Ægteskabudengrænser.dk

Hej ÆUG,

jeg har boet med min kone fra Panama her i Danmark siden December 2007. Vi fik opholdstilladelse i Juni 2008, og siden da har hun efterfølgende gået på Aalborg Sprogcenter.

I 2009 fik vi en søn, og hun gik efterfølgende på barsel. Det lagde grundstenen for de problemer, jeg forudser, snart vil komme.

Hun startede op på Sprogcenteret igen i Januar 2010 efter endt barsel, og her starter balladen. Hun var, inden barsel, rykket op på trin/niveau 3, og det gik helt fornuftigt med lektier osv. Sproget udviklede sig som det skulle, og alt var roligt. MEN....da hun så starter på Sprogcentret igen efter barslen, så skulle hun gudhjælpemig starte hvor de andre var kommet til, og ikke hvor hun slap. Argumentet herfor var at det desværre ikke kunne lade sig gøre, da de fik en bestemt afregning per kursist, og derfor ikke kunne starte hende hvor hun var kommet til.

Den beslutning slog hendes danske totalt i stykker. Hun starter ud på et niveau/trin, som hun ikke har en jordisk chance for at komme på niveau med, og lektierne osv. blev efterfølgende seriøst op ad bakke. Det har derefter kunnet ses på hendes afsluttende prøver på Dansk 3.5 hvor hun dumpede den skriftlige med et brag og kun lige med nød fik et beskedent resultat på den mundtlige. Alt i alt et meget skidt resultat og en efterfølgende meget skuffet kone som nu ikke aner hendes levende råd.

Sprogcentret har efterfølgende tilbudt hende at hun kan starte på Dansk 2 hvor der er prøve til Maj, men det har hun afvist, da hendes motivation til at komme på Sprogcentret er totalt kørt under brædderne.

Jeg har længe undret mig over den måde undervisningen foregår på, og efter at have set mange af de opgaver, som hun har slæbt hjem og kæmpet med, har jeg kun undret mig endnu mere, især over hvorfor hun ikke bare kunne starte ud hvor hun var kommet til.

Nu er situationen så den at vi står og skal søge endnu en forlængelse, hvilket jeg heller ikke forventer bliver et problem. Men hvad så næste gang? Jeg føler at vi pludselig står med ryggen mod muren, og jeg har ingen anelse om hvilken retning vi nu skal gå. Hendes fremtidsvision er jo blevet smadret idag med et kæmpe nederlag, og jeg forstår godt at hun ikke er motiveret til at komme tilbage til Sprogcentret, men det gavner os jo ikke på sigt.

Vores søn bliver 3 år til Marts og skal i Børnehave. Jeg har fuldtidsstilling som souschef i en større Radio/Tv-butik, og vi klarer tingene rimeligt med de midler, vi har tid rådighed. Min kone er ansat som løsarbejder på et Hotel, og har varierende timer ved siden af skolen. Arbejde er jo heller ikke bare til at finde, og det giver ligeledes grund til spekulationer hos os begge.

Det, hun overvejer nu, er at starte på dansk-undervisning på VUC istedet. Fra veninder har hun hørt at de lærer betydeligt mere der, sammenlignet med Sprogcentret, men hvordan ser VUC ud i forhold til dansk på Sprogcentret?

Hvordan vil vores fremtid se ud hvis vi når til næste forlængelse, og udsigterne ikke har ændret sig meget? Vi har selv lidt forudsigelser, og de ser ikke alt for positive ud. Jeg må selv erkende at det, jeg troede i begyndelsen, ville blive besværligt men ikke umuligt, nu bare ser virkeligt dystert ud. Jeg er, som dansker, personligt pinlig over hvordan vi håndterer nydanskere som min kone, og jeg begriber seriøst ikke hvorfor pokker at det hele skal være så besværligt i dette land. Jeg har efterhånden svært ved at finde rosende vendinger om mit eget land, og det sparede jeg elleres ikke på i starten. Nu ser det bare ud til at jeg har været en kende naiv undervejs, efter at jeg har erfaret at det bare ikke er simpelt.

