Ægteskabudengrænser.dk

Hejsa.

ja jeg kan desværre ikke love at gøre dette kort selv om jeg gerne ville..

hvor skal man starte og hvor ender man ? jeg ved det ikke og holder snart ikke til dette mere - der må sku da for fanden være nogen derude der kan hjælpe..

har brugt en time på at snakke med udlæningeservice - flinke mennesker men de ku ikke hjælpe.

de sendte mig videre til politiet - der havde sendt mig til udlændingeservice.. - skruen uden ende.

nå men det hele drejer sig om min ex mand - en mand som jeg har barn med, en mand som faktisk kun er en stor dreng.. efter vi fik barn sammen for snart 2 år siden - startede det med at gå ned af bakke.. vi boede i malmø som så mange andre og drengen ( lad os kalde ham A) blev mere og mere depri og ustabil - på mindre end 2 mdr. havde han udviklet en truende og psykotisk adfærd - jeg var tit bange for ham og tog ofte til danmark med en få mdr. gammel baby for at overnatte hos venner og bekendte - jeg var bange for A og for hvad han kunne finde på - han truede mig flere gange med kniv - og skubbede hårdt til mig mens jeg stod med vores barn på armen - somme tider måtte jeg bruge barnet som en slags skjold fordi jeg viste han ikke ville gøre barnet noget.. låste mig inde på badeværelset af angst for at han skulle slå mig ihjel - mindes at jeg ikke turde vende ham ryggen af frygt for at få en kniv i ryggen.. jeg opsøgte kvindekrise hjemmet i malmø og fik en snak med dem - og efter flere overvejelser valgte jeg at flytte med vores barn tilbage til kbh. der gik nogle mdr. hvor vi kun havde overfladisk kontakt - det virkede som om A fik det bedre - og da han efter nogle mdr. ikke havde noget sted at bo i malmø mere - og jo intet job havde - og derfor ingen penge - så rykkede han ind hos mig for en kort periode - det var mig der havde betalt begges huslejer i de mdr. jeg var på barsel og havde ikke fantastisk mange penge - så derfor rykkede han ind til mig. A virkede også som om han var blevet mere sid selv.. men der gik kun kort tid før han atter var inde i samme dårlige cirkel.

jeg fik arrangeret at vi skulle rejse til hans hjemland - så han kunne stresse lidt af - og planen om at efterlade ham dernede blev til at jeg fortalte ham at det nok var bedst for alle hvis han lige prøvede at finde sig selv.. i nogle måneder - inden vi rejste - fik jeg A til at gå med til at vi søgte om skilsmisse - og i samme ombæring om at jeg skulle have den fulde forældremyndighed. A underskrev det hele og vi rejste. jeg vendte hjem 14 dage efter uden A.

nogle måneder gik og jeg var ved at få styr på livet som enlig mor - og levede ikke længere i frygt. dagen kom hvor brevet fra statsamtet kom.. de kunne fortælle mig at vi havde opnået seperation - og at vi FORTSAT havde FÆLLES forældremyndighed ??? forvirringen var kæmpe stor - for det var ABSOLUT ikke det vi havde skrevet under på i de papire vi indsendte inden vi rejste - jeg ankede sagen - igen og igen - og i næsten 1 år blev jeg ved med at forklare at der måtte være sket en fejl. men ingen derinde på amtet ville genåbne sagen for at se om det var dem el. mig der havde lavet en fejl..

A kom tilbage fra sit hjemland 4½ mdr. efter han rejste - han havde flere gange dernede fået besked på at kontakte folk heroppe for at få en bolig og et job INDEN han kom - for jeg gjorde klart for ham mange gange at hen IKKE skulle bo hos os - og at jeg ikke havde penge til at forsørge ham mere. han lovede at han havde både job og bolig og kom så op - og havde ingen af delene - efter 4 dage hos mig på sofaen - fik jeg nok og smed ham ud. han tog til nogle bekendte på fyn som lovede ham bolig og job - men desværre var han ikke så heldig - efter en måned på fyn var han atter tilbage i kbh. boede rundt omkring hos venner og bekendte - jeg sagde flere gange at han skulle få sig en bolig før han kunne få vores barn på besøg - 5 mdr. gik sådan uden bolig - tilsidst blev jeg så presset at jeg sagde at NU måtte han sku finde noget ellers var det slut med at se vores barn mere. kort tid efter fandt han en lejl. uden for kbh som han lejede - han havde i mellemtiden fået et godt job og tjente gode penge.

