MEMORANDUM OM DEFINITION AF GENERELLE MÅL (EFT 1955 A 16 side 821)
6. JULI 1955
I henhold til traktatens artikel 46 skal Den Høje Myndighed, efter at have forelagt dem for Det Rådgivende Udvalg, offentliggøre de generelle mål, den vil opstille med hensyn til modernisering, produktionens langsigtede orientering og udvidelsen af produktionskapaciteten.
Det dokument, som Den Høje Myndighed offentliggør i dag, er i det væsentlige det, der blev forelagt Det Rådgivende Udvalg og drøftet i de relevante udvalg i Fællesforsamlingen. Det er blevet ændret i det omfang, det har været nødvendigt for at opdatere tallene og tage højde for de kommentarer, som Den Høje Myndighed har modtaget.
Dette dokument er kun tænkt som et indledende forsøg på at definere de store linjer i Fællesskabets generelle mål. Der er et komplekst arbejde i gang med at fastlægge den praktiske anvendelse af visse punkter. Dette arbejde er fokuseret i tre retninger:
1) Der gennemføres løbende undersøgelser for at kontrollere de opnåede resultater og for at udvikle nye prognosemetoder, især for de forskellige anvendelsessektorer; de strukturelle ændringer, der har fundet sted siden før krigen, gør det nødvendigt med jævne mellemrum at revidere prognoserne, hvis grundlag hele tiden ændres, efterhånden som nye udviklinger bliver klarere.
2) I henhold til den procedure, der er fastsat i Ministerrådets resolution af 13. oktober 1953, undersøger Den Høje Myndighed i samarbejde med medlemsstaterne inden for rammerne af et blandet udvalg, der er nedsat i fællesskab med Rådet, udsigterne for den generelle økonomiske udvikling og de forhold, der vil påvirke udviklingen i forbruget af kul og stål i konkurrence med andre materialer eller andre energikilder. Disse undersøgelser er en forudsætning for fastlæggelsen af mål, navnlig for produktionskapaciteten.
3) Samtidig nedsætter Den Høje Myndighed udvalg af eksperter i økonomiske, tekniske og sociale spørgsmål til at foretage en mere indgående undersøgelse af problemerne i forbindelse med fastlæggelsen af de generelle mål og til at bistå den med at give en definition, der er både præcis og konkret, og som opfylder traktatens bestemmelser og de krav, der stilles i praksis.
Den Høje Myndighed beskæftiger sig både inden for rammerne af de foregående undersøgelser og i forbindelse med fastlæggelsen af sin generelle politik for kul på den ene side og for stål på den anden side med forholdet mellem udviklingen i produktionen eller de tekniske omlægninger og arbejds- og levevilkårene for arbejdsstyrken. Desuden skal den i samarbejde med Ministerrådet definere, i hvilken ånd den vil anvende traktatens bestemmelser om tilpasning af arbejdsstyrken, og den skal undersøge, hvordan den resolution, som Fællesforsamlingen vedtog den 13. maj 1955, skal følges op, både med hensyn til fortolkningen af de nuværende bestemmelser i traktaten og med hensyn til de lempelser og udvidelser, som det vil være nødvendigt at give dem for at udvikle den europæiske sociale indsats.
Historisk tidslinje om EU's fri bevægelighed året 1955
-
Kim P. Nyberg
- Indlæg: 3104
- Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
- Geografisk sted: Herning
- Kontakt:
Re: Historisk tidslinje om EU's fri bevægelighed året 1955
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser
-
Kim P. Nyberg
- Indlæg: 3104
- Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
- Geografisk sted: Herning
- Kontakt:
Re: Historisk tidslinje om EU's fri bevægelighed året 1955
I. BETYDNINGEN AF DE GENERELLE MÅL
Traktatens artikel 46 fastslår i stk. 3, "at Den Høje Myndighed med jævne mellemrum fastlægger generelle mål for moderniseringen, produktionens langsigtede orientering og udvidelsen af produktionskapaciteten."
De generelle mål, der er fastsat i stk. 3, adskiller sig fra vejledende forebyggende programmer vedrørende produktion, forbrug, eksport og import. Sådanne forebyggende programmer kan nemlig kun udarbejdes på kort sigt.
De generelle mål har til formål at tjene som kriterium for virksomhedernes investeringsprojekter. De formuleringer, der er vedtaget i traktaten, udelukker fastsættelse af mål, selv om de kun er af vejledende karakter, for selve produktionen. Sådanne mål kan kun fastsættes inden for rammerne af en plan, der dækker hele eller størstedelen af en økonomi, mens Fællesskabet kun har jurisdiktion over to industrier. Desuden afhænger det faktiske produktionsniveau af forbrugsniveauet, som for kul og ståls vedkommende stadig hovedsageligt afhænger af de økonomiske sektorer, som regeringerne har bevaret deres kompetence over.
Inden for de aktionsrammer, som Fællesskabet har fået tildelt, kan fastsættelsen af mål for udvidelse af produktionskapaciteten have en bestemt betydning. Det er nemlig af afgørende betydning, at kul og stål ikke udgør en flaskehals for udviklingen af alle økonomier.
Grundlaget for at bestemme den produktionskapacitet, der skal realiseres, er den langsigtede prognose for forbrug og eksport. Det arbejde, der hidtil er udført på dette område, de fremskridt, der er gjort med hensyn til de anvendte metoder, de revisioner, der er foretaget i vurderingerne, samt den forskning, der er i gang eller planlagt, har været genstand for særskilte notater til de forskellige institutioner i Fællesskabet og vil i øvrigt blive videreført regelmæssigt.
En forbrugsprognose er dog ikke i sig selv tilstrækkelig til at fastsætte den produktionskapacitet, der skal realiseres. Stålindustrien, hvis man tager den stålforarbejdende industri i betragtning, er meget klart eksportorienteret og skal fortsat være det. Derfor skal det samlede behov være større end det indenlandske forbrug. På den anden side er Fællesskabet ikke selvforsynende og kan ikke på forhånd beslutte at dække sit samlede behov gennem sin egen produktion. Forsøget på at dække kulbehovet med Fællesskabets egen produktion kan samtidig føre til, at omkostningerne belastes af mindre og mindre rentable investeringer, og at der skabes en kapacitet, som kun kan udnyttes delvist; desuden vil en sådan overkapacitet for det meste skabe alvorlige problemer for beskæftigelsen af arbejdstagere.
Det er derfor ikke så meget et spørgsmål om at fastsætte absolutte produktionskapaciteter, der skal nås, som at bestemme under hvilke betingelser og ved hjælp af hvilke foranstaltninger disse produktionskapaciteter kan realiseres økonomisk for bedst at bidrage til den generelle økonomiske ekspansion og fremme af produktiviteten i Fællesskabet. Og enheden i de generelle mål, der på samme tid skal fokusere på modernisering, langsigtet orientering af produktionen og udvidelse af produktionskapaciteten, vil blive sikret så meget lettere, jo mere de tenderer mod at sikre et fald i omkostningerne snarere end at realisere et bestemt produktionsvolumen.
Med dette i tankerne formulerer Den Høje Myndighed det igangværende arbejde, både for stål og kul, i henhold til de direktiver, der er skitseret nedenfor.
Traktatens artikel 46 fastslår i stk. 3, "at Den Høje Myndighed med jævne mellemrum fastlægger generelle mål for moderniseringen, produktionens langsigtede orientering og udvidelsen af produktionskapaciteten."
De generelle mål, der er fastsat i stk. 3, adskiller sig fra vejledende forebyggende programmer vedrørende produktion, forbrug, eksport og import. Sådanne forebyggende programmer kan nemlig kun udarbejdes på kort sigt.
De generelle mål har til formål at tjene som kriterium for virksomhedernes investeringsprojekter. De formuleringer, der er vedtaget i traktaten, udelukker fastsættelse af mål, selv om de kun er af vejledende karakter, for selve produktionen. Sådanne mål kan kun fastsættes inden for rammerne af en plan, der dækker hele eller størstedelen af en økonomi, mens Fællesskabet kun har jurisdiktion over to industrier. Desuden afhænger det faktiske produktionsniveau af forbrugsniveauet, som for kul og ståls vedkommende stadig hovedsageligt afhænger af de økonomiske sektorer, som regeringerne har bevaret deres kompetence over.
Inden for de aktionsrammer, som Fællesskabet har fået tildelt, kan fastsættelsen af mål for udvidelse af produktionskapaciteten have en bestemt betydning. Det er nemlig af afgørende betydning, at kul og stål ikke udgør en flaskehals for udviklingen af alle økonomier.
Grundlaget for at bestemme den produktionskapacitet, der skal realiseres, er den langsigtede prognose for forbrug og eksport. Det arbejde, der hidtil er udført på dette område, de fremskridt, der er gjort med hensyn til de anvendte metoder, de revisioner, der er foretaget i vurderingerne, samt den forskning, der er i gang eller planlagt, har været genstand for særskilte notater til de forskellige institutioner i Fællesskabet og vil i øvrigt blive videreført regelmæssigt.
En forbrugsprognose er dog ikke i sig selv tilstrækkelig til at fastsætte den produktionskapacitet, der skal realiseres. Stålindustrien, hvis man tager den stålforarbejdende industri i betragtning, er meget klart eksportorienteret og skal fortsat være det. Derfor skal det samlede behov være større end det indenlandske forbrug. På den anden side er Fællesskabet ikke selvforsynende og kan ikke på forhånd beslutte at dække sit samlede behov gennem sin egen produktion. Forsøget på at dække kulbehovet med Fællesskabets egen produktion kan samtidig føre til, at omkostningerne belastes af mindre og mindre rentable investeringer, og at der skabes en kapacitet, som kun kan udnyttes delvist; desuden vil en sådan overkapacitet for det meste skabe alvorlige problemer for beskæftigelsen af arbejdstagere.
