilladelser endda 9% lavere end i den tilsvarende periode året før. Den eneste undtagelse fra denne generelle tendens var Belgien, hvor antallet af udstedte byggetilladelser steg med 5% i forhold til året før, hvilket uden tvivl til en vis grad skyldtes, at mange belgiske statsborgere vendte tilbage under begivenhederne i Congo. Italien oplevede derimod et særligt kraftigt fald på grund af ophævelsen af skattefritagelsen for nybyggeri, som oprindeligt var planlagt til den 31. december 1959.

De oplysninger, der foreligger for anden halvdel af 1960, viser imidlertid et klart opsving i boligbyggeriet i de fleste medlemslande, som forventes at fortsætte i 1961. Dette gælder især for Italien, hvor ophævelsen af skattefritagelsen for nybyggeri er blevet udskudt til slutningen af 1961, og for Forbundsrepublikken Tyskland, hvor lempelsen af kreditrestriktionerne fra efteråret 1960 allerede har ført til en yderligere stigning i efterspørgslen inden for byggesektoren som helhed. Undtagelsen fra denne generelle tendens vil være Belgien, hvor statsstøtten til boligbyggeri er blevet reduceret.

Links til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A029%3ATOC

https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A029%3ATOC og

https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A029%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

28. april 1961 (EFT 1961 P 55 side 1061)

AFGØRELSE NR. 36
af 28. april 1961

truffet af Den Administrative Kommission for Vandrende Arbejdstageres Sociale Sikring vedrørende fortolkningen af artikel 28, stk. 3, i forordning nr. 3 om supplerende invalide-, alders- og efterladtepensioner

Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs Administrative Kommission for Vandrende Arbejdstageres Sociale Sikring,

under henvisning til spørgsmålet om, hvorvidt der i henhold til artikel 28, stk. 3, i forordning nr. 3 om vandrende arbejdstageres sociale sikring skal tages hensyn til bestemmelserne i forordningens artikel 11, stk. 2, ved fastsættelsen af størrelsen af den ydelse, som den pågældende har ret til uden anvendelse af bestemmelserne i artikel 27 i forordning nr. 3, udelukkende for så vidt angår forsikringsperioder og dermed ligestillede perioder, der er tilbagelagt i henhold til en medlemsstats lovgivning

under henvisning til artikel 43, litra a), i forordning nr. 3, i henhold til hvilken den er ansvarlig for at afgøre ethvert fortolkningsspørgsmål, der opstår i forbindelse med bestemmelserne i ovennævnte forordning nr. 3 og senere forordninger eller i forbindelse med enhver aftale eller ordning, der skal indgås i henhold til disse;

under henvisning til afgørelse nr. 33 af 22. september 1960 om hyppigheden af fornyet undersøgelse af pensionisters situation med henblik på anvendelse af nedsættelses- eller suspensionsklausulerne, særlig stk. 6 i nævnte afgørelse, og

I henhold til artikel 28, stk. 3, i forordning nr. 3 skal der ved beregningen af ovennævnte ydelse kun ses bort fra bestemmelserne i artikel 27 i forordning nr. 3 om sammenlægning af perioder, idet de øvrige bestemmelser i forordning nr. 3 og 4 og navnlig bestemmelserne i artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 3 om hensyntagen til ydelser eller indtægter, der er erhvervet i en anden medlemsstat, ved anvendelsen af bestemmelserne om nedsættelse eller suspension i den pågældende stats lovgivning, fortsat finder anvendelse;

på de betingelser, der er fastsat i artikel 44, stk. 2, i forordning nr. 3;

HAR TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE;

Ved fastsættelse i henhold til artikel 28, stk. 3, i forordning nr. 3 af "størrelsen af den ydelse, som den pågældende har ret til uden anvendelse af bestemmelserne i artikel 27 i forordning nr. 3, udelukkende for forsikringsperioder og dermed ligestillede perioder, der er tilbagelagt efter en medlemsstats lovgivning", anvendes de nedsættelses- eller suspensionsbestemmelser, der er fastsat i den pågældende stats lovgivning, i givet fald under hensyntagen til bestemmelserne i artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 3.