omkring aug. 07 prøvede jeg at få en weekend ordning istand - men uden held - det var som om A ik rigtig var så interesseret i at se vores barn. ihvertfald ikke mere end en time i ny og næ og når det passede ham bedst. han havde dog vores barn i 1 dag i hele 3 weekender - altså 3 dage inkl. overnatninger ialt.

jeg sørgede næsten altid for at mødes med A offentlige steder - for at han skulle lave mindst muligt ballade - men en dag i september da alle vuggestuer strejkede havde jeg ikke andet valg end at han skulle passe vores barn i min lejl. - da jeg var tvunget på job - og han alligevel ikke havde noget job på det tidspunkt. da jeg kom hjem fra job havde han gennemrodet hele min lejl. inkl. min computer og mail for at se om der var noget der tydedet på at jeg havde noget med en anden.. vi havde på det tidspunkt næsten været sepereret i et år.

han smækkede døren og gik mens han mumlede et el. andet. jeg forsøgte at ringe flere gange til ham den samme dag - jeg ville aftale nærmere med ham om at han den næste dag skulle ha vores barn til overnatning - da jeg skulle til noget familie i jylland. først sent samme aften tog han telefonen og skælte mig ud. over hvad ved jeg stadig ikke - men han sagde også at han ikke ønskede at være far for vores barn mere og at jeg ikke skulle ringe igen. - jeg kontaktede derefter en af hans gode venner i hans hjemland og forklarede ham sagen - han lovede at finde ud af det og gav senere grønt lys til at jeg kunne ringe igen. jeg ringede og fik nu en grinene A i røret der igen råbte at jeg var dum og latterlig og at han kun havde sagt dette til sin ven så han igen ku svine mig til. han havde ikke ændret mening - og havde ikke tænkt sig at gøre det.

2 dage senere ringede han - han havde fortrudt og mente iøvrigt aldrig at han havde sagt at han ikke ønskede at være far til barnet mere. jeg blev sur og forvirret over hans latterlige frem og tilbage i meninger osv. og valgte at smide ham lidt på is - for nu havde han jo lige sagt han ikke ville være far - så jeg tænkte at han skulle prøve at mærke konsekvensen af det han siger...

de efterfølgende dage modtog jeg mange opkald - og den ene gang oplyste A mig om at han var på vej til vores barns vuggestue for at hente vores barn og tage det med sig.. jeg kørte fra mit job og nåede lige at fange ham udenfor - der stod han sammen med en ven. det lykkedes mig efter 45 min at overtale dem til at gå uden barn.


nogle dage senere ringede jeg til A for at lave en aftale med ham om at mødes og få en snak - jeg ville ved samme lejlighed medbringe papire om OVERDRAGELSE af forældremyndigheden - da amtet jo stadig ikke ville ændre deres sag - og vuggestuen ikke kunne nægte ham at tage vores barn da vi jo havde fælles forældremyndighed.

vi mødtes inde i byen på en cafe - A fortalte hvordan han var ved at få et godt job osv. og efter nogen tid fortalte jeg ham om de papire jeg havde i tasken - jeg tog dem aldrig frem, det nåede jeg slet ikke for A blev rasende og begyndte at små råbe og blev rigtig ubehagelig. jeg spurgte ham om han ikke ville skrive under - og det nægtede han - jeg sagde at så var der ingen grund til at vi talte sammen mere og at jeg ville gå. gav ham en sidste chance for at skifte mening - gjorde det klart for ham at han ikke skulle se vores barn med mindre han hvde skrevet under - for han havde jo selv sagt at han ikke ønskede at være far.

