Erfaringer med muligheder for studie visum

Her kan du skrive om/søge information om ophold i DK på andre grundlag end familiesammenføring eller EU-regler, f.eks. au-pair, studier og arbejde m.v.

Redaktører: ZB, AUG Board

Besvar
NoNameDK
Indlæg: 3
Tilmeldt: 16.06.2019 08:57:36

Erfaringer med muligheder for studie visum

Indlæg af NoNameDK » 04.08.2019 20:56:33

Jeg har en kæreste fra Filippinerne, som jeg gerne vil have mulighed for at bo sammen med i DK.
Vi har en uenighed ift. om vi skal have en ægtepagt eller ej (jeg vil have dette grundet opsparing, væsentlig friværdi i lejlighed, bil og pensionsopsparing, mens at hun ser det som en fornærmelse og udtryk for at jeg ikke stoler på hende) og vi er derfor ved at kigge på alternative muligheder for hende til at komme til Danmark og bo sammen med mig.
Det er ikke muligt for hende at være au pair i Danmark, da hun allerede har arbejdet som au pair i DK.
Jeg er ikke umiddelbart interesseret i at flytte til Sverige og søge om familiesammenføring via EU reglerne, grundet arbejde og lejlighed i DK.

Det mest hensigtsmæssige vil være hvis hun kunne få et studie visum og vi kunne bo sammen i 1,5 år, hvorefter vi ville kunne søge om familiesammenføring på baggrund af reglen om samliv og etablere ophold på denne måde (mens hun færdiggør sit studium og derefter får job).

Men når jeg søger på nettet efter mulige uddannelser, synes jeg at det er forholdsvist svært at finde nogle uddannelser, som ikke kræver at man har opholdstilladelse i forvejen (på andet grundlag) eller hvor det er krævet at man skal have bestået danskprøver.

Er der andre i forummet som har erfaringer med hvilke uddannelser som kan være relevant grundlag for ansøgning om studie visum?

Ift. min kærestes baggrund, kan jeg oplyse at hun har en bachelor lærer uddannelse fra Filippinerne, som hun har bedt styrelsen for forskning og uddannelse at vurdere. Hun har ikke taget en engelsk test efter IELTS standarden eller de øvrige sprogstandarder, om end hun har overvejet at tage dette.
Hun vil gerne arbejde som lærer, pædagog, sosu assistent eller lignende.
Jeg har fundet nogle forberedende kurser for udlændinge til lærer og pædagog uddannelsen, men disse kræver at hun har opholdstilladelse i forvejen.
Så vidt jeg kan se, kræver det gymnasiale indslusningsforløb for flygtninge og indvandrere (GIF) også at hun har en opholdstilladelse i forvejen.

Jeg har også overvejet om højskoleophold kunne være en mulighed, men de fleste af disse kurser ser ud til kun at vare 1-2 kvartaler og dermed langt fra de 1,5 år. Derudover lægger højskoleopholdene i de fleste tilfælde op til at man bor på højskolen under opholdet.

mh1
Indlæg: 10609
Tilmeldt: 25.09.2007 11:20:33
Geografisk sted: Istanbul, Tyrkiet/Tyskland
Kontakt:

Re: Erfaringer med muligheder for studie visum

Indlæg af mh1 » 06.08.2019 12:42:39

Jeg tror, du har kigget de forkerte steder efter oplysning. Eftersom der årligt kommer adskillige udlændinge til DK for at studere, uden at de nogensinde før har sat fod i DK, og studieopholdstilladelser er noget der gives med henblik på at studere, så lader det sig naturligvis gøre at blive optaget UDEN først at have opholdstilladelse. Man søger om optagelse på en uddannelse, og med bevis for optagelse søger man derpå opholdstilladelse.

Se: https://www.nyidanmark.dk/da/Du-vil-ans ... uddannelse
https://www.nyidanmark.dk/da/Du-vil-ans ... e/Højskole

Der ER højskoleophold på op til 40 uger: https://www.hojskolerne.dk/hoejskolekur ... 8-40-uger/
MEN de koster jo - ca. 1550 DKK/uge, og som du selv er inde på kræver de normalt at man bor på højskolen, ihvertfald de 5 dage om ugen.