Formanden
for Den Administrative Kommission
L. WATILLON

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A055%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

10. maj 1961 (EFT 1961 P 37 side 733)

RESOLUTION
om problemerne i forbindelse med de oversøiske landes associering med Det Europæiske Fællesskab

"Den Europæiske Parlamentariske Forsamling,

- minder om sine beslutninger af 27. november 1959 og 24. november 1960 og bekræfter sine principper;

- som er klar over behovet for at gøre en konstruktiv indsats for at skabe et nyt grundlag for samarbejdet med landene i Afrika og Madagaskar;

bemærker, at den fulde uafhængighed og suverænitet, som de afrikanske stater og Madagaskar har tiltrådt, kræver, at ethvert samarbejde mellem disse stater og Det Europæiske Fællesskab skal respektere denne uafhængighed og suverænitet;

mener, at en permanent repræsentation af både de afrikanske stater og Madagaskar ved Det Europæiske Fællesskabs institutioner og Det Europæiske Fællesskab i de afrikanske stater og Madagaskar synes at være afgørende for et godt og effektivt samarbejde;

understreger, at associeringen ikke bør udgøre en lukket kreds, men bør have til formål at udvide rammerne for samarbejdet mellem Europa og Afrika, samtidig med at de fælles rettigheder og forpligtelser respekteres;

henleder Kommissionens og Rådet for Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs opmærksomhed på, at det er af afgørende betydning at omdanne udviklingsfonden for at gøre dens indsats hurtigere og mere effektiv;

er overbevist om, at Det Europæiske Fællesskab i overensstemmelse med intentionerne hos regeringerne i de afrikanske lande og Madagaskar skal bidrage til diversificeringen (se ordbog) og udvidelsen af deres økonomiske strukturer;

(Ordbog: diversificering betyder forskelliggør eller opdele i flere afdelinger/filialer)

erklærer, at samarbejdet mellem Europa og Afrika bør gøre det muligt at intensivere det intra-afrikanske samarbejde;

mener, at Det Europæiske Fællesskabs associering med de afrikanske lande og Madagaskar med henblik herpå bør lette og fremme oprettelsen af et afrikansk indre marked og handelen mellem alle de afrikanske lande og Madagaskar;

minder om, at Fællesskabet skal bruge alle de midler, det har til rådighed, for at bidrage til en forbedring af levevilkårene for befolkningerne i de associerede lande;

håber, at Fællesskabets finansielle bistand i fremtiden i højere grad vil blive anvendt til faglig og teknisk uddannelse af ledere i de associerede lande;

udtrykker ønske om, at Fællesskabet bliver mere aktivt involveret i en politik for uddannelsesbistand;

gentager sin anmodning om, at man overvejer muligheden for at udvide Fællesskabets finansielle støtte til at dække driftsudgifterne til sociale faciliteter,

understreger, at alle problemer i forbindelse med samarbejdet mellem Afrika, Madagaskar og Europa - herunder ovenstående - vil blive genstand for fælles drøftelser på konferencen mellem Den Europæiske Parlamentariske Forsamling og de uafhængige og suveræne lande i Afrika og Madagaskar, der afholdes i Strasbourg fra den 19. til den 24. juni 1961.

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A037%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

16. maj 1961 (EFT 1961 P 37 side 735)

SKRIFTLIGT SPØRGSMÅL NR. 1
af Kapteyn
til Rådet for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab
(8. marts 1961)

Om: Udenrigspolitiske konsultationer mellem medlemsstaternes regeringer

Den 25. november 1959 udtalte Pierre Wigny, medlem af Rådet for De Europæiske Fællesskaber, følgende til Den Europæiske Parlamentariske Forsamling: »NATO beskytter os alle. Det ville være en meningsløs gentagelse, det ville være en farlig opsplitning at diskutere problemer med seks personer, som kun kan løses med femten ... . Men det forhindrer mig ikke i at bemærke, at det eneste, der er på tale i dag - og det forekommer mig rigtigt - er en regeringskonfrontation af udenrigspolitikker".

