Ægteskabudengrænser.dk

21. december 1960 (1961 EFT P 13 side 410)

AFGØRELSE NR. 35

af 21. december 1960

om beregningsmetoden for og fordelingen af supplerende pensioner i henhold til artikel 28, stk. 3, i forordning nr. 3 og artikel 35, stk. 1, i forordning nr. 4

Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs Administrative Kommission for Vandrende Arbejdstageres Sociale Sikring,

under henvisning til artikel 43, litra a), i forordning nr. 3 om vandrende arbejdstageres sociale sikring, i henhold til hvilken den har til opgave at afgøre ethvert administrativt spørgsmål, der opstår i forbindelse med bestemmelserne i forordning nr. 3 og nr. 4;

under henvisning til artikel 28, stk. 3, i ovennævnte forordning nr. 3;

under henvisning til artikel 35, stk. 1, i forordning nr. 4 om fastsættelse af de nærmere regler til gennemførelse og supplering af bestemmelserne i ovennævnte forordning nr. 3;

Der bør fastsættes regler for beregning og fordeling af tillæg til pensioner i henhold til artikel 28, stk. 3, i forordning nr. 3 og artikel 35, stk. 1, i forordning nr. 4 i tilfælde, hvor den pågældende person har været medlem af flere ordninger i en eller flere medlemsstater og har ret til tillæg fra institutioner i to eller flere medlemsstater;

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE

Hvis den pågældende person har været forsikret under flere ordninger i en eller flere medlemsstater og i henhold til artikel 28, stk. 3, i forordning nr. 3 og artikel 35, stk. 1, i forordning nr. 4 har ret til tillæg fra institutionerne i to eller flere medlemsstater, foretages beregningen og fordelingen af det højeste tillæg efter følgende regler:

a) Fastsættelse af tillægget

I hver medlemsstat, på hvis område den forsikrede har været tilsluttet flere ordninger, sammenlægges alle de ydelser, som den pågældende ville have været berettiget til udelukkende i henhold til lovgivningen i den pågældende stat. Fra dette beløb fratrækkes summen af de ydelser, der er tilkendt i medfør af forordningerne.

b) Fordeling af det højeste tillæg mellem de berørte stater

Denne operation udføres i overensstemmelse med reglen i artikel 35, stk. 1, i forordning nr. 4, på grundlag af det højeste tillæg, der er fastsat i overensstemmelse med a) ovenfor.

c) Fordeling af den del af tillægget, som en stat skal betale, mellem institutionerne i denne stat

I mangel af bestemmelser herom i den nationale lovgivning foretages denne fordeling i forhold til de forsikringsperioder og ligestillede perioder, der er tilbagelagt efter hver af ordningerne i det pågældende land.

Formanden
for Den Administrative Kommission

A. C. M. VAN DE VEN

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A013%3ATOC

31. december 1960 (EFT 1960 P 84 side 1966)

SKRIFTLIGT SPØRGSMÅL nr. 79 af Smets til Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab

Om: Udlån af arbejdstagere

Findes der lovbestemmelser, der forbyder juridiske og fysiske personer i et af de seks lande at formidle eller ansætte arbejdstagere mod betaling?

Mener Kommissionen i benægtende fald, at der bør fremsættes en henstilling?

I Nederlandene er udlån af arbejdskraft tilladt. Arbejdstagere, der har en ansættelseskontrakt med en arbejdsgiver, kan udlånes af denne arbejdsgiver til en anden. Denne procedure er så almindelig, at der er oprettet en særlig afdeling, Nieuwe Algemene Bedrijfsvereniging, inden for det sociale sikringssystem, som er organiseret efter erhvervssektor, til fordel for disse "virksomheder", der beskæftiger sig med udlån af arbejdskraft.

Denne praksis fører til uheldige situationer. Hvis en arbejdsgiver organiserer lånet i form af et selskab, kan han undgå forpligtelsen til at betale socialsikringsbidrag, forudsat at han meddeler det forsikringsselskab, han er tilknyttet, inden for tre dage.

Ifølge Frankfurter Allgemeine Zeitung af 25. oktober 1960 (artikel fra specialkorrespondenten i Baden-Baden, dateret 24. oktober 1960) har J. A. de Jonge fra Nijmegen, direktør for Nederlandse Sociale Verzekerin, gjort opmærksom på de ulemper, som denne praksis kan medføre for "udlånte" arbejdere.

Hververe og pengeudlånere får endda en bonus for hver arbejder, de rekrutterer.

Er Kommissionen parat til at undersøge dette spørgsmål i detaljer? Deler den min og mange andres opfattelse af, at denne praksis er uforenelig med bestemmelserne i Rom-traktaten, og at den helt sikkert er skadelig for arbejdstagernes interesser og værdighed?

