Hej igen, nu er det et stykke tid siden jeg har skrevet en del indlæg i denne forum, før det nye kom op. Men jeg vil lige skrive om hvordan det er gået.
For godt 2 år siden fandt jeg min kone, som var på ferie i Danmark i sommeren 2005, og ret hurtigt gik det op for os at det netop skulle være os to, og sommeren var rigtig herlig med alt hvad der hører til.
I løbet af juni valgte vi at blive forlovet, og gav forældrene besked herom, det skal dog lige nævnes at hendes mor også boede i Danmark og skulle giftes med sin 3de eller 4de mand, og hun kommer også fra Ukraine som min kone gør. Hendes biologiske far kommer fra Rusland.
Hendes mor var ikke helt begejstret over at vi planlagede at blive gift i nær fremtid, men hendes nuværende mand sagde, at det skulle de selv have lov til at bestemme. Men hun var nød til at lade fornuften bestemme, for ellers blev hun jo ikke selv gift.
Efterfølgende i efteråret 2005 rejste jeg så 2 gange til Ukraine for at besøge hende og hendes familie der, som hun boede hos efter hendes mor forlod hende da hun var 2 år gammel. Så hun er et skilsmissebarn.
De 2 ture var vældig hyggelig, en dejlig og gæstfri familie, også selvom de ikke har så meget som man kender fra Danmark. Sproget havde jeg ikke, men min kone kunne allerede hjælpe mig med at oversætte flere ting for mig, og så kunne hendes moster jo også flydende engelsk, som var til stor hjælp for mig. Fik set områderne omkring hendes by, som var en militær højborg, og hendes familie havde alle også været i hæren, så en rigtig militærfamilie. Det var som om at tiden stod stille og man slappede af. Vi var så glade for hinanden at vi bestemte os for at blive gift til vinter, og så begyndte jeg at finde ud af hvad var lettest. Hurtigt indså jeg at blive gift i Ukraine er et kæmpe beaukrati udenvidere, så til sidst valgte vi at blive gift i Danmark, som glædede hendes mor, for så var hun jo tæt på hende hele tiden.
November 2005 kom hun igen tilo Danmark og hvor vi planlæggede vores bryllup, som så skulle være et rigtigt kirkebryllup efter danske traditioner, og den 26 november blev vi så gift på en klar frostdag.
Så skulle vi søge familiesammenføring og det var ganske svært og sagsbehandlingstiden i vores sag varede i ca. 1 år, før vi fik svar, efter vi havde fortalt en politikter sagen, som så omgående reagerede og så gik der kun 2 uger før vores familiesammenføring var i hus.
Min kone er ikke en stærk pige, som også resulterede flere lægebesøg, da hun lider af epelepsi, men det var noget andet som drillede hende hele tiden. Vi havde det godt det første 1½ års tid sammen, var glade, hyggede os, og tog i byen. Hun lærte hurtig sproget, endda uden hjælp fra skolen, og i dag taler hun næste som om hun var dansker.
2007 blev begyndelsen til problemer i vores liv, men vi havde det dog stadig det meget fint sammen frem til sommeren, men så begyndte hendes mor at ændre karakter sammen med hendes nuværende mand til at være glade og hjælpsom, til at presse os og diktere ting som vi ikke var enig med dem i, ikke mindst fordi at vi ventede os vores første barn.
Hun begyndte at købe løs at ting til den lille, men det var nærmest i den hensigt at det kun måtte være hende som må se barnet, ingen andre. Den fornemmelse havde jeg allerede i sommers, og havde den følelse at snart ramler det hele sammen.
Så kom august 2007, og den vil jeg aldrig glemme for noget godt, dog at vi fik vores lille pige til verdenen den 6 august 2007, men samtidligt var vi ved at flytte i hus, og det var meget hårdt.
Vi begik vores livs fejl ved at lade hendes familie sætte tingene på plads i huset, og inden vi havde set os om, var flere af vores ting forsvundet og hvor de havde jaget min familie på flugt. Især efter vi var kommet hjem med den lille, og hvor de fik lov til som de første at se hende.
Min familie forsvandt og jeg havde ikke overskud og kræfter til at kæmpe imod dem, især fordi hendes mor har en sådan talemåde at selv de mest påståelige politiker ville gemme sig for hende. Hun fik en sygelig trang til vores lille pige og derved ødelagede hun sin egen datter og kørte mig i sænk, så jeg fik en fødselsdepresion og hun fik sine første epeleptiske anfald, således at vi valgte at gemme vores lille pige for dem, da var de begyndt med at ville tage pigen fra os og prøve at skille os fra hinanden, og de var særdeles ivrig eftersom jeg havde en stor nedtur, og havde svært ved at forsvare mig og min kone.
Lige siden har der være meget ballade og min kones anfald bliver værre og værre og lægerne ved snart ikke hvad de skal stille op med hende og hendes anfald. Vi har snakket med psykologer, læger, myndighederne, kirken, samt venner og min side af familien. Jeg kan ikke engang påtage mig et arbejde sålænge min kone har det som hun har det nu, med et anfald om ugen og altid om morgenen, fordi jeg skal holde øje med hende. Hendes anfald kan nemlig vare flere timer.
