Ægteskabudengrænser.dk

SÅ er måneden mellem interviewet og hvornår jeg skulle få papirerne gået... lidt over endda! hvilket har resulteret i at jeg nu lider af komplet brevsprække paranoia! Hver gang brevsprækken går hopper jeg 2 meter op og springer et hjerte slag over! Indtil videre har der dog kun været reklamer, en elregning og et universitets katalog der er droppet ind gennem vinduet.
Jeg har sagt mit job op og har sidste dag her på lørdag og skal så begynde på mit nye arbejde her den 1.april. Så ventetiden føles lidt lang... Jeg forsøger at besøge familie og venner meget for ligesom at fylde tiden, og det hjælper også, men alligevel...

JEg overvejer at lave en personlig FAQ jeg kan henvise folk til når de stiller spørgsmål som "hvornår kommer han?", "hvordan mødtes i?", "Hvorfor bor du i sverige?", osv. det jo fantastisk folk spørger men nogle gange føler jeg lidt jeg gentager de samme ti fraser om og om igen... og selv om jeg gør det føler jeg stadig ikke jeg er i stand til at sætte folk ind i hvordn det føles...

Nogle gange kan jeg også blive helt tosset, fordi det er så unfair på alle måder at jeg ikke kan få lov at bo i mit eget land med den mand jeg nu engang elsker bare fordi jeg tilfældigvis ikke kan skrive 24 år under alder

Tilgengæld er sverige overraskende dejligt og når jeg sådan kigger uden for denne niche er jeg jo et heldigt asen på alle måder...

Jeg havde bare lidt brg for at lufte tror jeg

Min kaereste soegte om besoegsvisum i starten af marts, og jeg venter spaendt paa at hoere noget.

Er det ikke rigtigt, at jeg foerst modtager spoergeskema, saa skal han til interview og derefter bliver det endelig besluttet, om vi faar visum?

Jeg rejste tilbage til Dk for en maaned siden efter at have boet i Tyrkiet i 2 aar sammen med min kaereste. Det er bare haardt at vaere fra hinanden, det er nu 4 uger, siden vi sagde farvel i lufthavnen. Vi taler sammen hver aften paa web cam, det hjaelper meget, men jeg traenger snart til et knus. Hvis alt gaar, som det skal, er der stadig 11 uger til vi ses! Familie og venner mener, at det er jo ikke saa laenge....men det forstaar de bare slet ikke, de er jo sammen med deres kaere.

Folk, der ikke har vaeret inde i denne jungle af visumansoegninger og regler, tror, at det er saa nemt, det kan man da sagtens faa....tja....de skulle bare vide, hvor svaert og haardt det egentlig er.

Saa jeg forstaar dig bare fuldstaendig, jeg skal nok krydse fingre for jer, hvis du krydser fingre for mig

Hejsa.
Han behöver ikk at skulle til interview. Hvis han er 1.gangssögende, vil de paa ambassaden med stor sandsynlighed sende papirne til us.
Derefter vil de fremsende et spörgeskema til dig som du skal returnere sammen med dokumentation paa jeres billeder i form af f.eks billeder, kopier af breve, mails eller telefonregninger. Hvis us saa mener at İ opfylder kravene om visum, vil du faaet brev om at du skal stille en bankgaranti for at din kæreste kan faa visum.
Naar dette saa er gjort vil han faa bevilliget visum og skal saa til ambassaden igen og hente det, hvor han skal medbringe et par ekstra ting inden visum bliver givet.

Det skal lige siges at det er saadan det gik til med os. Har læst herinde at det ikk er alle der har faaet spörgeskema og at nogen ogsaa er sluppet for at stille garanti. Men det ovennævnte er "normale procedurer".

Med hensyn til det du skriver med at være adskilt kan jeg sagtens forstaa dig. Har selv været igennem det.
Men som du ogsaa gjorde, saa boede vi ogsaa sammen i Tyrkiet og förste gang vi sögte vedlagde jeg bare kopi af mit pas og kopi af vores lejekontrakt paa vores lejlighed dernede og 2 billeder som dokumentation paa vores forhold.

