Skilsmisse med barn involveret

Her diskuterer vi praktiske og juridiske forhold omkring skilsmisser samt muligheden for, at en ægtefællesammenført kan blive i Danmark efter en skilsmisse

Redaktører: ZB, AUG Board

Besvar
klm
Indlæg: 88
Tilmeldt: 29.07.2008 19:03:20

Skilsmisse med barn involveret

Indlæg af klm » 03.01.2014 00:04:01

Hej derude..

Det er med tårer i øjnene at min mand og jeg desværre må se i øjnene at livet i DK ikke blev den dans på roser vi ellers havde forestillet os. Og vi er derfor nu nået til den konkulsion at vi íkke kan bo sammen længere... Da vi har et barn sammen vil vi naturligvis gøre alt vi kan for at min mand kan få lov at blive boende her i Danmark.

Kort om os: Min mand er Tyrkisk statsborger og fik i 2011 5 års opholdstilladelse i Dk efter vi ansøgte om FS vha Eu-reglerne (vi boede i Tyskland 4 mdr.).
Vi blev gift i Tyrkiet i 2009 og blev i 2010 forældre til en pige.
Min mand har haft deltidsarbejde siden han kom, hos den samme arbejdsgiver. Han gik i en kort periode på dansk-kursus men meldte sig ud efter 4 mdr da han havde svært ved at følge med.

Vi overvejede om vi skulle blive boende sammen indtil han havde fået sin permanente opholdstilladelse men må erkende at det ikke er godt for hverken vores forhold eller vores datter og jeg vil derfor nu høre om der er nogen der sidder inde med gode råd..

Jeg har meget svært ved at finde ud af om det faktum at han har en datter (med dansk statsborgerskab) alene er nok til at han kan få lov at blive boende i Dk? Og i så fald vil hans rettigheder her i landet være de samme som hvis vi var gift?

Håber der er nogen der kan hjælpe os.

fundiver199
Indlæg: 15458
Tilmeldt: 15.07.2008 15:58:34

Re: Skilsmisse med barn involveret

Indlæg af fundiver199 » 03.01.2014 07:53:26

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0 ... ?id=137179

Familiemedlemmer med ret til at blive boende efter ophør af ægteskab

§ 15. En EU-statsborger, der har ret til at opholde sig her i landet som familiemedlem efter § 8, stk. 1, eller §§ 9-11, mister ikke retten til ophold ved hovedpersonens og dennes ægtefælles skilsmisse eller ophør af ægteskabet ved omstødelse.

Stk. 2. En tredjelandsstatsborger, der har ret til at opholde sig her i landet som familiemedlem efter § 8, stk. 1, eller §§ 9-11, mister ikke retten til ophold ved hovedpersonens og dennes ægtefælles skilsmisse eller ophør af ægteskabet ved omstødelse, hvis

1) ægteskabet ved begyndelsen af proceduren til skilsmisse eller omstødelse har varet i mindst 3 år, heraf mindst 1 år her i landet,

2) forældremyndigheden til hovedpersonens børn ved aftale eller afgørelse er overdraget til en ægtefælle, der er tredjelandsstatsborger,

3) der foreligger en særlig vanskelig situation, herunder som følge af, at ægtefællen har været udsat for overgreb, misbrug eller anden overlast i hjemmet, mens ægteskabet bestod, eller

4) ægtefællen ved aftale eller afgørelse har ret til samvær med et mindreårigt barn, og dette samvær skal finde sted her i landet.

Stk. 3. Opholdsret, der bevares efter reglen i stk. 2, er efter skilsmissen eller ophøret af ægteskabet ved omstødelse betinget af, at tredjelandsstatsborgeren er arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende, eller at den pågældende råder over sådanne indtægter eller midler til sit underhold, at den pågældende ikke falder det offentlige til byrde, og at den pågældende tegner en sygeforsikring, der dækker perioden, indtil den pågældende opnår ret til ydelser efter sundhedsloven, eller at den pågældende er familiemedlem til en person, der opfylder disse krav.

.....................................................

Din mand kommer, så vidt jeg kan se, både ind under Stk. 2, 1) og Stk. 2, 2). Men bemærk Stk. 3). Hans fortsatte EU-opholdsret er ikke ubetinget men afhænger af, at han råder over en eller anden indtægt, som ikke er dansk kontanthjælp. Men da du skriver, at han har haft deltidsarbejde, siden han kom, skulle det jo ikke være noget problem. Og forhåbentlig er han medlem af en A-kasse, så han kan få dagpenge, hvis han skulle være uheldig at blive fyret? Ellers må han melde sig ind ASAP og optjene dagpengeret over de næste 12 måneder.