Samtidligt har vi igen søgt om forlængelse af hendes opholdstilladelse, og håber at hun fortsat kan blive sammen med mig, hvis der ikke kommer flere ulykker ned over os, og især mig, da jeg mistede 3 familiemedlemmer, 2 venner og har kun en mor tilbage som pludselig er blevet forgiftet.
Jeg har snart ikke flere kræfter at kæmpe med nu, og hvis jeg ikke snart kan få en masse lyspunkter, så er jeg meget bange for at jeg bukker under og ender som et nervevrag på en eller andet sted i danmark.
En historie om et lykkeligt par som nu er endt i fortvivelse
-
ABJ78
Kære fbh1.
Jeg husker udemærket jeres historie fra det gamle forum og den urimelig lange sagsbehandlingstid. Godt at det trods alt lykkedes i sidste ende. Det er selvfølgelig en trist historie du kommer med, men du må holde fast i de to lyspunkter, der ligger lige for, nemlig din kone og jeres datter. For deres skyld bliver du nødt til at samle de kræfter, der nok alligevel gemmer sig et sted derinde, og gøre dit bedste som mand og far.
Selvom du jo skriver mange detaljer er det svært at give svar og mulige løsningsforslag, men det lyder som om I simpelthen må se at komme ud af forholdet til svigerfamilien! Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, men I må simpelthen sige fra, smide dem ud, hvis de ikke opfører sig ordentligt i jeres hjem, sige til dem, at I ikke finder jer i deres opførsel og at de ikke er velkomne hvis de ikke ændrer stil. Og så styrke forholdet til den øvrige familie og omgangskreds. Jeg er sikker på de er villige til at hjælpe, hvis I rækker en hånd ud og lægger kortene på bordet, forklarer situationen.
En anden mulighed var måske at flytte, hvis I bor for tæt på svigerfamilien. Det er selvfølgelig heller ikke noget man sådan lige gør, der er økonomi og arbejde at tage hensyn til, men hellere det end at gå ned med flaget, fordi svigermor er for meget!
Jeg får ondt af din kone over at høre historien - blev svigtet af sin mor som helt lille og nu forsøger selv samme mor at overtage kontrollen med hendes og jeres liv. Hun lyder som den store taber i denne historie, hvis hun har så alvorlig epilepsi og det må også gå ud over forholdet til jeres datter.
Jeg håber I finder en løsning og at du kommer ovenpå og igen kan nyde at have fundet kærligheden hos og med din kone og hos jeres lille barn, som for alt i verden har brug for sine forældre. Sæt pris på de gode ting, omend de er små - et smil fra jeres barn, de gode stunder med din kone, gå nogle ture, tag på museeum, lej en sjov film, der kan få jer til at grine. Skab jeres egne lyspunkter i tilværelsen, og gør jer fri for dem, der vil tage dem fra jer!
Al mulig held og lykke og god bedring til jer begge!
Jeg husker udemærket jeres historie fra det gamle forum og den urimelig lange sagsbehandlingstid. Godt at det trods alt lykkedes i sidste ende. Det er selvfølgelig en trist historie du kommer med, men du må holde fast i de to lyspunkter, der ligger lige for, nemlig din kone og jeres datter. For deres skyld bliver du nødt til at samle de kræfter, der nok alligevel gemmer sig et sted derinde, og gøre dit bedste som mand og far.
Selvom du jo skriver mange detaljer er det svært at give svar og mulige løsningsforslag, men det lyder som om I simpelthen må se at komme ud af forholdet til svigerfamilien! Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, men I må simpelthen sige fra, smide dem ud, hvis de ikke opfører sig ordentligt i jeres hjem, sige til dem, at I ikke finder jer i deres opførsel og at de ikke er velkomne hvis de ikke ændrer stil. Og så styrke forholdet til den øvrige familie og omgangskreds. Jeg er sikker på de er villige til at hjælpe, hvis I rækker en hånd ud og lægger kortene på bordet, forklarer situationen.
En anden mulighed var måske at flytte, hvis I bor for tæt på svigerfamilien. Det er selvfølgelig heller ikke noget man sådan lige gør, der er økonomi og arbejde at tage hensyn til, men hellere det end at gå ned med flaget, fordi svigermor er for meget!
Jeg får ondt af din kone over at høre historien - blev svigtet af sin mor som helt lille og nu forsøger selv samme mor at overtage kontrollen med hendes og jeres liv. Hun lyder som den store taber i denne historie, hvis hun har så alvorlig epilepsi og det må også gå ud over forholdet til jeres datter.
Jeg håber I finder en løsning og at du kommer ovenpå og igen kan nyde at have fundet kærligheden hos og med din kone og hos jeres lille barn, som for alt i verden har brug for sine forældre. Sæt pris på de gode ting, omend de er små - et smil fra jeres barn, de gode stunder med din kone, gå nogle ture, tag på museeum, lej en sjov film, der kan få jer til at grine. Skab jeres egne lyspunkter i tilværelsen, og gør jer fri for dem, der vil tage dem fra jer!
Al mulig held og lykke og god bedring til jer begge!