Det er derfor ikke så meget et spørgsmål om at fastsætte absolutte produktionskapaciteter, der skal nås, som at bestemme under hvilke betingelser og ved hjælp af hvilke foranstaltninger disse produktionskapaciteter kan realiseres økonomisk for bedst at bidrage til den generelle økonomiske ekspansion og fremme af produktiviteten i Fællesskabet. Og enheden i de generelle mål, der på samme tid skal fokusere på modernisering, langsigtet orientering af produktionen og udvidelse af produktionskapaciteten, vil blive sikret så meget lettere, jo mere de tenderer mod at sikre et fald i omkostningerne snarere end at realisere et bestemt produktionsvolumen.
Med dette i tankerne formulerer Den Høje Myndighed det igangværende arbejde, både for stål og kul, i henhold til de direktiver, der er skitseret nedenfor.
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser
-
Kim P. Nyberg
- Indlæg: 3104
- Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
- Geografisk sted: Herning
- Kontakt:
Re: Historisk tidslinje om EU's fri bevægelighed året 1955
II. STÅL
Problemerne med produktionskapacitet og produktionsorientering er tæt forbundne, mens de vigtigste foranstaltninger, der skal træffes for at reducere omkostningerne, vil blive behandlet separat.
Afsnit I
Produktionskapacitet og produktionsorientering
Vi starter fra råstål til råjern og derefter tilbage til malm, før vi tager fat på spørgsmålet om de endelige stålprodukter.
Problemerne med produktionskapacitet og produktionsorientering er tæt forbundne, mens de vigtigste foranstaltninger, der skal træffes for at reducere omkostningerne, vil blive behandlet separat.
Afsnit I
Produktionskapacitet og produktionsorientering
Vi starter fra råstål til råjern og derefter tilbage til malm, før vi tager fat på spørgsmålet om de endelige stålprodukter.
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser
-
Kim P. Nyberg
- Indlæg: 3104
- Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
- Geografisk sted: Herning
- Kontakt:
Re: Historisk tidslinje om EU's fri bevægelighed året 1955
A - RÅSTÅL
1) Behov for prognoser
Udviklingen i stålbehovet er en funktion:
- af tempoet i den generelle økonomiske ekspansion,
- af denne ekspansions orientering, især i forhold til produkter i modsætning til tjenesteydelser, og i forhold til kapitalgoder i modsætning til forbrugsgoder; denne orientering styrer forholdet mellem stigninger i samfundsproduktet og stigninger i stålforbruget,
- konkurrencen fra andre materialer (ikke-jernholdige metaller, plast, cement) eller omvendt stålets evne til at finde nye anvendelser (byggeri osv.),
- eksport, som igen afhænger af udviklingen i andre landes behov, udviklingen i deres produktion og konkurrencen fra andre leverandører.
Da disse prognoser skal tjene som rettesnor for udvidelsen af produktionskapaciteten, og under hensyntagen til stålindustriens karakteristika, er den mængde behov, der skal tages i betragtning, det højeste tal inden for rammerne af den sandsynlige udvikling. Man kan således ikke sige, at stålproduktionskapaciteten udgør en flaskehals for udvidelsen af Fællesskabets økonomier eller en hindring for balancen i deres eksterne balance. På den anden side er det ikke afgørende, at kapaciteten i stålindustrien udnyttes fuldt ud for at være økonomisk levedygtig.
I stedet for teoretisk kapacitet er det bedre at tænke ud fra maksimale produktionsmuligheder, som kan defineres som følger:
"Den maksimalt mulige produktion er den maksimale produktion, der kan opnås i løbet af det pågældende år under normale arbejdsforhold, idet der tages hensyn til normale reparationer, vedligeholdelse og ferie, med de anlæg, der er til rådighed ved årets begyndelse, og idet der desuden tages hensyn til både den yderligere produktion fra anlæg, der skal sættes i drift, og eksisterende anlæg, der skal ophøre permanent med at være i drift i løbet af året. Vurderingen af produktionen skal baseres på de sandsynlige proportioner af sammensætningen af hver af de pågældende anlægs ladning og på antagelsen om, at råmaterialer vil være tilgængelige."
På dette grundlag kan det konstateres, at den optimale udnyttelse svarer til ca. 95 % af de maksimale muligheder.
Under disse forudsætninger er vurderingen af den aktuelle kapacitetsudvidelse baseret på en prognose for det sandsynlige behov for både indenlandsk forbrug og eksport i 1958. Niveauet for nettoeksporten vil da nogenlunde svare til det nuværende niveau, dvs. 9 millioner tons (råstålækvivalent) (se fodnote 1). Værdiansættelsen af det indenlandske forbrug er baseret på et etableret forhold mellem en given stigning i nationalindkomsten og den tilsvarende stigning i stålbehovet (Se fodnote 2). En økonomisk udvikling, som i de seneste år har været højere end den, der blev anset for mest sandsynlig for to år siden, har derfor gjort det nødvendigt at foretage en ny vurdering af prognosen for 1958. I denne forbindelse blev året 1953 taget som basisår, og for i nogen grad at udjævne de variationer, der skyldes den økonomiske situation, og især for at reducere indflydelsen fra spekulative lagerbevægelser, blev et råstålsforbrugstal svarende til gennemsnittet af det synlige indenlandske forbrug i årene 1952, 1953 og 1954 på 33 millioner tons taget som udgangspunkt for dette år. Hvis man antager en stigning i nationalindkomsten i perioden 1953-1958 baseret på en vis stigning i beskæftigelsen og en stigning i den generelle produktivitet i økonomien i størrelsesordenen 18-20 % (se fodnote 3), ville dette - på grundlag af det anslåede forhold mellem stigningen i nationalindkomsten og stigningen i stålbehovet - give tallet 52 millioner tons (råstålækvivalent) for 1958 med hensyn til det sandsynlige behov på hjemmemarkedet og eksportmarkedet.
Fodnote 1: Produkter, der er omfattet af traktaten, plus rør og trukne produkter.
Fodnote 2: En analyse af situationen i Fællesskabet og i en række lande, hvis økonomiske udvikling svarer til Fællesskabets, viste, at en stigning på 1% i nationalindkomsten svarede til en stigning på ca. 1,25% i stålbehovet.
Fodnote 3: I 1954 var stigningen i den generelle produktivitet pr. arbejdende person lidt under 5 %; det kan antages, at den i 1955 mindst vil være af samme størrelsesorden. Som det ser ud nu, vil udviklingen helt sikkert ikke kunne fortsætte i et så usædvanligt tempo mod slutningen af den betragtede periode, derfor prognosen om en stigning i størrelsesordenen 18-20 % fra 1953 til 1958.
Det bemærkes dog, at det allerede i første kvartal af 1955 var muligt at opnå en produktionsrate lige under dette tal. Og det skyldes, at man i en periode med meget høj økonomisk aktivitet var nødt til at tage højde for variationer i forbrug og lagre og forventede forbrugerkøb. Under disse forhold kunne forbrugernes behov være ca. 10 % højere end dette tal og føre til en faktisk efterspørgsel på ca. 57 millioner tons råstålækvivalenter.
Denne efterspørgsel vil, som det fremgår nedenfor, blive sikret af igangværende investeringer. Den normale efterspørgsel, der anslås til omkring 52 millioner tons, vil blive dækket ved at køre værkerne tæt på den ideelle grænse, og investeringerne vil utvivlsomt stadig være økonomiske for en billig produktion, dvs. omkring 10 % under mængden af normale behov.
2) Forudsigelige resultater af investeringer, som Den Høje Myndighed er bekendt med
Baseret på de anlæg, der er i drift, kan de produktionsmuligheder, der er defineret ovenfor, i begyndelsen af 1955 anslås til omkring 51 millioner tons. De investeringsprojekter, der er i gang, og som skal påbegyndes i 1955, bør bringe dem op på omkring 57-58 millioner tons, sandsynligvis allerede i begyndelsen af 1958.
3) Produktionsorientering
En stålproduktion, der i for høj grad er baseret på udnyttelse af skrot, vil risikere at få sin ekspansion begrænset af, at genvindingen af skrot i høj grad afhænger af stålforbruget i en ret fjern fortid.
I de senere år er kapaciteten til produktion af Martin-stål steget mere end proportionelt. Thomas-stål udgjorde 60 % af den samlede produktion fra 1913 til 1939; denne andel faldt til 55 %, og endda til kun 51,6 % i 1954. Produktionen af Martin-stål steg fra 37 til 39,7 %. Den elektriske stålproduktion steg fra 2,5 % i 1913 og 1929 til 7,1 % i 1950 og 8,7 % i 1954. I de første måneder af 1955 steg Thomas-stålets andel af produktionen faktisk en smule. Men de nu kendte ekspansionsprogrammer viser en relativt større stigning for Martin-stål og især for elektrostål end for Thomas-stål.
Under de nuværende produktionsforhold, og for at undgå en permanent skrotmangel, skal der sikres en god balance mellem produktionskapaciteten for Thomas-stål, Martin-stål og elektrostål. Indførelsen af nye tekniske processer til Thomas-stål skal sikre en højere udnyttelse af de eksisterende anlæg, hvor højovnenes produktionsmuligheder tillader en tilsvarende stigning i produktionen af Thomas-stål. Desuden vil brugen af nye processer forbedre kvaliteten, hvilket er en nødvendig forudsætning for, at det kan erstatte Martin-stål i visse anvendelser. En sådan udvikling skal hilses velkommen i betragtning af de relativt begrænsede fremtidige skrotressourcer.
Den anden mulighed, der står åben for os, er at øge formalingen af råjern i produktionen af Martin-stål.
