Historisk tidslinje om EU's fri bevægelighed året 1960

[Kim P. Nyberg]

31. marts 1960 (EFT 1960 P 27 side 704)

RESOLUTION om afholdelse af en regeringskonference

"Den Europæiske Parlamentariske Forsamling,

- som erindrer om sit ønske om, at forbindelserne med de oversøiske lande og territorier, der er associeret med Fællesskabet, får en stadig mere multilateral og fælles karakter

- som er klar over de hurtige ændringer, der finder sted i disse lande og territorier, og som bør føre til større velstand og frihed for befolkningerne i disse lande,

- som understreger den vigtige rolle, der tilkommer Det Europæiske Fællesskab i bestræbelserne på at fremme de oversøiske associerede lande,

1. mener, at det ud over en parlamentarisk konference ville være ønskeligt at afholde en regeringskonference med deltagelse af repræsentanter for de associerede oversøiske landes regeringer og af repræsentanter for Kommissionen og Rådet for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab;

2. Håber, at denne konference kan afholdes i 1960;

3. Mener, at en sådan konference vil kunne bidrage til løsningen af mange af de økonomiske og politiske problemer, som udviklingen i de oversøiske lande rejser, og til samarbejdet mellem disse lande og Det Europæiske Fællesskab;

4. Opfordrer Kommissionen og Rådet for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab til venligt at tage dette forslag op og tage alle nyttige initiativer til dets virkeliggørelse.

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... 7_0701_005

[Kim P. Nyberg]

31. marts 1960 (EFT 1960 P27 side 705)

RESOLUTION om nedsættelse af et særligt midlertidigt udvalg til at gennemføre en undersøgelsesmission i de oversøiske lande og territorier

"Den Europæiske Parlamentariske Forsamling,

- med henblik på fortsat at varetage sine opgaver i henhold til fjerde del af traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og gennemførelseskonventionen om de oversøiske landes og territoriers associering;

- under henvisning til de positive resultater, som et særligt midlertidigt udvalg under Forsamlingen har opnået under en første undersøgelsesmission til de oversøiske lande og territorier i Ækvatorialafrika, der er associeret med Fællesskabet,

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE

1. at der i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 38 nedsættes et særligt midlertidigt udvalg, der benævnes "Den Europæiske Parlamentariske Forsamlings delegation til en undersøgelsesmission til visse oversøiske lande og territorier";

2. At delegationen skal bestå af:

a) Den fungerende formand for Udvalget om Associeringen af de Oversøiske Lande og Territorier, som skal være formand for delegationen;

b) 12 medlemmer af Forsamlingen, der udpeges i overensstemmelse med bestemmelserne i forretningsordenens artikel 38, stk. 2, andet punktum, dels blandt medlemmerne af Udvalget om Associeringen af de Oversøiske Lande og Territorier, dels blandt medlemmerne af de udvalg, der mere specifikt beskæftiger sig med de problemer, der opstår for de oversøiske lande og territorier;

3. At delegationen skal være ansvarlig for at aflægge rapport til Forsamlingen, navnlig om problemer vedrørende de oversøiske landes og territoriers associering med Fællesskabet og om problemer vedrørende økonomisk og social udvikling;

4. At udkastet (eller udkastene) til den rapport, der udarbejdes af delegationen, behandles og vedtages af Udvalget om Associeringen af de Oversøiske Landes og Territorier, som ved denne lejlighed indbyder de medlemmer af delegationen, der ikke er medlemmer af udvalget."

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... 7_0701_005

[Kim P. Nyberg]

31. marts 1960 (EFT 1960 P 27 side 706)

BESLUTNING om afholdelse af en parlamentarisk konference med deltagelse af repræsentanter for de parlamentariske organer i de associerede oversøiske lande og for Den Europæiske Parlamentariske Forsamling

"Den Europæiske Parlamentariske Forsamling,

- som ønsker at bekræfte den solidaritet, der binder Europa og de oversøiske lande sammen;

- som er klar over betydningen af en harmonisk udvikling af de oversøiske landes multilaterale associering med Det Europæiske Fællesskab;

- som har til hensigt at indlede regelmæssige kontakter mellem de parlamentariske medlemmer af Fællesskabets seks stater og de parlamentariske repræsentanter for de oversøiske lande;

- som bekræfter de mål, det opstillede i sin beslutning af 27. november 1959;

håber, at der i løbet af 1960 vil blive afholdt en konference på grundlag af paritetsprincippet, hvortil der vil blive indbudt repræsentanter for de parlamentariske organer i de oversøiske lande, der er associeret med Det Europæiske Fællesskab, og for Den Europæiske Parlamentariske Forsamling;

mener, at en sådan konference kan føre til resultater, som vil bidrage til løsningen af problemer af fælles interesse for de associerede oversøiske lande og Det Europæiske Fællesskab;

pålægger sit Præsidium i nært samarbejde med formændene for de politiske grupper, Udvalget om Associeringen af de Oversøiske Lande og Territorier og Udvalget om Politiske og Institutionelle Spørgsmål at tage alle nødvendige initiativer til forberedelse og afholdelse af en sådan konference og på en kommende samling at underrette Forsamlingen om de konklusioner, man er nået frem til.

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... 7_0701_005

[Kim P. Nyberg]

31. marts 1960 (EFT 1960 P 27 side 707)

RESOLUTION om fremskyndelse af traktaten om Det Europæiske Økonomiske Fællesskab

"Den Europæiske Parlamentariske Forsamling,

- der har noteret sig henstillingerne fra Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab med henblik på at fremskynde gennemførelsen af traktaten,

- konstaterer med tilfredshed, at Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs økonomi udvikler sig i et sådant tempo, at det er muligt at fremskynde det i traktaten fastsatte tempo inden for alle sektorer,

- glæder sig over det initiativ, som Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab har taget i denne retning,

- der henviser til, at Det Europæiske Økonomiske Fællesskab hverken er et begrænset frihandelsområde eller en ren toldunion, men ser sig selv som en forenet og stærk økonomisk enhed,

- anmoder Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, Ministerrådet og regeringerne om at fremskynde den samtidige og harmoniske gennemførelse af foranstaltninger, der tager sigte på at iværksætte en fælles økonomisk, landbrugsmæssig og finansiel politik samt en fælles politik på transportområdet,

- håber, at henstillingerne fra Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab vil blive suppleret på en sådan måde, at der tages behørigt hensyn til de sociale spørgsmål, hvis betydning øges i takt med, at den økonomiske integration fremskyndes, og at der navnlig sikres en forbedring af bestemmelserne vedrørende Den Europæiske Socialfond,

- insisterer på, at toldafvikling i forhold til tredjelande skal ske på grundlag af rimelig gensidighed, og at der i fremskyndelsesproceduren skal tages hensyn til den særlige økonomi i de udviklingslande, der er associeret med Det Europæiske Økonomiske Fællesskab,

- anmoder Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab om snarest muligt at forelægge Forsamlingen konkrete og effektive forslag, der tager hensyn til de ovenfor anførte betragtninger, med henblik på at styrke den effektive organisation af De Seks' Europa og gøre det muligt at føre en politik for udvikling af handelen med tredjelande og for økonomisk samarbejde mellem landene i det frie Europa".

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... 7_0701_005

[Kim P. Nyberg]

5. april 1960 (EFT 1960 P 27 side 713)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL nr. 78 af Gailly, medlem af Den Europæiske Parlamentariske Forsamling, til Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab

(2. marts 1960)

1. Kan Kommissionen oplyse, om der ifølge dens prognoser vil være en nominel eller reel forskel mellem de ydelser, der udbetales af Socialfonden, og de ydelser, der i øjeblikket udbetales af Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs Revalideringsfond?

Hvis der er en forskel, hvordan er den så begrundet?

Mener Kommissionen, at det er normalt, at der på dette punkt diskrimineres mellem arbejdstagere, der er ramt af arbejdsløshed, og som er omfattet af EKSF-ordningen?

2. Mener Kommissionen, at dens egne indtægter vil gøre det muligt for den at øge bevillingerne til Socialfonden og dermed mindske den eventuelle forskel mellem de ydelser, der udbetales af Socialfonden, og dem, der udbetales af Revalideringsfonden?