Fortsættelse:
Ja så vil jeg lige opdatere på min historie som jeg snart skrev for 4 måneder siden. 
Det der er sket i mellemtiden er at jeg har fået lukket for forbindelsen til mine svigerforældre og har stillet dem et ultimatum som ikke kan misforståes, og i øjeblikket holder de sig i skindet, men prøver alligevel nogle små nålestiks manøvre pr. brev.
Vi slås stadig med hendes sygdom som der tilsyneladende ikke er kontrol over, så jeg opblever mange anfald selvom hun får afprøvet flere typer Epilepsimedicin. Det psykiske har fået en på hatten efter alt dette og nu dukker hendes fortid også frem, og det er ikke småting hun har været udsat for i sit hjemland. Nogle af tingene er så grelle at jeg ikke forstår at myndighederne ikke har gribet ind i tide. Men hvad kan man da også forvente at et kommunistisk land som det var før i tiden.
Jeg bruger megen energi på at holde modet oppe på hende og holde øje med at hun ikke får anfald, og når de kommer gælder det om at få dem slået ned hurtigst muligt, og det bevirker at jeg ikke altid kan passe de ting jeg skal i hverdagen, og ikke mindst fordi hun er bange for hele omverdenen når jeg ikke lige er hjemme ved hende.
At få hjælp, råd og vejledning til at få hende på fode igen er ikke let i Assens og derfor kæmper jeg også nogle gange en hård kamp mod dem.
Jeg selv er kommet lidt tilbage til hægterne og har fået lidt mere overskud, men det bliver jo spist op af alle de ting jeg sloges med nu, såsom en datter med øjenproblemer, en kone med udbredt Epilepsi og depresiv, en svigerfamilie som stadig er noget for sig selv, min familie som forlader området hvor vi bor i, tjah så næsten hvad jeg gør, bliver det til en hård kamp med omgivelserne.
Lidt positivt er da kommet ud af det, og det er at vores lille datter trives fint også selvom hun er født blind, men det er fjernet og hun ser fint nu. Det betyder ofte kontrol på sygehuset med hendes øjne for at holde øje med at der ikke kommer yderligere ting til, som det skete med mig da jeg var ung.
Min mor er endelig helt rask og glad, men er flyttet væk bl.a. på grund af mine svigerforældre men har endelig også fået en ny ven hun er glad for.
Hvordan det skal gå for os er stadig uvist, og om vi nogensinde kan komme såmeget på fode igen som før alt den ballade vi har haft, er jeg godt nok meget i tvivl om. Vi venter stadig på papirer om forlængelse af hendes OT, og det nærmere sig snart 4 måneder.
Mit største ønske er at kunne tage min kone med til Ukraine i en uges tid, hvor hendes bedsteforældre kan få lov til at se deres eneste oldebarn som også er deres første, og der er ingen andre muligheder for hendes bedsteforældre at få flere oldebørn, og vi ved heller ikke hvor længe vi har dem. Derefter vil jeg så håbe at resten på et eller andet tidspunkt også falder på plads.
Det der er sket i mellemtiden er at jeg har fået lukket for forbindelsen til mine svigerforældre og har stillet dem et ultimatum som ikke kan misforståes, og i øjeblikket holder de sig i skindet, men prøver alligevel nogle små nålestiks manøvre pr. brev.
Vi slås stadig med hendes sygdom som der tilsyneladende ikke er kontrol over, så jeg opblever mange anfald selvom hun får afprøvet flere typer Epilepsimedicin. Det psykiske har fået en på hatten efter alt dette og nu dukker hendes fortid også frem, og det er ikke småting hun har været udsat for i sit hjemland. Nogle af tingene er så grelle at jeg ikke forstår at myndighederne ikke har gribet ind i tide. Men hvad kan man da også forvente at et kommunistisk land som det var før i tiden.
Jeg bruger megen energi på at holde modet oppe på hende og holde øje med at hun ikke får anfald, og når de kommer gælder det om at få dem slået ned hurtigst muligt, og det bevirker at jeg ikke altid kan passe de ting jeg skal i hverdagen, og ikke mindst fordi hun er bange for hele omverdenen når jeg ikke lige er hjemme ved hende.
At få hjælp, råd og vejledning til at få hende på fode igen er ikke let i Assens og derfor kæmper jeg også nogle gange en hård kamp mod dem.
Jeg selv er kommet lidt tilbage til hægterne og har fået lidt mere overskud, men det bliver jo spist op af alle de ting jeg sloges med nu, såsom en datter med øjenproblemer, en kone med udbredt Epilepsi og depresiv, en svigerfamilie som stadig er noget for sig selv, min familie som forlader området hvor vi bor i, tjah så næsten hvad jeg gør, bliver det til en hård kamp med omgivelserne.
Lidt positivt er da kommet ud af det, og det er at vores lille datter trives fint også selvom hun er født blind, men det er fjernet og hun ser fint nu. Det betyder ofte kontrol på sygehuset med hendes øjne for at holde øje med at der ikke kommer yderligere ting til, som det skete med mig da jeg var ung.
