kan en danske stateborger gifte sig med en afghaner i Indian

[pinkhari]

hej allesammen. for at i kan forstå mit problem, er jeg nød til at fortælle min historie. jeg er fra afghanistan som har være i dk i 10 år. for 7 år siden tog jeg og mit far til afghanistan, hvor jeg mødet min nuværende kæreste. siden jeg har mødt ham, så er det sket meget i mit liv. bl. a. mit forældre gik fra hinanden og hvor jeg har valgt at bo sammen med min mor og stop kontakten med mit far og det blev han ikke glad for. Min far har mange familie i afghanistan som sidder i magt nu. jeg er bange for at tage til afghanistan og blive gift. derfor jeg tænk på om vi kunne blive gift i et andet land.
her kommer mit spørgsmål, kan vi tage til india og blive gift, og hvis ja.. hvor henvender man sig og hvilke dokumenter skal man tage med?

håber der er nogen som kan hjælp.

[fundiver199]

Det er svært for os at sidde her i Danmark og vide, hvilke krav indiske myndigheder stiller til dem, der gerne vil gifte sig der, eller hvor man henvender sig. Så det bliver I nok nødt til at undersøge selv f.eks. via jeres kontakter i Indien, eller måske bare de indiske myndigheders officielle hjemmesider. Det er også muligt, at den indiske ambassade i Danmark kan være behjælpelig med information.

Prøv også at læs ÆUG´s vejledning om familiesammenføring under menupunktet "rådgivning". Umiddelbart ligner tilknytningskravet f.eks. en forhindring, I skal forholde jer til, hvis det er meningen, at I gerne vil bo i Danmark sammen, når I er blevet gift.

[Anne Alver]

På det danske udenrigsministeries side kan man finde information om, hvordan man indgår ægteskab i andre lande:

http://indien.um.dk/da/rejse-og-ophold/ ... -i-indien/

[fa2012]

Ja det man kan godt. Jeg blev selv gift med min mand i indien i år.

[Zada]

Hvor og hvordan?

[fa2012]

hej Zada

Jeg er selv en danske stateborger og min mand er en afghaner fra Afghanistan.
Mig og min mand holdte det megeeetttt simple. Vi gjorde det, at vi inviterede 5 personer (ialt var vi 9 personer: mig, min mand, mine forældre og de andre 5 gæster, som var min mands venner i Delhi) til en middag, hvor vi udvekslede ringe og den næste dag tog vi til afghanske ambassade i Delhi og fik tid til at komme med 5 vidner (alle de 5 vidner SKAL være mænd og de alle sammen SKAL have deres pas med 2 passport billeder med hver ) den samme dag ved 12 tiden.
Det gjorde vi så, vi fik lavet "nika-papir" (hvor imam ikke var med) og dens tolkning på engelsk på den samme dag.
Det tog omkring 3-4 timer i den afghanske ambassade.

Selv bryllups festen og islamiske nika blev holdt i Kabul i sommerferien 2012.

Det er bedste at aftale tid med ambassaden tidligere.

[Zada]

Hmm.
Tak det lyder til at overskue, men hvor lang tid var I i Indien? Jeg har læst mig til at man skal være der i 30 dage før man kan blive gift??!
Vi har virkelig bare brug for dokumentet så vi må befinde os i samme land og være sammen. Hvis man kan blive gift på en dag i Indien ville det være fantastisk!
...øh og han er muslim og jeg er nemlig kristen :-/ er det et problem med nika?

[mh1]

Nu må jeg lige smide lidt malurt i bægeret, men det her skal tages i betragtning:

http://politiken.dk/turengaartil/rejsen ... -for-kaos/

[Zada]

Ah...
ok tak...igen!!
Det er simpelthen så dejligt at vi lever i et globaliseret, internationalt samfund hvor begrænsninger overkommes og fællesskaber opbygges. Hvad skulle vi dog gøre uden al den frihed og åbenhed.
Jeg mangler ord.....

[fundiver199]

At en dansker skal bruge visum for at besøge Indien, er vel ikke det største problem i Verden, når en inder også skal bruge visum for at besøge Danmark og stilles over for præcis de samme krav. Ja faktisk langt strengere krav, idet Indien er i immigrationslandegruppen.

Jeg forstår godt, hvad du mener, men jeg tror, man bliver nødt til at anlægge sig en bare lidt højere overbærenhedstærskel, hvis man ønsker at leve i et binationalt ægteskab. For man vil uundgåeligt komme ud for mange ting undervejs, der er bøvlede og ikke giver særlig meget mening. Og da man ikke kan lave dem om, må man bare acceptere dem og prøve at tage dem med et smil.

Da jeg blev gift på Filippinerne måtte jeg bruge en del dag på at rejse med fly til et sted, der lå 700 km væk og tilbage igen, alene fordi de filippinske myndigheder kræver at få et stykke papir, hvorpå det danske konsulat basalt set skriver det samme, som der i forvejen står på den ægteskabsattest, den danske kommune har udstedt.

Det gav for mig at se heller ikke specielt meget mening, og det havde været langt billigere og nemmere for mig at få papiret legaliseret hos det danske udenrigsministerium. Men den metode kan ikke bruges på Filippinerne, og hvis jeg ønskede at gifte mig der - og det gjorde jeg - så var det bare at makke ret og acceptere deres krav. Så det må man bare gøre - og prøve at tage det hele med et smil

[soreng]

Ah...
ok tak...igen!!
Det er simpelthen så dejligt at vi lever i et globaliseret, internationalt samfund hvor begrænsninger overkommes og fællesskaber opbygges. Hvad skulle vi dog gøre uden al den frihed og åbenhed.
Jeg mangler ord.....