SVAR fra Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab

(5. april 1960)

Betingelserne for Socialfondens bidrag er blevet præciseret i det udkast til forordning, som Kommissionen har udarbejdet i henhold til traktatens artikel 127. Svaret til det ærede medlem gives derfor med forbehold af den afgørelse, som Ministerrådet skal træffe om kort tid. I henhold til traktatens artikel 125 dækker Socialfonden tre typer interventioner, nemlig

- omskoling af arbejdsløse,

- genbosættelse af arbejdsløse,

- opretholdelse af det samme lønniveau for arbejdstagere, der er berørt af omstrukturering af virksomheder.

Det er vanskeligt at sammenligne Socialfondens interventioner med dem, der udføres af EKSF's Høje Myndighed, da de ikke opererer under de samme betingelser.

Det skal dog bemærkes, at den økonomiske støtte, der ydes i begge tilfælde, fører til et tilsvarende resultat for arbejdstagerne, hvad angår erhvervsuddannelse.

Hvad angår økonomisk støtte til omskoling, vil Socialfonden garantere arbejdstagerne en meget gunstig situation ved at opretholde deres tidligere lønniveau.

Hvad angår hjælp til genbosættelse, er der i princippet ingen forskel mellem den planlagte hjælp fra Socialfonden og EKSF-godtgørelserne for to af komponenterne i denne type hjælp: rejseudgifterne for arbejdstageren og hans pårørende og udgifterne til transport af hans møbler. Der kan kun være en forskel for det tredje element, dvs. den faktiske flytte- og separationsgodtgørelse.

Enhver sammenligning mellem den støtte, der ydes af EKSF på den ene side og af EØF's Socialfond på den anden side, kan kun foretages ved at tage hensyn til de grundlæggende forskelle mellem de to systemer, hvoraf især følgende bør erindres:

a) Den støtte, der ydes i henhold til EKSF-traktaten, omfatter arbejdstagere i to bestemte brancher, mens den støtte, der ydes af Socialfonden, er beregnet til alle arbejdstagere i andre aktivitetssektorer.

b) Støtten fra EKSF udbetales til arbejdstagerne, normalt på genbosættelsestidspunktet, i henhold til specifikke aftaler med medlemsstaterne, mens støtten fra Socialfonden er automatisk og udbetales efterfølgende til medlemsstaterne, op til 50% af de udgifter, der afholdes af disse stater.

c) I tilfælde af støtte til omskoling og genbosættelse er støtten fra Socialfonden uafhængig af de årsager, der har ført til de pågældende arbejdstageres arbejdsløshed.

d) Socialfondens udgifter skal, i modsætning til dem, der afholdes af Den Høje Myndighed, fuldt ud dækkes af finansielle bidrag, som medlemsstaterne stiller til rådighed for den.

På den anden side er der ikke tale om den samme type intervention for forskellige kategorier, men om interventioner, der er udformet med forskellige teknikker på grundlag af principper, der er fastlagt i to forskellige traktater.

Hvad angår det ærede medlems andet spørgsmål, skal det påpeges, at der ved udarbejdelsen af forslaget til forordning om Socialfonden blev taget hensyn til de finansieringskilder, der er til rådighed på nuværende tidspunkt.

På samme måde er det ikke muligt for Kommissionen på nuværende tidspunkt at tage højde for en eventuel intervention på grundlag af egne indtægter eller at tilpasse en sådan finansieringsmetode til Socialfondens finansielle teknik.

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... _R_0711_01

[Kim P. Nyberg]

7. april 1960 (EFT 1960 P 48 side 1045)

MEDDELELSE
fra Det Europæiske Kul- og Stålfællesskabs Høje Myndighed om undersøgelser og forskning på det arbejdsmedicinske område

A. Efter høring af Det Rådgivende Udvalg og med Ministerrådets samtykke besluttede Den Høje Myndighed på sit møde den 7. april 1960 at afsætte en fond på 2.800.000 A.M.E. regningsenheder til undersøgelser og forskning inden for arbejdsmedicin, der skal udføres over en periode på 4 år.

B. For at kunne koncentrere sin indsats om de mål, der på nuværende tidspunkt er særligt opmuntringsværdige, har Den Høje Myndighed indhentet udtalelser fra de relevante rådgivende udvalg. Efter at have gjort status over den nuværende viden inden for de forskellige sektorer af arbejdsmedicinen, og især under hensyntagen til resultaterne af det første program, som Den Høje Myndighed gennemførte mellem 1956 og 1959, har disse udvalg rådet Den Høje Myndighed til at rette sit arbejde mod følgende 4 hovedforskningsretninger:

I. Undersøgelse af arbejdsrelaterede lungesygdomme af betydning for kul- og stålarbejdere;

II. Undersøgelse af andre luftvejssygdomme af betydning for kul- og stålarbejdere;

III. Undersøgelse af faktorer, der påvirker arbejdsevnen af særlig betydning for kul- og stålarbejdere;

IV. Forbrændinger.

C. Den Høje Myndighed, der har vedtaget disse anbefalinger, er rede til at tilskynde til undersøgelser og forskning inden for følgende rammeprogram:

I. Undersøgelse af arbejdsbetingede lungesygdomme af betydning for kul- og stålarbejdere

Silikose og andre pneumokonioser (simple eller komplicerede):
1. Ætiologi, patogenese, patologi, prædisponerende faktorer;
2. Klinisk, funktionel og radiologisk diagnose;
3. Hyppighed, fordeling, udvikling i forhold til arbejdsforhold;
4. Terapeutisk behandling;
5. Medicinsk profylakse.

II. Undersøgelse af andre luftvejssygdomme af betydning for kul- og stålarbejdere:

(Der vil kun blive taget hensyn til projekter, der beskæftiger sig med tilstande, som har en betydelig indvirkning på arbejdsevnen).

1. Ætiologi, patogenese, patologi, prædisponerende faktorer;
2. Klinisk, funktionel og radiologisk diagnose;
3. Hyppighed, fordeling, udvikling i forhold til arbejdsforhold;
4. Terapeutisk behandling;
5. Medicinsk profylakse.

III. Undersøgelse af faktorer, der påvirker arbejdsevnen og er af særlig betydning for kul- og stålarbejdere:

Miljømæssige faktorer:

a) Klimatiske faktorer:

Individuel egnethed, træning, tolerancegrænser, metabolisme af vand og elektrolytter, måling og fortolkning af klimatiske faktorer, beskyttelse;

b) Støj:

Fysiologisk fortolkning af støjmåleresultater, forholdet mellem høretab og arbejdsevne, tidlig diagnose af høreforstyrrelser, modtagelighed for støj, individuel beskyttelse mod støj;

c) Mekaniske vibrationer:

Patofysiologiske virkninger af mekaniske vibrationer (frekvens og intensitet) og beskyttelse;

d) Skadelige virkninger af gasser, der kan forekomme på arbejdspladsen:

Patofysiologiske virkninger, tolerancegrænser, individuel beskyttelse, terapi;

(Disse undersøgelser vil vedrøre enten en isoleret gas eller en blanding af gasser).

IV. Forbrændinger:

a) Metaboliske forstyrrelser:

Immunologiske ændringer, protein-, lipid- og kulhydratmetabolisme, modstandsdygtighed over for infektioner, hæmatologiske konsekvenser, vand og elektrolytter, toksiske produkter, diætetik;

b) Transplantationer (autografts, homografts osv.):
Forskning i at forsinke afstødning, afspecificering.

D. Organisationer og specialister, der ønsker at udføre forskningsarbejde med finansiel støtte fra Den Høje Myndighed vedrørende punkterne i rammeprogrammet, skal hurtigst muligt anmode om de nødvendige supplerende oplysninger fra Generaldirektoratet for Arbejdsmarkedsproblemer, Revalidering og Omskoling, som vil sende dem al relevant dokumentation. Kreditansøgningsskemaerne skal returneres senest den 15. september 1960.

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A048%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

11. april 1960 (EFT 1960 P 27 side 716)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL nr. 80 af Vais, medlem af Den Europæiske Parlamentariske Forsamling, til Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab

(7. marts 1960)

Francis Vais, medlem af Den Europæiske Parlamentariske Forsamling, har spurgt Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, om den har kendskab til udtalelser fra præsident Bourguiba om, at forhandlingerne om Tunesiens associering ville blive suspenderet på grund af holdningen hos en af Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs medlemsstater. Kan Kommissionen be- eller afkræfte disse udtalelser? Hvis der er andre vanskeligheder, kan Kommissionen så præcisere deres oprindelse, art og omfang? Mener Kommissionen, at Tunesiens tilknytning til det fælles marked er ønskelig? Hvorfor eller hvorfor ikke?