uden resultat forlod jeg cafen - blev dog overhælet af A der tydeligt stadig var sur - han forsvant i mængden på strøget.. oppe ved nørreport kommer han pludselig frem og river fat i mig - han siger at vi skal snakke sammen - jeg ser på ham og siger at han har haft hans chance fr at snakke og at jeg er på vej hjem nu. han river hårde i mig så mit tøj bliver revet ned over min skulder - råber nu af mig at vi skal snakke sammen og at jeg er en kælling osv. alt sammen på engelsk - folk glor underligt på os men fortsætter bare forbi os - han river og flår i mig og jeg begynder at græde - er rystet over han er så sur og bange for hvad der nu sker. jeg begynder at råbe op for at få folk til at stoppe - men intet sker - han slipper og jeg kan nu gå lidt - han følger efter og skubber mig hårdt flere gange så jeg er ved at falde - jeg tager min mobil frem og ringer til en veninde - hun hører flere gange hvordan han råber af mig og hvordan jeg rystet græder og beder ham om at stoppe - jeg er næsten nede ved min bil og A følger stadig efter - jeg er usikker på hvad jeg skal stille op nede ved bilen - for hvordan kommer jeg ind i bilen og slipper væk uden han hopper ind i bilen til mig. jeg taler frem og tilbage med min veninde om hvad jeg skal stille op.. men uden at finde en løsning - der sker en masse ting efterfølgende som jeg ikke helt orker at skrive om her - han får fat i papirene i min taske - får flået mobilen ud af min hånd da jeg sidder i bilen og stadig snakker med min veninde - han smadre mobilen ned i jorden så den splinter og alt flyver fra hinanden.. jeg når at kører - men da han har mit sim kort - vælger jeg at kører tilbage - dette resultere i at han for alvor giver mig bank - midt på nørreport st. en fredag midt i myllertrafikken.. jeg spærre en busbane med min bil og sådan står jeg i ca. 20 min og bliver holdt fast - mange busser kører forbi og folk glor bare på hvad der sker - endelig efter 20 min er der nogen der tør stoppe og og råbe af ham - hvad han har gang i ? A bliver så tosset at han løber derover - nogle andre vidner kommer mig til hjælp og de får tilkaldt politiet - den ene vogn kommer ud til mig - den anden køre ud på min adresse og anholder A der var på vej op til min lejl. for at få fat på vores barn.

bliver undersøgt på hospitalet og sidder efterfølgende 2½ time i afhør ved politiet - hvor jeg får verdens værste behandling de nægter at give ham tilhold - og betjenten griner flere gange af mig og spørg om jeg er sikker på jeg vil melde ham.. for det er da en tynd sag jeg har.. tak for sangen tænker man bare. jeg spørg om de kan beholde A til næste morgen kl. 9 - da jeg så kan kører til noget familie - men beskeden jeg modtager fra den betjent er " er du godt klar over det er lørdag morgen om lidt, så får vi RIGTIG travlt i detentionen" " så det har vi ikke tid ti" jeg begrunder min bøn med at jeg jo med sikkerhed ved at han vil opsøge mig i det sekund han bliver løsladt.. - og ganske rigtigt! jeg når dog at forsvinde ud af byen inden - og har siden okt. levet med vores barn i frygt - vi er derfor gået under jorden - ingen hjælp at hente nogen vejne - var efterfølgende på amtet med skadesjournalen fra hospitalet - og uden nogen varsel braser A ind i rummet hvor jeg sidder i møde med deres jurist - han har på en el. anden måde fundet mig - selvom jeg på det tidspunkt igen boede hos venner og bekendte.. de tilbageholder ham i et "møde" så jeg kan stikke af - jeg kører direkte hjem og pakker mine ting og forlader den by jeg elsker - det job jeg elsker - den vuggestue jeg har ventet på så længe og det netværk af venner jeg har opbygget gennem flere år.. kører til den anden ende af landet for at lede efter et sted at bo - og for at kunne leve et liv i mindre frygt.

modtager et brev fra amtet der beklager de har lavet en fejl... og at jeg NU har den fulde forældremyndighed over vores barn

bruger i mellemtiden også lige 4 mdr. på at finde ud af hvorfor det kan være jeg endnu ikke er blevet skilt osv. men da A jo ikke bor lovligt i dk. og ikke fines i noget system er han måske svær at finde - og så kan det jo være svært at skrive til ham.. men så var det jo heldigt at han havde opgivet en CO adresse - men må man det ??