Som vi står nu, er det pludseligt med et ægteskab der kæmper for overlevelse og en stabil fremtid. Min kone modtager ikke hjælp fra det offentlige og er ikke til gene for vores samfund på nogen måde. Jeg har brugt alle muligheder jeg har for hjælp og assistance, og stadig ser det hele sort ud. Jeg har en datter fra et tidligere forhold, samt et engagement i min bank som gør at vi ikke bare kan hive pløkkerne og rejse et andet sted hen. En løsning der ellers lå til højrebenet - jeg ville med sandsynlighed ikke savne Danmark, og jeg er overbevist om at Danmark heller ikke ville savne mig.

Lige nu står jeg bare og har seriøst brug for tips, råd og vejledning, så skyd endelig løs.

Jeg tror, at du har misforstået lidt, hvad forlængelser og tidsubegrænset (permanent)opholdstilladelse går ud på. Man kan i princippet bo i Danmark i hele sit liv på tidsbegrænsede opholdstilladelser, og det har ingen anden konsekvens end, at man så skal have lidt administrativt besvær og måske udgifter med at søge forlængelse en gang imellem, og at man ikke kan søge om dansk statsborgerskab.

Når Udlændingeservice tager stilling til en ansøgning om forlængelse kigger de på, om de oprindelige betingelser stadig er opfyldt. I jeres tilfælde er det formentlig kun, at I skal være gift og bo sammen, da der vel er givet dispensation pga. dit særbarn? Hvis der mod forventning ikke er givet dispensation, skal I også opfylde boligkravet, og I må ikke modtage kontanthjælp, starthjælp eller revalidering.

Hvis Udlændingeservice når frem til, at betingelserne ikke længere er opfyldt, f.eks. fordi I er blevet skilt, så skal de vurdere, om det vil være i strid med internationale konventioner at tvinge din kone til at forlade Danmark. Og det vil det f.eks. være, hvis I har børn sammen.

Så indtil jeres søn fylder 18 år, vil det i praksis være ret utænkeligt, at din kone bliver bedt om at forlade Danmark. I hvert fald hvis I efter en skilsmisse begge bliver tildelt samkvem med barnet.

Så det korte svar er, at du bekymrer dig unødigt, fordi du tror, at lovgivning og praksis er langt mere restriktiv, end den faktisk er.

Danmark skal overholde menneskerettighederne såvel som FN´s børnekonvention, og da du både har et særbarn fra et tidligere forhold og et barn med din nuværende kone, så er der jo ikke rigtig andre muligheder end, at din kone må bo i Danmark, hvis begge dine børn skal have mulighed for samkvem med begge deres forældre. Så i realiteten er der ingen af alle de på papiret meget restriktive regler, der gælder for jer. Reglernes effekt er alene, at de får dig til at føle dig utryg og sove dårligt om natten.

Men din kone skal selvfølgelig lære dansk på et vist niveau, hvis hun skal gøre sig håb om at få gjort sin opholdstilladelse tidsubegrænset, så du kan sove bedre om natten, og så hun får mulighed for evt. at søge om dansk statsborgerskab. Den ny regering planlægger at nedsætte kravet til, at hun skal have bestået prøve i dansk 1, hvor kravet i dag er dansk 2. Og uden at være ekspert på området vil jeg tro, at prøve dansk 1 er noget, som næsten alle udlændinge kan opnå at bestå.

Og introduktionsprogrammet er jo ikke din kones eneste mulighed for at lære dansk. Det kan hun f.eks. også gøre ved at færdes på en dansk arbejdsplads, ved at tale dansk med dig, ved at deltage i dansk foreningsliv, på private kurser og så videre. Og når hun så har lært tilstrækkeligt, kan hun bare tilmelde sig en ny prøve.

Nogen andet er så selvfølgelig, at din kones muligheder for karriere eller uddannelse vil være mere begrænsede, hvis hun kun når op på et meget lavt niveau i dansk. Men da hun åbenbart allerede har en form for arbejde, så lyder det da, som om I trods alt klarer jer. Og man kan jo også leve et udmærket liv trods alt, selvom den ene part i et forhold kun har ufaglært arbejde og måske deltidsarbejde. Det sidste giver på den positive side mere tid til at tage sig af sine børn, og så må forventningerne til den materielle levestandard måske bare skrues lidt ned. I gamle dage var der jo mange, der levede af kun en indtægt, og det kan trods alt også godt lade sig gøre i dag, hvis bare man justerer sine forventninger derefter.