Nu er det vel ikke så forfærdeligt at Indien kræver at man kan dokumentere hvordan man har tænkt sig at overleve mens man besøger Indien er det? Det er altså noget som Danmark har krævet af Indiske statsborgere der vil besøge Danmark i mange år.

Men det er en meget dansk holdning at hver gang nogle stiller et krav op imod en Dansk statsborger, så er det diskrimination. Men samtidigt er det vel kun fair at der stilles nogle minimumskrav til personer der besøger Danmark.
Og hvem har bildt dig dig ind at det danske samfund er globaliseret og internationalt?
Det gælder vist kun når danskere kigger ud over grænserne og rejser ud. For udlændinge der kommer til Danmark er det danske samfund ingen af de 2 dele. Det danske samfund er som udgangspunkt meget lukket for fremmede, og har ingen interesse i at være globaliseret og internationalt hvis den globalisering også skal foregå indenfor de danske grænser.

Jeg troede, før jeg mødte min kone, at det danske samfund var åbent, globaliseret og internationalt. Men efter at have ramt diverse knotne navleskuende medarbejdere i offentlige institutioner der egentlig bare burde gøre deres arbejde og udøve service, så er jeg efterhånden blevet overbevist om at det ikke forholder sig sådan. Mere end een gang har min kone forsøgt at få ordnet noget hos f.eks kommunen 2-3 gange, hvorefter hun giver op, jeg ringer så een gang, og så er tingene ordnet på under 5 minutter. Hvorfor sker det i et globaliseret og internationalt samfund (og ja, min kone prøver at snakke det bedste dansk hun kan når hun ringer til dem. Fejler hun i hendes danske kan hun lige så godt opgive, for det er åbenbart for meget forlangt at en medarbejder i borgerservice i en kommune kan snakke bare et 9. klasses engelsk).

Væn jer også til at bruge dit efternavn hvis din mand skal skrive til noget der ikke er offentligt (f.eks søge job eller lignende). Man FÅR altså bedre response hvis ens efternavn er mindre "udlænding". Igen er der ikke meget globaliseret og internationalt over det.

Man må indse at ens ægtefælle i mange år frem i tiden er på tålt ophold i det danske samfund, også selvom person arbejder 37 timer om ugen, og ikke på nogen måde belaster samfundet.

[fundiver199]

Enig. For de fleste danskere er globalisering noget, der handler om, at de selv kan rejse Verden rundt, som de har lyst til, og at de kan købe varer produceret billigt i alverdens lande. Men udlændinge skal helst blive hjemme og ikke komme her og forstyrre vores danske idyl. I hvert fald ikke andet end som pudsige japanske turister, der fotograferer den lille havfrue.

Når danskere selv rejser i udlandet, tager de det som en selvfølge, at alle, de møder, taler engelsk. Men hvis en udlænding spørger dem om vej på engelsk, når de er på vej hjem fra arbejde, bliver de helt paf og går i baglås. For engelsk er da ikke noget, der hører hjemme i Danmark og i deres hverdag??? Det er da kun noget, man taler, når man er på ferie.....

Jeg var engang vikar i en stor international IT-virksomhed med afdeling i Danmark. Den havde hentet en gruppe indiske ingeniører og dataloger op til en større projekt. Og det førte til, at af en de danske HK´ere i virksomheden fremsatte en negativ bemærkning om, at det var for langt ude, at der blev sørget for en særlig frokostmenu til disse gæster i virksomheden. Så selv en så lille ting som anderledes madvaner kan gøres til et problem.

Alt dette er naturligvis en grov generalisering, men der er noget landsbyagtigt over Danmark, og mange danskere er som minimum "skeptiske" over for udlændinge af enhver art, måske lige bortset fra nordmænd og svenskere.

[fundiver199]

Men efter at have ramt diverse knotne navleskuende medarbejdere i offentlige institutioner der egentlig bare burde gøre deres arbejde og udøve service, så er jeg efterhånden blevet overbevist om at det ikke forholder sig sådan.

Min første oplevelse med det offentlige i denne sammenhæng var fra før, jeg blev gift med min kone. Jeg spurgte kommunen, hvad jeg kunne gøre for at få det registreret i Danmark, at jeg havde en datter, som boede i udlandet, hvilket jeg absolut mener er et rimeligt og fornuftigt ønske og noget, som alle ansvarlige forældre burde gøre.

Men i stedet for at hjælpe mig med at få løst problemet, var medarbejderen mere optaget af at snakke om problemer med børnebortførelser. Herefter opgav jeg slet og ret projektet og accepterede, at min datter ikke ville have nogen form for sikkerhed, hvis jeg skulle gå bort som følge af en ulykke el., før jeg nåede at gifte mig med hendes mor.

[mh1]

Nu er det jo ikke længere et problem, men i en sådan situation (hvor man ikke er gift med den anden forælder endnu) kunne man

1) oprette et notartestamente
2) skrive barnet ind på sin evt. livsforsikring som 'nærmeste pårørende'.

Som ekstra sikkerhed kan man deponere en kopi af testamentet sammen med en verificeret og oversat kopi af barnets fødselsattest hos et advokatfirma, som man udpeger til at være ens bobestyrer.

Derved ville man sikre, at barnet får den arv det måtte tilkomme, samt at evt. livsforsikring udbetales til barnet.

Barnets ret til arv og til udbetaling af livsforsikring er helt og aldeles uafhængigt af, hvor barnet bor, af dets statsborgerskab og af om man har fået det registreret i DK. Det vigtiger er, at det er muligt at finde frem til det.

[Zada]

Uha der ramte jeg et par punkter
Beklager, det var et absolut personligt hjertenssuk og baseret på en personlig situation og historie jeg ikke vil blande jer ind i.
Jeg sætter pris på folks erfaringer herinde så tusind tak for det