der er så mange ting i den her sag der bare burde vær løgn.. der er så mange fejl og mangler at jeg ikke aner hvem man skal kæmpe mod først.. hvem fanden kan hjælpe ?? hver gang man tager mod til sig for at bede nogen om hjælp render man panden mod den største mur.. - hvem fanden er det der kan blive ved med at kæmpe ?? og hvem kan blive ved med at holde modet og fanen højt ?? ikke mig ihvertfald.. jeg er ved at stå af.. tør man give op ?? tør man svigte sit barn på den måde ?? og hvorfor tør de instanser som ellers er så hårde i filten at lukke deres øjne og sende lorten videre..

SÅ HJÆLP MIG DOG FORFANDEN!!

hvis der stadig er nogen der har fulgt med så langt er jeg jer evigt taknemlig... sagen er ikke slut her - men nu kan ingen af os rumme mere tror jeg - jeg kan så bare vente til på tirsdag hvor jeg skal møde i retten og vidne i min egen voldssag... blev ringet op af en advokat i morges der kunne informere mig om at hun var " min" og at jeg skulle vidne kl. 9.20 på tirsdag - lidt sent el. ??

har haft kontaktet politiet idag da jeg modtog trusler fra A på min tlf. svare - de lovede at ham der var på sagen - ham den samme dumme betjent der grinede af mig - ville ringe tilbage... viste bare han ikke ville gøre det - endnu engang.. sidder man tilbage med følelsen af ikke at blive taget alvorlig.. hvad fanden stiller man op ??

Det er da noget af en omgang tortur i har været i gennem der.
Det gør mig meget onft at høre om alt det du har været igennem.

Jeg kan kun forstille mig hvor forfærdeligt du har det, men fat mod.
Det der skete er synd, men du må ikke se dig selv som et offer, kæmp videre det er en sag du må vinde for dig -og din søns skyld.
Jeg synes du skal klappe dig selv på skulderen, fordi du indtil videre har klaret det godt, selvom det var hårdt.

Det vil hjælpe dig meget hvis du havde venner og familie ved hos dig så de kan støtte dig og være der for dig i dine op og nedture.

Jeg forstår ikke hvorfor de ikke bare smider A ud af landet, de smider jo hele tiden folk ud. Desuden har jo heller ikke opholstilladelse.

Held og lykke
Det hele skal nok blive godt igen.









Held og lykke

Det gör mig virkelig ondt at höre at du har været igennem de ubehagelige ting og hvor burde de folk der passivt har set til inde ved nörreport have en rigtig grim smag i munden...föj hvor er det groteskt. Jeg haaber paa at du har mod paa at kæmpe videre, saa A ogsaa kan se at han ikk "vandt kampen". Haaber du faar overskud til at skrive herinde hvordan det er gaaet paa tirsdag. Pöj pöj med det hele

Vanvittig historie - hold modet oppe og tro på, at det værste - trods alt - er ovre.

det var dog lige godt!!! jeg kan da blive helt arrig.
nu klarer du det her med høj pande alle de ukse bukse der laver fejl med forældremyndigheden, griner af dig når du anmelder vold og tageer sig år til at indkalde til retsmøde. de skal ikke stoppe dig i at vinde denne sag!
og bagefetr skriver du en bog om det hele og nævner med navn den lede politimand.
men for nu. ooo bare man dog ku hjælpe dig.
og jeg forstå heller ikke hvorofr din x ikke ryger ud fra dk.
hvis du kommertil at have nogensamtaler med ham igen (det håber jeg ikke fpr dig)så sørg for at optage det hele. hvis der ike engang bliver troet på dig når du kommer gennembanket og har 500 vidner så kan man vist ikke gøre for meget for sin sag.
held og lykke (dumå da have lidt til gode)
og bare husk at du slet ikke har den luksus at gi op eller gå ned, så den mulighed er udelukket. du kan kun vinde.

