Umenneskelig sagsbehandlingstid

Her kan du skrive om/søge information om ophold i DK på andre grundlag end familiesammenføring eller EU-regler, f.eks. au-pair, studier og arbejde m.v.

Redaktører: ZB, AUG Board

Farfar
Indlæg: 12
Tilmeldt: 08.05.2015 09:04:45

Umenneskelig sagsbehandlingstid

Indlæg af Farfar » 12.05.2015 08:01:56

Min thailandske svigerdatter indsendte en SG1 ansøgning ultimo august 2014 om familiesammenføring med sit danske nu 4-årige barn. Hun er skilt fra min søn.

Nogen tid derefter fik hun et brev om at hun skulle indsende en blanket FA1 i stedet. Hun udfyldte en ny blanket SG1 og tog ind til Udlændingestyrelsen, som modtog den.

12. November 2014 fik hun et brev fra Udlændingestyren om, at de havde modtaget alle oplysninger for behandling af ansøgningen og at ansøgningen nu er taget under behandling. Der stod, at hun senest 10.april kunne forvente en afgørelse. Der stod også, at hun ville modtage en ny orientering om den forventede sagsbehandlingstid, hvis den blev overskredet med mere end 1 måned (10. Maj).

Min thailandske svigerdatter har ringet til Udlændingestyrelsen ugentlig, og får ofte det svar, at de har alt hvad de skal bruge, men at der mangler en sagsbehandler til at skrive brevet. I går fortalte de, at sagsbehandleren var taget på ferie.
Min svigerdatter er meget ulykkelig.
Selv om Udlændingestyrelsen har mange sager bør de overholde sagsbehandlingstiden. Det er jo menneskeskæbner de har med at gøre.
Det næste må nok være, at jeg på hendes vegne klager over, at de ikke overholder, hvad de har lovet. Så vidt jeg kan se, skal jeg skrive til Justitsministeriet. Har jeg ret?
Jeg skriver ikke dette indlæg for at diskutere, om hun skal have opholdstilladelse eller ej. Den afgørelse må vi rette os efter, når den kommer. Men vi burde have modtaget afgørelsen for længe siden.

fundiver199
Indlæg: 15458
Tilmeldt: 15.07.2008 15:58:34

Re: Umenneskelig sagsbehandlingstid

Indlæg af fundiver199 » 12.05.2015 09:24:10

Der er lige pt. forlænget ventetid på ansøgninger om familiesammenføring, fordi Udlændingestyrelsen fra og med midten af 2014 og indtil for nylig har modtaget omtrent dobbelt så mange ansøgninger om familiesammenføring som normalt. Årsagen er de mange syriske flygtninge, der kom til Danmark i sommeren og efteråret 2014, og som efter at have fået asyl har søgt om at blive genforenet med de ægtefæller og børn, de har efterladt under flugten.

Udlændingestyrelsen har fået penge til at ansætte flere sagsbehandlere, og fra og med marts 2015 er der også kommet godt gang i behandlingen af familiesammenføringsager. Men der ligger stadig en stor pukkel af ansøgninger og venter på at blive behandlet, og den kan ikke afvikles fra den ene dag til den anden.

En servicemål er alene en forventningsafstemning, og derfor kan man ikke klage over, at det ikke bliver overholdt. Man kan kun klage over selve afgørelsen, når den kommer, og det er Udlændingenævnet, der er klageinstans i sager om familiesammenføring.

Man kan klage over dårlig sagsbehandling til Ombudsmanden. Men da der som sagt er en god forklaring på de forlængede sagsbehandlingstider, er det nærmest utænkeligt, at Ombudsmanden skulle finde anledning til at rejse kritik af Udlændingestyrelsen for netop det.

Endelig er det svært at se, hvad kritik fra Ombudsmanden ville hjælpe, da der jo allerede er gjort det, som skal til for at løse problemet, nemlig ansat væsentligt flere sagsbehandlere.

Realistisk set kommer der til at være forlænget ventetid i det meste af 2015. Men der er lys for enden af tunnelen, for asylboomet sluttede for ½ år siden. Og dermed er det også kun et spørgsmål om tid, før antallet af nye ansøgninger om familiesammenføring vender tilbage til det normale niveau på 500-600 om måneden.

fundiver199
Indlæg: 15458
Tilmeldt: 15.07.2008 15:58:34

Re: Umenneskelig sagsbehandlingstid

Indlæg af fundiver199 » 12.05.2015 09:37:36

PS. Jeg ved godt, du skriver, at du ikke ville diskutere selve sagen. Men et eller andet sted synes jeg da, at den er af større betydning end sagsbehandlingstiden. For hvad hjælper det din svigerdatter, at hun får afslag?

Man kan ikke blive familiesammenført med sit barn, hvis man stadig er gift med barnets far. Og selv hvis man er blevet skilt, kan der kun gives opholdstilladelse for at bevare et samvær med barnet, som man allerede har i Danmark.

Da du skriver, at din svigerdatter er adskilt fra barnet, kan der jo ikke være noget samvær at bevare. Og så er det 100% forudsigeligt, at ansøgningen om at blive sammenført med dit barnebarn vil blive afslået.