1) Behov for prognoser
Udviklingen i stålbehovet er en funktion:
- af tempoet i den generelle økonomiske ekspansion,
- af denne ekspansions orientering, især i forhold til produkter i modsætning til tjenesteydelser, og i forhold til kapitalgoder i modsætning til forbrugsgoder; denne orientering styrer forholdet mellem stigninger i samfundsproduktet og stigninger i stålforbruget,
- konkurrencen fra andre materialer (ikke-jernholdige metaller, plast, cement) eller omvendt stålets evne til at finde nye anvendelser (byggeri osv.),
- eksport, som igen afhænger af udviklingen i andre landes behov, udviklingen i deres produktion og konkurrencen fra andre leverandører.
Da disse prognoser skal tjene som rettesnor for udvidelsen af produktionskapaciteten, og under hensyntagen til stålindustriens karakteristika, er den mængde behov, der skal tages i betragtning, det højeste tal inden for rammerne af den sandsynlige udvikling. Man kan således ikke sige, at stålproduktionskapaciteten udgør en flaskehals for udvidelsen af Fællesskabets økonomier eller en hindring for balancen i deres eksterne balance. På den anden side er det ikke afgørende, at kapaciteten i stålindustrien udnyttes fuldt ud for at være økonomisk levedygtig.
I stedet for teoretisk kapacitet er det bedre at tænke ud fra maksimale produktionsmuligheder, som kan defineres som følger:
"Den maksimalt mulige produktion er den maksimale produktion, der kan opnås i løbet af det pågældende år under normale arbejdsforhold, idet der tages hensyn til normale reparationer, vedligeholdelse og ferie, med de anlæg, der er til rådighed ved årets begyndelse, og idet der desuden tages hensyn til både den yderligere produktion fra anlæg, der skal sættes i drift, og eksisterende anlæg, der skal ophøre permanent med at være i drift i løbet af året. Vurderingen af produktionen skal baseres på de sandsynlige proportioner af sammensætningen af hver af de pågældende anlægs ladning og på antagelsen om, at råmaterialer vil være tilgængelige."
På dette grundlag kan det konstateres, at den optimale udnyttelse svarer til ca. 95 % af de maksimale muligheder.
Under disse forudsætninger er vurderingen af den aktuelle kapacitetsudvidelse baseret på en prognose for det sandsynlige behov for både indenlandsk forbrug og eksport i 1958. Niveauet for nettoeksporten vil da nogenlunde svare til det nuværende niveau, dvs. 9 millioner tons (råstålækvivalent) (se fodnote 1). Værdiansættelsen af det indenlandske forbrug er baseret på et etableret forhold mellem en given stigning i nationalindkomsten og den tilsvarende stigning i stålbehovet (Se fodnote 2). En økonomisk udvikling, som i de seneste år har været højere end den, der blev anset for mest sandsynlig for to år siden, har derfor gjort det nødvendigt at foretage en ny vurdering af prognosen for 1958. I denne forbindelse blev året 1953 taget som basisår, og for i nogen grad at udjævne de variationer, der skyldes den økonomiske situation, og især for at reducere indflydelsen fra spekulative lagerbevægelser, blev et råstålsforbrugstal svarende til gennemsnittet af det synlige indenlandske forbrug i årene 1952, 1953 og 1954 på 33 millioner tons taget som udgangspunkt for dette år. Hvis man antager en stigning i nationalindkomsten i perioden 1953-1958 baseret på en vis stigning i beskæftigelsen og en stigning i den generelle produktivitet i økonomien i størrelsesordenen 18-20 % (se fodnote 3), ville dette - på grundlag af det anslåede forhold mellem stigningen i nationalindkomsten og stigningen i stålbehovet - give tallet 52 millioner tons (råstålækvivalent) for 1958 med hensyn til det sandsynlige behov på hjemmemarkedet og eksportmarkedet.
Fodnote 1: Produkter, der er omfattet af traktaten, plus rør og trukne produkter.
Fodnote 2: En analyse af situationen i Fællesskabet og i en række lande, hvis økonomiske udvikling svarer til Fællesskabets, viste, at en stigning på 1% i nationalindkomsten svarede til en stigning på ca. 1,25% i stålbehovet.
Fodnote 3: I 1954 var stigningen i den generelle produktivitet pr. arbejdende person lidt under 5 %; det kan antages, at den i 1955 mindst vil være af samme størrelsesorden. Som det ser ud nu, vil udviklingen helt sikkert ikke kunne fortsætte i et så usædvanligt tempo mod slutningen af den betragtede periode, derfor prognosen om en stigning i størrelsesordenen 18-20 % fra 1953 til 1958.
Det bemærkes dog, at det allerede i første kvartal af 1955 var muligt at opnå en produktionsrate lige under dette tal. Og det skyldes, at man i en periode med meget høj økonomisk aktivitet var nødt til at tage højde for variationer i forbrug og lagre og forventede forbrugerkøb. Under disse forhold kunne forbrugernes behov være ca. 10 % højere end dette tal og føre til en faktisk efterspørgsel på ca. 57 millioner tons råstålækvivalenter.
Denne efterspørgsel vil, som det fremgår nedenfor, blive sikret af igangværende investeringer. Den normale efterspørgsel, der anslås til omkring 52 millioner tons, vil blive dækket ved at køre værkerne tæt på den ideelle grænse, og investeringerne vil utvivlsomt stadig være økonomiske for en billig produktion, dvs. omkring 10 % under mængden af normale behov.
2) Forudsigelige resultater af investeringer, som Den Høje Myndighed er bekendt med
Baseret på de anlæg, der er i drift, kan de produktionsmuligheder, der er defineret ovenfor, i begyndelsen af 1955 anslås til omkring 51 millioner tons. De investeringsprojekter, der er i gang, og som skal påbegyndes i 1955, bør bringe dem op på omkring 57-58 millioner tons, sandsynligvis allerede i begyndelsen af 1958.
3) Produktionsorientering
En stålproduktion, der i for høj grad er baseret på udnyttelse af skrot, vil risikere at få sin ekspansion begrænset af, at genvindingen af skrot i høj grad afhænger af stålforbruget i en ret fjern fortid.
I de senere år er kapaciteten til produktion af Martin-stål steget mere end proportionelt. Thomas-stål udgjorde 60 % af den samlede produktion fra 1913 til 1939; denne andel faldt til 55 %, og endda til kun 51,6 % i 1954. Produktionen af Martin-stål steg fra 37 til 39,7 %. Den elektriske stålproduktion steg fra 2,5 % i 1913 og 1929 til 7,1 % i 1950 og 8,7 % i 1954. I de første måneder af 1955 steg Thomas-stålets andel af produktionen faktisk en smule. Men de nu kendte ekspansionsprogrammer viser en relativt større stigning for Martin-stål og især for elektrostål end for Thomas-stål.
Under de nuværende produktionsforhold, og for at undgå en permanent skrotmangel, skal der sikres en god balance mellem produktionskapaciteten for Thomas-stål, Martin-stål og elektrostål. Indførelsen af nye tekniske processer til Thomas-stål skal sikre en højere udnyttelse af de eksisterende anlæg, hvor højovnenes produktionsmuligheder tillader en tilsvarende stigning i produktionen af Thomas-stål. Desuden vil brugen af nye processer forbedre kvaliteten, hvilket er en nødvendig forudsætning for, at det kan erstatte Martin-stål i visse anvendelser. En sådan udvikling skal hilses velkommen i betragtning af de relativt begrænsede fremtidige skrotressourcer.
Den anden mulighed, der står åben for os, er at øge formalingen af råjern i produktionen af Martin-stål.
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser
-
Kim P. Nyberg
- Indlæg: 3104
- Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
- Geografisk sted: Herning
- Kontakt:
Re: Historisk tidslinje om EU's fri bevægelighed året 1955
B - STØBEJERN
Ud fra stålproduktionskapaciteten og dens fordeling mellem de forskellige teknikker kan man udlede den kapacitet, der er nødvendig til fremstilling af støbejern.
Udviklingen af elektrostål og specialstål reducerer andelen af støbejern. På den anden side har anvendelsen af støbejern en betydelig plads i fremstillingen af Martin-stål. Hvis man tager i betragtning, at den stærkt stigende produktion af elektrostål næsten udelukkende er baseret på skrot, men at de stigende vanskeligheder med skrotforsyningen på den anden side vil kræve en relativ stigning i brugen af raffinerings- og specialstøbejern i Martins ovne og under alle omstændigheder en fuldstændig forsyning af Thomas-stålværkerne med Thomas-støbejern, bliver behovet for at sikre en tilstrækkelig stigning i støbejernsproduktionen tydeligt. Dette behov for en relativt mere udtalt stigning i produktionen af støbejern afbødes ikke det mindste af det relative fald i brugen af støbejern. Faktisk kan denne tilbagegang ikke kun tilskrives substitutionen af støbeprodukter med plast, men er også delvist påvirket af forholdet mellem skrotpriser og støbejernspriser. Dette forhold, sammenlignet med situationen før krigen, favoriserer brugen af støbejern eller skrot i støberier og reducerer dermed de mængder, der er til rådighed for stålværker.
Det kan antages, at en normal produktion på 52 millioner tons råstål i 1958 vil kræve en samlet produktion af råjern på omkring 41 millioner tons. Men hvis stålproduktionskapaciteten blev udnyttet fuldt ud, ville en produktion på omkring 57 millioner tons kunne opnås om to eller tre år, svarende til den højeste prognose for efterspørgslen, og råjernsproduktionen ville nå op på omkring 45 millioner tons.
Parallelt med denne udvikling vil det være nødvendigt at forsøge at opretholde en prisbalance, der tillader en stigning i brugen af råjern i modsætning til skrot i stålproduktionen.
Ud fra stålproduktionskapaciteten og dens fordeling mellem de forskellige teknikker kan man udlede den kapacitet, der er nødvendig til fremstilling af støbejern.