Man kan sagtens studere på engelsksprogede uddannelser, men hvis målet er at kvalificere sig til at undervise på dansk i danske uddannelsesinstitutioner, er det jo dansksproget uddannelse, der skal vælges.

De dansksprogede kræver at man beviser at have tilstrækkelige danskkundskaber til at kunne følge med, og de engelsksprogede kræver fx TOEFL, IELTS eller Cambridge ESOL, eller at man har bevis for skolegang svarende til mindst gymnasieniveau fra et engelsksproget land/en engelsksproget skole.

Vær opmærksom på at en udlænding som ikke er EU-borger, og ikke er gift med en dansk statsborger, IKKE har adgang til gratis uddannelse. Der skal betales fuld studieafgift, hvis man ikke er med i et udvekslingsprogram (og det kræver normalt bl.a. at man er i gang med en uddannelse i sit eget land) så det skal også med i betragtning når uddannelsen skal vælges. En opholdstilladelse til uddannelse er nemlig IKKE en opholdstilladelse, som kan gøres permanent efter en vis opholdstid + div. andre krav.

Jeg forstår som jurist naturligvis at du gerne vil have en ægtepagt, men der er jo mange muligheder for at skræddersy sådan en. Bl.a. kan man vælge at særeje aftrappes, eller at kun fremtidig erhvervet formue skal være fælleseje:

https://www.minadvokat.dk/aegtepagt/hvi ... aegtepagt/

"• Alt, hvad man hver især ejer på nuværende tidspunkt kan gøres til særeje – mens alt, hvad der erhverves fremover skal være fælleseje.

• Alt, hvad man måtte modtage i arv eller gave fra tredjemand (forældre osv.) skal være særeje – resten skal være fælleseje

• En brøk på f.eks. 80 % af ens værdier kan gøres til særeje – 20 % skal i givet fald tilhøre en som fælleseje

• En genstand, f.eks. ens faste ejendom, virksomhed, arvesmykker, aktier m.v. kan gøres til særeje – resten skal være fælleseje.

• En pengesum, f.eks. de første 200.000 kr. af friværdien i ens hus, skal være særeje. Sådant “sumsæreje” skal være relateret til en genstand (typisk huset) for at være gyldigt.

• Særejet kan tidsbegrænses, eller (bedre) aftrappes løbende og ophæves, når der er gået f.eks. 20 år."

Måske kan du gøre tanken om ægtepagt mere 'spiselig' ved fx at foreslå aftrapningsordningen? Eller spørge om hun også er indforstået med at hvis hun vinder 30 millioner euro i Eurojackpot dagen før I havner i jordens største skænderi og beslutter at I vil skilles, så skal hun dele de 30 millioner med dig? HUN kan jo også lave særeje på sin evt. fremtidige formue.
mh
Rådgiver for ÆUG

NoNameDK
Indlæg: 3
Tilmeldt: 16.06.2019 08:57:36

Re: Erfaringer med muligheder for studie visum

Indlæg af NoNameDK » 08.08.2019 19:20:17

Takker for godt og grundigt svar.

Jeg havde forstået den information som jeg havde fået som om at man skulle have opholdstilladelse først for at kunne få studie visum.
Men at det foregår den anden vej rundt giver mening.

BNS82
Indlæg: 128
Tilmeldt: 09.04.2018 11:44:09

Re: Erfaringer med muligheder for studie visum

Indlæg af BNS82 » 10.08.2019 19:01:00

Højskole kunne, være måden at få dansk klart til uddannelse, min kone prøvede at få visum til dette ophold: https://www.askov-hojskole.dk/danish-la ... d-culture/
Det lyder i beskrivelsen og når man snakker med skolen rigtig lærerigt, det giver som sådan ikke nogen kompetencer, men hvis hun får styr på det danske så hun kan tage prøve i dansk 2 eller måske 3 efterfølgende, da jeg tænker hun kan noget dansk i forvejen, hvis hun har været au pair i Danmark.

Besvar