SVAR
fra Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab

(11. april 1960)

Kommissionen er bekendt med de udtalelser, som præsident Bourguiba fremsatte over for Industriekurier i Düsseldorf, og som blev offentliggjort i denne avis den 18. februar 1960. Det tunesiske statsoverhoved beklagede sig over, at hans lands forsøg på at indgå en associeringsaftale med Fællesskabet var stødt på repræsentanter for et af medlemslandene.

Det er vanskeligt at vurdere, i hvor høj grad den tyske avis' kommentarer afspejler præsident Bourguibas udtalelse.

Det nøjagtige billede af udviklingen i forbindelserne mellem Fællesskabet og Tunesien var som følger: I juni 1959 afholdt Kommissionen efter aftale med medlemsstaterne sonderende drøftelser med en tunesisk delegation for at undersøge, hvordan forbindelserne mellem Tunesien og Fællesskabet kunne organiseres under overholdelse af GATT's regler. Disse samtaler, som fandt sted i en meget hjertelig atmosfære, skabte på ingen måde tvivl om objektiviteten og samhørigheden i Fællesskabets organer. Det ville være forkert at sige, at de sonderende samtaler ikke blev genoptaget på grund af holdningen hos en af Fællesskabets medlemsstater.

Fortsættelsen af disse drøftelser var planlagt på grundlag af yderligere dokumentation fra den tunesiske regering. Disse oplysninger er endnu ikke modtaget. Kommissionen har på sin side bestræbt sig på at opretholde kontakten med de tunesiske myndigheder og har meddelt dem, at den står til rådighed for genoptagelsen af forhandlingerne.

Kommissionen mener, at en associeringsaftale mellem Fællesskabet og Tunesien kan være til gavn for begge parter.

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... _R_0711_01

[Kim P. Nyberg]

11. april 1960 (EFT 1960 P 27 side 717)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL nr. 81 af Vais, medlem af Den Europæiske Parlamentariske Forsamling, til Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab

(7. marts 1960)

Francis Vais, medlem af Den Europæiske Parlamentariske Forsamling, har spurgt Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, om den er i stand til at oplyse, om der er vanskeligheder, der forhindrer en fortsættelse af forhandlingerne med Tunesien med henblik på landets associering med fællesmarkedet. Hvad er i givet fald arten, omfanget og oprindelsen af de vanskeligheder, man er stødt på?

Ser Kommissionen på sin side nogen politiske eller økonomiske fordele eller ulemper ved en sådan associering?

SVAR fra Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab

(11. april 1960)

De vanskeligheder, der hindrer fortsættelsen af forhandlingerne med Tunesien om indgåelse af en associeringsaftale, skyldes ikke Fællesskabet.

Kommissionen har altid været af den opfattelse, at det ville være nyttigt at fortsætte de forhandlinger, der blev indledt i juni 1959; den er klar over de gensidige fordele ved Tunesiens associering med Fællesskabet og har erklæret sig rede til at fortsætte forhandlingerne, hvis den tunesiske regering ønsker det.

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... _R_0711_01

[Kim P. Nyberg]

20. april 1960 (EFT 1960 P 30 side 747)

ALMINDELIGE ORGANISATIONSBESTEMMELSER af 20. april 1960

DEN HØJE MYNDIGHED,

under henvisning til traktatens artikel 16

under henvisning til det almindelige organisationsreglement af 5. november 1954 (EKSF's officielle tidende af 24. november 1954, side 515),

som ændret den 21. juni 1956 (EKSF's Tidende af 24. september 1956, side 255),

vedtager følgende almindelige organisationsbestemmelser:

Artikel 1

Den Høje Myndighed træffer på de betingelser, der er fastsat i traktaten og i bestemmelserne i dens forretningsorden og i dette reglement, alle hensigtsmæssige foranstaltninger for at nå de mål, der er fastsat i traktaten, og for at sikre, at dens afdelinger fungerer tilfredsstillende.

Artikel 2

Formanden for Den Høje Myndighed er ansvarlig for administrationen af tjenestegrenene og skal sikre, at Den Høje Myndigheds drøftelser gennemføres i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i denne forretningsorden.

Næstformændene bistår formanden i udførelsen af hans eller hendes opgaver i overensstemmelse med bestemmelserne i forretningsordenen og disse organisatoriske regler.

Artikel 3

Når formanden eller en af næstformændene ikke taler på vegne af kollegiet, er formændene for arbejdsgrupperne de normale talsmænd for Den Høje Myndighed forud for Den Europæiske Parlamentariske Forsamling, medmindre kollegiet træffer anden afgørelse.

De samme bestemmelser gælder for møder i Ministerrådet, Det Rådgivende Udvalg og Den Europæiske Parlamentariske Forsamlings udvalg.

[Kim P. Nyberg]

AFSNIT I

ADMINISTRATION AF TJENESTEGRENENE

Artikel 4

Den Høje Myndighed fastlægger tjenestegrenenes struktur og kompetence. Inden for disse rammer og i overensstemmelse med de retningslinjer, der er fastlagt af Den Høje Myndighed, sørger formanden for tilrettelæggelsen og fordelingen af arbejdet.

Artikel 5

Formanden udarbejder det i traktatens artikel 78, stk. 3, omhandlede forslag til budgetoverslag.

Formanden udarbejder ligeledes et udkast til stillingsfortegnelse, hvori antallet af ansatte som omhandlet i traktatens artikel 78, stk. 3, fastsættes.

En oversigt over situationen med hensyn til fagligt personale og ledere samt antallet af ansatte sendes regelmæssigt til medlemmerne af Den Høje Myndighed.

De udkast, der er omhandlet i denne artikels to første afsnit, skal godkendes af Den Høje Myndighed, inden de fremsendes til det i traktatens artikel 78 omhandlede præsidium.

Formanden er ansvarlig for at sikre, at de overslag, der udarbejdes af Formandsudvalget, gennemføres.

Artikel 6

Formanden er ansvarlig for administrationen af personalet i Den Høje Myndigheds tjeneste. For at bistå formanden i udførelsen af hans eller hendes opgaver kan Den Høje Myndighed beslutte at nedsætte en administrativ kommission bestående af højst fire medlemmer af Den Høje Myndighed. Formanden skal regelmæssigt aflægge rapport til Den Høje Myndighed om sin forvaltning.

De funktioner, der i henhold til Fællesskabets personalevedtægt og bilagene hertil er tillagt ansættelsesmyndigheden, udøves dog af Den Høje Myndigheds kollegium for så vidt angår:

- generaldirektører, rådgivere, vicegeneraldirektører, direktører og vicedirektører,

- tjenestemænd i de private kontorer, der tilhører medlemmerne af Den Høje Myndighed.

Artikel 7

Generaldirektører, rådgivere, vicegeneraldirektører, direktører og vicedirektører ansættes i overensstemmelse med følgende procedure:

1) Den Høje Myndighed fastsætter på forslag af sin formand de faglige kvalifikationer, erfaringer eller andre betingelser, der kræves for den stilling, der skal besættes.

2) Den Høje Myndighed fastsætter også betingelserne for, at eksterne kandidater kan komme i betragtning. I alle tilfælde skal der offentliggøres en meddelelse om intern udvælgelsesprøve.

3) For hver stilling, der skal besættes, nedsætter Den Høje Myndighed et indstillingsudvalg bestående af mindst tre medlemmer.

4) Indstillingsudvalget har til opgave at gennemgå de ansøgninger, der indgives inden for den frist, der er fastsat af Den Høje Myndighed, og i givet fald at indkalde de ansøgere, der synes at være værdige til at komme i betragtning, til Luxembourg.

5) Indstillingsudvalget forelægger sin rapport for Den Høje Myndighed og fremsætter sine forslag.

6) Den Høje Myndighed udpeger den kandidat, der skal besætte stillingen, og fastsætter hans eller hendes rangorden.