Min mor er endelig helt rask og glad, men er flyttet væk bl.a. på grund af mine svigerforældre men har endelig også fået en ny ven hun er glad for.
Hvordan det skal gå for os er stadig uvist, og om vi nogensinde kan komme såmeget på fode igen som før alt den ballade vi har haft, er jeg godt nok meget i tvivl om. Vi venter stadig på papirer om forlængelse af hendes OT, og det nærmere sig snart 4 måneder.
Mit største ønske er at kunne tage min kone med til Ukraine i en uges tid, hvor hendes bedsteforældre kan få lov til at se deres eneste oldebarn som også er deres første, og der er ingen andre muligheder for hendes bedsteforældre at få flere oldebørn, og vi ved heller ikke hvor længe vi har dem. Derefter vil jeg så håbe at resten på et eller andet tidspunkt også falder på plads.
-
ABJ78
Hej fbh71.
Jamen, det går da fremad trods alt. Fantastisk at jeres datters syn kunne reddes. Vi er heldige med et godt sundhedsvæsen her i DK. Ærgerligt, at I skal tage dansen med kommunen om at få hjælp til din kone og hendes epilepsi, men det skal også nok komme stille og roligt. Min familie har også engang haft brug for hjælpemidler fra kommunen, da min mormor blev rigtig syg, og det gik med sneglefart! Men det lykkedes med lidt udholdenhed! Svigerforældrene - godt I har fået dem på afstand, men synd det sågar er gået ud over din mor, så hun er flyttet. Jeg synes det er flot du fik trukket stregen over for dem i tide, bare hold fast i din beslutning og giv ikke efter med 1 milimeter!
Det lyder som en fantastisk idé med en tur til Ukraine. Måske er det lige det, din kone trænger til. Lidt kontakt med den gode familie - hendes bedsteforældre. Håber I får en god tur!
Tidlige forårshilsener til jer!
Jamen, det går da fremad trods alt. Fantastisk at jeres datters syn kunne reddes. Vi er heldige med et godt sundhedsvæsen her i DK. Ærgerligt, at I skal tage dansen med kommunen om at få hjælp til din kone og hendes epilepsi, men det skal også nok komme stille og roligt. Min familie har også engang haft brug for hjælpemidler fra kommunen, da min mormor blev rigtig syg, og det gik med sneglefart! Men det lykkedes med lidt udholdenhed! Svigerforældrene - godt I har fået dem på afstand, men synd det sågar er gået ud over din mor, så hun er flyttet. Jeg synes det er flot du fik trukket stregen over for dem i tide, bare hold fast i din beslutning og giv ikke efter med 1 milimeter!
Det lyder som en fantastisk idé med en tur til Ukraine. Måske er det lige det, din kone trænger til. Lidt kontakt med den gode familie - hendes bedsteforældre. Håber I får en god tur!
Tidlige forårshilsener til jer!
Så nåede vi Marts 2008, og ja hvad er der lige sket i mellemtiden. Jo forholdet mellem hendes familie og os er blevet skærpet yderligere efter de kom på uanmeldt besøg samtidligt vi havde præsten på besøg, så det lykkedes mig ikke at smide dem ud, da de brasede ind. De vil forsones og have alt tilbage til det gamle, men det kan bare ikke lade sig gøre. Vi er en familie, ikke 2 12 årige børn som de bestemmer over, og hvor de sagde at vi ikke skulle lyve over for dem, hvorpå de så fortsatte med at lyve videre op i fjæset på os.
Min kones sygdom blev også ved denne lejlighed forværret, og er nu slet ikke istand til at passe børn og ej heller klarer dagligdagen, så vi er i gang med at søge hjælp for at få hende på ret køl, men der kommer til at gå år siger de.
De var for det meste kun intereseret i at få barnet og min kone for sig selv, hvad det nærmest lyste ud af dem. Jeg ringede desuden efter hjælp, men den kom aldrig. Så nu bliver vi nok nød til at flytte væk igen, men med hendes helbred er jeg nu mere bange for hendes liv, end for hele hendes løgnagtige familie.
Nu vil jeg gerne have råd og ideer til hvad jeg kan gøre for at komme videre da situationen nu er så avorlig. Også økonomisk.
Dewsuden kommer vort barn ikke hjem i de næste 3 måneder, pga. situationen
Min kones sygdom blev også ved denne lejlighed forværret, og er nu slet ikke istand til at passe børn og ej heller klarer dagligdagen, så vi er i gang med at søge hjælp for at få hende på ret køl, men der kommer til at gå år siger de.
De var for det meste kun intereseret i at få barnet og min kone for sig selv, hvad det nærmest lyste ud af dem. Jeg ringede desuden efter hjælp, men den kom aldrig. Så nu bliver vi nok nød til at flytte væk igen, men med hendes helbred er jeg nu mere bange for hendes liv, end for hele hendes løgnagtige familie.
Nu vil jeg gerne have råd og ideer til hvad jeg kan gøre for at komme videre da situationen nu er så avorlig. Også økonomisk.
