Ægteskabudengrænser.dk

måske er det her en slags indlæg der i virkeligheden skulle have stået i min dagbog - hvis jeg havde en. Men nogen gange er der nogen der læser noget og kan sige det helt rigtige så man får det bedre. Og nogen gange er der nogen der læser noget og bliver lettede fordi de selv har det på samme måde. Så det er vel ok at skrive her.

Jeg ahr slet ikke lyst til at skrive en masse praktisk. Men ejg har lyst til at skrive om, hvordan det føles.

Da jeg ringede til min mand i dag græd han. Det er tredie gang jeg har set/hørt ham græde og første gang det ikke have noget med dødsfald i nærmeste familie at gøre. Det han sagde var:

I need my wife - I cant stand to be here any longer

og så gik jeg her ind på siden for at få noget ro og vejledning og blive bekræftet i, at vi nok skal få det visum. Men det blev lige omvendt. Det jeg fik var en masse dårlig omtale at de norske ambassader der udsteder danske visa - eller ofte ikke gør, og alle de par der har ventet måneder og atter måneder på visum.

Og hey, vi har altså et øgteskab her. Jeg er altså vandt til at vågne op om morgnene og smile fordi han ligger ved siden af. Og jeg er vandt til at han er derog at vi griner sammen og græder sammen og lever sammen.

Tæller det slet ikke?

Linda

Linda.
Der er helt sikkert mange herinde som forstår din afmagt. Noget som folk udenfor ikke rigtigt forstår.

Forholdet kommer på en alvorlig prøve og alle små ting blir irriterende og man begynder at skændes over disse små ting.

Det er fordi man i bund og grund er dødtræt af situationen.

Men når i kommer ud af ventetiden så er tiden bare blevet endnu mere kostbar og dejlig.


Keff.

Åh, hvor vi føler med dig.

Hvad kan vi sige: been there, done that.

Endeløse samtaler online med ansigter stribede af tårer født af kærlighed og afsavn.

Det er så hårdt at være foruden sin elskede.

Vi kæmpede i næsten 2år for at få familiesammenføring via de danske regler, en kamp vi tilsidst opgav. Vi aflyste vores familiesammenføringssag, fik et besøgsvisum til DK, gik på den brittiske ambassade og fik visum til UK, som jo ikke er shengen, tog til UK som arbejdstager i 10 uger, tog til DK igen og indgav ansøgning om EU opholdskort. Og så skete der endelig noget. 6 uger senere havde vi vores EU-kort.

Vores "forbrydelse" fra starten i forhold til de danske regler, og grunden til at vores sag skulle trække sådan i langdrag var, at der er knap 10års forskel i alder på os. Det var virkelig totalt nederen!!! Og dybt godnat at man sådan fra regeringens side kan sætte et tal på kærlighed. Og det i et land, hvor den tidligere statsminister Poul Shluter var 20(!!!!!!!!!) år ældre end hans kone. Tankevækkende at de ville være under mistanke om proformaægteskab hvis en af dem tilfældigvis ikke havde været født dansker.

Jeg ved godt, det lyder klicheagtigt og forslidt, men kæmp videre Linda - der er virkelig lys for enden af tunnlen.

Hej Linda.
Ja mange gange hjælper det at faa luftet tankerne herinde og snakke med andre som er i samme sted eller har været der.

Selvom det hele föles umuligt og uudholdende nu, saa skal det nok lykkedes.
Og én ting er sikkert, kan man klare denne lange og seje og til tider urimelige kamp mod systemet, saa er man næsten rustet til hvad som helst i forholdet fremover.

Vi har ogsaa været igennem nogle lange perioder, men jeg valgte at bosætte mig i min mands hjemland, hvilket ikk gjorde at vi ikke kom til at undvære hinanden i mere end en maaned sammenlagt, men fölelsen af ikk af vide om man er köbt eller solgt er aldrig rar uanset om man er sammen side om side eller sidder i hvert sit land.
For det er aldrig rart at föle sig udsat fordi ens kæreste/ægtefælle ikk er dansk.

Selvom det er nemt for mig at sige, saa vil jeg sige op med humöret, hvis först én af jer knækker eller İ begge knækker, saa er det virkelig svært at komme igennem.
Og ja det vil give anledning til skænderier og taarer, men i sidste ende er det kampen værd naar man opnaar det man har kæmpet for