Artikel 8

Embedsmænd i Den Høje Myndigheds medlemmers private kontorer udnævnes af Den Høje Myndighed efter forslag fra det medlem, som de refererer til, og afskediges af Den Høje Myndighed efter forslag fra dette medlem eller efter forslag fra formanden, i givet fald efter at have indhentet udtalelse fra den i artikel 6 nævnte kommission.

Artikel 9

Formanden udarbejder udkast til almindelige administrative bestemmelser vedrørende driften af Den Høje Myndigheds afdelinger, navnlig bestemmelser vedrørende den finansielle administration og regnskabsføring samt bestemmelser vedrørende personalevedtægten. Disse vedtægter forelægges i givet fald den i artikel 6 nævnte kommission til udtalelse og derefter Den Høje Myndighed til afgørelse.

[Kim P. Nyberg]

AFSNIT II

FORBEREDELSE OG GENNEMFØRELSE AF DEN HØJE MYNDIGHEDS DRØFTELSER

Artikel 10

Den Høje Myndighed fastlægger retningslinjerne for administrationens arbejde og træffer de nødvendige afgørelser.

Artikel 11

Den Høje Myndighed nedsætter arbejdsgrupper. De skal omfatte to medlemmer af Den Høje Myndighed, hvoraf den ene skal være formand for gruppen; Den Høje Myndighed fastlægger arbejdsgruppernes antal, kompetence og sammensætning. Medlemmer af Den Høje Myndighed kan deltage i møderne i alle arbejdsgrupper. Dagsordener, referater og dokumenter, der sendes til medlemmerne af en arbejdsgruppe, skal også sendes til de andre medlemmer af Den Høje Myndighed på samme tid.

Arbejdsgrupperne er ansvarlige for at forberede Den Høje Myndigheds drøftelser i overensstemmelse med "Forretningsorden for Den Høje Myndigheds arbejdsgrupper", som er udarbejdet af Den Høje Myndighed.

Denne forretningsorden fastsætter især

- formen på de dokumenter, der skal indsendes af de relevante afdelinger, og fristerne for indsendelse af dem

- repræsentationen af Den Høje Myndigheds medlemmer i arbejdsgrupperne,

- tjenestemændenes deltagelse i arbejdsgruppemøderne.

Formændene for arbejdsgrupperne sikrer, at tjenestegrenene udfører deres opgaver i overensstemmelse med direktiverne fra Den Høje Myndighed eller arbejdsgruppen. Arbejdsgruppeformændene er ansvarlige for at gøre Den Høje Myndighed opmærksom på spørgsmål, der falder inden for deres arbejdsgruppes ansvarsområde. Rapporten fra formanden for arbejdsgruppen indleder debatten i Den Høje Myndighed; den indeholder udtalelser fra både medlemmerne af Den Høje Myndighed og afdelingerne.

Artikel 12

Med forbehold af artikel 11 ovenfor koordinerer formanden forberedelsen af Den Høje Myndigheds drøftelser. Han eller hun er ansvarlig over for Den Høje Myndighed for gennemførelsen af dens drøftelser og aflægger regelmæssigt rapport herom.

Artikel 13

Formanden er ansvarlig for at opretholde forbindelserne med Forsamlingen, Midtvejsrådet og Det Rådgivende Udvalg i overensstemmelse med de beslutninger eller direktiver, der er vedtaget af Den Høje Myndighed.

Artikel 14

Inden for rammerne af de direktiver, der udstedes af Den Høje Myndighed, skal generaldirektørerne

- være ansvarlige for driften af deres generaldirektorat og for udførelsen af det arbejde, der henhører under deres ansvarsområde,

- opretholde forbindelserne med formanden og medlemmerne af Den Høje Myndighed samt med arbejdsgrupperne.

[Kim P. Nyberg]

AFSNIT III

STEDFORTRÆDER FOR OG DELEGERING TIL FORMANDEN

Artikel 15

Hvis formanden er forhindret i at handle, varetages hans opgaver af næstformanden. Hvis begge er inhabile, varetages deres opgaver af den anden næstformand; hvis formændene er inhabile, varetages deres opgaver af det ældste tilstedeværende medlem.

I de tilfælde af udskiftning, der er omhandlet i foregående stykke, forbliver de delegationer, som formanden har givet på de betingelser, der er fastsat i artikel 16 nedenfor, gyldige, medmindre den stedfortrædende formand beslutter andet.

Artikel 16

Formanden for Den Høje Myndighed kan uddelegere sine beføjelser til næstformændene og til formændene for arbejdsgrupperne eller deres stedfortrædere inden for rammerne af disse gruppers respektive kompetence.

Formanden kan også uddelegere nogle af sine administrative opgaver til medlemmer af Den Høje Myndighed.

Endelig kan medlemmerne af Den Høje Myndighed bemyndiges af formanden til at underskrive alle handlinger og dokumenter vedrørende finansielle anliggender.

Artikel 17

Formanden kan midlertidigt og genkaldeligt uddelegere de beføjelser, der er tillagt ham/hende i henhold til traktatens artikel 16, stk. 3, til generaldirektørerne, vicegeneraldirektørerne, direktørerne, vicedirektørerne og i særlige tilfælde til andre tjenestemænd i Den Høje Myndighed.

Sådanne delegationer skal, hvor det er relevant, gives efter høring af formanden for den relevante arbejdsgruppe og den pågældende generaldirektør.

Formanden underretter Den Høje Myndighed om de delegationer, han/hun har foretaget.

Artikel 18

Det almindelige organisationsreglement af 5. november 1954, ændret den 21. juni 1956, ophæves.

Det nuværende reglement blev drøftet og vedtaget af Den Høje Myndighed på dens møde den 20. april 1960.

For Den Høje Myndighed

Formanden

Piero Malvestiti

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A030%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

20. april 1960 (EFT 1960 P 30 side 745) Dokumentet findes autentisk på dansk, men er ikke længere gyldigt.

FORRETNINGSORDEN
af 20. april 1960

DEN HØJE MYNDIGHED HAR -

under henvisning til artikel 13 i traktaten,

under henvisning til forretningsordenen af 5. november 1954 (journal officiel de la CECA af 24. november 1954 , side 513) -

VEDTAGET FØLGENDE FORRETNINGSORDEN:

Artikel 1

Den Høje Myndighed træffer sine afgørelser under sine møder og retter sig efter bestemmelserne i denne forretningsorden.

Artikel 2

Medlemmerne af Den Høje Myndighed indkaldes til møde af formanden eller, hvis denne er forhindret, af det medlem af Den Høje Myndighed, der i henhold til artikel 4 skal lede mødet.

Formanden for Den Høje Myndighed eller hans stedfortræder skal indkalde Den Høje Myndighed, når tre af dens medlemmer forlanger det.

Artikel 3

Formanden for Den Høje Myndighed eller hans stedfortræder udarbejder den foreløbige dagsorden for hver samling. Med undtagelse af ubetingede hastesager sendes den foreløbige dagsorden til Den Høje Myndigheds medlemmer senest to dage før mødet. Ethvert spørgsmål, som et medlem ønsker optaget på dagsordenen, skal optages på den foreløbige dagsorden.

Dog kan spørgsmål, der først skal behandles i en arbejdsgruppe, kun optages på den foreløbige dagsorden, når de bilag, som arbejdsgruppen har udarbejdet, er sendt til medlemmerne af Den Høje Myndighed mindst fire dage før mødet, med mindre Den Høje Myndighed i begyndelsen af mødet anerkender det som hastesag.

Ethvert medlem kan i begyndelsen af mødet anmode Den Høje Myndighed om, at behandlingen af et spørgsmål på dagsordenen udsættes til et senere møde. Er et medlem forhindret i at deltage i mødet, kan han give Den Høje Myndighed meddelelse om sin anmodning om ændring af den foreløbige dagsorden gennem mødets formand.

Den Høje Myndighed vedtager på grundlag af den foreløbige dagsorden og eventuelle anmodninger om ændringer fra medlemmerne mødets dagsorden.

Artikel 4

Møderne ledes af formanden, og hvis denne er forhindret af næstformanden, hvis denne også er forhindret, ledes de af den anden næstformand, og hvis denne er forhindret af mødets ældste medlem.

Artikel 5

Den Høje Myndigheds møder er ikke offentlige.