Formanden for Rådet for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab udtalte under samme møde i Den Europæiske Parlamentariske Forsamling: »Det er derfor, vi er ivrige efter ikke at skabe politiske brud inden for de europæiske rammer, med andre ord, ivrige efter ikke at modarbejde målene for foreningen af Vesteuropa ... ivrige efter ikke at danne regionale grupper inden for NATO ...«, I kommunikéet, der afspejler Ministerrådets beslutninger, står der, at konsultationerne vil finde sted uden at foregribe dem, der finder sted i Nato og EØF, men uden at udelukke emner, som hører hjemme i disse bredere konsultationer".

Kan Rådet sige, om disse principper stadig ligger til grund for regeringernes ønske om at rådføre sig med hinanden om udenrigspolitik?

Kan de samtaler, der fandt sted i Paris den 10. og 11. februar 1961 mellem stats- og regeringscheferne og udenrigsministrene, resultere i nogen ændring af disse principper?

Svar
(16. maj 1961)

Siden indgivelsen af ovennævnte skriftlige forespørgsel har formanden for Rådet, Pierre Wigny, haft lejlighed til på mødet i Den Parlamentariske Forsamling den 9. marts 1961 at redegøre for de væsentligste elementer i de holdninger, som stats- og regeringscheferne indtog i dette spørgsmål på konferencen den 10. og 11. februar 1961.

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A037%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

16. maj 1961 (EFT 1961 P 37 side 736)

SKRIFTLIGT SPØRGSMÅL NR. 17
af Nederhorst
til Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab
(17. april 1961)

Om: Aftaler mellem stålindustrien i Frankrig og Forbundsrepublikken Tyskland om fordeling af ordrer fra lande uden for Fællesskabet

1. Er det rigtigt, at der findes en aftale mellem stålindustrien i Frankrig og Forbundsrepublikken Tyskland om fordeling af ordrer fra lande uden for Fællesskabet, som det bl.a. fremgår af en pressemeddelelse, der blev offentliggjort i månedsbladet for »Verenigde Metaal Industrieen« i marts 1961?

2. Har EØF-Kommissionen undersøgt, om de produkter, der er omfattet af denne markedsopdeling, falder ind under EØF-Traktatens anvendelsesområde, og hvad er i bekræftende fald resultatet af denne undersøgelse?

3. Mener Kommissionen ikke, at fordelingen af eksportordrer mellem Fællesskabets industrier direkte eller indirekte kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen på fællesmarkedets område, og at resultatet er en situation, der er uforenelig med forbuddet i EØF-traktatens artikel 85?

4. Er Kommissionen indstillet på at foretage en undersøgelse af dette spørgsmål og underrette Forsamlingen om resultatet?

Svar
(16. maj 1961)

1. Kommissionen har også noteret sig de oplysninger, der blev offentliggjort i månedsbladet for »Vereniging van Metaalindustrieen« i marts 1961, ifølge hvilke »der på området for store udenlandske ordrer, f.eks. på komplette fabriksanlæg til teknisk underudviklede områder, synes at være en ordning, hvorefter der, når sådanne ordrer placeres hos den vesttyske industri, tildeles op til 40% til den franske industri«.

Kommissionen, som stadig kun har meget begrænsede egne undersøgelsesressourcer, var ikke blevet informeret om eksistensen af en sådan aftale. Desuden har den ikke modtaget nogen klage om dette emne, og den har heller ikke kendskab til, at der skulle være indgivet en sådan klage til en national myndighed. Den ved derfor ikke, i hvilket omfang disse oplysninger - som i øvrigt er formuleret i forsigtige vendinger og givet, som det ser ud, under alle forbehold - er korrekte.

2. For så vidt som ordrer, der formodes at blive distribueret på sådanne betingelser, vedrører levering af andre produkter end dem, der er omfattet af EKSF-traktaten, finder Rom-traktatens bestemmelser om konkurrenceregler anvendelse.

3. Kommissionen finder, at aftaler mellem virksomheder i medlemsstaterne om deres handelsforbindelser med tredjelande i visse tilfælde indirekte kan påvirke handelen mellem medlemsstaterne og begrænse eller fordreje konkurrencen inden for fællesmarkedet.

I så fald vil sådanne aftaler være omfattet af artikel 85 og kun kunne betragtes som forenelige med fællesmarkedet på de betingelser, der er fastsat i stk. 3.