Udviklingen af elektrostål og specialstål reducerer andelen af støbejern. På den anden side har anvendelsen af støbejern en betydelig plads i fremstillingen af Martin-stål. Hvis man tager i betragtning, at den stærkt stigende produktion af elektrostål næsten udelukkende er baseret på skrot, men at de stigende vanskeligheder med skrotforsyningen på den anden side vil kræve en relativ stigning i brugen af raffinerings- og specialstøbejern i Martins ovne og under alle omstændigheder en fuldstændig forsyning af Thomas-stålværkerne med Thomas-støbejern, bliver behovet for at sikre en tilstrækkelig stigning i støbejernsproduktionen tydeligt. Dette behov for en relativt mere udtalt stigning i produktionen af støbejern afbødes ikke det mindste af det relative fald i brugen af støbejern. Faktisk kan denne tilbagegang ikke kun tilskrives substitutionen af støbeprodukter med plast, men er også delvist påvirket af forholdet mellem skrotpriser og støbejernspriser. Dette forhold, sammenlignet med situationen før krigen, favoriserer brugen af støbejern eller skrot i støberier og reducerer dermed de mængder, der er til rådighed for stålværker.
Det kan antages, at en normal produktion på 52 millioner tons råstål i 1958 vil kræve en samlet produktion af råjern på omkring 41 millioner tons. Men hvis stålproduktionskapaciteten blev udnyttet fuldt ud, ville en produktion på omkring 57 millioner tons kunne opnås om to eller tre år, svarende til den højeste prognose for efterspørgslen, og råjernsproduktionen ville nå op på omkring 45 millioner tons.
Parallelt med denne udvikling vil det være nødvendigt at forsøge at opretholde en prisbalance, der tillader en stigning i brugen af råjern i modsætning til skrot i stålproduktionen.
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser
-
Kim P. Nyberg
- Indlæg: 3104
- Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
- Geografisk sted: Herning
- Kontakt:
Re: Historisk tidslinje om EU's fri bevægelighed året 1955
C - JERNMØLLER
Hvis man tager højde for brugen af pyritrester og forskellige genvundne jernholdige materialer i højskrotovnene samt stålværkernes forbrug og eksporten til tredjelande, vil det samlede malmbehov beløbe sig til 31-32 millioner tons jernindhold til en produktion på 41 millioner tons råjern og 34-35 millioner tons jernindhold til en produktion på 45 millioner tons råjern.
Investeringsprojekterne gør det muligt at forudse en udvinding af 86-87 millioner tons råmalm i Fællesskabet i 1958 med et jernindhold på ca. 25,5 millioner tons, mens importen kan sikre 18-20 millioner tons malm, dvs. 10-11 millioner tons med et jernindhold. Da leveringsmulighederne fra de vigtigste jernmalmfelter uden for Fællesskabet er tilstrækkelige, forventes der derfor ingen forsyningsvanskeligheder i denne periode, og investeringerne i Fællesskabet synes at stå i et rimeligt forhold til behovene, hvilket sikrer en ret stor sikkerhedsmargen. Der vil dog være behov for yderligere undersøgelser efter denne dato.
Hvis man tager højde for brugen af pyritrester og forskellige genvundne jernholdige materialer i højskrotovnene samt stålværkernes forbrug og eksporten til tredjelande, vil det samlede malmbehov beløbe sig til 31-32 millioner tons jernindhold til en produktion på 41 millioner tons råjern og 34-35 millioner tons jernindhold til en produktion på 45 millioner tons råjern.
Investeringsprojekterne gør det muligt at forudse en udvinding af 86-87 millioner tons råmalm i Fællesskabet i 1958 med et jernindhold på ca. 25,5 millioner tons, mens importen kan sikre 18-20 millioner tons malm, dvs. 10-11 millioner tons med et jernindhold. Da leveringsmulighederne fra de vigtigste jernmalmfelter uden for Fællesskabet er tilstrækkelige, forventes der derfor ingen forsyningsvanskeligheder i denne periode, og investeringerne i Fællesskabet synes at stå i et rimeligt forhold til behovene, hvilket sikrer en ret stor sikkerhedsmargen. Der vil dog være behov for yderligere undersøgelser efter denne dato.
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser
-
Kim P. Nyberg
- Indlæg: 3104
- Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
- Geografisk sted: Herning
- Kontakt:
Re: Historisk tidslinje om EU's fri bevægelighed året 1955
D - SLUTPRODUKTER AF STÅL
1) Halvfabrikata
Den nuværende investeringsoversigt tyder på, at produktionskapaciteten vil være tilstrækkelig til at dække både de integrerede valseværkers og de uafhængige omvalseres behov for halvfabrikata.
2) Valsede produkter
Den kraftige udvidelse af valseværkskapaciteten, som vi er vidne til, rejser en række vigtige spørgsmål. Den undersøgelse, der blev foretaget i 1955 af investeringerne i Fællesskabet, viser, at valseværkernes produktionsmuligheder i forhold til det oprindelige niveau i 1955 vil stige med mindst 9 millioner tons, mens produktionsmulighederne for stål kun vil stige med 6-7 millioner tons.
Denne situation kræver yderligere undersøgelse, da vi skal passe på med at drage forhastede konklusioner:
Det er til dels korrekt, at valseværkerne som helhed altid bør have en større kapacitetsreserve end selve stålproduktionen. Markedskravene ændrer sig konstant, ud over de langsigtede strukturelle ændringer, ikke kun med hensyn til kvaliteter, men også typer og størrelser. Netop derfor skal marginen mellem kapacitet og produktion altid være større i valseværkerne end i stålværkerne eller højovnene.
På den anden side kan udviklingen af valsningskapaciteten i nogle tilfælde have overskredet stålværkernes nuværende eller planlagte leveringsmuligheder. Man kan også spørge sig selv, om man f.eks. på de forskellige områder, hvor man i øjeblikket udvider kapaciteten, ikke i for høj grad forudser den fremtidige stigning i behovet for det ene eller det andet produkt.
a) Profiler og handelsstål
Orienteringen af produktionen skal tage hensyn til de tekniske fremskridt og den relative udvikling af visse profiler. Med forbedrede stålkvaliteter foretrækker forbrugerne desuden mindre størrelser og lettere profiler. Det er endnu uvist, om den tilsvarende udvikling af "små tog" ikke allerede overstiger det ønskede mål. En stigning i det samlede stålforbrug kan derfor ledsages af en reduktion i forbruget af visse kategorier. En vis reserve kan f.eks. observeres i udviklingen af tunge profiler.
b) Flade produkter
Hvad angår plade- og båndvalseværker, kan der konstateres en usædvanlig stigning i investeringerne. Udviklingen skyldes følgende tre hovedårsager:
1. En mere end proportional stigning i efterspørgslen efter flade produkter, som allerede har været observeret i mange år, men som er blevet endnu mere udtalt på det seneste;
2. revolutionerende tekniske fremskridt inden for metalpladeproduktion ved hjælp af kontinuerlig eller halvkontinuerlig automatisk produktion i anlæg af passende størrelse (bredbåndsmøller, Steckel-tog, Sendsimif-valseværker);
3. ekstraordinær forbedring af kvaliteten af metalplader som følge af de nye produktionsmetoder (især med hensyn til polering af overflader, som igen har været en faktor i stramningen af efterspørgslen).
Det er stadig uvist, om den stigende kapacitet i sektoren for flade produkter kan udnyttes tilfredsstillende i alle tilfælde. Selv om der, sammenlignet med den generelle tendens, ses en betydeligt højere relativ stigning i alle flade produkter, er det indtrykket, at kapacitetsudvidelsen klart overstiger behovet. Man kan hævde, at selv i USA har kapacitetsudvidelsen (især for bredbånd) oversteget stigningen i forbruget. Men i Europa bør der være ekstraordinære finansielle faciliteter til rådighed for at holde de således byggede anlæg i drift i tider med generel afmatning, dvs. når udnyttelsesgraden falder (kapitalafkast og behovet for høje afskrivninger).
I store og mellemstore pladevalseværker er der en særlig mærkbar stigning i kapaciteten. Nu er der ingen tvivl om, at bredbåndværker, hvis der var interesse for det (f.eks. i krisetider), kunne producere større mængder af grove og mellemstore plader og markedsføre dem.
Det skal understreges, at der for grove metalplader ikke blev rapporteret om noget projekt, der indebar en udvidelse af kapaciteten i 1955-undersøgelsen. Men det er endnu uvist, i hvilket omfang de gamle værker vil blive taget ud af konkurrencen i fremtiden, og spørgsmålet er særlig presserende for sektoren for flade produkter som helhed, og især for tynde plader og bånd.
Alle de problemer, der er forbundet med orienteringen af stålproduktionen, vil skulle være genstand for mere dybtgående undersøgelser, der overlades til de udvalg, som Den Høje Myndighed har besluttet at nedsætte.
1) Halvfabrikata
Den nuværende investeringsoversigt tyder på, at produktionskapaciteten vil være tilstrækkelig til at dække både de integrerede valseværkers og de uafhængige omvalseres behov for halvfabrikata.
2) Valsede produkter
Den kraftige udvidelse af valseværkskapaciteten, som vi er vidne til, rejser en række vigtige spørgsmål. Den undersøgelse, der blev foretaget i 1955 af investeringerne i Fællesskabet, viser, at valseværkernes produktionsmuligheder i forhold til det oprindelige niveau i 1955 vil stige med mindst 9 millioner tons, mens produktionsmulighederne for stål kun vil stige med 6-7 millioner tons.
Denne situation kræver yderligere undersøgelse, da vi skal passe på med at drage forhastede konklusioner:
Det er til dels korrekt, at valseværkerne som helhed altid bør have en større kapacitetsreserve end selve stålproduktionen. Markedskravene ændrer sig konstant, ud over de langsigtede strukturelle ændringer, ikke kun med hensyn til kvaliteter, men også typer og størrelser. Netop derfor skal marginen mellem kapacitet og produktion altid være større i valseværkerne end i stålværkerne eller højovnene.