Hvis hun ønsker at bo i Danmark, må hun søge opholdstilladelse med henblik på at arbejde eller studere. Eller parret kan, hvis de har fortrudt skilsmissen, gifte sig igen og søge om ægtefællesammenføring.

fundiver199
Indlæg: 15458
Tilmeldt: 15.07.2008 15:58:34

Re: Umenneskelig sagsbehandlingstid

Indlæg af fundiver199 » 12.05.2015 09:44:09

PPS. Mht. sagsbehandlingstiden, så synes jeg faktisk, det er yderst fornuftigt, hvis US nedprioriterer afslagssager og opprioriterer tilladelsessager, indtil ansøgningspuklen er afviklet.

For det har da langt større negativ betydning at vente, hvis man er berettiget til opholdstilladelse end hvis man bare venter på at få et afslag. Et afslag betyder ikke andet end, at man får mere klarhed over sin situation. Og den klarhed kan man ofte næsten lige så godt få ved at søge rådgivning her i ÆUGs forum, hvor vi kender både lovgivning og praksis ret indgående.

Farfar
Indlæg: 12
Tilmeldt: 08.05.2015 09:04:45

Re: Umenneskelig sagsbehandlingstid

Indlæg af Farfar » 12.05.2015 10:59:30

Kære Fundiver. Min svigerdatter er skilt fra min søn. Ja - de har egentlig aldrig været gift med papir. Men de blev "gift" ved en thailandsk munkeceremoni. Lige nu er bor min søn, mit barnebarn og min thailandske svigerdatter på samme danske adresse. Men de lever som hund og kat, hvilket går ud over mit barnebarn. Min svigerdatter venter derfor på en opholds- og arbejdstilladelse, så hun kan få egen bolig, hvor hun kan være med sit barn. Min søn har flere gange anmodet hende om at flytte og truet med at sætte hende på gaden, men hun kan ikke finde en bolig, når hun ikke har opholdstilladelse. Hun har fået tilbudt job, men mangler en arbejdstilladelse. Det er hårdt for et barn at bo sammen med en mor og far, der hele tiden skændes. Derfor haster sagen.
Jeg har foreslået, at hun rejser med sit barn til Thailand og afventet opholds- og arbejdstilladelsen. Men det tør hun ikke. Hun håber hele tiden på at tilladelsen kommer i morgen, og at min søn ikke sætter hende på gaden. Og mit barnebarn græder, når de skændes. Derfor haster det med en afgørelse.
Hvis hun får et afslag må hun tage til Thailand og anke sagen derfra - synes jeg.

fundiver199
Indlæg: 15458
Tilmeldt: 15.07.2008 15:58:34

Re: Umenneskelig sagsbehandlingstid

Indlæg af fundiver199 » 12.05.2015 13:04:37

Hvis hun aldrig har haft en opholdstilladelse i Danmark, er det svært at se, at der kan være grundlag for at give hende en med henblik på, at hun kan bevare samværet med sit barn i Danmark. For så har det "samvær" vel alene bestået i, at hun (og evt. barnet) har besøgt din søn på et visum og herefter et processuelt ophold?

Så som allerede forklaret, har hun søgt om noget, der næsten 100% sikkert ikke kan imødekommes. At få en afgørelse vil derfor samtidig medføre, at hun også får en udrejsefrist, hvilket jo ikke på nogen som helst måde vil forbedre hendes situation i forhold til i dag.

Hvis det tilbudte job giver en løn på mindst 375.000 kroner om året, bør hun søge om opholdstilladelse efter beløbsordningen. Ellers er der næppe andet at gøre end at give op og rejse hjem, senest når afslaget kommer.

Farfar
Indlæg: 12
Tilmeldt: 08.05.2015 09:04:45

Re: Umenneskelig sagsbehandlingstid

Indlæg af Farfar » 19.08.2015 12:11:20

Udlændingestyrelsens sagsbehandlingstid er ikke blevet bedre. Min thailandske svigerdatters sag om familiesammenføring er nu over et år gammel.
12. november 2014 skrev de, at hun senest den 10. April 2015 kunne forvente en afgørelse.
15. Juni 2015 skrev de, at de vil kunne afgøre hendes sag senest ved udgangen af september 2015 samt at det også er muligt, at de træffer afgørelse i sagen før dette tidspunkt.
Tør man tro på dette?

Farfar
Indlæg: 12
Tilmeldt: 08.05.2015 09:04:45

Re: Umenneskelig sagsbehandlingstid

Indlæg af Farfar » 15.09.2015 13:44:23

Min svigerdatter har nu fået afslag på ansøgning om opholdstilladelse, og hun skal forlade Danmark inden 12 dage. I afgørelsen står der, at hun kan klage over afgørelsen inden 8 uger.
Der står intet om, at en sådan klage har "opsættende virkning".
Der står heller ikke, at en sådan klage " ikke har opsættende virkning".

Kan man gå ud fra, at klagen ikke har opsættende virkning?