4. Kommissionen har anmodet de kompetente tyske og franske myndigheder om at undersøge den anmeldte mulige aftale. Den vil ikke undlade til sin tid at underrette Den Europæiske Parlamentariske Forsamling om resultatet af den undersøgelse, der vil blive foretaget.

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A037%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

18. maj 1961 (EFT 1961 P 37 side 738)

SKRIFTLIGT SPØRGSMÅL NR. 19
af de la Malène
til Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab

(26. april 1961)

Om: Fordeling af informationsmidler

Kommissionens svar på skriftlig forespørgsel nr. 130/1960-1961 (x) viser klart, at man i 1960 har valgt en anden metode end i 1959 til fordeling af de informationsmidler, der i realiteten er bistandsmidler, og som tildeles Europabevægelsen. Denne nye metode gjorde det muligt for Kommissionen at skelne mellem de dele af bevægelsen, som den kunne acceptere, og dem, som den ikke kunne acceptere. Under disse betingelser spørges der om, hvilke sektioner og organisationer, der tilhører den internationale Europabevægelse, der har modtaget såkaldte informationsmidler i 1960.

(x) Se De Europæiske Fællesskabers Tidende nr. 26 af 13. april 1961, s. 593/61.

Svar

(18. maj 1961)

Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab besvarer inden for rammerne af sine beføjelser det ærede medlems forespørgsel på følgende måde:

Administrationsrådet for den fælles presse- og informationstjeneste besluttede i 1960 at bidrage til finansieringen af informationsaktiviteter, der gennemføres af følgende organisationer, som er tilsluttet Europabevægelsen

- Den Europæiske Lærerforening

-- Europabevægelsens internationale universitetskontor

- Det Europæiske Føderalistiske Aktionscenter

- Europabevægelsens aktionskomité

- Europabevægelsens nederlandske råd for dets informationsaktiviteter i uddannelseskredse

- Rådet for europæiske kommuner

-- Den Europæiske Føderalistiske Bevægelse

- Den socialistiske bevægelse for Europas Forenede Stater

- Nye internationale hold.

Kommissionen beklager imidlertid, at dens svar på skriftlig forespørgsel nr. 130 kan have efterladt det ærede medlem i tvivl om, at den har bidraget til forskelsbehandling mellem de forskellige dele af Europabevægelsen ved fordelingen af bevillinger til »ungdoms- og folkeoplysning« fra den fælles presse- og informationstjenestes budget.

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A037%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

19. maj 1961 (EFT 1961 P 52 side 993)

Ændringer af bilag D til forordning nr. 3
om vandrende arbejdstageres sociale sikring

1. I henhold til bestemmelserne i artikel 6, stk. 3, i forordning nr. 3 ændres teksten i bilag D, afsnit »Belgien-Nederlandene«, til nævnte forordning som følger:

"1. Bestemmelserne i artikel 6, 7, 8 og 9 i konventionen af 29. august 1947, som ændret den 4. november 1957, og bestemmelserne i overenskomsten af 21. april 1951 om alderdomsforsikring og for tidlig død, som ændret den 4. november 1957 og den 19. april 1961, med undtagelse af afdeling VI, Efterladteydelser.

2 og 3 , (uændret).

4. Bestemmelserne i artikel 14 i overenskomsten af 29. august 1947 og bestemmelserne i overenskomsten af 4. november 1957 om familie- og barselsdagpenge, som ændret den 19. april 1961.

2. Disse ændringer blev af Rådets formand meddelt Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, Den Høje Myndighed for Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab og medlemsstaterne i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 54, stk. 2, i forordning nr. 3 ved skrivelser af 19. maj 1961.

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A052%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

19. maj 1961 (EFT 1961 P 52 side 994)

Ændringer af bilagene til forordning nr. 4 fra Rådet for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab om de nærmere regler til gennemførelse og supplering af bestemmelserne i forordning nr. 3 om vandrende arbejdstageres sociale sikring

1. I henhold til artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 4 ændres teksten i bilagene til denne forordning som følger:

BILAG 1

Kompetente myndigheder« som defineret i forordningens artikel 1, litra d).