På den anden side kan udviklingen af valsningskapaciteten i nogle tilfælde have overskredet stålværkernes nuværende eller planlagte leveringsmuligheder. Man kan også spørge sig selv, om man f.eks. på de forskellige områder, hvor man i øjeblikket udvider kapaciteten, ikke i for høj grad forudser den fremtidige stigning i behovet for det ene eller det andet produkt.
a) Profiler og handelsstål
Orienteringen af produktionen skal tage hensyn til de tekniske fremskridt og den relative udvikling af visse profiler. Med forbedrede stålkvaliteter foretrækker forbrugerne desuden mindre størrelser og lettere profiler. Det er endnu uvist, om den tilsvarende udvikling af "små tog" ikke allerede overstiger det ønskede mål. En stigning i det samlede stålforbrug kan derfor ledsages af en reduktion i forbruget af visse kategorier. En vis reserve kan f.eks. observeres i udviklingen af tunge profiler.
b) Flade produkter
Hvad angår plade- og båndvalseværker, kan der konstateres en usædvanlig stigning i investeringerne. Udviklingen skyldes følgende tre hovedårsager:
1. En mere end proportional stigning i efterspørgslen efter flade produkter, som allerede har været observeret i mange år, men som er blevet endnu mere udtalt på det seneste;
2. revolutionerende tekniske fremskridt inden for metalpladeproduktion ved hjælp af kontinuerlig eller halvkontinuerlig automatisk produktion i anlæg af passende størrelse (bredbåndsmøller, Steckel-tog, Sendsimif-valseværker);
3. ekstraordinær forbedring af kvaliteten af metalplader som følge af de nye produktionsmetoder (især med hensyn til polering af overflader, som igen har været en faktor i stramningen af efterspørgslen).
Det er stadig uvist, om den stigende kapacitet i sektoren for flade produkter kan udnyttes tilfredsstillende i alle tilfælde. Selv om der, sammenlignet med den generelle tendens, ses en betydeligt højere relativ stigning i alle flade produkter, er det indtrykket, at kapacitetsudvidelsen klart overstiger behovet. Man kan hævde, at selv i USA har kapacitetsudvidelsen (især for bredbånd) oversteget stigningen i forbruget. Men i Europa bør der være ekstraordinære finansielle faciliteter til rådighed for at holde de således byggede anlæg i drift i tider med generel afmatning, dvs. når udnyttelsesgraden falder (kapitalafkast og behovet for høje afskrivninger).
I store og mellemstore pladevalseværker er der en særlig mærkbar stigning i kapaciteten. Nu er der ingen tvivl om, at bredbåndværker, hvis der var interesse for det (f.eks. i krisetider), kunne producere større mængder af grove og mellemstore plader og markedsføre dem.
Det skal understreges, at der for grove metalplader ikke blev rapporteret om noget projekt, der indebar en udvidelse af kapaciteten i 1955-undersøgelsen. Men det er endnu uvist, i hvilket omfang de gamle værker vil blive taget ud af konkurrencen i fremtiden, og spørgsmålet er særlig presserende for sektoren for flade produkter som helhed, og især for tynde plader og bånd.
Alle de problemer, der er forbundet med orienteringen af stålproduktionen, vil skulle være genstand for mere dybtgående undersøgelser, der overlades til de udvalg, som Den Høje Myndighed har besluttet at nedsætte.
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser
-
Kim P. Nyberg
- Indlæg: 3104
- Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
- Geografisk sted: Herning
- Kontakt:
Re: Historisk tidslinje om EU's fri bevægelighed året 1955
Afsnit II
Modernisering og omkostningsreduktion
Nedbringelse af omkostningerne er et grundlæggende mål for Fællesskabet.
Dette mål skal nås:
- selve det fælles marked, som skal føre til en gradvis udvikling af de bedste produktioner til erstatning for de mindst økonomiske,
- Den Høje Myndigheds indsats og anvendelsen af traktatens bestemmelser med henblik på at sænke råvarepriserne, transportomkostningerne og finansieringsomkostningerne,
- virksomhedernes egen indsats med henblik på modernisering, standardisering, specialisering, oprettelse af produktionsenheder, der svarer til ideelle tekniske dimensioner.
- Omstillingsspillet, der ved at beskytte arbejdsstyrken mod de sociale konsekvenser af de økonomiske fremskridt og dermed fjerne dens frygt for produktivitetsfremskridt, gør det muligt for virksomhederne at orientere sig mod produktioner, som de er bedre rustet til.
1) Karakteristika ved Den Høje Myndigheds kendte investeringer
En stor del af de diskonterede kapacitetsforøgelser er ikke i sig selv det væsentlige mål for de igangsatte eller planlagte investeringer, men er en konsekvens af modernisering eller renovering, der indebærer modernisering.
Det er derfor primært produktivitetsforøgelse og omkostningsreduktion, der er målet for virksomhedernes aktuelle investeringsindsats, og denne tendens er bestemt tilfredsstillende.
2) Bidrag til omkostningsreduktion
Det er Den Høje Myndigheds politik at anbefale eller fremme alle tiltag, der sigter mod en reduktion af omkostningerne:
a) Den Høje Myndighed skal bidrage til at koordinere eller økonomisk tilskynde til teknisk forskning med henblik på anvendelse af nye procedurer, som:
- gør det muligt at anvende en bredere vifte af råmaterialer (f.eks. lavovne, nye koksprocesser)
- forbedrer materialekvaliteten (f.eks. forberedelse af ladning, forbedret kokskvalitet),
- forenkle produktionskredsløb (kontinuerlig støbeproces),
- øge udbyttet gennem mere udbredt mekanisering.
b) Den Høje Myndighed anbefaler kraftigt, at producenterne søger en stadig større reduktion i antallet af profiler, størrelser og kvaliteter, som er meget højere i Fællesskabet end i USA. Standardisering skal resultere i en reduktion af omkostningerne hos producenten såvel som i forbrugsomkostningerne hos forbrugeren.
c) Den Høje Myndighed tilskynder til specialisering mellem virksomheder eller mellem fabrikker; etableringen af det fælles marked åbner større muligheder på dette vigtige område. Den Høje Myndighed undersøger, navnlig i forbindelse med ansøgninger om tilladelse til fusioner eller specialiseringsaftaler, de besparelser, der kan opnås ved specialisering, de metoder, der kan anvendes til specialisering, og de kommercielle og finansielle ordninger, der kan lette den, og som den vil blive anmodet om at godkende.
Modernisering og omkostningsreduktion
Nedbringelse af omkostningerne er et grundlæggende mål for Fællesskabet.
Dette mål skal nås:
- selve det fælles marked, som skal føre til en gradvis udvikling af de bedste produktioner til erstatning for de mindst økonomiske,
- Den Høje Myndigheds indsats og anvendelsen af traktatens bestemmelser med henblik på at sænke råvarepriserne, transportomkostningerne og finansieringsomkostningerne,
- virksomhedernes egen indsats med henblik på modernisering, standardisering, specialisering, oprettelse af produktionsenheder, der svarer til ideelle tekniske dimensioner.
- Omstillingsspillet, der ved at beskytte arbejdsstyrken mod de sociale konsekvenser af de økonomiske fremskridt og dermed fjerne dens frygt for produktivitetsfremskridt, gør det muligt for virksomhederne at orientere sig mod produktioner, som de er bedre rustet til.
1) Karakteristika ved Den Høje Myndigheds kendte investeringer
En stor del af de diskonterede kapacitetsforøgelser er ikke i sig selv det væsentlige mål for de igangsatte eller planlagte investeringer, men er en konsekvens af modernisering eller renovering, der indebærer modernisering.
Det er derfor primært produktivitetsforøgelse og omkostningsreduktion, der er målet for virksomhedernes aktuelle investeringsindsats, og denne tendens er bestemt tilfredsstillende.
2) Bidrag til omkostningsreduktion
Det er Den Høje Myndigheds politik at anbefale eller fremme alle tiltag, der sigter mod en reduktion af omkostningerne:
a) Den Høje Myndighed skal bidrage til at koordinere eller økonomisk tilskynde til teknisk forskning med henblik på anvendelse af nye procedurer, som:
- gør det muligt at anvende en bredere vifte af råmaterialer (f.eks. lavovne, nye koksprocesser)
- forbedrer materialekvaliteten (f.eks. forberedelse af ladning, forbedret kokskvalitet),
- forenkle produktionskredsløb (kontinuerlig støbeproces),
- øge udbyttet gennem mere udbredt mekanisering.
b) Den Høje Myndighed anbefaler kraftigt, at producenterne søger en stadig større reduktion i antallet af profiler, størrelser og kvaliteter, som er meget højere i Fællesskabet end i USA. Standardisering skal resultere i en reduktion af omkostningerne hos producenten såvel som i forbrugsomkostningerne hos forbrugeren.
c) Den Høje Myndighed tilskynder til specialisering mellem virksomheder eller mellem fabrikker; etableringen af det fælles marked åbner større muligheder på dette vigtige område. Den Høje Myndighed undersøger, navnlig i forbindelse med ansøgninger om tilladelse til fusioner eller specialiseringsaftaler, de besparelser, der kan opnås ved specialisering, de metoder, der kan anvendes til specialisering, og de kommercielle og finansielle ordninger, der kan lette den, og som den vil blive anmodet om at godkende.
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser
-
Kim P. Nyberg
- Indlæg: 3104
- Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
- Geografisk sted: Herning
- Kontakt:
Re: Historisk tidslinje om EU's fri bevægelighed året 1955
III. KUL
Kuløkonomien skal tilpasse sig en helt ny situation: hvor kulpolitikken var baseret på det monopol, det havde på energiområdet i det 19. århundrede, står dette produkt nu over for voksende konkurrence fra andre energikilder, vandkraft, metan, olieprodukter og i morgen kerneenergi. På den anden side er prisen på kul steget i Fællesskabet sammenlignet med andre priser. Fællesskabet må overbevise sig selv om, at det er nødvendigt at bremse denne relative stigning i kulpriserne så meget som muligt af hensyn til kulindustriens fremtid, hvis kul skal bevare sin plads som en økonomisk energikilde i Fællesskabet.