Dewsuden kommer vort barn ikke hjem i de næste 3 måneder, pga. situationen
Hej fbh71
Det er en rigtig grim historie du har fortalt. Din svigerfamilie ødelægger jo alt for jer. Det lyder som om din kones anfald bliver værre i forbindelse med stress-situationer, og jeg tror det ville være klogt at flytte så langt væk fra svigerfamilien som muligt. Jeg ved godt det ikke er nemt at starte forfra et helt nyt sted - finde ny bolig, job osv, men hellere bruge al sin energi på det, end at din stakkels kone går helt ned - og dig også. Hvis hun fik en rolig, stabil hverdag, uden alle de konfrontationer med din svigerfamilie, tror jeg det ville ha' en positiv indflydelse på hendes sygdom. Det forudsætter selvfølgelig at hun selv er klar til at bryde med sin familie i Danmark, og det er ikke nemt - trods alt. Jeg synes det er flot at du har sat grænser for svigerfamilien, men de plager jer alligevel. Jeg ønsker jer alt mulig helt og lykke, og håber I har energi til at få et nyt liv et andet sted i landet.
Mvh Monies
Det er en rigtig grim historie du har fortalt. Din svigerfamilie ødelægger jo alt for jer. Det lyder som om din kones anfald bliver værre i forbindelse med stress-situationer, og jeg tror det ville være klogt at flytte så langt væk fra svigerfamilien som muligt. Jeg ved godt det ikke er nemt at starte forfra et helt nyt sted - finde ny bolig, job osv, men hellere bruge al sin energi på det, end at din stakkels kone går helt ned - og dig også. Hvis hun fik en rolig, stabil hverdag, uden alle de konfrontationer med din svigerfamilie, tror jeg det ville ha' en positiv indflydelse på hendes sygdom. Det forudsætter selvfølgelig at hun selv er klar til at bryde med sin familie i Danmark, og det er ikke nemt - trods alt. Jeg synes det er flot at du har sat grænser for svigerfamilien, men de plager jer alligevel. Jeg ønsker jer alt mulig helt og lykke, og håber I har energi til at få et nyt liv et andet sted i landet.
Mvh Monies
Senest rettet af monies 12.03.2008 06:15:30, rettet i alt 1 gang.
-
ABJ78
Vil det sige, at de (kommunen) har fjernet jeres barn for 3 måneder? Jeg kan bare ikke forstå at din kone ikke kan få lægehjælp til at få styr på sine anfald. Burde det ikke kunne medicineres væk - eller så godt som? Kunne I ikke flytte et sted hen hvor noget af din familie bor, som evt. kunne hjælpe jer med en gang imellem at passe jeres datter?
Pyha, jeg føler med jer!
Pyha, jeg føler med jer!
Til ABJ78
Vi valgte selv en løsning på at få barnet passet i en kortere periode, og kommunen er fuldt forståelig for vores situation, og desværre er det ikke nemt at få andre til at hjælpe os i min side af familien, da vi de sidte 2 år har haft 4 dødsfald, bl.a. min far og min mor som blev avorlig syg, men er kommet sig igen. Min søskende har selv småbørn og derfor er det ikke let at hjælpe os ikke mindst da de selv er ved at flytte rundt.
Desuden så arbejder vi på højtryk at få alle hendes symptomer slået ned med intense behandlinger på sygehuset og læger, og de siger at det tager noget tid endnu.
Desuden skal vi nu slås med den ukrainske ambasade om at få hendes pas fornyet, da hendes ophold udløber til januar, og de vil helst tale Ukrainsk ikke russisk, og min kone taler russisk og forstår ikke meget Ukrainsk.
Vi valgte selv en løsning på at få barnet passet i en kortere periode, og kommunen er fuldt forståelig for vores situation, og desværre er det ikke nemt at få andre til at hjælpe os i min side af familien, da vi de sidte 2 år har haft 4 dødsfald, bl.a. min far og min mor som blev avorlig syg, men er kommet sig igen. Min søskende har selv småbørn og derfor er det ikke let at hjælpe os ikke mindst da de selv er ved at flytte rundt.
Desuden så arbejder vi på højtryk at få alle hendes symptomer slået ned med intense behandlinger på sygehuset og læger, og de siger at det tager noget tid endnu.
Desuden skal vi nu slås med den ukrainske ambasade om at få hendes pas fornyet, da hendes ophold udløber til januar, og de vil helst tale Ukrainsk ikke russisk, og min kone taler russisk og forstår ikke meget Ukrainsk.
Her en opdatering på vores situation, som min kone har opblevet den...
Marina fik besøg den 26 maj kl 16.00, hvor jeg ikke var hjemme, fordi jeg havde lidt arbejde jeg skulle gøre færdigt. Det første hendes familie de gør, var at sige til Marina og med en telefon, at ”nu ringer du til sygehuset og få din mand indlagt på psykiatrisk afdeling med tvang” og så nævnte hun Marinas moster mand hvordan han havde det. Og med den sammenligning, fik hun det til at lyde som om at jeg havde slået flere mennesker ihjel, gået næsten nøgen rundt i gaderne og fægtede med våben og skabe sig. Den sammenligning er totalt langt ude. Min kone sagde ”nej!, fordi min mand er rask og har aldrig gjort nogen noget”. Derefter sagde Marinas mor og bedsteforældrene ”nu kører vi ned til Isabellas plejemor og tager Isabella med os og fører hende til Ukraine, hvor hun skal opdrages og opvokses som vi ønsker det.” Og var klar til at køre med det samme efter hende, men Marina nægtede at udlevere både vores datter og adressen hvor plejefamilien bor til Marinas familie. Derefter gav Marinas mor hende penge med henblik på at bestikke hende til at udføre de ting de ønskede som nævnt. Men Marina nægtede stadig at udlevere oplysningerne om Isabella og ringe til sygehuset. Marina er sur og græder, men det ser familien stort på og fortsætter med at køre en psykisk terror. De altid presser Marina med de ting og fortsætter med at kalde Finns familie for idioter og voldelig.