(Spørgsmål af 18. november 1960)

Svar på spørgsmålet

De to første afsnit i det ærede medlems skriftlige forespørgsel omhandler formidling eller ansættelse af arbejdstagere mod betaling, og de følgende afsnit omhandler udlån af arbejdstagere.

1 . Betalingsvikarbureauer var genstand for en international konvention (nr. 96), der blev revideret i 1949.

Denne konvention blev ratificeret i sin mest omfattende form, dvs. med de i del II nævnte forpligtelser til inden for en nærmere fastsat frist at afskaffe arbejdsformidlinger med gevinst for øje og til at regulere andre arbejdsformidlinger, af alle EØF's medlemsstater: Forbundsrepublikken Tyskland (8. september 1954), Belgien (4. juli 1958), Frankrig (10. marts 1953), Italien (9. januar 1953), Luxembourg (15. december 1958) og Nederlandene (20. maj 1952).

Det fremgår klart af kommentarerne til anvendelsen af denne konvention (Det Internationale Arbejdsbureau, Genève, 1960), at konventionens mål ikke er nået fuldt ud i flere af Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs medlemslande, hvor der for visse kategorier af arbejdstagere stadig findes arbejdsformidlingsbureauer, der arbejder med gevinst for øje, og som ikke er tilladt i henhold til konventionen.

Anvendelsen af denne konvention overvåges af ILO og vil også få EØF-Kommissionens opmærksomhed.

2. Hvad angår udlån af arbejdskraft, har en hurtig undersøgelse vist, at disse problemer faktisk ofte ligner dem, der er med udbetalende arbejdsformidlinger. Visse former for udlån af arbejdskraft ligner på grund af deres misbrug af arbejdstagerne de procedurer, der anvendes af betalte arbejdsformidlinger, og har ført til regulering af disse i visse lande. Sådanne lån kan også have konsekvenser for den egentlige arbejdsret.

Ifølge de oplysninger, der er indsamlet, findes der flere former for praksis i de forskellige lande i EØF, lige fra kompensationslån og gensidige lån, som især anvendes i landbruget og i de fleste lande afhængigt af årstiderne og den type arbejde, der skal udføres, til organiserede systemer som "tâcheron"-systemet i Frankrig eller systemet i Nederlandene, som det ærede medlem nævner i sin forespørgsel.

Det skal bemærkes, at arbejdstagernes fagforeninger i alle fællesskabslandene er meget mistænksomme over for ethvert system med arbejdstagerlån. Det ser nemlig ud til, at visse former for lån er til skade for arbejdstagerne eller i det mindste skaber skadelige komplikationer på socialsikringsområdet, især i forbindelse med arbejdsulykker.

De vigtigste faktorer, der fører til anvendelse af systemet med arbejdstagerlån, omfatter følgende:

a) Det er umuligt for små virksomheder at ansætte en medarbejder permanent (f.eks. til bogholderi);

b) Spidsbelastning, sæsonbestemte eller andre aktivitetsperioder;

c) Specialiseret og ikke-rutinepræget arbejde;

d) Undgåelse af socialsikringsbidrag, især i små virksomheder.

Disse faktorer tyder på, at problemet til dels er knyttet til virksomhedens størrelse. Det ser ud til, at problemet er særligt akut i små virksomheder.

Bortset fra de negative aspekter ved visse misbrugsprocedurer for udlån af arbejdskraft, bør det understreges, at andre former for ansøgning svarer direkte til krav af økonomisk art, såsom dem, der er nævnt under a), b) og c), og gør det muligt i praksis at sikre en bedre balance og beskæftigelse ved en mere komplet og rationel udnyttelse af den tilgængelige arbejdskraft.

Dette er de foreløbige indikationer, som det har været muligt at samle på kort tid. En dybtgående undersøgelse af disse to problemer under deres forskellige aspekter, juridiske, økonomiske, sociale og andre, fortjener at blive udført. Kommissionen har til hensigt at gøre dette som en del af den undersøgelse af betingelserne for anvendelse af ILO-konvention nr. 96, som den allerede har påbegyndt.

Hovedformålet med undersøgelsen ville være dels at fastslå, hvilke former for misbrug der kan forekomme, og hvordan man effektivt kan afhjælpe dem, dels at definere de forskellige juridiske og andre ordninger for beskæftigelse af arbejdstagere, der gør det muligt at reagere på forskellige situationer og på virksomhedernes berettigede behov.

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A084%3ATOC

Hermed slutter året 1960.

Nogle vil måske spørge, hvorfor jeg ikke bare i kort form forklarer, hvad der sker hvornår. Det er der to grunde til. For det første indeholder dokumenterne ofte mange lag og vigtige mellemregninger eller pointer, som ikke ville komme med, hvis jeg skulle gøre det kort. For det andet vil jeg helst undgå, at komme med min personlige "farve" på begivenhederne. Ved at jeg lægger dokumenterne op i deres fulde længde, kan folk selv drage de konklusioner, som de selv finder vigtige.