Sidder og læser jeres historier herinde, og tja bliver godt nok noget frustreret i maven.
Jeg har en noget kringlet historie her.
April år 2007 tager vi på en ferie i dejlige Alanya. Det var det bedste jeg nogen sinde har gjort.
Jeg vågnede simpelt hen op, og opdagede at den mand jeg havde levet sammen med i 17 år bestemt ikke var andet end en ven for mig.
Jeg begyndte at tænke over om det virkelig var alt jeg ønskede mig i livet. Nej det var det nemlig ikke, jeg ønskede mere af livet.
Så i oktober måned 2007 tog jeg endelig det store skridt at forlade ham, og fortælle ham jeg ville skilles. Vi er altså stadig venner.
Hertil skal lige fortælles at da jeg var i Alanya fik jeg en del venner der, som jeg så snakkede med over Messenger – og var nede og besøge senere også.
En af de venner, snakkede jeg rigtig godt med. Han var der til at snakke med, og da jeg så havde forladt min daværende mand, begyndte vi at snakke mere. Så i november måned opdagede jeg at jeg faktisk savnede ham, når han ikke var online.
Bestemt ikke noget jeg syntes var smart – især fordi jeg følte mig som en gammel fjollet kone. (Jeg er noget ældre end ham)
Han kunne da bestemt ikke have det på samme måde.
Det viste sig så at det havde han faktisk. Se det er jo skønt nok.
SUK men men men… Her er det så først mit lille problem begynder at opstå. Jeg var jo af den overbevisning at når man havde valgt at det skulle være overstået det gamle liv, ja så var det med at komme videre og finde sit eget liv.
NEJ – se min x-mand og jeg har et fælleds hus og børn. Og ja jeg skriver har et fælles hus, vi har nemlig ikke kunnet få det solgt endnu.
Uha, sorry men historien er lang kan jeg godt se.
Mig og min kæreste (som vennen jo er nu) har været kærester siden midt i november 2007 – vi elsker hinanden, og vil meget gerne tilbringe resten af livet sammen.
Min mindste er en datter, hun skal så konfirmeres her i denne måned – og efter det har vi besluttet (x – og mig) at huset er nød til at ryge på tvang. Det er ikke menneskeligt længer det her.
Men nu bliver jeg jo rigtig bekymret, for hvis jeg nu gerne vil have min kæreste her op, kan jeg så godt hvis jeg får en mega gæld?
Min dejlige kæreste og jeg skal faktisk forloves her i maj…
Men hvor er det hårdt at være så langt fra hinanden, og så oven i købet sidde fast i sit hus med en x-mand.
Håber der er nogen der har nogle gode råd til mig… ved ikke helt hvilke.
Men jeg føler mig bare frustreret.
Charlotte