BELGIEN

- Den eksisterende tekst erstattes af følgende:
Ministère de la prévoyance sociale, Bruxelles.
(Ikrafttrædelsesdato: 1. 10. 1960)

FRANKRIG

- Tilføj: Ministre chargé du Sahara.
(Ikrafttrædelsesdato: 1. 7. 1960)

BILAG 2

De »kompetente institutioner«, der er udpeget i henhold til artikel 1, litra f), nr. i), eller fastlagt i henhold til artikel 1, litra f), nr. ii), i forordningen

BELGIEN

- Teksten i del III, litra a), erstattes af følgende:
"Arbejdstagere: Ministère de la prévoyance sociale, Bruxelles.
(Ikrafttrædelsesdato: 1. 10. 1960)

- Det samme gælder for VI b).
(Ikrafttrædelsesdato: 1. 10. 1960)

FRANKRIG

- Begyndelsen af bilaget ændres som følger:

"Frankrig (1):

I henhold til artikel 1, litra f), nr. i), udpeges Centre de sécurité sociale des travailleurs migrants som den »kompetente institution« med henblik på anvendelsen af artikel 42-46 og 58 i denne forordning.«

De andre kompetente institutioner er dem, der er defineret i national lovgivning. Som en indikation er disse institutioner som følger:

I. - Hovedstadsområdet

"A. Generel ordning........"
(resten af A er uændret)
(Ikrafttrædelsesdato: 1. 11. 1959)

- Ændre teksten under I. B.:

"B. Landbrugsordning

1. Sygdom: Caisse de mutualité sociale agricole.

2. Moderskab: Caisse de mutualité sociale agricole (landbrugets sociale sikringsfond).

3. Invaliditet: Caisse centrale de secours mutuels agricoles.

4. Alderdom: Caisse centrale de secours mutuels agricoles.

5. Død (dødshjælp): Caisse de mutualité sociale agricole.

6. Arbejdsulykker: Arbejdsgiver eller forsikringsorgan, der træder i stedet for arbejdsgiveren (undtagen i tilfælde af pensionsforhøjelser, hvor den kompetente institution er Caisse des dépôts et consignations).

7. Familietilskud: Caisse de mutualité sociale agricole.

8. Arbejdsløshed: Direction départementale du travail et de la main-d'œuvre."
(Ikrafttrædelsesdato: 1. 2. 1961)

ITALIEN

- Under Ia) slettes følgende ord:
"eller
Casse Mutue Aziendali
(virksomheders gensidige fonde)".
(Ikrafttrædelsesdato: 1. 1. 1960)

BILAG 3

De »institutioner på bopælsstedet« og de »institutioner på opholdsstedet«, der er udpeget i henhold til artikel 1, stk. i), nr. ii), i forordningen

BELGIEN

- Teksten i del I, punkt 3 a), erstattes af følgende
"Arbejdstagere: Ministère de la prévoyance sociale, Bruxelles.
(Ikrafttrædelsesdato: 1. 10. 1960)

- Det samme gælder for 5 b) i del I.
(Ikrafttrædelsesdato: 1. 10. 1960)

- Teksten til 7 i del I erstattes af:
»Office national des allocations familiales pour travailleurs salariés, Bruxelles«.
(Ikrafttrædelsesdato: 1. 10. 1960)

FRANKRIG

- Under overskriften »Hovedstadsområdet« slettes oplysningerne i artikel 25 og 26.
(Ikrafttrædelsesdato: 1. 11. 1959)

- Under overskriften »Hovedstadsområdet« tilføjes følgende til A:
»Artikel 74 i denne forordning:
Socialsikringscenter for vandrende arbejdstagere.
(Ikrafttrædelsesdato: 1. 10. 1960)

- Teksten under overskriften »Algene« vedrørende andre risici end arbejdsløshed omskrives som følger:
Artikel 74 i denne forordning:
Socialsikringscenter for vandrende arbejdstagere.
Andre artikler: Koordineringsfond for social sikring.
(Ikrafttrædelsesdato: 1. 10. 1960)

- Ændre teksten under overskriften »Oversøiske departementer« som følger:
"Artikel 74 i dette reglement: Center for social sikring for vandrende arbejdstagere.
Andre artikler: Caisse générale de sécurité sociale (den almindelige socialsikringsfond).
(Ikrafttrædelsesdato: 1. 10. 1960)