Forhandlingerne er fortrolige.

Artikel 6

Den Høje Myndigheds generalsekretær eller dennes stedfortræder deltager i møderne, med mindre Den Høje Myndighed træffer anden beslutning.
Mødets formand kan invitere visse embedsmænd til at deltage i hele eller dele af møderne og til at tage ordet under dem. Den Høje Myndighed kan i undtagelsestilfælde og angående et bestemt spørgsmål beslutte at høre enhver anden person under mødet.

Når der ikke deltager nogen embedsmand i mødet til at føre mødets protokol, overlader Den Høje Myndighed hvervet til et af medlemmerne.

Artikel 7

Den Høje Myndighed er beslutningsdygtig, når mindst 5 af dens medlemmer er til stede.

Artikel 8

I henhold til artikel 13 i traktaten træffes Den Høje Myndigheds afgørelser med et flertal på mindst fem stemmer.

Kun de medlemmer, der er til stede under mødet, kan afgive deres stemme. Hvis et medlem af Den Høje Myndighed imidlertid er fraværende, og afgørelsen ikke kan udsættes til dette medlem vender tilbage, kan den pågældende afgive sin stemme skriftligt efter at være blevet gjort bekendt med det væsentlige indhold af forhandlingerne, og før Den Høje Myndigheds afstemning finder sted under mødet.

Artikel 9

Ordlyden af de dokumenter, der er vedtaget af Den Høje Myndighed, autentificeres ved underskrift fra mødets formand.

Artikel 10

Der udarbejdes en protokol over forhandlingerne; hertil vedføjes de tekster, der vedtages under mødet.

Mødeprotokollen godkendes af Den Høje Myndighed og autentificeres ved underskrift fra mødets formand.

Artikel 11

Som undtagelse fra artikel 7 er Den Høje Myndighed ved ændringer af denne forretningsorden og af de generelle regler for organisationen kun beslutningsdygtig, når mindst syv af dens medlemmer er til stede.

Den Høje Myndighed forhandler sådanne ændringsforslag, hvis et af medlemmerne kræver det.

Artikel 12

Forretningsordenen af 5. november 1954 ophæves.

Denne forretningsorden er blevet forhandlet og vedtaget af Den Høje Myndighed under mødet den 20. april 1960.

På Den Høje Myndigheds vegne
Piero MALVESTITI
Formand

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A030%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

23. april 1960 (EFT 1960 P 25 side 629)

FÆLLESSKABETS ØKONOMISKE SITUATION OG FORVENTNINGER TIL 1960

I overensstemmelse med den opgavefordeling, der er aftalt mellem de tre europæiske Fællesskaber, er EØF-Kommission ansvarlig for økonomiske undersøgelser. Kompetente embedsmænd fra de andre europæiske organer deltager i disse undersøgelser.

Det er blevet besluttet i begyndelsen af hvert kvartal at offentliggøre en analyse af den økonomiske situation, som samtidig tjener som indledning til de periodiske prognoser, der er udarbejdet i overensstemmelse med de gældende regler i Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, og som præsenteres i samme nummer af De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Den forventede udvikling af den økonomiske situation i Fællesskabet er i vid udstrækning bestemt af de tendenser, der viste sig i 1959. Disse analyseres i den første del.

Gennemførelsen af en samordnet konjunkturpolitik vil gøre det lettere at løse de problemer, som udsigterne for 1960 i hvert af medlemslandene rejser, og som er skitseret i anden del, og vil være endnu vigtigere for orienteringen af den økonomiske situation i 1961.

I - DEN ØKONOMISKE SITUATION I FÆLLESSKABET

1. Udbredelsen af den økonomiske ekspansion

Det økonomiske opsving, der begyndte i USA i 1959, bredte sig til alle de industrialiserede lande, og dets virkninger mærkedes, omend med forsinkelse, i udviklingslandene. Fællesskabets eksport til tredjelande har nydt godt af denne gradvise forbedring i verdensøkonomien.

Inden for Fællesskabet har den meget hurtige udvikling i samhandelen ikke blot sikret udbredelsen af opsvinget, den har endda bidraget til at forstærke det ved at lette de spændinger, der er opstået i visse medlemslande, gennem udnyttelse af produktionskapacitet, der var forblevet uudnyttet hos deres partnere.

A - Det eksterne marked

Fra begyndelsen af 1959 pegede udviklingen i ordrerne på en stigning i den udenlandske efterspørgsel, som var en af de vigtigste faktorer i vendingen i Fællesskabets økonomi efter den mere eller mindre markante nedgang i det foregående år. Mens værdien af eksporten til tredjelande stadig var 2% lavere i første kvartal end i den tilsvarende periode året før, steg den med 9% i andet og tredje kvartal og med 14% i fjerde kvartal. Denne tendens fortsatte i de første måneder af 1960.

Væksten i den udenlandske efterspørgsel afspejlede forbedringen i den økonomiske situation i de fleste industrilande, især USA. I USA begyndte industriproduktionen, som var faldet kraftigt indtil midten af 1958, at stige igen og nåede op på en årlig rate på næsten 20% i midten af 1959. På trods af et lille fald i anden halvdel af 1959 som følge af flere strejker, især i stålindustrien, var USA's bruttonationalprodukt i 1959 6,7% højere i værdi end i 1958. Mellem 1958 og 1959 førte dette boom til en stigning på 18% i udenlandske indkøb, især i EØF, hvis salg til USA steg med 43%. På den anden side, selvom den amerikanske eksport steg i løbet af året, forblev den samlet set lidt under 1958-niveauet. Som følge heraf steg underskuddet på betalingsbalancen fra 3,4 milliarder dollars i 1958 til 4 milliarder dollars i 1959, hvilket bidrog til det økonomiske opsving i andre industrilande.

I Storbritannien blev industriproduktionen, efter en lang periode med stagnation, først stimuleret af udviklingen i eksporten og husholdningernes efterspørgsel, især efter varige forbrugsgoder, og derefter, i løbet af året, af opsvinget i investeringerne. Den steg med 8% mellem sidste kvartal af 1958 og sidste kvartal af 1959, og bruttonationalproduktet steg med 5% i samme periode. Fællesskabets eksport til Storbritannien var i hele 1959 9% højere end i 1958, og tendensen var en endnu mere markant stigning. Fællesskabets salg til andre O.E.E.C.-lande steg også, men i et langsommere tempo, idet det kun steg med 4% for 1959 som helhed sammenlignet med 1958.

I begyndelsen forbedrede det økonomiske opsving i industrilandene ikke den økonomiske situation i udviklingslandene. De store råvarelagre og den uudnyttede produktionskapacitet i disse lande var med til at holde deres eksportpriser lave. Det var først midt på året, at vi så en klar stigning i salget af råvarer og en vis styrkelse af priserne, hvilket skulle føre til en stigning i købekraften i disse lande.

Den økonomiske situation i de fleste af de oversøiske lande og territorier, der er associeret med Fællesskabet, afhænger i mindre grad af udsving i verdensmarkedspriserne. Deres ressourcer stammer i vid udstrækning fra offentlige overførsler fra de medlemsstater, de er forbundet med, og deres handel foregår hovedsageligt inden for de valutaområder, de danner med dem. Det er især værd at undersøge udviklingen i handlen mellem Frankrig og de lande i franczonen, der er associeret med EØF, og som tegner sig for 72% af disse landes samlede handel. Deres eksport til Frankrig blev påvirket af opbremsningen i den indenlandske efterspørgsel i Frankrig i 1959. Faldet i værdien af den algeriske vineksport skyldtes hovedsageligt lavere priser. På den anden side dækkede det lille fald i værdien af eksporten af oliefrø over et fald i mængden på omkring 10%, som var særligt markant i fjerde kvartal på grund af en dårlig jordnøddehøst i Mali i sæsonen 1958-1959. Mængden af kaffe- og kakaoeksport var stabil på trods af et fald i slutningen af året. Priserne på disse produkter blev ikke fuldt ud påvirket af faldet i verdensmarkedspriserne på grund af virkningen af regulariseringsfondene.