Første gang de har sagt til Marina via telefon at Finn og hans familie sender Marina på Psykiatrisk afdeling og tvangsfjerner barnet, var efter fødslen. Og de siger hele tiden at Marina skal ikke stole på nogen som helst, kun på hendes familie, ”for der er absolut ingen andre som kan passe og hjælpe dig”.
Da Marina kun var få år blev hun hurtigt sendt til bedsteforældrene, efter Marinas mor fandt ud af, at Marina havde Epilepsi, og har det stadig. Grunden er at efter man fandt ud at Marina havde fået denne sygdom, så skulle hun sendes væk, og samtideligt blev Marinas mor skilt fra Marinas far, og hun var fuldstændig ligeglad med sin datter. Hun passede sit arbejde og uddannelse og sit liv i stedet for.
Lige nu vil hun forsøge at indhente sin fortid med at kunne have en familie med børn og efter Marina blev Gift med mig og har fået vores første barn, en sød og dejlig pige. Så er Marinas mor begyndt at ødelægge sin datter og har jagtet Finns familie med hendes nye mand, som er meget rig, fordi Marinas mor tænker kun på rigdom og glamour. Så det resulterede at vi måtte gemme vores datter hos en plejefamilie på en hemmelig adresse, således at de ikke kom i utide og forsøgte at bortføre hende. Det har også betydet at vi flere gange har haft fat i Politiet i et forsøg på at standse angrebene fra Marinas familie, men de har hver gang sagt at de familiestridigheder skal i selv klare, men hvordan gør man det når det hele er total fastlåst. Hver gang Marinas familie kommer uanmeldt til os, så slutter det med skænderi og trusler mod især mig og min familie og forsøger at få Marina til at ændre holdning til deres fordel, men heldigvis uden held, fordi Marina har været meget svag før hun mødte mig, og Marina kunne aldrig sige fra og bare gjorde som Marinas familie sagde som om det var lov. Lige nu siger Marina fra, fra sin familie, og Marina er overhovedet ikke enig i hvad Marinas familie mener om tingene, men Marinas familie er ligeglade og særdeles utilfreds, fordi de ikke længere kan få deres vilje hos Marina mere. Marinas familie siger hele tiden at Marina har bare at respektere sin familie og gøre som de vil have det, men de vil overhovedet ikke respektere Marinas ønsker, for sådanne ønsker må man ikke have ifølge deres traditioner. Marinas ønske er at have et god kernefamilie med sin mand og barn, hvor ingen blander sig i Marinas liv. Marina er 28 år og hun er voksen nok til at selv bestemme over sit eget liv, men den slags er forbudt ifølge Marinas familie og det skal derfor straffes. Marina beder sin familie hele tiden, at de skal holde sig langt væk og kun komme på besøg når Marina ønsker det. Men Marinas familie vil overhovedet ikke forstå det. Marinas familie siger at Marina skal tilgive for alt det Marinas familie har gjort ved Marina, Marinas mand og hans familie. Men Marina kan ikke tilgive sin familie for alt det onde og gøren de laver for tiden. Marina skammer sig meget over for sin familie, at have sådan en familie med så megen ondskab er utroligt. Marina siger at de ønsker hun vil have de skal respektere, er at de ikke må komme eller ringe til hende, før de er blevet fornuftige. Men igen vil Marinas familie ikke høre tale om det. Så de fortsætter med at true hende med bål og brand. Marinas familie siger endvidere at Marina skal sidde hjemme bag 4 vægge hele tiden med sin datter, og Marinas familie skal have lov til at se hende hver dag, samt at hun ikke må gå ud og snakke med andre og vise sin datter frem til andre, eller at have et arbejde og må heller ikke bruge en computer eller se fjernsyn, da det er skadeligt for Marina mener hendes familie.
Det skal nævnes at da Marina og jeg fik vores barn, fik Marinas familie lov til at se det først og da min mor ville se barnet blev hun særdeles omgående jaget ud af vores hus og jagtet hjem til sit hus med den besked at hun ikke må se det. Desuden sagde Marinas mor at barnet må ikke se andre end hende de næste 14 dage, og Marina er ikke enig, og så var der ballade igen. Marinas familie lever deres liv på løgne og trusler og bl.a. at vi har forgiftet Marinas bedsteforældre som ikke var sandt, og efterfølgende sendte Marinas mor til Marina juice, som vi godt kan li’, men hvor det viste sig at den var mindst et halvt år for gammel – et forsøg på at forgifte os? Marina kan ikke stole eller tro på sin familie mere, da det kan ende med at der sker en ubehagelig overraskelse fra Marinas familie før eller siden.