ITALIEN

- Under I (a) slettes følgende ord:
"eller
Casse Mutue Aziendali
(virksomheders gensidige fonde) (1)."
(Ikrafttrædelsesdato: 1. 1. 1960)

NEDERLANDENE

- Del I, nr. 1, 2. afsnit, ændres som følger:
»For kontantydelser, med undtagelse af barselsdagpenge: ›La Nieuwe Algemene Bedrijfsvereniging‹, Amsterdam, (New General Professional Association).«
(Ikrafttrædelsesdato: 1. 7. 1960)

- Del II nr. 1, 2. afsnit ændres som følger:
»For kontantydelser, med undtagelse af fødselshjælp: ›La Nieuwe Algemene Bedrijfsvereniging‹, Amsterdam, (New General Professional Association).«
(Ikrafttrædelsesdato: 1. 7. 1960)

BILAG 4

De »forbindelsesorganer«, der er udpeget i henhold til artikel 3, stk. 1, i denne forordning

BELGIEN

- Den eksisterende tekst erstattes af:
»Ministère de la prévoyance sociale, Bruxelles.«
(Ikrafttrædelsesdato: 1. 10. 1960)

BILAG 5

Institutioner eller organer udpeget af de kompetente myndigheder

BELGIEN

- Ændre litra c) som følger
"Som omhandlet i artikel 63, stk. 2, i denne gennemførelsesforordning:
Syge- og invaliditetsforsikringsselskabet.
(Ikrafttrædelsesdato: 1. 6. 1960)

- Tilføj en d) med følgende ordlyd
"I henhold til artikel 68 og 72 i denne gennemførelsesforordning:
Office national des allocations familiales pour travailleurs salariés, Bruxelles.
(Ikrafttrædelsesdato: 1. 10. 1960)

- Der tilføjes et e) med følgende ordlyd
"Som omhandlet i artikel 79, stk. 1, i denne gennemførelsesforordning:
(i) I tilfælde af sygdom eller arbejdsulykke:
Fonds national d'assurance maladie-invalidité, Bruxelles;
(ii) I tilfælde af arbejdsløshed: Office national du placement et du chômage, Bruxelles.
(Ikrafttrædelsesdato: 1. 1. 1960)

FRANKRIG

- Indsæt a) med følgende ordlyd
"a) I henhold til artikel 13, litra a), i forordningen:
Frankrigs hovedstadsområde og de oversøiske departementer:
Direction régionale de la sécurité sociale.

Algeriet:

1) De algeriske departementer: Délégation générale du gouvernement en Algérie (Algier),
2) Departementerne Oasis og Saoura:
Direction des services extérieurs du travail et de la main-d'œuvre des départements sahariens (Laghouat)."
(Ikrafttrædelsesdato: 1. 7. 1960)

Det nuværende a) bliver til b) og så videre, op til det tidligere d), som bliver til e).
(Ikrafttrædelsesdato: 1. 7. 1960)

- Der indsættes et f) med følgende ordlyd:
»f) I henhold til artikel 68, stk. 2, i denne forordning:«:
(Ikrafttrædelsesdato: 1. 11. 1959)

- Tidligere litra e) bliver til g).
(Ikrafttrædelsesdato: 1. 11. 1959)

- Der tilføjes et h) med følgende ordlyd:
»h) i henhold til artikel 79, stk. 1, i dette regulativ, med henblik på anvendelse af artikel 23 og 29, stk. 6, i denne forordning og artikel 82 i denne forordning:
Centre de sécurité sociale des travailleurs migrants, Paris."
(Ikrafttrædelsesdato: 1. 10. 1960)

LUXEMBOURG

- Der tilføjes et litra h) med følgende ordlyd:
"h) I henhold til artikel 79, stk. 1, i denne gennemførelsesforordning:

1) Med hensyn til syge- og moderskabsforsikring:
Caisse régionale de maladie à Luxembourg.

2) I forbindelse med erstatning for arbejdsulykker:
Association d'assurance contre les accidents, section industrielle, Luxembourg.

3) Arbejdsløshedsforsikring:
Office national du travail, Luxembourg.
(Ikrafttrædelsesdato: 1. 5. 1960)

BILAG 6

De bestemmelser, der henvises til i artikel 6, stk. 2, artikel 12, stk. 7, og artikel 41 og 81 i denne forordning.