Men stigningen i overførsler fra det franske fastland, især til Algeriet, gjorde det muligt for disse lande at øge deres import fra Frankrig og andre medlemslande. Mens de første foranstaltninger til gennemførelse af Constantine-planen førte til en betydelig stigning i Algeriets import af kapitalgoder, førte indførelsen af nye investeringsprogrammer i andre lande til en opbremsning i køb af kapitalgoder i begyndelsen af året.

Eksporten fra de associerede lande til Forbundsrepublikken Tyskland, Italien og Nederlandene, som i 1958 tegnede sig for ca. 13% af deres samhandel med Fællesskabet, steg med 16% i værdi og 23% i mængde i forhold til året før, ikke kun på grund af devalueringen af valutaerne i franc-zonen, men frem for alt som følge af et øget salg af kobbermalm. Congo har nydt godt af reduktionen i kobberudbuddet på verdensmarkedet. Desuden er salget af oliefrø, kaffe og renset bomuld steget betydeligt, både i mængde og værdi, takket være udvidelsen af plantagerne i de senere år. Eksporten fra Congo og Ruanda-Urundi til Fællesskabet steg med omkring 20% i værdi i 1959 sammenlignet med det foregående år. På den anden side faldt deres import fra Fællesskabet med 14%, da det usikre politiske klima førte til et fald i de private investeringer.

B - Handel inden for Fællesskabet

I 1959 voksede handlen inden for Fællesskabet endnu hurtigere end handlen med tredjelande. Med en samlet værdi på mere end 8 milliarder dollars steg den med 19% i forhold til 1958, og denne stigning accelererede fra kvartal til kvartal: Sammenlignet med de tilsvarende perioder i det foregående år var den 2% i første kvartal, 16% i andet, 22% i tredje og 29% i fjerde, efter justering for effekten af inddragelsen af Frankrigs handel med Saarland fra juli 1959 i stedet for handel mellem Saarland og Forbundsrepublikken Tyskland.

Denne hurtige stigning i samhandelen inden for Fællesskabet betyder ikke, at der er sket en forskydning i handelsstrømmene som følge af anvendelsen af de første bestemmelser i Rom-traktaten, eftersom dette blev ledsaget af en told- og kvotebeskyttelse over for tredjelande. De små forskelle i behandling, som denne beskyttelse efterlod, spillede kun en ubetydelig rolle i de valg, som importørerne i hvert af medlemslandene traf, sammenlignet med virkningerne af ændringer i eksportpriserne i andre EØF-lande i forhold til priserne i industrielle tredjelande: mens den gennemsnitlige værdi af eksporten fra sidstnævnte forblev stabil, faldt den fra EØF-lande med ca. 5% mellem 1958 og 1959, delvis på grund af devalueringen af den franske franc. Udvidelsen af samhandelen inden for Fællesskabet kan uden tvivl også forklares med forretningsmændenes adfærd, som med udsigten til øget konkurrence på deres hjemmemarked var hurtige til at sikre sig nye afsætningsmuligheder i andre medlemslande. Desuden har etableringen af datterselskaber af virksomheder uden for Fællesskabet i et givet land, med henblik på at sælge deres produkter på hele markedet, allerede bidraget til stigningen i handelen inden for Fællesskabet.

Denne stigning har dog hovedsageligt været forårsaget af rent cykliske faktorer. Som følge af forbedringen af den økonomiske situation i Fællesskabet sikrede den, at den spredte sig til alle medlemslande. Frankrig, hvor opsvinget haltede bagefter, var den største modtager af den øgede efterspørgsel fra hurtigt voksende partnerlande. Mens importen fra Fællesskabet, udtrykt i dollars, kun steg med 11% i forhold til 1958 - i første halvdel af året var den endda 9% lavere end i første halvdel af 1958 - steg eksporten til Fællesskabet med næsten 34%. E.U.B.L., hvis opsving også blev forsinket, ser ikke ud til at have nydt godt af den samme overordnede tendens. Mens deres indkøb steg med 10%, steg deres salg kun med det samme beløb. Men denne relativt lille stigning kan hovedsageligt forklares med faldet i eksporten af stålprodukter til Frankrig, som blev mere end opvejet, hvis ikke forårsaget, af den store efterspørgsel fra tredjelande. I Forbundsrepublikken Tyskland, hvor den økonomiske afmatning har været mindre udtalt, og hvor opsvinget har været kraftigere, steg eksporten til andre medlemslande kun med 13%, mens importen fra de samme lande steg med 30%.

Denne stigning i den tyske import, som accelererede yderligere mod slutningen af året, skyldtes til dels øgede indkøb af fødevarer, som var nødvendige på grund af den manglende indenlandske produktion som følge af tørken. Den øgede efterspørgsel efter fødevarer forklarer også, hvorfor den samlede eksport fra Nederlandene til Fællesskabet steg lidt mere - med næsten 19% i forhold til 1958 - end importen fra Fællesskabet - med omkring 15% - på et tidspunkt, hvor Nederlandene oplevede den stærkeste økonomiske ekspansion. Det er også en del af forklaringen på stigningen på 27% i Italiens salg, hvor importen fra Fællesskabet også steg med 30%.

Men handelen med ikke-landbrugsprodukter mellem medlemslandene er også vokset kraftigt. For råvarernes vedkommende nåede den i de første ni måneder af 1959 op på 21% i forhold til den tilsvarende periode året før; Forbundsrepublikken Tyskland, som er den største importør af råvarer fra Fællesskabet, øgede sine indkøb fra de andre medlemslande med 23%, mens Frankrig, som er den største leverandør, øgede sit salg med 37%. Frankrig, sammen med Italien, nød også godt af den øgede handel med færdigvarer, især biler.

2. Vækst i den indenlandske efterspørgsel

Selv om alle komponenter i den indenlandske efterspørgsel i Fællesskabet voksede i 1959, ændrede de forskellige økonomiske aktørers rolle sig i løbet af året.

De stimulerende foranstaltninger, der blev truffet af de offentlige myndigheder i det stagnerende klima, der stadig herskede i slutningen af 1958, øgede udgifterne til offentlige arbejder og stimulerede boligbyggeriet i første halvdel af året.

I anden halvdel af året bidrog den private sektor derimod mere aktivt til væksten. Mens forbruget, som havde været en faktor, der støttede økonomien i begyndelsen af året, kun steg moderat på grund af højere fødevarepriser, overtog erhvervsinvesteringerne de offentlige investeringer, da sidstnævnte havde tendens til at stabilisere sig.

A - Offentlig indsats

I alle Fællesskabets lande var udgiftsforpligtelserne for de regnskabsår, der sluttede i 1959, højere end i 1958, og i de fleste medlemsstater vedrørte denne stigning især offentlige investeringer. Den vedvarende økonomiske svaghed i begyndelsen af 1959 fik også de offentlige myndigheder til at fremskynde tildelingen af kontrakter i første halvdel af året, hvilket resulterede i en stigning i investeringer finansieret af offentlige midler, som i Frankrig og Belgien, eller en forbedring af aktiviteten inden for offentlige arbejder, som i de fleste medlemsstater. På samme måde bidrog de offentlige myndigheders incitamenter - især i Belgien og Frankrig - i form af kredit eller præmier til boligbyggeri, og den nedadgående tendens i rentesatserne, der blev tilskyndet af de monetære myndigheder, til en betydelig stigning i boligbyggeriet.

Men i anden halvdel af året fik det økonomiske opsving de offentlige myndigheder til at ændre holdning. I Forbundsrepublikken Tyskland og Nederlandene, hvor der begyndte at opstå mangel på arbejdskraft i byggebranchen, blev der truffet visse foranstaltninger, enten for at sprede byggeaktiviteten over en længere periode af året eller for at begrænse efterspørgslen i denne sektor, samtidig med at finansieringsbetingelserne blev gjort mere besværlige på grund af rentestigningen.

De offentlige finanser og likviditetsstyringen fulgte også den økonomiske tendens. I alle EØF-lande var skatteindtægterne betydeligt højere end oprindeligt forventet på grund af en hurtigere vækst i omsætningen end forventet. Som følge heraf forblev likviditetsunderskuddene mere eller mindre på samme niveau som året før i de lande, hvor regeringens indsats for at sætte gang i økonomien var mest markant, og faldt i de andre lande. I Forbundsrepublikken Tyskland var Bund's kasseunderskud ganske vist større end året før, men betalingerne til udlandet var større end året før, så de interne transaktioner i statskassen gav stadig et overskud. På den anden side bidrog cash management i større eller mindre grad, afhængigt af behovet, til at reducere likviditeten. Mens der ikke blev udstedt langfristede obligationer i Frankrig i 1959, blev der foretaget store udstedelser i andre lande; i Nederlandene oversteg de likviditetsunderskuddet.