Hej

Her sidder jeg med taarer i oejnene og er lige ved at tude.

Hvor er du staerk og hvor er det flot at du kaemper.
Danmark har nu igen brilleret med hvor langt ude det ellers saa perfekte system er.
Jeg taenker paa dig, det vi andre har vaeret igennem er jo vand holdt op imod dette.

Pas godt paa dig selv

Maria

Hej englen1.

Det er en forfærdelig historie, du fremlægger her. Jeg kan ikke lade være med - igen - at tænke på, hvor åndssvagt det danske system kan være til tider. Jeg har rejst meget, og jeg har set hvordan andre systemer fungerer, både inden for politisystemet og systemet for integration af udlændinge.

I lande, der ellers siges at stå meget lavere end os, fungerer tingene hundrede gange bedre. Danmark, som helhed - man må ikke generalisere -, har en opfattelse af sig selv som et gudeland. Man ynder illusionen om det perfekte miniputland, men sådan forholder det sig altså bare ikke.

Jeg tror, du skulle prøve at få din historie ud til offentligheden. Når alt anden fejler, og når personer inden for det danske system skider på sine medmennesker, så er man nødt til at prøve at få sine medborgeres øjne til at åbne sig for de mangler, vores land har. Først ved en eventuel udgivelse af din situation, ville nogen gide gøre noget, for i den situation står deres egen fremtid på spil, og det er det eneste, der er vigtigt for mange af dem.

Undersøg mulighederne, kontakt radiostationer, tv-stationer, aviser, ugeblade, internettet, hvad som helst for at nå ud til andre mennesker.

Til sidst vil jeg ønske dig held og lykke. Glem ikke, at du trods alt ikke er alene i denne grusomme verden. Støt dig op af dine nærmeste, så du ikke falder.

Venlig hilsen
PilsnerJuice

Hejsa igen,

jeg ved der er mange der har læst mit gamle indlæg, og TAK fo alle de søde svarjeg har fået, jeg har lige læst hele mit indlæg igennem igen.. :/ pyha.. det er ved at være noget tid siden - ja om præcis 2 mdr. er det 1 år siden det skete.. det er stadig en meget svær tilværlse vi lever i stadig i frygt, og nu går je sygemeldt fra job, der gik utrolig lang tid før jeg fik en reagtion på de ting der er sket, men til sidst kolapsede min krop - fik en mga depression og måtte forbi skadestuen fordi jeg pludselig mistede synet.. det var stress! en overbelastning i min hjerne, alle de tanker og flugtplaner jeg hele tiden går med inde i hovedet, har gennem tiden også fået opbygget en enorm angst, mest for at være ude blandt andre mennsker, en strøgtur er ikke længere sjov og hygge med veninder, men en konstant kamp om at overskue alle og ikke mindst lægge planer for hvilken vej jeg skal løbe hvis A pludselig dukker frem af mængden, overreagerehun ikke tænker nogen måske ?? og jow måske gør jeg, jeg er bare ikke selv istand til at skelne mellem fornuft og angst og overreagition.. vi blev indkaldt 3 gange til retten, og alle 3 gange blev det aflyst, fordi politiet ikke havde været stand til at aflever den stævning i tide til ham ?? hmm måske fordi de smider hans adesse væk hele tiden - vi blev indkaldt med en mdr. varsel hver gang. og HVER gang måtte jeg ringe til politiet / møde op og give dem de 3 adresser inkl. div. tlf. numre jeg havde på ham og hans venner - og alligevel skete der ikke en skid.. nu efter 3. gang har de så "opgivet" og har først indkaldt os til en 27. nov. 08 - altså mere end et år senere end da alt det her skete.. det virker sku da lidt ufedt!! el. ?? men lur mig om de denne gang får fat i ham ?? sidst sad jeg på politi st. og gjorde dem klart HVOR vigtigt det var.. og den flinke dame var da også vældig meget på min side.. lig til jeg gik ud af døren.. så glemmer de bare at der sidder mennesker i den anden ende med liv på stand by.. jeg er så evigt træt af det her - at det som jeg beskrev i min lange tale før - at man er ved at give op.. og tro mig.. jeg er ikke sådan en der give op.. men det koster kan jeg mærke.. både til psykologen, det tabte arbejde, ny lejl. og nyt nummer, det sociale væsen jeg var før, har ikke rigtig lyst til at gå ud mere, af angst for at møde ham - orker ikke at ligge flugtplaner i hovedet - så er det nemmere at side i sin lejl. og være sig selv..
det bedste ved det hele er at min datter har det dejligt, og heldigvis ikke er mærket af noget af det her, hun husker ham heller ikke længere, hvilket er fint.