BELGIEN - FRANKRIG

- Der tilføjes et nr. 4 med følgende ordlyd
4. Administrativ aftale af 21. december 1959 om supplering af den administrative aftale af 22. december 1951 i henhold til artikel 23 i tillægsaftalen til den almindelige overenskomst mellem Frankrig og Belgien om social sikring af arbejdere i miner og lignende virksomheder.
(Ikrafttrædelsesdato: 1. 4. 1960)

FRANKRIG - ITALIEN

- Der tilføjes et nr. 3 med følgende ordlyd:
3. Administrativ aftale af 16. december 1959 om anvendelse af aftalen mellem Frankrig og Italien af 27. marts 1958 om den europæiske konvention om vandrende arbejdstageres sociale sikring.
(Ikrafttrædelsesdato: 1. 4. 1960)

2. Disse ændringer blev af Den Administrative Kommission for Vandrende Arbejdstageres Sociale Sikring meddelt Rådets formand ved meddelelse modtaget den 12. maj 1961 samt de kompetente myndigheder i de berørte medlemsstater.

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A052%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

2. juni 1961 (EFT 1961 P 39 side 774)

SKRIFTLIGT SPØRGSMÅL NR. 13
af Vredeling
til Rådet for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab
(5. april 1961)

Om: Rådets beslutningsprocedure

Ifølge presseforlydender besluttede Rådet for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab på sit møde den 21. marts 1961, at hvert medlem af Rådet skulle fremlægge sit eget forslag om et bestemt aspekt af mindsteprisproblemet, som skulle tjene som grundlag for drøftelse på det næste rådsmøde.

Er Rådet klar over, at det dermed har skabt en farlig præcedens, som indebærer en risiko for, at Rådet og Kommissionen kommer i konflikt med traktatens artikel 149 og 155?

Desuden minder den fulgte procedure meget om den, der blev anvendt af EKSF, som man troede var blevet afløst af EØF. Man kan også undre sig over, i hvilket omfang den stadig adskiller sig fra den, der f.eks. blev anvendt af Den Europæiske Frihandelssammenslutning.

Mener Rådet ikke, at det bør undgå at give selv det mindste påskud for den fortolkning, der er givet af det foregående afsnit, som kunne gøre EØF's eksekutivs rolle fuldstændig ineffektiv?

Mener Rådet ikke, at det ville være klogere i fremtiden ikke at anvende den procedure, der netop er blevet vedtaget?

Svar
(2. juni 1961)

På samlingen den 21. marts 1961 besluttede Rådet for at lette de fortsatte drøftelser om problemet med minimumspriser at opfordre delegationerne til at udtale sig om artikel 6 og 9 i Kommissionens forslag vedrørende traktatens artikel 44. Med henblik herpå blev delegationerne opfordret til at udarbejde et udkast til teksten til disse artikler, eventuelt ledsaget af en kort forklarende note. Disse udkast skulle sendes til Kommissionen.

Rådet traf denne beslutning for at sætte Kommissionen i stand til så nøjagtigt som muligt at fastslå hver enkelt delegations synspunkt. Det foregreb således hverken de endelige forslag, som Kommissionen i henhold til traktatens artikel 149, stk. 2, ville fremsætte på grundlag af disse udkast, eller Rådets mulighed for på eget initiativ og med enstemmighed at ændre Kommissionens forslag i henhold til artikel 149, stk. 1.

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A039%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

2. juni 1961 (EFT 1961 P 39 side 776)

SKRIFTLIGT SPØRGSMÅL NR. 21
af Kalbitzer
til Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab
(5. maj 1961)

Om: Tredjelandes tiltrædelse af EØF

I en pressemeddelelse af 13. april 1961 erklærede Kommissionen officielt, at et tredjelands tiltrædelse af EØF i henhold til EØF-traktatens artikel 237 nødvendigvis indebærer »fuld accept af alle de bestemmelser, der er vedtaget på tidspunktet for traktatens indgåelse, eller som i mellemtiden er vedtaget til gennemførelse af traktatens bestemmelser«. Tredjelande, som ikke »ønsker eller er ude af stand til at acceptere alle Rom-traktatens bestemmelser«, har efter Kommissionens opfattelse kun mulighed for at associere sig med Fællesskabet i henhold til artikel 238.

