Jeg synes lige jeg ville give min historie med, for jeg er tilhænger af også at dele succeshistorierne - den kunne jo i bedste fald hjælpe andre i samme situation, i værste fald spilde lidt tid.
Jeg mødte min kæreste (nu kone) under en rejse til Kina i sommeren 2006. Jeg tog dertil nogle gang og var derefter så heldig at få et job i Beijing foråret 2007 for min danske arbejdsgiver. Det hele var godt og vi snakkede allerede da om at gifte os.
Efter at have arbejdet i Beijing i fire måneder ændrede min arbejdssituation sig dog og jeg blev nødsadiget til at tage hjem igen i september. Jeg tænkte (meget letsindigt, for jeg havde ikke undersøgt reglerne) at det ville være nemt at få min kæreste til Danmark.
Men det skulle nu ikke gå så nemt det hele. Vi fandt ud af at Kina tilhørte et af de såkaldte asyllande og hun derfor kun kunne komme hertil i højest 3 måneder hvis vi vel at mærke kunne godtgøre at vi var kærester og at vi rent faktisk have boet samme. Og så var der bankgarantien på 54.000 kr. eller deromkring...
Men vi søgte. Og først blev min kærestes pas forsinket i 2 måneder (så gik vi glip af jul og nytår), så var der en fejl i udlændingeservices computersystem der forsinkede visumet yderligere så vi nær havde gået glip af Kinesisk nytår. Først 5 måneder efter kunne hun så endelig komme til Danmark.
3 måneder efter var det så tilbage til Beijing, hvor vi fik fat i hendes "single paper" så vi kunne gifte os når vi kom tilbage til Danmark. Ideen var at da hun jo allerede havde været i Danmark på turistvisum én gang skulle vi ikke stille bankgaranti næste gang. Altså kunne vi gifte os og søge om familiesammenføring uden at de indkasserede 54.000 kr.
Desværre er der den regel, at efter et turistvisum udløber skal der gå mindst 3 måneder før man kan få et nyt. Og da jeg skulle arbejde måtte vi altså adskilles igen.
Jeg vil her indskyde en kommentar om hvordan det føles at være adskilt fra den man holder af. Det er ikke nemt! Ikke nok med at vi begge gange ikke vidste hvornår vi skulle ses igen, vi vidste heller ikke om udfaldet af vores ansøgninger. Det er en utrolig ustabil situation at være i, hvor man ikke ved om man skal beholde sit arbejde eller finde noget i Kina. For slet ikke at tale om hendes situation: En evig venten kan virkelig dræbe et menneske!
Og så er det utroligt hvor hult et "Jeg elsker dig" i telefon kan komme til at lyde når man har sagt det hundrede gange. Og hvor har jeg mange gange i de måneder hvor vi var adskilt hørt mig selv udtale forsikringer om at "nu sker der nok snart noget" - og forbandet mig selv for at tale imod min egen overbevisning.
Men hun kom til Danmark, vi blev gift; vi søgte om familiesammenføring, og kun halvanden måned efter fik hun opholdstilladelse, cpr-nummer og sygesikringsbevis. Tak, udlændingeservice! Det var godt nok hurtigt!
Nå, det var vores historie. Nu går min kone til dansk hos Indre Mission, som tilbyder gratis undervisning, og til januar starter hun i "rigtig" danskskole. Kort sagt: Det hele er fantastisk!
Men til alle der kan tåle at være adskilt fra hinanden, eller til jer der på anden måde kan være sammen i de mange måneder, så ser det ud til at være en farbar vej at vælge: To gange turistvisum og derefter familiesammenføring... Hvis I opfylder alle kravene iøvrigt!