Marinas families baggrund er at de kommer fra Ukraine og hendes mor er nu bosiddende i Danmark, hvorfra hun kører sin psykiske terror på os. Min kone er også fra Ukraine og har Alevet sammen med mig i snart 3 år, og føler sig som dansker og hvad det indebærer, hvorimod hendes mor ikke vil leve efter danske regler sammen med sin rige danske mand.
A
Marina fik besøg den 26 maj kl 16.00, hvor jeg ikke var hjemme, fordi jeg havde lidt arbejde jeg skulle gøre færdigt. Det første hendes familie de gør, var at sige til Marina og med en telefon, at ”nu ringer du til sygehuset og få din mand indlagt på psykiatrisk afdeling med tvang” og så nævnte hun Marinas moster mand hvordan han havde det. Og med den sammenligning, fik hun det til at lyde som om at jeg havde slået flere mennesker ihjel, gået næsten nøgen rundt i gaderne og fægtede med våben og skabe sig. Den sammenligning er totalt langt ude. Min kone sagde ”nej!, fordi min mand er rask og har aldrig gjort nogen noget”. Derefter sagde Marinas mor og bedsteforældrene ”nu kører vi ned til Isabellas plejemor og tager Isabella med os og fører hende til Ukraine, hvor hun skal opdrages og opvokses som vi ønsker det.” Og var klar til at køre med det samme efter hende, men Marina nægtede at udlevere både vores datter og adressen hvor plejefamilien bor til Marinas familie. Derefter gav Marinas mor hende penge med henblik på at bestikke hende til at udføre de ting de ønskede som nævnt. Men Marina nægtede stadig at udlevere oplysningerne om Isabella og ringe til sygehuset. Marina er sur og græder, men det ser familien stort på og fortsætter med at køre en psykisk terror. De altid presser Marina med de ting og fortsætter med at kalde Finns familie for idioter og voldelig.
Første gang de har sagt til Marina via telefon at Finn og hans familie sender Marina på Psykiatrisk afdeling og tvangsfjerner barnet, var efter fødslen. Og de siger hele tiden at Marina skal ikke stole på nogen som helst, kun på hendes familie, ”for der er absolut ingen andre som kan passe og hjælpe dig”.
Da Marina kun var få år blev hun hurtigt sendt til bedsteforældrene, efter Marinas mor fandt ud af, at Marina havde Epilepsi, og har det stadig. Grunden er at efter man fandt ud at Marina havde fået denne sygdom, så skulle hun sendes væk, og samtideligt blev Marinas mor skilt fra Marinas far, og hun var fuldstændig ligeglad med sin datter. Hun passede sit arbejde og uddannelse og sit liv i stedet for.
Lige nu vil hun forsøge at indhente sin fortid med at kunne have en familie med børn og efter Marina blev Gift med mig og har fået vores første barn, en sød og dejlig pige. Så er Marinas mor begyndt at ødelægge sin datter og har jagtet Finns familie med hendes nye mand, som er meget rig, fordi Marinas mor tænker kun på rigdom og glamour. Så det resulterede at vi måtte gemme vores datter hos en plejefamilie på en hemmelig adresse, således at de ikke kom i utide og forsøgte at bortføre hende. Det har også betydet at vi flere gange har haft fat i Politiet i et forsøg på at standse angrebene fra Marinas familie, men de har hver gang sagt at de familiestridigheder skal i selv klare, men hvordan gør man det når det hele er total fastlåst. Hver gang Marinas familie kommer uanmeldt til os, så slutter det med skænderi og trusler mod især mig og min familie og forsøger at få Marina til at ændre holdning til deres fordel, men heldigvis uden held, fordi Marina har været meget svag før hun mødte mig, og Marina kunne aldrig sige fra og bare gjorde som Marinas familie sagde som om det var lov. Lige nu siger Marina fra, fra sin familie, og Marina er overhovedet ikke enig i hvad Marinas familie mener om tingene, men Marinas familie er ligeglade og særdeles utilfreds, fordi de ikke længere kan få deres vilje hos Marina mere. Marinas familie siger hele tiden at Marina har bare at respektere sin familie og gøre som de vil have det, men de vil overhovedet ikke respektere Marinas ønsker, for sådanne ønsker må man ikke have ifølge deres traditioner. Marinas ønske er at have et god kernefamilie med sin mand og barn, hvor ingen blander sig i Marinas liv. Marina er 28 år og hun er voksen nok til at selv bestemme over sit eget liv, men den slags er forbudt ifølge Marinas familie og det skal derfor straffes. Marina beder sin familie hele tiden, at de skal holde sig langt væk og kun komme på besøg når Marina ønsker det. Men Marinas familie vil overhovedet ikke forstå det. Marinas familie siger at Marina skal tilgive for alt det Marinas familie har gjort ved Marina, Marinas mand og hans familie. Men Marina kan ikke tilgive sin familie for alt det onde og gøren de laver for tiden. Marina skammer sig meget over for sin familie, at have sådan en familie med så megen ondskab er utroligt. Marina siger at de ønsker hun vil have de skal respektere, er at de ikke må komme eller ringe til hende, før de er blevet fornuftige. Men igen vil Marinas familie ikke høre tale om det. Så de fortsætter med at true hende med bål og brand. Marinas familie siger endvidere at Marina skal sidde hjemme bag 4 vægge hele tiden med sin datter, og Marinas familie skal have lov til at se hende hver dag, samt at hun ikke må gå ud og snakke med andre og vise sin datter frem til andre, eller at have et arbejde og må heller ikke bruge en computer eller se fjernsyn, da det er skadeligt for Marina mener hendes familie.