1. Mener Kommissionen, at muligheden for at foretage »tilpasninger« af traktaten, som fastsat i artikel 237, ikke længere er til stede? I bekræftende fald, hvilke nye beviser mener Kommissionen berettiger denne fortolkning?

2. Mener Kommissionen, at den ved at fortolke artikel 237 så restriktivt som muligt har taget et skridt i retning af at bringe europæiske tredjelande tættere på Fællesskabet, et skridt, som Europa-Parlamentet altid har opfordret til og støttet?

3. Skal henvisningen i kommunikéet til muligheden for associering fortolkes således, at Kommissionen anser associering for at være en passende og trods alt mulig form for forbindelser med den stat, der henvises til i kommunikéet?

4. I bekræftende fald: Er Kommissionen ikke klar over, at en associering med netop denne stat er helt i modstrid med kravene til det europæiske politiske samarbejde, som den altid har fastholdt, og dermed med traktatens målsætninger, eftersom de partnere, der er associeret i henhold til artikel 238, på ingen måde har til opgave i første omgang at fastlægge og udtrykke Fællesskabets politiske vilje?

Svar
(2. juni 1961)

Som det fremgår af pressemeddelelsen af 13. april 1961, der er genstand for det ærede medlems forespørgsel, har Kommissionen til stadighed gjort opmærksom på de muligheder, der står åbne for alle tredjelande, som ønsker at knytte tættere bånd til Det Europæiske Økonomiske Fællesskab. I den forbindelse skelnes der i Rom-traktaten klart mellem to begreber: tiltrædelse, som er omfattet af artikel 237, og associering, som er omfattet af artikel 238.

Artikel 237 om tiltrædelse henviser til »betingelserne for optagelse og de tilpasninger af denne traktat, som dette medfører«.
I den forstand forbliver tilpasninger ikke kun mulige, men vil endda være væsentlige. Både med hensyn til fordelingen af de forskellige finansielle byrder og de institutionelle ordninger (antal stemmer, antal pladser i de forskellige institutioner eller organer osv. Kommissionens præcisering forringer derfor ikke begrebet tilpasning, som der henvises til i artikel 237, der omhandler et andet problem.

Desuden giver artikel 238 mulighed for »en aftale om oprettelse af en associering med gensidige rettigheder og forpligtelser, fælles handling og særlige procedurer«, »med et tredjeland, en sammenslutning af stater eller en international organisation«. Den meget fleksible formel, der er blevet vedtaget med hensyn til indholdet af den mulige aftale, gør det muligt at søge enhver balance i de gensidige forpligtelser, der synes at være den mest tilfredsstillende under hensyntagen til det særlige tilfælde. Som sådan kan den vedtages af tredjelande, der ikke ønsker eller ikke på forhånd kan acceptere alle bestemmelserne i Rom-traktaten. Det er naturligvis helt forskelligt fra tiltrædelsesbegrebet, både fordi det er omfattet af en særlig artikel i Rom-traktaten, og fordi det i forhold til artikel 237, der udtrykkeligt er begrænset til europæiske stater, har et bredere anvendelsesområde og andre mål.

Det tilkommer ikke Kommissionen at træde i de berørte tredjelandes sted og for dem afgøre, hvilken formel der synes at svare bedst til deres interesser eller politiske vilje. Desuden blev den information til pressen, som det ærede medlem henviser til, simpelthen fremprovokeret af, at et pressebureau tillagde Kommissionen synspunkter, som hverken svarede til den juridiske situation eller til Kommissionens faktiske opfattelse. Den nævnte meddelelse tvang Kommissionen til at præcisere, hvordan artikel 237 skal fortolkes i forhold til artikel 238. Kommissionen er overbevist om, at en sådan præcisering, der minder tredjelande om deres muligheder for at knytte sig til Fællesskabet - og Europa-Parlamentet har også altid anset det for ønskeligt at bringe nabolandene i Europa tættere på Fællesskabet - kun kan være nyttig.

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A039%3ATOC