Farfar
Indlæg: 12
Tilmeldt: 08.05.2015 09:04:45

Re: Umenneskelig sagsbehandlingstid

Indlæg af Farfar » 15.09.2015 20:08:26

Undskyld mit spørgsmål. Jeg kan se på Udlændingenævnets hjemmeside, at Udlændingenævnet tager stilling til, om hun kan blive i Danmark mens klagen behandles.

Farfar
Indlæg: 12
Tilmeldt: 08.05.2015 09:04:45

Re: Umenneskelig sagsbehandlingstid

Indlæg af Farfar » 26.09.2015 12:12:28

Jubiii - Advokatkontoret Immigrationlaw.dk sørgede for at hun fik et stempel i passet så hun ikke skal rejse ud af landet i morgen.

Farfar
Indlæg: 12
Tilmeldt: 08.05.2015 09:04:45

Re: Umenneskelig sagsbehandlingstid

Indlæg af Farfar » 15.08.2016 14:25:09

I 2015 skrev Udlændingestyrelsen, at hun kunne forvente en afgørelse inden udgangen af april 2016. Maj 2016 skrev Udlændingestyrelsen igen, at hun kunne forvente en afgørelse senest ved udgangen af juli 2016. Nu har hun igen fået et brev fra Udlændingestyrelsen der siger senest ved udgangen af november 2016. Frustrerende med alle de udsættelser. Er det almindeligt?

fundiver199
Indlæg: 15458
Tilmeldt: 15.07.2008 15:58:34

Re: Umenneskelig sagsbehandlingstid

Indlæg af fundiver199 » 17.08.2016 06:29:06

Nej men som tidligere skrevet er det en meget usædvanlig sagstype. Og dermed kan man vel på en måde godt forstå, hvis den bliver skubbet til side til fordel for de nemme rutinesager. 2 år er dog en meget lang sagsbehandlingstid. Men som sagt får hun jo alligevel afslag, så det hele er under alle omstændigheder blot spild af tid.

Farfar
Indlæg: 12
Tilmeldt: 08.05.2015 09:04:45

Re: Umenneskelig sagsbehandlingstid

Indlæg af Farfar » 20.03.2017 08:09:11

Mange tak for svarene Fundiver. Du fik ret.

Farfar
Indlæg: 12
Tilmeldt: 08.05.2015 09:04:45

Re: Umenneskelig sagsbehandlingstid

Indlæg af Farfar » 04.04.2017 23:27:02

Udlændingenævnet behandlede klagen lynhurtigt.
Min ex-svigerdatter er nu udvist til Thailand, og har efter aftale medbragt vort danske barnebarn på 6 år, som har fået fri fra skolen indtil næste skoleår, hvor han skal begynde i første klasse.

Min thailandske ex-svigerdatter giver ikke op, men fortæller, at hun vil komme tilbage til Danmark om 3 måneder. Hun har derfor bedt mig om at udfylde en elektronisk invitation til den tid.

I den anledning har jeg et par spørgsmål. 

1. Mit barnebarn er opført i folkeregisteret som boende hos mig og min kone (barnets far bor i en anden by og er gift med en anden kvinde). Hvor længe må der gå til vi melder, at han er fraflyttet Danmark?
Jeg ved jo ikke hvornår han kommer tilbage.

2. Barnets far får børnecheck, som han hidtil har videresendt til moderen, som indtil udvisningen kun havde processuelt ophold. Nu er barnet rejst med sin mor til Thailand, og kommer tidligst tilbage om tre måneder, måske væsentligt senere. Kan barnets far tage imod fremtidige børnechecks og overføre pengene til Thailand? Formentlig skal faderen melde dette til Udbetaling Danmark, da betingelse for at modtage børnecheck efter min opfattelse er at barnet opholder sig i Danmark.

mh1
Indlæg: 10609
Tilmeldt: 25.09.2007 11:20:33
Geografisk sted: Istanbul, Tyrkiet/Tyskland
Kontakt:

Re: Umenneskelig sagsbehandlingstid

Indlæg af mh1 » 05.04.2017 16:52:31

Man skal ikke frameldes folkeregisteret, medmindre man opgiver sin bopæl. Foreløbig er dit barnebarn på ferie med sin mor. Kommer han faktisk tilbage indenfor 3-4 mdr, skal I ikke foretage jer noget.

Så længe barnet har bopæl i DK, kan den af dets forældre der har (del i) forældremyndigheden og er fuldt skattepligtig i DK modtage børnechecken.

Hvis denne sag er identisk med den, som en far har postet på facebook om, er det moderen som har forældremyndigheden alene. Hvis dette er tilfældet, har hverken din søn eller moderen krav på børnecheck. Hvis barnet reelt og officielt bor hos jer, burde I arrangere jer anderledes end I åbenbart har, hvis I vil have at nogen får udbetalt børnechecken.

"Hvis barnet ikke bor hos hverken moderen eller faderen, kan udbetalingen i stedet ske til plejeforældre, ​der har barnet i privat pleje eller personer, som har barnet i pleje med henblik på adoption. Hvis Udbetaling Danmark vurderer, at det er bedst for barnet kan udbetalingen også ske til barnet selv."
mh
Rådgiver for ÆUG

Besvar