Det skal nævnes at da Marina og jeg fik vores barn, fik Marinas familie lov til at se det først og da min mor ville se barnet blev hun særdeles omgående jaget ud af vores hus og jagtet hjem til sit hus med den besked at hun ikke må se det. Desuden sagde Marinas mor at barnet må ikke se andre end hende de næste 14 dage, og Marina er ikke enig, og så var der ballade igen. Marinas familie lever deres liv på løgne og trusler og bl.a. at vi har forgiftet Marinas bedsteforældre som ikke var sandt, og efterfølgende sendte Marinas mor til Marina juice, som vi godt kan li’, men hvor det viste sig at den var mindst et halvt år for gammel – et forsøg på at forgifte os? Marina kan ikke stole eller tro på sin familie mere, da det kan ende med at der sker en ubehagelig overraskelse fra Marinas familie før eller siden.
Marinas families baggrund er at de kommer fra Ukraine og hendes mor er nu bosiddende i Danmark, hvorfra hun kører sin psykiske terror på os. Min kone er også fra Ukraine og har Alevet sammen med mig i snart 3 år, og føler sig som dansker og hvad det indebærer, hvorimod hendes mor ikke vil leve efter danske regler sammen med sin rige danske mand.
A
-
matildeudenh
- Indlæg: 173
- Tilmeldt: 19.12.2007 21:57:11
Jeg synes din svigermor lyder som om hun har et problem med at forstå andre menneskers grænser. Det er ikke umiddelbart noget der går over igen, så hvis jeg var i jeres situation ville jeg flytte til hemmelig adresse med hemmeligt telefonnummer, samt lade hele omgangskredsen vide, at denne del af familien under ingen omstændigheder må vide hvor I bor.
Jeg tror desværre ikke, at der er nogen offentlig myndighed der umiddelbart kan hjælpe. Politiet kan nok kun hjælpe, hvis svigermor har optrådt decideret truende, og I f.eks. har det på film eller sådan noget, for ellers er det ord mod ord.
Jeg håber at I kan finde en løsning.
Jeg tror desværre ikke, at der er nogen offentlig myndighed der umiddelbart kan hjælpe. Politiet kan nok kun hjælpe, hvis svigermor har optrådt decideret truende, og I f.eks. har det på film eller sådan noget, for ellers er det ord mod ord.
Jeg håber at I kan finde en løsning.
å gud hvor ville jeg bare gerne kunne hjælpe eller gøre et eller andet men det du beskriver er jo for sindsygt helt ude hvor man ikke kan finde ord selv psykologer må da give op her. og det er ikke dig jeg mener men den sindsyge svigerfamilie du har fået dig. jeg kan simpelhen ikke komme med meget opmuntring selv om jeg synes jeg har vræret hjerne igennem læsningen. ku i ikke få politianholdt den svigermor for det er da ud fra dine ord hende der er farlig og hvis du ikke gøre noget så lykkes det måske en dag for hende at bortføre jeres datter.
jeg kan godt forstå at du er gået ned et par gange under dette press.
lige nu er mit bedste råd at skrive en bog og udgive den. jeg tror du har brug for at skrive for at få lidt luft som du har gjort her.
hvis du har brug for at snakke med nogen så kan du prøve at tjekke nogen af de mange rådgivningslinier der findes.
og så ellers prøve at holde fokus på alt det gode I oplever i jeres liv.
pøj pøj
christina
jeg kan godt forstå at du er gået ned et par gange under dette press.
lige nu er mit bedste råd at skrive en bog og udgive den. jeg tror du har brug for at skrive for at få lidt luft som du har gjort her.
hvis du har brug for at snakke med nogen så kan du prøve at tjekke nogen af de mange rådgivningslinier der findes.
og så ellers prøve at holde fokus på alt det gode I oplever i jeres liv.
pøj pøj
christina
-
Schjerbeck
- Indlæg: 49
- Tilmeldt: 15.07.2008 07:39:55
familie problemer
Der er desværre aldrig meget at gøre, når det er ord mod ord... mit forslag er at få et lille skjult kamera et sted i stuen, og sørg for at tænde det hver gang, der er nogen , der ringer på døren.
Da sørg for at alle samtaler foregår i stuen..... hvis de da begynder om at snuppe barnet til udlandet, da har i noget på dem....
Da sørg for at alle samtaler foregår i stuen..... hvis de da begynder om at snuppe barnet til udlandet, da har i noget på dem....