Det er helt korrekt forstået, at Zambranodommen intet som helst har at gøre med 3. lands borgeres rettigheder. Den handler udelukkende om unionsborgeres rettigheder. Og det var derfor, at jeg skar det ud i pap, at det ingen særlige konsekvenser har for din venindes danske mand, at hun skal forny sin opholdstilladelse en gang imellem.
Jeg ved naturligvis godt, at det har konsekvenser for din veninde, men det har bare intet som helst med unionsborgerskabet og dermed Zambranosagen at gøre. Din veninde er omfattet af forskellige EU-direktiver om indvandring og hjemsendelse mm., men dem deltager Danmark ikke i pga. vores retslige forbehold. Dvs. hun kan ikke finde nogen som helst beskyttelse i EU-retten, men må alene forlade sig på dansk lovgivning og dermed den politiske vilje i Folketinget.
Spørgsmålet er så, om man kan sige, at det forhindrer en 5-årig dansk statsborger i ”effektivt at udnytte sine rettigheder”, at han kun kan have sin far og ikke sin mor hos sig i Danmark? Umiddelbart må man nok sige nej, og i hvert fald må man antage, at det vil kræve en ny sag ved EU-domstolen at få et klart svar på det spørgsmål.
Men det er allerede sådan, at bla. FN´s børnekonvention sikrer børn en ret til samvær med begge sine forældre, med mindre det er i strid med barnets tarv (f.eks. hvis den ene forælder er voldelig). Så normal praksis vil være, at din veninde får lov at blive i Danmark, hvis hun efter en skilsmisse har samkvem med sit mindreårige barn, hvis far også stadig bor i Danmark. Sådan har praksis været længe i Danmark, det er bare ikke noget, man råber så højt om omkring, da det jo ikke lugter af ”fast og fair udlændingepolitik”.
Der er også en ordning for fastholdelse af udenlandsk arbejdskraft, som din veninde kan komme under, hvis hun har arbejdet i 2 år hos den samme arbejdsgiver på det tidspunkt, hvor hendes opholdstilladelse bliver inddraget eller nægtet forlænget:
http://www.nyidanmark.dk/da-dk/Ophold/a ... skraft.htm
Alt i alt er det derfor ikke en helt så usikker situation at have tidsbegrænset opholdstilladelse, som både du og din veninde og mange andre tror.
Det betyder naturligvis ikke, at jeg synes de danske regler for tidsubegrænset ophold er i orden, eller at det er i orden, at man ændrer disse regler uden at lave overgangsordning for dem, der næsten var nået frem til målstregen efter de gamle regler. Det mener jeg absolut ikke, og ÆUG sendte et 10 sider langt høringssvar, hvor vi haglede disse regler sønder og sammen og påpegede de mange urimelige virkninger, som de ville ha-ve. Men det er op til det danske folketing at ændre disse regler igen, det er ikke noget, som EU-domstolen er i stand til at gøre ret meget ved.
Hvis din veninde kun mangler de 15 medborgerskabspoint, så vil jeg råde hende til at tage medborgerskabsprøven første gang, den afholdes, hvilket forventes at være i juni 2011. Og herefter må hun så søge igen og betale de 3.000 kroner, som det nu koster.