Men selvom vi boede dernede sammen og var sammen under ventetiden var det ikk sjovt at vente og uvisheden var som saa ofte det værste.
Men du maa væbne dig med taalmodighed, det skal nok gaa og tror det er i yderst sjældne tilfælde at der bliver givet afslag paa visum.
Og det fremmer jo ogsaa jeres sag at İ har boet sammen dernede.
Arbejder din kæreste dernede og hvor boede İ henne?

Undskyld der skulle som dokumentation paa jeres forhold og ikk som dokumentation paa jeres billeder

Hej Jerry, tak for svar.

Jeg afventer bare spoergeskema, saa maa vi se, om han skal til interview eller noget.

Vi boede i Ankara om vinteren, min kaereste laeser nemlig Arkaeologi paa Bilkent universitet, og om sommeren boede vi i Marmaris, hvor jeg var rejseleder. Jeg var dernede paa turistvisum, saa jeg stod ikke paa lejekontrakterne, saa det bevis har vi ikke. Men jeg har sendt kopier af pas med ansoegningen og en forklaring paa stemplerne, saa kan de se, at jeg har opholdt mig meget i Tyrkiet. Desuden saa har vi mange billeder fra de sidste snart 3 aar. Saa jeg haaber, at vi har beviser nok. Desuden saa maa det ogsaa betyde noget, at han er studerende paa et af Tyrkiets fineste universiteter, og saa ved de jo ogsaa, at han skal tilbage og goere studiet faerdigt

Det er saa spaendende! Det skal bare lykkes, eftersom jeg var tvunget til at komme tilbage til Dk af oekonomiske grunde, saa kan jeg ikke flytte derned igen. Saa vi haaber, at han kan komme paa besoeg til sommer, saa vil vi gifte os, og han kan komme her og bo til naeste aar....det er i hvert fald planen.

Jeg elsker min kaereste, det er manden, jeg vil have boern med og vaere sammen med for evigt. Men jeg maa sige, at naar jeg moeder piger, der skal til at starte paa et eventyr med en tyrkisk kaereste, saa kan jeg kun sige, at det er skoent med en tyrkisk kaereste, men man skal altsaa forberede sig paa en udfordring. Der er disse problemer med at komme til Dk bare paa besoeg, og saa er der alle de kulturelle forskelle, man skal vaere staerk paa mange omraader. Giver du mig ret Jerry?

Hejsa.
Jamen saa absolut, ét er at tage derned paa ferie og nyde forelskelsen og de dejlige feristeder og saa pludselig at skulle omstille sig paa en hel helt anden maade hvis man vælger at flytte derned.
Vi boede i Alanya hvor vi begge arbejdede. Heldigvis faldt jeg hurtigt til, hvilket ogsaa havde meget at göre med at jeg hurtigt fandt arbejde dernede. Startede paa et hospital og sluttede af med at være i én af byens störste læderforretninger.
Det har ikk været en dans paa roser altid, men for pokker hvor jeg savner det dernede og de smaa 3 aar jeg boede dernede har inditl videre været de bedste aar i mit liv.
Men tror ogsaa at enten falder man bare til og elsker det eller ogsaa skal man bare ikk være der udover ferier.
Kulturen, de lange arbejdsdage, religionen ALT, enten elsker man det eller ogsaa gör man ikk. Jeg hörer under 1. kategori .

Kan godt forstaa du er spændt men er sikker paa at det nok skal gaa og især naar han læser paa uni, for saa har han jo som du selv nævner meget at komme tilbage efter.

Jeres planer lyder gode . Skriv endelig og spörg eller bare faa luft for dine frustrationer hvis de skulle dukke op . Nogen gange kan det være rart at snakke med nogen som har været det hele igennem. Det syntes jeg i hvert fald selv var rigtig rart.