B - Privat adfærd

Det private forbrug, hvis relativt høje niveau i begyndelsen af 1959 var en faktor, der støttede økonomien, voksede moderat i løbet af året i de fleste medlemslande. I første halvdel af året var stigningen i husholdningernes ressourcer begrænset. På den ene side er lønsatserne, der generelt er fastsat af kollektive aftaler, der blev indgået, da den økonomiske situation stadig var middelmådig, faldet i løbet af et år. Den kraftige stigning i den eksterne og indenlandske efterspørgsel var ikke den eneste årsag til denne vending; den skyldtes også mangel på arbejdskraft i visse lande og blev fremmet af den store likviditet i virksomheder, banker og kapitalmarkeder. I fjerde kvartal var udvidelsen af udstyrsprogrammerne tydelig i alle medlemslande, om end med varierende intensitet; den var især markant i Nederlandene, Italien og Forbundsrepublikken Tyskland. I sidstnævnte land, hvor opsvinget i investeringerne var begyndt tidligere, var ordrebeholdningen i slutningen af året 30-40% højere i de forskellige kapitalvareindustrier end i slutningen af det foregående år. Opførelsen af industri- og erhvervsbygninger er også steget betydeligt i de seneste måneder, hvilket opvejer den relative afmatning i andre byggesektorer. På den anden side var antallet af arbejdstimer lavere end året før. I anden halvdel og især i slutningen af året steg husholdningernes indkomster hurtigere. Stigningen i beskæftigelsen og den gradvise forlængelse af arbejdstiden, som kan tilskrives opsvinget i økonomien, bidrog sammen med lønstigninger endnu mere til at øge privatforbruget, da dannelsen af opsparing tilsyneladende ikke længere holdt dem tilbage i samme grad som tidligere. Stigningen i fødevarepriserne i løbet af sommeren begrænsede dog midlertidigt væksten i forbruget, så det for året som helhed ikke voksede i samme takt som de andre komponenter i efterspørgslen.

Stigningen i detailsalget - som ikke fuldt ud afspejler forbruget på grund af den fortsatte stigning i andelen af turisme og andre tjenester - synes generelt at have ligget under væksten i ordrer modtaget af forbrugsvareindustrien, såvel som væksten i de ressourcer, der frigives af både produktion og import. Denne forskel kan ikke kun forklares med væksten i eksporten af forbrugsgoder, men også med en kraftig genopbygning af lagrene. Det skete både i handelsleddet og i forarbejdningsindustrien. Den udvidede sig, om end ret sent, til råstoflagrene.

De faste investeringer, som havde været nedadgående i begyndelsen af 1959 som følge af den økonomiske stagnation i det foregående år, viste et kraftigt opsving i løbet af året. Den kraftige stigning i den udenlandske og indenlandske efterspørgsel var ikke den eneste årsag til denne vending; den skyldtes også mangel på arbejdskraft i visse lande og blev lettet af den store likviditet i virksomheder, banker og kapitalmarkeder. I fjerde kvartal var udvidelsen af udstyrsprogrammerne tydelig i alle medlemslande, om end med varierende intensitet; det var især markant i Nederlandene, Italien og Forbundsrepublikken Tyskland. I sidstnævnte land, hvor opsvinget i investeringerne var begyndt tidligere, var ordrebeholdningen ved årets udgang 30-40% højere i de forskellige kapitalvareindustrier end ved udgangen af det foregående år. Opførelsen af industri- og erhvervsbygninger har også gjort betydelige fremskridt i de seneste måneder, hvilket opvejer den relative afmatning i andre byggesektorer.

3. Forøgelse af de samlede ressourcer

Mens landbrugsproduktionen i de forskellige medlemslande var mere eller mindre påvirket af sommerens tørke, viste industriproduktionen stor elasticitet på trods af mangel på arbejdskraft i nogle sektorer. Den accelererede vækst i anden halvdel af året blev muliggjort af bemærkelsesværdige fremskridt i produktiviteten.

Ledsaget af en markant stigning i importen af industrivarer sikrede det i det store og hele en balance mellem indenlandske ressourcer og brug af varer og tjenester, samtidig med at den eksterne balance blev forbedret. Den utilsigtede stigning i fødevarepriserne førte dog til en stigning i leveomkostningerne. Der har også været spændinger på penge- og finansmarkederne.

A - Produktionselasticitet

I det store og hele tilpassede produktionen sig ret let til stigningen i efterspørgslen, både indenlandsk og udenlandsk, hovedsageligt på grund af den høje elasticitet i industriproduktionen.

Landbrugsproduktionen, som blev mere eller mindre påvirket af sommerens tørke i alle medlemslande, bidrog kun marginalt til væksten i bruttonationalproduktet. EØF's udbud af landbrugsprodukter, både vegetabilske og animalske, steg kun lidt. Kornhøsten steg utvivlsomt med 7% takket være forbedrede udbytter, og vinproduktionen steg med 18% sammenlignet med året før, da det tørre, solrige klima generelt favoriserede druedyrkning både med hensyn til kvalitet og kvantitet. Men som følge af faldende udbytter faldt produktionen af sukkerroer med 27% i forhold til 1958, på trods af en stigning i det areal, der blev brugt til denne afgrøde. Kartofler og grøntsager, såvel som de fleste frugtafgrøder, led også under de usædvanlige vejrforhold i sommermånederne. Desuden førte manglen på foder til for tidlig slagtning af kvæg og et lille fald i smør- og mælkeproduktionen, mens svinekødsproduktionen forblev på samme niveau som året før.

Aktiviteten i servicesektoren voksede yderligere. Mens jernbanegodstrafikken fortsat lider under kulkrisens negative indflydelse og de strukturelle ændringer, der er i gang i selve transportsektoren til fordel for vejtrafikken, har den i nogle lande midlertidigt nydt godt af vanskelighederne i flodtransporten på grund af vandstandssænkningen i tørkeperioden. Stigningen i antallet af biler på vejene og den betydelige vækst i turismen har ført til en stigning i aktiviteten i de forskellige relaterede sektorer, såsom mekanisk vedligeholdelse og reparationstjenester. Andre sektorer, som f.eks. bank og forsikring, er vokset i takt med den industrielle og kommercielle aktivitet.

EØF's sæsonkorrigerede industriproduktionsindeks steg med 15% mellem januar og december 1959. Denne stigning accelererede fra kvartal til kvartal, og det meste af den samlede forbedring - omkring 7% sammenlignet med 1958 - blev opnået i løbet af andet halvår. Det er sandt, at denne vækst er overvurderet, da det anvendte indeks ikke inkluderer byggeriet eller føde-, drikke- og tobaksindustrien, som ekspanderede mere moderat i 1959. Med dette forbehold er den klart højere end i de sidste to år (6% i 1957 og 3% i 1958).

Alle medlemslande deltog i denne vækst, og hvis de enkelte landes resultater for 1959 som helhed var meget forskellige, skyldtes det ikke nogen ulighed i de udviklingshastigheder, der blev registreret i andet halvår, men det faktum, at opsvinget kom før eller siden, og at den tidligere nedgang havde været mere eller mindre markant i de forskellige lande.

På den anden side bidrog alle sektorer til ekspansionen, med undtagelse af kulminedrift og skibsbygning. Forbedrede økonomiske forhold, især i stålindustrien, og foranstaltninger til at begrænse udbuddet har dog reduceret ubalancen på kulmarkedet: i de seneste måneder er lagrene på minegulvet faldet noget. I skibsbygningssektoren har den svage stigning i fragtraterne og den nylige stigning i efterspørgslen efter visse specialskibe, især til transport af korn i vintermånederne, ikke ført til nye ordrer på skibsværfterne, men kun til genindsættelse af skibe, der er taget ud af drift.