Som tyrkisk statsborger har din mand i øvrigt også ret til at blive i Danmark efter associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet, alene fordi han arbejder. Reglerne herfor er lidt komplicerede og afhænger af, hvor længe han har været her. Men som minimum har han ret til at blive her, så længe han fortsat har det samme arbejde.

klm
Indlæg: 88
Tilmeldt: 29.07.2008 19:03:20

Re: Skilsmisse med barn involveret

Indlæg af klm » 03.01.2014 23:20:48

Tusind tak for din hjælp Fundiver. Igen igen.

Han har jo mange gode grunde til at blive her i landet, i følge det du skriver, men tør du (eller andre) at komme med et bud på hvad chancen er for at han får lov til at blive når vi bliver skilt? Ved naturligvis godt at der ingen garanti er. Det skal naturligvis tilføjes at vi vil dele forældremyndigheden over vores datter.

Og hvordan foregår det når han skal bevise sin ret til at blive her? Kan han søge med flere begrundelser eller skal han holde sig til en? ex.: associeringsaftalen eller det at han har et barn.?

mh1
Indlæg: 10609
Tilmeldt: 25.09.2007 11:20:33
Geografisk sted: Istanbul, Tyrkiet/Tyskland
Kontakt:

Re: Skilsmisse med barn involveret

Indlæg af mh1 » 04.01.2014 08:04:05

Læs på linket: http://www.nyidanmark.dk/da-dk/Ophold/a ... grebet.htm

Din mand kan søge på baggrund af sit arbejde, som han har haft mere end et år. Det er en RETTIGHED og dermed en ganske sikker måde at få opholdstilladelse på.

Når I skal have fælles forældremyndighed, og han formodentlig vil have mindst normalsamvær med jeres barn, så er forbindelsen med hende hans 'sikkerhedssele' i tilfælde af at han skulle blive arbejdsløs.
mh
Rådgiver for ÆUG

klm
Indlæg: 88
Tilmeldt: 29.07.2008 19:03:20

Re: Skilsmisse med barn involveret

Indlæg af klm » 04.01.2014 23:35:28

Okay det lyder jo rigtig godt. Tak for dit svar.

Er der nogen ting vi skal være særlig opmærksomme på når vi indgiver begæring om skilsmisse eller skal vi bare gøre det som 'normalt'.?
Og skal vi selv kontakte US efterfølgende?

fundiver199
Indlæg: 15458
Tilmeldt: 15.07.2008 15:58:34

Re: Skilsmisse med barn involveret

Indlæg af fundiver199 » 05.01.2014 11:15:19

Det er lidt op til jer selv. I kan vel lige så godt få papirarbejdet overstået, så der kan falde ro over tingene. Så jeg ville nok i din mands sted selv kontakte US og gøre opmærksom på, at der skulle ske noget nyt med hans opholdsgrundlag.

Da I har en ret klar forventning om, at han kan blive her, er der ikke den store fordel for jer i at trække tiden ud ved at lade US selv om at opdage, at han er blevet skilt. Men det gør de selvfølgelig, hvis han ikke fortæller dem det.

klm
Indlæg: 88
Tilmeldt: 29.07.2008 19:03:20

Re: Skilsmisse med barn involveret

Indlæg af klm » 05.01.2014 23:20:55

Det har du helt ret i. Det vil naturligvis være rart at alt det "formelle" er overstået så vi kan koncentrere os om alt det andet i denne situation.

Igen: Mange tak for hjælpen, Fundiver.

mh1
Indlæg: 10609
Tilmeldt: 25.09.2007 11:20:33
Geografisk sted: Istanbul, Tyrkiet/Tyskland
Kontakt:

Re: Skilsmisse med barn involveret

Indlæg af mh1 » 06.01.2014 07:37:34

Statsforvaltningen sender meddelelse til US om skilsmisser, når en af parterne er udlænding.

Din mand vil så få et brev, hvori man spørger om han kan fortælle hvorfor US IKKE skal inddrage hans opholdstilladelse. Han kan så evt. som svar på det søge om opholdstilladelse efter associeringsaftalen.
mh
Rådgiver for ÆUG

Besvar