Denne situation giver anledning til usikkerhed om det fremtidige kulbehov, som i høj grad vil afhænge af mulighederne for at reducere omkostningerne. Disse muligheder, og især dem, der ville følge af en stigning i udbyttet, er ret begrænsede. Kulpolitikken omfatter især udvikling af metoder, der gør det muligt at tilpasse kul til de nuværende konkurrencevilkår.
Kuløkonomien skal tilpasse sig en helt ny situation: hvor kulpolitikken var baseret på det monopol, det havde på energiområdet i det 19. århundrede, står dette produkt nu over for voksende konkurrence fra andre energikilder, vandkraft, metan, olieprodukter og i morgen kerneenergi. På den anden side er prisen på kul steget i Fællesskabet sammenlignet med andre priser. Fællesskabet må overbevise sig selv om, at det er nødvendigt at bremse denne relative stigning i kulpriserne så meget som muligt af hensyn til kulindustriens fremtid, hvis kul skal bevare sin plads som en økonomisk energikilde i Fællesskabet.
Denne situation giver anledning til usikkerhed om det fremtidige kulbehov, som i høj grad vil afhænge af mulighederne for at reducere omkostningerne. Disse muligheder, og især dem, der ville følge af en stigning i udbyttet, er ret begrænsede. Kulpolitikken omfatter især udvikling af metoder, der gør det muligt at tilpasse kul til de nuværende konkurrencevilkår.
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser
-
Kim P. Nyberg
- Indlæg: 3104
- Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
- Geografisk sted: Herning
- Kontakt:
Re: Historisk tidslinje om EU's fri bevægelighed året 1955
Afsnit I
Produktionskapacitet og produktionsorientering
1) Prognoser
Med de nuværende tekniske udsigter er der ingen grund til at forestille sig en storstilet erstatning af koks i stålproduktionen. Dette kan tages som udgangspunkt for en vurdering af kulbehovet og en bestemmelse af de kvaliteter, der skal udvikles.
For at dække et normalt behov for råjern i 1958 på 41 millioner tons og et maksimalt behov på 45 millioner tons vil det være nødvendigt at øge koksforsyningen med henholdsvis 10-11 og 14-15 millioner tons i forhold til 1954; forholdet mellem total koks og metallurgisk koks for disse ekstra forsyninger er valgt ret lavt for at tage hensyn til vanskelighederne ved at bortskaffe små koks, hvis man antager, at den tilladte nedre grænse for koksens tykkelse sænkes.
Hvis forholdet mellem udbud og levering fastholdes på 10/7 til 10/8, et forhold, der sandsynligvis vil stige med den stigende brug af koks med lang flamme, resulterer dette i en stigning i behovet for kokskul på henholdsvis 14 og 19 millioner tons.
Dette ekstra behov i stålindustrien kan enten lægges til andre industriers behov eller opvejes af et fald i forbruget i resten af økonomien. Udviklingen i det samlede kulbehov vil i sidste ende afhænge af den generelle ekspansionshastighed, der vil blive opnået, de realiserede omkostninger, de substitutioner, der kan opnås i klumpstørrelserne, og de tekniske fremskridt i udnyttelsen.
2) De investeringer, som Den Høje Myndighed har kendskab til
Den seneste undersøgelse, der blev foretaget i begyndelsen af 1955, tyder på, at udvindingsmulighederne i Fællesskabets kulminer i 1958 vil overstige produktionen i 1954 med ca. 20 millioner tons; stigningen vil være som følger:
Ruhr 11-13 millioner tons
Aix 1 million tons
Lorraine 3 millioner tons
Saar 1-2 millioner tons
Belgien 1-2 millioner tons
Under disse betingelser vil den mulige udvinding nå op på 260-265 millioner tons, hvis den eksisterende kapacitet elimineres på grund af markedsforholdene.
Som det er tilfældet med den nuværende produktion, vedrører mere end halvdelen af kapacitetsforøgelsen kokskul.
3) Produktionsorientering
Prognoserne for behovsudviklingen fremhæver kokskullets interesse.
Det er også vigtigt at udvikle alle midler til at gøre de forskellige kulklumper mere udskiftelige for at undgå mangel på nogle klumper og overskud af andre. Kun på denne måde vil det være muligt at sikre en mere økonomisk udvikling af kulproduktionen. Til dette formål vil de bidrage:
a) forskning i mulighederne for nye anvendelser af visse klumpstørrelser, eller i installationer hos brugeren, som kan tilpasses til en større variation af kul,
b) investeringer, der har til formål at gøre visse blandinger egnede til nye anvendelser eller at forbedre kvaliteten af visse produkter,
c) i forbindelse med denne tekniske udvikling, en mere fleksibel prispolitik for de forskellige størrelser af produkter, for at skabe balance mellem produktion og behov.
Produktionskapacitet og produktionsorientering
1) Prognoser
Med de nuværende tekniske udsigter er der ingen grund til at forestille sig en storstilet erstatning af koks i stålproduktionen. Dette kan tages som udgangspunkt for en vurdering af kulbehovet og en bestemmelse af de kvaliteter, der skal udvikles.
For at dække et normalt behov for råjern i 1958 på 41 millioner tons og et maksimalt behov på 45 millioner tons vil det være nødvendigt at øge koksforsyningen med henholdsvis 10-11 og 14-15 millioner tons i forhold til 1954; forholdet mellem total koks og metallurgisk koks for disse ekstra forsyninger er valgt ret lavt for at tage hensyn til vanskelighederne ved at bortskaffe små koks, hvis man antager, at den tilladte nedre grænse for koksens tykkelse sænkes.
Hvis forholdet mellem udbud og levering fastholdes på 10/7 til 10/8, et forhold, der sandsynligvis vil stige med den stigende brug af koks med lang flamme, resulterer dette i en stigning i behovet for kokskul på henholdsvis 14 og 19 millioner tons.
Dette ekstra behov i stålindustrien kan enten lægges til andre industriers behov eller opvejes af et fald i forbruget i resten af økonomien. Udviklingen i det samlede kulbehov vil i sidste ende afhænge af den generelle ekspansionshastighed, der vil blive opnået, de realiserede omkostninger, de substitutioner, der kan opnås i klumpstørrelserne, og de tekniske fremskridt i udnyttelsen.
2) De investeringer, som Den Høje Myndighed har kendskab til
Den seneste undersøgelse, der blev foretaget i begyndelsen af 1955, tyder på, at udvindingsmulighederne i Fællesskabets kulminer i 1958 vil overstige produktionen i 1954 med ca. 20 millioner tons; stigningen vil være som følger:
Ruhr 11-13 millioner tons
Aix 1 million tons
Lorraine 3 millioner tons
Saar 1-2 millioner tons
Belgien 1-2 millioner tons
Under disse betingelser vil den mulige udvinding nå op på 260-265 millioner tons, hvis den eksisterende kapacitet elimineres på grund af markedsforholdene.
Som det er tilfældet med den nuværende produktion, vedrører mere end halvdelen af kapacitetsforøgelsen kokskul.
3) Produktionsorientering
Prognoserne for behovsudviklingen fremhæver kokskullets interesse.
Det er også vigtigt at udvikle alle midler til at gøre de forskellige kulklumper mere udskiftelige for at undgå mangel på nogle klumper og overskud af andre. Kun på denne måde vil det være muligt at sikre en mere økonomisk udvikling af kulproduktionen. Til dette formål vil de bidrage:
a) forskning i mulighederne for nye anvendelser af visse klumpstørrelser, eller i installationer hos brugeren, som kan tilpasses til en større variation af kul,
b) investeringer, der har til formål at gøre visse blandinger egnede til nye anvendelser eller at forbedre kvaliteten af visse produkter,
c) i forbindelse med denne tekniske udvikling, en mere fleksibel prispolitik for de forskellige størrelser af produkter, for at skabe balance mellem produktion og behov.
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser
-
Kim P. Nyberg
- Indlæg: 3104
- Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
- Geografisk sted: Herning
- Kontakt:
Re: Historisk tidslinje om EU's fri bevægelighed året 1955
Afsnit II
Omkostninger og værdiansættelse
1) Udbytte
Hvis kul skal sikres en fremtid som en økonomisk energikilde i Fællesskabet, må det grundlæggende mål være at øge effektiviteten, hvilket følgende vil bidrage til:
- modernisering,
- tekniske koncentrationer,
- organisationsmetoder,
- hensigtsmæssige teknikker,
- den gradvise udskiftning af de bedste produktioner med de mindst økonomiske.
Den Høje Myndighed er parat til at deltage i den eksperimentelle forskning, der vil gøre det muligt at bestemme de bedste dyrkningsmetoder for de forskellige typer af forekomster.
Den går ind for en koncentration af underjordiske og overjordiske faciliteter for at gøre kultiveringen af forekomsten så økonomisk og fornuftig som muligt.
2) Udnyttelse
To grundlæggende overvejelser bør tages i betragtning:
a) Forbedringen af produkternes kommercielle værdi, såvel som udnyttelsen under økonomiske forhold af produkter, der er vanskelige at få fat i eller af ringe værdi, har konsekvenser, der er lige så fordelagtige som selve reduktionen af omkostningerne. Valorisering af kul bliver endnu vigtigere, fordi det ved at øge minernes udbytte gør det muligt at reducere priserne på kvaliteter, der er udsat for konkurrence fra import eller andre energikilder.
b) Det direkte forbrug af kul har tendens til at falde, mens forbruget af gas og elektricitet udvikler sig eksponentielt: Det anslås, at elforbruget vil være fordoblet om 10-12 år, og at gasforbruget vil være steget med ca. 60 % i samme periode. Kuls fremtid vil være så meget desto bedre sikret, hvis kul distribueres i form af gas eller elektricitet. Denne nødvendighed hænger sammen med den foregående, da produktionen af gas og elektricitet gør det muligt at bruge produkter, der ikke kan sælges, eller som har en ubetydelig kommerciel værdi.