På den anden side var stigningen i produktionen særlig stærk, ikke kun i de sektorer - såsom olie- og kemikalieindustrien - der på grund af strukturelle ændringer i det endelige forbrug eller forbrug i produktionen fortsatte med at ekspandere det foregående år, men også i de sektorer, der derefter oplevede en tilbagegang eller nedgang: stål-, maskin- og tekstilindustrien. I disse sektorer forstærkes udsvingene i høj grad af ændringer i virksomhedernes investerings- og lagerpolitik. For eksempel skyldtes den hurtige vækst i tekstilproduktionen sandsynligvis mere opbygningen af lagre, især i distributionsleddet, end et øget forbrug i husholdningerne. På samme måde accelererede opsvinget i maskinindustrien, som havde været relativt langsomt i første halvdel af året, kraftigt i årets sidste måneder under indflydelse af den generelle udvidelse af virksomhedernes udstyrsprogrammer.

Denne hurtige ekspansion i industriproduktionen blev muliggjort af en stor forbedring i produktiviteten. Det er rigtigt, at beskæftigelsen steg gradvist i løbet af året, og arbejdsløsheden faldt i alle medlemslande undtagen Frankrig, hvor den lå lidt over det meget lave niveau fra året før. Men som følge af arbejdstidsnedsættelsen steg antallet af arbejdstimer i industrien ikke, men faldt endda i forhold til 1958. Selvom det steg i løbet af 1959, nåede det først op på niveauet fra november 1958 i november. Den elasticitet, som produktionen udviste, især i fjerde kvartal, hvor der allerede var spændinger på visse arbejdsmarkeder, og omfanget af de produktivitetsgevinster, der blev opnået i 1959, kan forklares af flere faktorer. På den ene side blev de stærkeste stigninger i produktionen registreret i sektorer, hvor forholdet mellem fast kapital og arbejdskraft var højest - stål, maskinindustri, kemikalier - og hvor produktionen kunne øges uden en stor stigning i arbejdskraften. På den anden side skete den økonomiske afmatning i flere medlemslande på et tidspunkt, hvor der blev installeret ny produktionskapacitet som følge af store investeringer foretaget i den foregående højkonjunkturperiode. De skjulte vækstreserver var så meget desto større, fordi investeringsniveauet ikke desto mindre var højt, selv om det undertiden blev reduceret. Endelig investerede industrivirksomhederne i Fællesskabet ikke kun i ekspansion; de perspektiver, som traktatens anvendelse åbnede, tilskyndede dem til at øge deres bestræbelser på at rationalisere og specialisere produktionen inden for rammerne af det fælles marked.

B - Markedsbalance

Den generelle udvikling i samhandelen med tredjelande har ikke bidraget til at skabe balance mellem ressourcer og anvendelser i Fællesskabet. På grund af den meget hurtige stigning i eksporten har handelsbalancen, der i første kvartal udviste et underskud på 16 millioner dollars, i andet kvartal udvist et overskud på 145 millioner dollars, i tredje kvartal 351 millioner dollars og i sidste kvartal 521 millioner dollars. Stagnationen i værdien af importen skyldtes dog hovedsageligt den tøvende udvikling i indkøb af råvarer og energiprodukter samt den relative svaghed i de fleste verdenspriser. Dette resulterede i et fald på omkring 5% i den gennemsnitlige importværdi sammenlignet med 1958, hvilket var en vigtig faktor for prisstabiliteten i Fællesskabet. Den kraftige stigning i importen af industrivarer, som blev stimuleret af foranstaltninger til liberalisering af handelen og nedsættelse af tolden med tredjelande, bidrog også til at skabe balance på hjemmemarkederne. Spændingerne på hjemmemarkederne forblev ret begrænsede i 1959, hvilket bekræftes af faldet i eksportpriserne i forhold til året før, som var af samme størrelsesorden som faldet i importpriserne, således at bytteforholdet forblev næsten stabilt.

Det er rigtigt, at i slutningen af sommeren steg både engros- og detailprisindekset betydeligt i alle medlemslandene. Dette afspejlede ikke en grundlæggende ubalance mellem globalt udbud og efterspørgsel, men var hovedsageligt resultatet af et utilsigtet underskud i produktionen af visse landbrugsråvarer. Normaliseringen af markedet for disse produkter i de seneste måneder, især på grund af stigningen i importen, har gjort det muligt for engrospriserne at stabilisere sig og endda falde i flere lande. I slutningen af året lå leveomkostningsindekset i alle medlemslande dog over niveauet i begyndelsen af året. Mellem januar og december 1959 steg det med omkring 3,5% i Frankrig, Forbundsrepublikken Tyskland og Nederlandene, med mellem 1,5% og 2% i Belgien og Italien, og med næsten 1% i Storhertugdømmet Luxembourg. Prisklimaet ændrede sig faktisk i løbet af året. På trods af stigningen i husholdningernes udgifter som følge af stigningen i fødevarepriserne, hvor efterspørgslen ikke er særlig elastisk, faldt priserne på industriprodukter ikke. Tværtimod er nogle priser steget, om ikke officielt, så i det mindste i form af ændringer i kvalifikationer, fjernelse af rabatter, tillæg for hurtig levering osv. Denne praksis er så meget desto mere betydningsfuld, fordi produktivitetsforbedringer, i det mindste i nogle sektorer, har mere end opvejet den moderate stigning i lønningerne, mens råvarepriserne er forblevet relativt lave.

Penge- og finansmarkederne fulgte stort set det samme mønster. Som i 1958 var de i 1959 præget af rigelig likviditet i forbindelse med betalingsbalanceoverskud. De officielle monetære institutioners reserver i guld og konvertible valutaer steg med 1,5 milliarder dollars for hele 1959. I første halvdel af året kunne bankerne kun registrere en lille stigning i mængden af deres udlån, mens virksomhederne også havde betydelige egne ressourcer. De kunne enten reducere deres gæld til den udstedende bank, som i Frankrig, eller øge deres værdipapirbeholdning, som i Forbundsrepublikken Tyskland. Men fra midten af året førte det økonomiske opsving til en ændring i disse tendenser. Selv om overskuddet på betalingsbalancen fortsat bidrog til at øge likviditeten, stimulerede virksomhedernes behov for finansiering deres efterspørgsel efter banklån. Denne nye markedsorientering har uden tvivl bidraget til en stabilisering af aktiekurserne, som tidligere havde nydt godt af den rigelige likviditet, og til en reduktion af den kortfristede kapitaleksport, som tidligere havde været betydelig. I de fleste medlemslande førte dette til en rentestigning, som blev forstærket i Tyskland og Nederlandene af de monetære myndigheders foranstaltninger for at bremse væksten i den indenlandske efterspørgsel. Den efterfølgende stigning i diskontoen i Belgien var ikke motiveret af de samme årsager, men af en bekymring for at undgå udstrømning af kapital på kort sigt. Selvom efterspørgslen efter erhvervslån også steg i Frankrig og Italien i slutningen af året, var bankernes likviditet så rigelig, at der ikke var nogen særlig spænding på pengemarkedet i disse lande.

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A025%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

26. april 1960 (EFT 1960 P 45 side 941)

AFGØRELSE Nr. 18 af 26. april 1960
om godtgørelse af udgifter til administrative og lægelige undersøgelser i henhold til artikel 38 og 57 i forordning nr. 4

Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs Administrative Kommission for Vandrende Arbejdstageres Sociale Sikring,

under henvisning til artikel 43, litra a), i forordning nr. 3, i henhold til hvilken den er ansvarlig for at afgøre alle administrative spørgsmål, der opstår som følge af bestemmelserne i forordning nr. 3 og nr. 4

der henviser til artikel 38, 57 og 82 i forordning nr. 4;

der bør fastsættes frister for refusion af udgifter til administrativ kontrol og lægeundersøgelser som omhandlet i artikel 82 i forordning nr. 4

med henblik herpå bør den løsning, der er omhandlet i artikel 79, stk. 2, i forordning nr. 4, vedtages;

HAR TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Refusion af udgifter i forbindelse med lægeundersøgelser, observationer, lægebesøg og administrative eller lægelige undersøgelser, der er nødvendige for udøvelsen af det administrative eller lægelige tilsyn, foretages for hvert kalenderhalvår i løbet af det følgende kalenderhalvår. Fakturaer vil dog blive udstedt fra sag til sag.

Formanden
for Den Administrative Kommission
A. KAYSER

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A045%3ATOC