efter jeg fik skiftet nummer har der været dejligt fredeligt! og jeg ærger mig over jeg ikke gjorde det for længst jeg bliver dog stadig lidt nervøs når jeg ser hemligt nummer.. men så må folk ligge en besked, jeg har fået navne og adresse beskyttelse - og jeg burde være ret svær at finde

så det var en lille update herfra - og det med bananstaten det bliver jo aldrig bedre.. ÆV

endnu engang tak for alle de søde ord og opmuntrene klap på skulderen.. livet er mindre hårdt når man ved der findes gode mennesker derude, med hovede og hjerte på rette sted!

KAMPEN fortsætter!

englen1

Hejsa.
Vil bare sige at det er utrolig flot kæmpet af dig. İkk underligt du rög ned med flaget efter saadan en omgang. Held og lykke fremover.
Jerry

på vej ud af døren, til vuggestuen med min datter på 2½, tømmer lige postkassen.. og BANG! man kunne lige så godt ha skudt mig som John Lennon på åben gade.. for der lå IGEN et brev fra statsamtet.. åbnede det og så til min store rædsel at A igen har bedt om at få fastsat samvær med vores datter.. jeg skal møde op i amtet om 2 dage - jeg fik ellers gjort dem klart sidst jeg mødte om - sammen med pilitiet at de IKKE skulle skrive til mig før de havde holdt møde med A - for de sidste mange gange er han jo ikke kommet til de møder han selv ber om. denne gang var ansøgningen udfyldt af en kvinde.. på engelsk - de har løjet SÅ meget i ansøgningen og de har ikke engang kunne stave min / "vores" datters navn rigtigt ?? hvad fanden er det for en far ? - jeg ringede op til amtet og har u IGEN forklaret dem at jeg IKKE på nogen måde skal møde op til noge somhelst møde med dem lort i det amt - og at de HAR lovet mig at holde møde med ham først.. men LUR MIG om ikke de IGEN se gennem finger med det! nu ved jeg ikke hvad jeg skal stille op ?? jeg overvejer at stikke af - ud af landet - og blive væk. jeg kan ikke bære tanken om at han skal have hende - og så evt. stikke af med hende A har nu fået dansk cpr. nr. men kun fordi han arbejder i landet ?? hvilket jeg troede han skulle bruge mig accept til ? men på ansøgningen bruger han også en dansk adresse - jeg har tjekket den - og det er nok den pige han er blevet set med flere steder i byen.. min angst for ham har nu udvilket sig så slemt at jeg ikke længere kan være i store forsamlinger, jeg kommer sjældent ud, kører rundt i min bil HVIS jeg skal ud ( når jeg aflevere min datter i vuggestue) jeg handler ikke ind længere - det får jeg veninder til. jeg har mistet mit job - og jeg går til psykolog hver uge. hvorfor sker der ingenting ? hvorfor gør ingen noget ? er der nogen der vil hjælpe ?
en mere fortvivlet englen1 end nogensinde

Det er en frygtelig historie at læse.... og endnu værrere er det svigt som politiet ( big surprise ) og kommunen har udsat dig for..... kan kun foreslå at du prøver at give historien til nogle journalister..... medmindre noget er i medierne, bliver der intet gjort i dette land..... det er til skamme.....

Hej -godt nok en gammel tråd...men hold da kæft et forløb.. det dansk samfund har godt nok ændre sig/værdier, bare de sidste små 10 år...det ænder sku med man er nød til at have bisider advokat ect. med ved en hver henvendelse til det offentlige..for at opnå en nogenlund anstændig behandling..