Den Høje Myndighed insisterer derfor:
- på vigtigheden af sortering og vask for at forbedre produktkvaliteten,
- på udviklingen af mineanlæg, der bruger biprodukter,
- på teknikker til total forgasning af kul, som gør det muligt at udvinde gas af visse kvaliteter med lav kommerciel værdi,
- på udviklingen af syntetisk kulbrintekemi, som muliggør en mere intensiv brug af kul som råmateriale i kemi.
3) Balancen i kulminedrift
Disse bestræbelser på at øge udbyttet og forbedre udnyttelsen er nødvendige for at sætte kulindustrien i stand til at bære de øgede byrder, der især skyldes den stadigt stigende udvindingsdybde og de finansielle byrder, der pålægges nye investeringer, og også for at sikre, at minearbejderne får den løn, der er nødvendig for deres arbejdsvilkår.
Omkostninger og værdiansættelse
1) Udbytte
Hvis kul skal sikres en fremtid som en økonomisk energikilde i Fællesskabet, må det grundlæggende mål være at øge effektiviteten, hvilket følgende vil bidrage til:
- modernisering,
- tekniske koncentrationer,
- organisationsmetoder,
- hensigtsmæssige teknikker,
- den gradvise udskiftning af de bedste produktioner med de mindst økonomiske.
Den Høje Myndighed er parat til at deltage i den eksperimentelle forskning, der vil gøre det muligt at bestemme de bedste dyrkningsmetoder for de forskellige typer af forekomster.
Den går ind for en koncentration af underjordiske og overjordiske faciliteter for at gøre kultiveringen af forekomsten så økonomisk og fornuftig som muligt.
2) Udnyttelse
To grundlæggende overvejelser bør tages i betragtning:
a) Forbedringen af produkternes kommercielle værdi, såvel som udnyttelsen under økonomiske forhold af produkter, der er vanskelige at få fat i eller af ringe værdi, har konsekvenser, der er lige så fordelagtige som selve reduktionen af omkostningerne. Valorisering af kul bliver endnu vigtigere, fordi det ved at øge minernes udbytte gør det muligt at reducere priserne på kvaliteter, der er udsat for konkurrence fra import eller andre energikilder.
b) Det direkte forbrug af kul har tendens til at falde, mens forbruget af gas og elektricitet udvikler sig eksponentielt: Det anslås, at elforbruget vil være fordoblet om 10-12 år, og at gasforbruget vil være steget med ca. 60 % i samme periode. Kuls fremtid vil være så meget desto bedre sikret, hvis kul distribueres i form af gas eller elektricitet. Denne nødvendighed hænger sammen med den foregående, da produktionen af gas og elektricitet gør det muligt at bruge produkter, der ikke kan sælges, eller som har en ubetydelig kommerciel værdi.
Den Høje Myndighed insisterer derfor:
- på vigtigheden af sortering og vask for at forbedre produktkvaliteten,
- på udviklingen af mineanlæg, der bruger biprodukter,
- på teknikker til total forgasning af kul, som gør det muligt at udvinde gas af visse kvaliteter med lav kommerciel værdi,
- på udviklingen af syntetisk kulbrintekemi, som muliggør en mere intensiv brug af kul som råmateriale i kemi.
3) Balancen i kulminedrift
Disse bestræbelser på at øge udbyttet og forbedre udnyttelsen er nødvendige for at sætte kulindustrien i stand til at bære de øgede byrder, der især skyldes den stadigt stigende udvindingsdybde og de finansielle byrder, der pålægges nye investeringer, og også for at sikre, at minearbejderne får den løn, der er nødvendig for deres arbejdsvilkår.
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser
-
Kim P. Nyberg
- Indlæg: 3104
- Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
- Geografisk sted: Herning
- Kontakt:
Re: Historisk tidslinje om EU's fri bevægelighed året 1955
Afsnit III
Koks- og gasproduktion
For 1958 regner man med et normalt merbehov på 10-11 millioner og højst 14-15 millioner tons koks.
Investeringer, der er i gang eller påbegyndes i 1955 og derefter, vil bringe produktionsmulighederne op på ca. 75 millioner tons i 1958 og dermed gøre det muligt at dække det øgede behov.
Denne situation rejser spørgsmålet om hensigtsmæssigheden af en kapacitetsreserve i koksværkerne.
Koksværkerne er de største leverandører af gas, og forbruget af gas stiger hurtigt. For at undgå en situation, hvor koksproduktionen skal udvikles uforholdsmæssigt meget for at imødekomme det voksende gasbehov, bør følgende muligheder tages i betragtning:
1) Dækningen af behovet i spidsbelastningsperioder kunne sikres ved supplerende brug af gas produceret af olie eller ved en berigelse af gas ved hjælp af metan. Det ville være lettere ved at lagre store mængder gas under tryk, hvilket ville løse problemet med den cykliske forvrængning mellem koks- og gasefterspørgsel.
2) Den totale forgasning af lavere kulkvaliteter bidrager både til valoriseringen af disse produkter og til at bryde solidariteten mellem koks og gas.
Koksovne absorberer stadig mellem en tredjedel og halvdelen af den gas, der produceres til selvopvarmning. Man bør gøre alt for at reducere denne andel ved f.eks. at erstatte koksovnsgas med dårlig gas, så man kan markedsføre så meget gas, som der er til rådighed.
Koks- og gasproduktion
For 1958 regner man med et normalt merbehov på 10-11 millioner og højst 14-15 millioner tons koks.
Investeringer, der er i gang eller påbegyndes i 1955 og derefter, vil bringe produktionsmulighederne op på ca. 75 millioner tons i 1958 og dermed gøre det muligt at dække det øgede behov.
Denne situation rejser spørgsmålet om hensigtsmæssigheden af en kapacitetsreserve i koksværkerne.
Koksværkerne er de største leverandører af gas, og forbruget af gas stiger hurtigt. For at undgå en situation, hvor koksproduktionen skal udvikles uforholdsmæssigt meget for at imødekomme det voksende gasbehov, bør følgende muligheder tages i betragtning:
1) Dækningen af behovet i spidsbelastningsperioder kunne sikres ved supplerende brug af gas produceret af olie eller ved en berigelse af gas ved hjælp af metan. Det ville være lettere ved at lagre store mængder gas under tryk, hvilket ville løse problemet med den cykliske forvrængning mellem koks- og gasefterspørgsel.
2) Den totale forgasning af lavere kulkvaliteter bidrager både til valoriseringen af disse produkter og til at bryde solidariteten mellem koks og gas.
Koksovne absorberer stadig mellem en tredjedel og halvdelen af den gas, der produceres til selvopvarmning. Man bør gøre alt for at reducere denne andel ved f.eks. at erstatte koksovnsgas med dårlig gas, så man kan markedsføre så meget gas, som der er til rådighed.
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser
-
Kim P. Nyberg
- Indlæg: 3104
- Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
- Geografisk sted: Herning
- Kontakt:
Re: Historisk tidslinje om EU's fri bevægelighed året 1955
Afsnit IV
Opførelse af arbejderboliger
Definitionen af de generelle mål tjener til at udforme de udtalelser, som Den Høje Myndighed skal afgive om investeringer og den finansielle støtte, den yder til dem. Af alle de sociale problemer, der berører Fællesskabet, er problemet med arbejderboliger således det, der direkte vedrører de generelle mål.
I den første fase af undersøgelsen var Den Høje Myndighed primært optaget af problemerne med minearbejdernes boligforhold.
Der er ofte få boliger i nærheden af minerne, og de er af dårlig kvalitet, da et stort antal minearbejdere ikke kan bo sammen med deres familier, og nogle af dem har bosat sig i barakker under hygiejniske forhold, der skader moralen og påvirker antallet af fravær og præstationer. At bo for langt fra minerne tvinger arbejderne til at foretage lange rejser, i nogle tilfælde op til fem timer om dagen; disse rejser påfører arbejderne ekstra slid og selskaberne betydelige direkte omkostninger (i nogle bassiner op til en dollar pr. ton kul), som ville være bedre brugt til andre formål.
De middelmådige indkvarteringsforhold forårsager mange afgange af arbejdskraft, især blandt unge arbejdere, hvilket begrænser produktivitetsstigningen og hindrer uddannelsen af en ny generation af specialiserede minearbejdere i tilstrækkeligt antal til at udfylde hullerne efter arbejdere, der normalt har nået aldersgrænsen.
Fællesskabets kulminer beskæftiger i øjeblikket omkring 1.100.000 arbejdere, hvoraf mere end 650.000 er underjordiske minearbejdere, mens jern- og stålindustrien beskæftiger mere end 400.000 arbejdere og jernminerne omkring 50.000. Det er netop for minearbejdere under jorden, at boligproblemet er mest akut og mest direkte påvirker udviklingen af produktion og produktivitet. Omkring 10 % af dem er dårligt indkvarteret, og 60.000 boliger skal udskiftes. Derudover skal der bygges 40.000 huse i nærheden af miner, der vil udvikle deres produktion.
Hverken kulindustriens produktivitet eller produktion, uanset omfanget af investeringer i kapitalgoder, kan presses til det maksimale, hvis den nødvendige arbejdskraft ikke er til rådighed på stedet og på det ønskede tidspunkt, og hvis den ikke kan arbejde under tilfredsstillende forhold. Disse behov skaber et alvorligt boligproblem, hvis løsning er uadskillelig fra selve de tekniske investeringer.
Et af Fællesskabets mål må være at fremme tekniske investeringer - modernisering og udstyr - så meget som muligt, og opførelsen af arbejderboliger, der er direkte knyttet til disse.
Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A016%3ATOC
Opførelse af arbejderboliger
Definitionen af de generelle mål tjener til at udforme de udtalelser, som Den Høje Myndighed skal afgive om investeringer og den finansielle støtte, den yder til dem. Af alle de sociale problemer, der berører Fællesskabet, er problemet med arbejderboliger således det, der direkte vedrører de generelle mål.
I den første fase af undersøgelsen var Den Høje Myndighed primært optaget af problemerne med minearbejdernes boligforhold.
Der er ofte få boliger i nærheden af minerne, og de er af dårlig kvalitet, da et stort antal minearbejdere ikke kan bo sammen med deres familier, og nogle af dem har bosat sig i barakker under hygiejniske forhold, der skader moralen og påvirker antallet af fravær og præstationer. At bo for langt fra minerne tvinger arbejderne til at foretage lange rejser, i nogle tilfælde op til fem timer om dagen; disse rejser påfører arbejderne ekstra slid og selskaberne betydelige direkte omkostninger (i nogle bassiner op til en dollar pr. ton kul), som ville være bedre brugt til andre formål.
De middelmådige indkvarteringsforhold forårsager mange afgange af arbejdskraft, især blandt unge arbejdere, hvilket begrænser produktivitetsstigningen og hindrer uddannelsen af en ny generation af specialiserede minearbejdere i tilstrækkeligt antal til at udfylde hullerne efter arbejdere, der normalt har nået aldersgrænsen.
Fællesskabets kulminer beskæftiger i øjeblikket omkring 1.100.000 arbejdere, hvoraf mere end 650.000 er underjordiske minearbejdere, mens jern- og stålindustrien beskæftiger mere end 400.000 arbejdere og jernminerne omkring 50.000. Det er netop for minearbejdere under jorden, at boligproblemet er mest akut og mest direkte påvirker udviklingen af produktion og produktivitet. Omkring 10 % af dem er dårligt indkvarteret, og 60.000 boliger skal udskiftes. Derudover skal der bygges 40.000 huse i nærheden af miner, der vil udvikle deres produktion.
Hverken kulindustriens produktivitet eller produktion, uanset omfanget af investeringer i kapitalgoder, kan presses til det maksimale, hvis den nødvendige arbejdskraft ikke er til rådighed på stedet og på det ønskede tidspunkt, og hvis den ikke kan arbejde under tilfredsstillende forhold. Disse behov skaber et alvorligt boligproblem, hvis løsning er uadskillelig fra selve de tekniske investeringer.
Et af Fællesskabets mål må være at fremme tekniske investeringer - modernisering og udstyr - så meget som muligt, og opførelsen af arbejderboliger, der er direkte knyttet til disse.
Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A016%3ATOC
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser
-
Kim P. Nyberg
- Indlæg: 3104
- Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
- Geografisk sted: Herning
- Kontakt:
Re: Historisk tidslinje om EU's fri bevægelighed året 1955
13. juli 1955 (EFT 1955 A 17 side 851)
SPØRGSMÅL NR. 27
af François de Menthon,
medlem af Den Fælles Forsamling
(15. juni 1955)
Er det sandt, at referatet af møderne i Det Rådgivende Udvalg fra nu af ikke længere kan stilles til rådighed for medlemmerne af Den Fælles Forsamling?
SVAR
fra Den Høje Myndighed
(13. juli 1955)
Selv om traktatens artikel 19, sidste afsnit, kun bestemmer, at "referaterne af forhandlingerne skal sendes til Den Høje Myndighed og til Rådet samtidig med udvalgets udtalelser", havde Den Høje Myndighed med henblik på at gøre det lettere for Forsamlingen at udføre sit hverv besluttet at sende medlemmerne af Det Rådgivende Udvalg dokumenterne vedrørende forhandlingerne i Det Rådgivende Udvalg.
Medlemmerne af Fællesforsamlingen modtog derefter ikke kun udvalgets referater og udtalelser, men også de analytiske rapporter, som praksis har indført for at opsummere betydningen og rækkevidden af de forskellige taler, der blev holdt på møderne. På grund af den manglende offentlighed omkring debatterne, som i sig selv hænger sammen med den personlige karakter af deres mandat i henhold til traktatens artikel 18, var nogle af udvalgets medlemmer imidlertid bekymrede for, at de holdninger, de havde indtaget i udvalget, skulle offentliggøres.
Under disse omstændigheder viste det sig, at udbredelsen af referaterne af udvalgets debatter risikerede at kompromittere medlemmernes ytringsfrihed og på samme måde mindske omfanget og værdien af de oplysninger, som Den Høje Myndighed skal indsamle fra Det Rådgivende Udvalg, der er nedsat under dens kompetence.
Det er grundene til, at det under den XIX. samling i Det Rådgivende Udvalg blev besluttet kun at sende medlemmerne af Fællesforsamlingen rapporterne fra udvalgene, referaterne og udtalelserne fra udvalget, som gør det muligt for dem at kende elementerne i de diskussioner, der har fundet sted.
Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A017%3ATOC
SPØRGSMÅL NR. 27
af François de Menthon,
medlem af Den Fælles Forsamling
(15. juni 1955)
Er det sandt, at referatet af møderne i Det Rådgivende Udvalg fra nu af ikke længere kan stilles til rådighed for medlemmerne af Den Fælles Forsamling?
SVAR
fra Den Høje Myndighed
(13. juli 1955)
Selv om traktatens artikel 19, sidste afsnit, kun bestemmer, at "referaterne af forhandlingerne skal sendes til Den Høje Myndighed og til Rådet samtidig med udvalgets udtalelser", havde Den Høje Myndighed med henblik på at gøre det lettere for Forsamlingen at udføre sit hverv besluttet at sende medlemmerne af Det Rådgivende Udvalg dokumenterne vedrørende forhandlingerne i Det Rådgivende Udvalg.
Medlemmerne af Fællesforsamlingen modtog derefter ikke kun udvalgets referater og udtalelser, men også de analytiske rapporter, som praksis har indført for at opsummere betydningen og rækkevidden af de forskellige taler, der blev holdt på møderne. På grund af den manglende offentlighed omkring debatterne, som i sig selv hænger sammen med den personlige karakter af deres mandat i henhold til traktatens artikel 18, var nogle af udvalgets medlemmer imidlertid bekymrede for, at de holdninger, de havde indtaget i udvalget, skulle offentliggøres.
Under disse omstændigheder viste det sig, at udbredelsen af referaterne af udvalgets debatter risikerede at kompromittere medlemmernes ytringsfrihed og på samme måde mindske omfanget og værdien af de oplysninger, som Den Høje Myndighed skal indsamle fra Det Rådgivende Udvalg, der er nedsat under dens kompetence.
Det er grundene til, at det under den XIX. samling i Det Rådgivende Udvalg blev besluttet kun at sende medlemmerne af Fællesforsamlingen rapporterne fra udvalgene, referaterne og udtalelserne fra udvalget, som gør det muligt for dem at kende elementerne i de diskussioner, der har fundet sted.
Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A017%3ATOC
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser
-
Kim P. Nyberg
- Indlæg: 3104
- Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
- Geografisk sted: Herning
- Kontakt:
Re: Historisk tidslinje om EU's fri bevægelighed året 1955
15. november 1955 (EFT 1955 A 22 side 926)
OPLYSNINGER
Udnævnelse af medlemmer af Domstolen og en generaladvokat
under henvisning til udnævnelser af dommere og generaladvokater, som blev foretaget under Rådets 2. samling den 1. og 2. december 1952 og under Rådets 4. samling afholdt den 15. og 16. februar 1953 af repræsentanterne for regeringerne i medlemsstater af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab og trådte i kraft den 4. december 1952,
under henvisning til udnævnelsen af dommerne og den afgående generaladvokat ved udløbet af den første treårsperiode, trukket ved lodtrækning den 10. december 1952 og den 2. februar 1953 af formanden for Rådet,
under henvisning til traktatens artikel 32 og artikel 12 og 45 i protokollen om statutten for Domstolen,
Repræsentanterne for regeringerne i Det Europæiske Kul- og Stålfællesskabs medlemsstater, forsamlet i anledning af Rådets 28. samling den 15. november 1955, har efter fælles overenskomst udnævnt dommere ved Domstolen
Hr. Hammes, Hr. Rueff, Hr. Serrarens
udnævnt til generaladvokat ved Domstolen
Hr. Lagrange.
Disse udnævnelser træder i kraft den 4. december 1955.
I overensstemmelse med det modtagne mandat meddelte repræsentanten for Forbundsrepublikken Tysklands regering disse udnævnelser til de berørte, som accepterede dem.
Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A022%3ATOC
OPLYSNINGER
Udnævnelse af medlemmer af Domstolen og en generaladvokat
under henvisning til udnævnelser af dommere og generaladvokater, som blev foretaget under Rådets 2. samling den 1. og 2. december 1952 og under Rådets 4. samling afholdt den 15. og 16. februar 1953 af repræsentanterne for regeringerne i medlemsstater af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab og trådte i kraft den 4. december 1952,
under henvisning til udnævnelsen af dommerne og den afgående generaladvokat ved udløbet af den første treårsperiode, trukket ved lodtrækning den 10. december 1952 og den 2. februar 1953 af formanden for Rådet,
under henvisning til traktatens artikel 32 og artikel 12 og 45 i protokollen om statutten for Domstolen,
Repræsentanterne for regeringerne i Det Europæiske Kul- og Stålfællesskabs medlemsstater, forsamlet i anledning af Rådets 28. samling den 15. november 1955, har efter fælles overenskomst udnævnt dommere ved Domstolen
Hr. Hammes, Hr. Rueff, Hr. Serrarens
udnævnt til generaladvokat ved Domstolen
Hr. Lagrange.
Disse udnævnelser træder i kraft den 4. december 1955.
I overensstemmelse med det modtagne mandat meddelte repræsentanten for Forbundsrepublikken Tysklands regering disse udnævnelser til de berørte, som accepterede dem.
Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A022%3ATOC
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser