EU-domme forklaret, del 1

Her kan du skrive om/søge information om hvorledes du/I kan benytte EU-reglerne til at bo sammen i både Danmark og andre EU-lande, f.eks. Sverige, Norge eller Tyskland.

Redaktører: ZB, AUG Board

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 1

Indlæg af Kim P. Nyberg » 04.05.2022 17:03:42

Sag 118/75, Watson og Belmann

Folkeregistrering er overskriften på denne afgørelse fra Domstolen. Lynne Watson var en 17-årig britisk kvinde, som var kommet til Italien uden et sted at være. Alessandro Belmann var en italiensk familiefar, der tog briten under sine vinger.

De stod med et problem overfor det italienske sikkerhedspoliti. Loven i Italien var nemlig sådan på det tidspunkt, at udlændinge, der rejste ind på italiensk jord, havde pligt til at melde sig hos sikkerhedspolitiet indenfor 48 timer fra man havde passeret landegrænsen. Uanset om man bare var på gennemfart eller om man havde planer om at bosætte sig i landet. Gjorde man ikke det, var strafferammen op til 3 måneders fængsel eller en bøde på 80.000 lire (svarende til godt 310 danske nutidskroner).

Tilsvarende blev en person, som gav husly til en udlænding straffet med fængsel i op til 6 måneder og dertil en bøde på op til 240.000 lire (eller lige under 925 danske kroner), hvis man indenfor 24 timer ikke gik til nævnte del af politiet, for at meddele til hvem og hvorfor der var givet husly.

Spørgsmålene til Domstolen var, om fristen for at melde sig ved politiet var for kort og om straffen for ikke at overholde fristerne var proportionale. Samt om disse frister var EU-konforme.

Til det første spørgsmål svarede Domstolen, at udlændinge ikke altid ved, hvor de skal melde sig, og det skal de have tid til at orienterer sig om. Domstolen satte ikke tid på, men konstaterede dog, at 48 timer fra man passerer landegrænsen er alt for kort tid.

Til det andet spørgsmål var svaret et klart nej. Så markante straffe stod ikke mål med det, man tilsigtede.

Til det tredje spørgsmål om konformiteten, var Domstolen heller ikke enig. Domstolen forklarede, at Medlemsstaterne er forpligtede til at lade statsborgere fra andre Medlemsstater indrejse og tage arbejde dér efter de regler, som Fællesskabsretten beskriver. At her har de fælles regler forrang. Medlemslandene er dog ikke afskåret fra at have et system til folkeregistrering, heller ikke til statsborgere fra andre Medlemsstater. Men der skal dog være en vis rimelighed i tingene.

Link til dommen i sag 118/75, Watson og Belmann:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.j ... id=4945297
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 1

Indlæg af Kim P. Nyberg » 04.05.2022 17:04:19

Sag 40/76, Kermaschek

Fru Kermaschek var statsborger i det tidligere Jugoslavien, og havde udført nogle jobs i Nederlandene og i Schweiz. Mens hun havde et arbejde i Nederlandene, fandt hun en tysk mand, som hun giftede sig med. Hun opgav i den forbindelse sit job for at flytte med ham til Tyskland. Hun fandt ikke noget arbejde dér, så hun bad det lokale tyske socialkontor om arbejdsløshedsdagpenge. Det blev hun nægtet med den begrundelse, at hun ikke har været længe nok i beskæftigelse til at have optjent retten til denne ydelse.

Det var vores hovedperson her nu ikke enig i. I forordning 1408/71 (som i dag er erstattet af forordning 883/2004), mente hun at have fundet noget, der bakkede hendes sag op. På det grundlag ankede hun sagen til en social domstol, som var i tvivl om, hvordan den pågældende tekst i forordningen skulle tolkes.

Det var Domstolen til gengæld ikke. Her blev det fastslået, at tredjelandsborgere ikke kunne påberåbe sig status som “arbejdstager”. Den status tilkommer kun Medlemsstaternes statsborgere (som i dag kaldes unionsborgere), der er rejst til en anden Medlemsstat for at udføre et stykke arbejde. Følgelig har de ret til ydelsen ved arbejdsløshed.

Domstolen nåede dog også frem til, at ydelsen kunne tildeles tredjelandsborgere, som er familiemedlem til en vandrende [unionsborger], selv om ydelsen ikke er optjent i det land, hvor den udbetales fra. Og det gælder også selv om ydelsen er optjent inden hun blev gift med en vandrende [unionsborger].

Link til dommen i sag 40/76, Kermaschek:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.j ... d=10867027
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 1

Indlæg af Kim P. Nyberg » 04.05.2022 17:05:02

Sag 71/76, Thieffry

Hr. Jean Thieffry fra Belgien, havde læst på jurastudiet og ville gerne være advokat. Han havde derfor både taget en række certifikater og hjulpet til på advokatkontorer rundt om i Europa.

Da han kom til et universitet i Frankrig, fik han sit belgiske dokument ligestillet med det tilsvarende franske. Kun navnet på dokumentet havde en anden lyd. Alt hvad der var af øvrige tests, klarede manden helt uden problemer.

Men da han efter tiden på universitetet skulle ud i den virkelige verden og praktisere som advokat, mødte han modstand. Den instans, der nu skulle godkende hans papirer på uddannelsen, nægtede at anerkende det belgiske dokument, alene på baggrund af, at titlen på dokumentet var en lille smule anderledes. Sagen blev anket til Appeldomstolen i Paris, hvor han også selv arbejdede (dog i en anden afdeling), og herfra blev sagen sendt til Domstolen i Luxembourg.

Domstolen starter med at sige, at en studerende må forvente, at når hans eller hendes dokument på uddannelsesstedet bliver ligestillet og anerkendt, gælder det ikke kun i forhold til selve studiet, men også i udøvelsen af uddannelsen bagefter. I forlængelse af det, siger Domstolen, at Medlemsstaterne gensidigt skal anerkende hinandens uddannelsesbeviser umiddelbart.

Trumfen kommer naturligvis til sidst: At bare fordi ordlyden i en titel er forskellig, men indholdet ellers er fuldstændig identisk, kan det ikke føre til, at dokumentet forkastes af de nationale myndigheder. Som Domstolen har gjort opmærksom på i tidligere domme, skal der være en væsentlig forskel i selve indholdet, for eksempel, at der er tale om en helt anden uddannelse eller at kompetencerne er forskellige, for at de franske myndigheders afvisning kan forsvares.

Link til dommen i sag 71/76, Thieffry:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.j ... id=5344634
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 1

Indlæg af Kim P. Nyberg » 04.05.2022 17:05:54

Sag 8/77, Sagulo m.fl.

Denne sag er en opfølgning på Royer-dommen, som kan læses ovenfor. Sagulo m.fl. tager sit udgangspunkt i Tyskland, hvor sagen har tre hovedpersoner: to fra Italien og en fra Frankrig.

Fælles for dem er, at de trods flere opfordringer fra de tyske myndigheder, ikke har fået søgt om den særlige opholdstilladelse for EØF-borgere, som de skulle have. De to italienere fik derfor en bøde på 100 DM (svarer til 400 kroner) og den franske statsborger fik en på 1.200 DM (svarer til 4.800 kroner). Og da vi er tilbage i 1977, var det nogle ret heftige bøder. For den ene af dem, var der endda tale om en fængsling oveni hatten.

De tre personer ankede deres sager, blandt andet fordi tyske statsborgere, som ikke gik rundt med et lovpligtigt identitetskort, kun kunne idømmes en langt mildere bøde for en tilsvarende forseelse.

Ligesom i Royer, intervenerede Kommissionen i sagen. I sit indlæg for Domstolen skrev Kommissionen, at en opholdstilladelse givet efter udlændingeloven er retsstiftende. Det vil sige, at personen først har rettigheder fra det tidspunkt, opholdstilladelsen er tildelt. Hvorimod en opholdstilladelse givet efter Fællesskabsretten (nu EU-retten) ikke i sig selv er retsstiftende, fordi opholdsretten udspringer direkte af traktaten og opholdsdirektiverne (dengang var der kun én traktat og en hel stribe opholdsdirektiver). Faktisk er sammendraget fra Kommissionen interessant læsning, også i dag, hvis man vil have noget godt juridisk “krudt” overfor genstridige kommuner, der ikke vil lade den udenlandske ægtefælle gå på sprogskole, før udlændingemyndighederne har truffet deres beslutning om “fast, lovligt ophold”.

Anyway, bundlinjen i sagen blev, at såfremt man ikke kunne fremvise en opholdstilladelse, kunne man godt få en bøde. Denne skulle dog være på samme niveau, som egne statsborgere kunne få for en tilsvarende forseelse, da der ellers vil være tale om forskelsbehandling på grund af nationalitet. Såfremt man opfyldte opholdsretten i traktaten og direktiverne, kunne man under ingen omstændigheder sættes bag tremmer, netop fordi en sådan opholdstilladelse ikke er retsstiftende i sig selv.

I dommen gør både Kommissionen og Domstolen meget ud af at forklare den hårfine forskel på en opholdstilladelse efter national ret og efter Fællesskabsretten. En forskel som stadig eksisterer i dag, bortset fra, at man i dag ikke længere skal have en opholdstilladelse, men i stedet et EU-registreringsbevis, når man er unionsborger bosiddende i et andet Medlemsland.

Link til dommen i sag 8/77, Sagulo m.fl.:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.j ... id=5639905
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 1

Indlæg af Kim P. Nyberg » 04.05.2022 17:06:59

Sag 30/77, Bouchereau

Nu skal vi en tur til Storbritannien, nærmere bestemt London. Den franske statsborger, Pierre Bouchereau, var i 1975 flyttet til London for at arbejde, men to gange i 1977 blev han taget af London Metropolitan Police for at være i besiddelse af narkotika. Første gang fik han en betinget dom. Anden gang ville man gerne af med ham.

Politiet håbede inderligt på, at besiddelse af narkotika kunne kategoriseres som en trussel mod den almindelige orden. Faktisk kunne de ikke forestille sig andet. De var dog klar over de tidligere domme om begrebet “den offentlige orden”, men hvor forbrydelsen var af en hel anden karakter (ulovligt ophold).

Både Kommissionen, politiet, den britiske regering og hovedpersonen selv havde afgivet indlæg for Domstolen, og de handlede mest om nogle tekniske ting ved begreberne “offentlig orden” og “statens sikkerhed”. Den diskussion skal jeg skåne jer for her. Hvis man vil nørde i det, kan man gå ind i dommen og læse disse partsindlæg. Det korte af det lange er to spørgsmål: 1) Er besiddelse af narkotika i sig selv omfattet af de to begreber? og 2) kan tidligere straffedomme komme på tværs af retten til fri bevægelighed?

Domstolen gentog, at Medlemsstaterne gerne må straffe ulovligheder, men at straffene til udlændinge ikke måtte være strengere, end straffene til egne statsborgere for samme forseelse. En udvisning af Bouchereau ville i det konkrete tilfælde være udtryk for diskrimination på grund af nationalitet, fordi egne statsborgere i en tilsvarende situation ikke får en sådan yderligere straf oveni den almindelige straf i sager af denne art. Ergo kan besiddelse af narkotika (i de mængder, der var tale om her) ikke falde ind under begrebet “offentlig orden”.

I forhold til det andet spørgsmål, slukkede Domstolen også lyset for politiet:

“Artikel 3, stk. 2 i direktiv nr. 64/221/EØF, hvorefter straffedomme ikke alene og uden videre kan begrunde sådanne begrænsninger i den frie bevægelighed, som i henhold til artikel 48 [i EØF-traktaten] retfærdiggøres af hensynet til den offentlige orden og sikkerhed, skal fortolkes således, at tidligere straffedomme kun kan få betydning i det omfang de omstændigheder, som har ført til domfældelserne, er udtryk for et personligt forhold, som indebærer en aktuel trussel mod den offentlige orden.

Som begrundelse for visse indskrænkninger i de af fællesskabsretten omfattede personers ret til fri bevægelighed forudsætter en national myndigheds henvisning til begrebet den offentlige orden under alle omstændigheder, at der, ud over den forstyrrelse af samfundsordenen, som enhver lovovertrædelse indebærer, foreligger en virkelig og tilstrækkeligt alvorlig trussel mod et grundlæggende samfundshensyn.”


Link til dommen i sag 30/77, Bouchereau:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.j ... d=11497325
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 1

Indlæg af Kim P. Nyberg » 04.05.2022 17:07:44

Sag 16/78, Choquet

Vi springer til november 1978, hvor emnet for Domstolen er anerkendelse af kørekort. Franskmanden Choquet var flyttet til Tyskland, hvor han blandt andet kørte rundt i sin bil. Med sig havde han sit franske kørekort. På et tidspunkt blev han indblandet i en trafikulykke, hvor han blev idømt en bøde for at køre uden førerret. Ifølge den daværende tyske færdselslov, skulle man ombytte sit udenlandske kørekort til et tysk senest et år efter, at man var flyttet til Tyskland, og Choquet havde på det her tidspunkt boet i Tyskland i et par år uden at foretage ombytning.

På det her tidspunkt var begrebet kørekort ikke nævnt nogen steder i Fællesskabsretten, omend Rådet (der består af en fagminister for hver Medlemsstat) var på vej med et direktiv om transportområdet. Domstolen havde derfor bedt Kommissionen komme med en sammenligningstabel for Medlemsstaternes praksis hvad angår reglerne for prøverne, det tidsmæssige interval mellem lægeundersøgelserne, førerbevisets gyldighedsperiode og bestemmelsen af de forskellige kategorier af motorkøretøjer. Det viste sig, at praksis var så forskellig fra land til land, at en sammenligning var helt umulig.

Derfor blev resultatet, at Domstolen gav de tyske myndigheder ret: Det var på daværende tidspunkt ikke en hindring for den fri bevægelighed at kræve, at man skulle ombytte sit kørekort i henhold til gæstelandets regler om dette.

I dag findes reglerne for gensidig anerkendelse af kørekort i direktiv 2006/126, artikel 2 og 7. Link til direktivet: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... 72&from=DA

Dommen fra 1978 er ikke udtryk for retspraksis i dag, hvor blandt andet kategorier af kørekort er harmoniseret. Enkelte principper har dog fået lov at overleve, hvilket man også kan se, hvis man sammenholder dommen fra 1978 med det nuværende direktiv på området.

Link til dommen i sag 16/78, Choquet:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.j ... id=6101033
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 1

Indlæg af Kim P. Nyberg » 04.05.2022 17:08:36

Sag 115/78, Knoors

Vi er fremme ved den 7. februar 1979. Hr. J. Knoors, der er statsborger i Nederlandene, men bosiddende i Belgien, har sin egen VVS-forretning i Belgien. Den har han haft i mange år, og nu vil han gerne etablerer sin forretning i sit hjemland.

Indenfor visse brancher er der krav om autorisation. Således også indenfor hans fag. Han løber dog ind i en massiv mur, for de nederlandske myndigheder siger nej til samtlige hans ansøgninger og klager. Ifølge de dagældende love i Nederlandene, var der blandt andet krav til kvalifikationer, som myndighederne ikke mente, at han opfyldte. Men kradser man lidt i sagen, viser det sig, at sagen handler om noget helt andet: De nederlandske myndigheder mener ikke, at den fri etableringsret i Fællesskabsreglerne gælder i hjemlandet. De henviser blandt andet til et direktiv på området og en bestemt ordlyd deri.

Domstolen fejer de nederlandske undskyldninger af bordet:

“Rådets direktiv 64/427 af 7. juli 1964 om de nærmere overgangsforanstaltninger for selvstændig erhvervsvirksomhed inden for de be- og forarbejdende erhverv under CITI-hovedgrupperne 23-40 (industri og håndværk) skal fortolkes således, at personer, som er statsborgere i værtslandet, også er »begunstigede« efter direktivets artikel 1, stk. 1.”

Eller sagt med andre ord: Den fri etableringsret i de fælles regler, gælder også i hjemlandet, når man vender hjem.

Link til dommen i sag 115/78, Knoors:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.j ... d=12112851
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 1

Indlæg af Kim P. Nyberg » 04.05.2022 17:09:56

Sag 136/78, Auer I og sag 271/82, Auer II

Vincent Auer var oprindelig østrigsk statsborger. Som voksen uddannede han sig til veterinærdyrlæge på universiteter i Østrig, Frankrig og Italien. Senere bosatte han sig i Frankrig og blev fransk statsborger. Han hjalp til i eksisterende dyrlægepraksisser og prøvede også at starte egen praksis op. Da han startede sit eget op, mødte han massiv modstand fra den franske dyrlægestand. Det kommer vi ind på lige om lidt.

Det er første gang, at det er lykkedes for samme person, at få hele to sager bragt for Domstolen. Det er forlængelser af hinanden, og derfor tages de samlet her, mest for overblikkets skyld.

Tvisterne er en udløber af Thieffry-dommen, som kan læses ovenfor. På den første Auer-sag, er Thieffry faktisk også Auers forsvarsadvokat ved Domstolen.

Den første sag har offentliggørelse 7. februar 1979. Rådet har fremlagt to direktiver om gensidig anerkendelse af diplomer, certifikater og diverse beviser indenfor dyrlægeuddannelsen i 1978, og dem forsøger Auer at støtte sin sag op ad. Han har nemlig nogle udfordringer med den franske dyrlægestand, som dels ikke vil anerkende hans dokumenter fra Østrig og Italien, så han kan åbne sin egen praksis. De vil kun anerkende dem “akademisk”. Dels nægter de ham muligheden for at blive medlem af den franske dyrlægeforening, hvilket franskmændene stiller som absolut krav for at kunne åbne egen praksis.

Således kan man måske allerede nu fornemme, at Auer-sagerne indeholder flere lag, som jeg skal forsøge at holde styr på.

Det hele står og falder dog med de to nævnte direktiver. Så lad os kigge på, hvad et direktiv er for noget. Et direktiv er lovgivning fra EF/EU, som forklarer, hvordan traktaterne skal forstås på specifikke områder. Nogle gange kaldes de et mindste-direktiv, fordi direktivet stiller nogle mindstekrav både til dem, det handler om og til myndighederne. Det skal implementeres, som det hedder, i de nationale lovgivninger, og det har Medlemsstaterne to år til. I den nationale lovgivning må man gerne give den personkreds, som direktivet omhandler, flere rettigheder, end direktivet siger, men man må ikke give dem færre. Ligeledes er det op til den enkelte medlemsstat, om direktivet implementeres ved en bekendtgørelse, ved sin egen lov eller ved at skrive dens regler direkte ind i eksisterende lovgivning. På hvert direktiv står den dato, hvor den træder i kraft.

I Auer-sagerne er der ikke nævnt nogle forordninger, men lad mig bare forklare, hvad det er for noget, når nu vi er ved det. I modsætning til et direktiv, står en forordning alene. En forordning træder i kraft i samme sekund, den offentliggøres, og den gælder i mindste detalje i samtlige Medlemsstater. Medlemsstaterne må således hverken lægge til eller trække fra.

Det er traktaterne, der afgør, om en artikel i traktaten skal udlægges i et direktiv eller en forordning.

De to direktiver, som Auer forsøger at bruge, er altså ikke trådt i kraft endnu (omend man kender indholdet), da den første sag kører for Domstolen. Derfor ender Domstolen med at sige, at på denne baggrund kan han ikke bruge dem som løftestang for nuværende.

22. september 1983 (altså 4½ år senere) kommer så dom nummer 2. Direktiverne trådte i kraft i 1980, så de burde allerede være gældende. Desværre for Auer, løser det ikke hans problemer. Han kan stadig ikke blive medlem af den franske dyrlægeforening og han kan heller ikke få anerkendt sine dokumenter, bortset fra på “akademisk” niveau. Det viser sig blandt andet, at Frankrig ikke har implementeret direktiverne, så nu er dyre råd gode. Hvis et direktiv ikke er implementeret til tiden eller hvis den ikke er implementeret korrekt, kan man så overhovedet gøre brug af den? Det var nu det helt store spørgsmål for Domstolen.

Domstolen starter med at minde Medlemsstaterne om deres forpligtelse til at få implementeret direktiverne til tiden, ligesom de skal være korrekt implementeret. Herefter slår Domstolen fast, at selv om et direktiv ikke er implementeret til tiden og på korrekt vis, kan borgerne dog alligevel støtte ret på det pågældende direktiv. Frankrig var derfor forpligtet til at anerkende Auers dokumenter fra universiteterne i Østrig og Italien, lade ham blive medlem af den fransk dyrlægeforening, lad ham have sin praksis og i øvrigt stoppe forfølgelsen af ham.

Auer tabte dermed den første sag, men kom stærkt igen og vandt den anden sag.

Link til dommen i sag 136/78, Auer I:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.j ... id=6731847

Link til dommen i sag 271/82, Auer II:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.j ... id=6731847
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 1

Indlæg af Kim P. Nyberg » 04.05.2022 17:10:42

Sag 175/78, Saunders

Det er ikke alle sager, som Domstolen har beføjelser til at træffe afgørelse i. Sådan en sag skal vi til nu. Dommen er dateret 28. marts 1979 og sagen udspiller sig i Storbritannien.

Vera Ann Saunders havde haft for lange fingre og erkendt det i en straffesag mod hende. Hun havde derfor højt og helligt lovet at flytte til Nordirland og ikke komme tilbage til England eller Wales de næste tre år. Hvilket hun ikke kunne holde alligevel.

Man havde åbenbart en tro på, at Nordirland, Skotland, England og Wales var fire selvstændige nationer. Men det er de ikke. De udgør tilsammen Storbritannien (eller Det Forenede Kongerige, som Domstolen normalt kalder det). Fordi de mente, at de var fire selvstændige nationer, og Fru Saunders rejste fra den ene ende af Storbritannien til den anden og tilbage igen, var hun da sikkert arbejdstager i Fællesskabsrettens forstand. Derfor sendte de et spørgsmål til Domstolen i sagen.

Domstolen gør dog opmærksom på, at der ikke er tale om fire selvstændige nationer, men i stedet fire delstater, som tilsammen udgør ét land. Ergo er det dét, som i Fællesskabsretten kaldes en rent intern sag, og dem har Domstolen ikke beføjelse til at afgøre tvister i. Det må de britiske domstole selv finde ud af.

Link til dommen i sag 175/78, Saunders:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.j ... d=12907342
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 1

Indlæg af Kim P. Nyberg » 04.05.2022 17:11:29

Sag 98/79, Pecastaing

Fru Josette Pecastaing, fransk statsborger, var servitrice på fortrinsvis natbarer i Frankrig. Da hun søger tilsvarende job i Belgien, bliver hun afvist af de belgiske myndigheder, fordi de havde fået besked fra de franske myndigheder, at der i forbindelse med de barer hun arbejdede på i Frankrig, var tilknyttet værelser, hvor hun tog mænd med op på. Utugt og prostitution blev af de belgiske myndigheder betragtet som en trussel mod den offentlige orden, især når det var en udlænding, der tilbød den form for “service”.

Hun mente ikke selv, at hun gjorde noget forkert, så hun blev ved med at anke alle afgørelser, der gik hende imod. Spørgsmålet til Domstolen var derfor, om man i sager om statens sikkerhed, sundhed og orden kan gøre kort proces og smide udlændinge ud allerede efter første instans eller om de skal have lov at blive indtil samtlige retsmidler var udtømte, samt om, hvem der bestemmer, hvor længe hun kan blive i landet.

Domstolen indleder med at fortælle, at enhver udlænding, som er omfattet af reglerne om fri bevægelighed, og som står anklaget for at være en trussel mod landets sikkerhed, sundhed eller orden, skal have samme mulighed som egne statsborgere har, når der klages over administrative afgørelser. Dernæst er det de nationale myndigheder, der afgør, om udlændingen kan opholde sig i landet under hele sagen, eller om vedkommende skal forlade landet undervejs. Det skal dog sikres, at den pågældende har mulighed for at fremføre alle sine indsigelser.

Dernæst siger Domstolen, at hvis personen dømmes, må det ikke være sådan, at der går lang tid fra afgørelsen til effektueringen af udvisningen. Domstolen nævner selv et halvt års tid som et eksempel på for lang tid, fordi personens situation derved kan nå at ændre sig væsentligt, og dermed kan en udvisning muligvis ikke effektueres.

Vi kommer senere til en dom, hvor spørgsmålet er, om prostitution overhovedet kan betragtes som en trussel.

Link til dommen i sag 98/79, Pecastaing:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.j ... id=7657731
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 1

Indlæg af Kim P. Nyberg » 04.05.2022 17:12:17

Sag 110/79, Coonan, dateret 24. april 1980:

Den irske statsborger, Una Coonan, havde i sit hjemland nået den pensionsgivende alder, men flyttede til Storbritannien for at arbejde. I Storbritannien havde hun endnu ikke opnået den pensionsgivende alder.

Mens hun arbejder i Storbritannien, bliver hun syg. Dengang skulle man selv indbetale til forsikring mod sygdom, arbejdsulykker med mere, og det skal man stadig i nogle Medlemsstater. I Danmark er sådan noget betalt over skatten, så det skal vi normalt ikke tænke ret meget over. Coonan havde da også betalt troligt til sine forsikringer både i Irland før hun flyttede, og i Storbritannien efter hendes ankomst dér.

I Storbritannien bliver hun nægtet den efterspurgte ydelse. Sagen kommer for Domstolen.

Det fremgår af referatet, at der stilles spørgsmål både til forordning 1612/68 (om arbejdstageres rettigheder) og til forordning 1408/71 (om sikringsydelser til arbejdstagere). Domstolen starter dog med at konstaterer, at førstnævnte forordning ikke er relevant i forhold til sagens kerne. Dernæst overlader den kompetencen til de nationale myndigheder at vurderer, om og i hvilket omfang en borger er forpligtet til at være forsikret, ligesom det er op til de nationale myndigheder at vurderer, hvad der skal ske, hvis en borger har betalt til sine forsikringer ved en fejl.

Domstolen gentager dog, at man stadig ikke må diskriminerer på grund af nationalitet. I den juridiske litteratur kaldes det “diskriminationsforbuddet”.

Link til dommen i sag 110/79, Coonan:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.j ... id=7981208
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 1

Indlæg af Kim P. Nyberg » 04.05.2022 17:13:06

Sag 131/79, Santillo, dateret 22. maj 1980:

Hr. Santillo er en utro mand. Han er gift og har to børn - og så besøger han andre kvinder, der ernærer sig ved prostitution. Han har arbejdet i Storbritannien siden 1967, fortæller domsreferatet. Når han besøgte de “lette damer”, gik det ikke stille for sig. Han blev nemlig både dømt for voldtægt og legemsbeskadigelse af i hvert fald to prostituerede. Han fik en dom på 8 år og efterfølgende udvisning for disse ting.

Som omtalt i tidligere afgørelser fra Domstolen, skal der være en tidsmæssig forbindelse mellem en anmodning om udvisning og en afgørelse om samme. I Santillo’s tilfælde gik der godt 4½ år fra anmodning til afgørelse, hvilket Domstolen i overensstemmelse med den tidligere sag sagde, var alt for lang tid. Den skal være så kort, at omstændighederne for den anklagede ikke kan nå at ændre sig.

Sagen rejste for første gang spørgsmålet om, hvorvidt enkeltpersoner er omfattet af Fællesskabsreglerne, eller om de kun gælder for myndigheder og domstole. Ligeledes rejste det tvivl om, hvorvidt anklagede skulle have ret til at anke såvel strafudmåling som en kendelse om udvisning. For det gav de britiske love ikke adgang til.

Domstolen svarede, at enhver enkeltperson, som er statsborger i en Medlemsstat, er en såkaldt “berettiget person” i Fællesskabsreglerne, og derved også nyder en vis beskyttelse, når myndigheder eller nationale domstole ønsker at sætte en klo i én. Samt at vedkommende skal have mulighed for at fremføre sit forsvar, eventuelt med hjælp fra en bisidder eller advokat, sådan som de nationale regler foreskriver, at reglerne er for egne statsborgere.

Afslutningsvis henvistes til et dagældende direktiv, som fortæller, at den myndighed, der anmoder om udvisning i straffesager og den myndighed, der træffer den endelige beslutning, skal være to forskellige myndigheder, og den myndighed, der træffer den endelige afgørelse, må ikke være en administrativ myndighed.

Havde sagen været dansk, kunne Udlændingestyrelsen godt være den myndighed, der anmoder om udvisning i sådanne straffesager, men det skal være en egentlig domstol, der træffer den endelige beslutning. Det kan ikke være for eksempel Udlændingenævnet, da både Udlændingestyrelsen og Udlændingenævnet er en del af samme ministerie, og fordi at man normalt ikke kan få foretræde for Udlændingenævnet.

Selv om det direktiv, der er nævnt i dommen, ikke gælder mere, står principperne i dommen dog fast.

Link til dommen i sag 131/79, Santillo:
https://curia.europa.eu/juris/showPdf.j ... id=8291233
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 1

Indlæg af Kim P. Nyberg » 04.05.2022 17:13:25

Serien fortsætter i del 2.
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Kim P. Nyberg
Indlæg: 2879
Tilmeldt: 02.02.2009 11:41:42
Geografisk sted: Herning
Kontakt:

Re: EU-domme forklaret, del 1

Indlæg af Kim P. Nyberg » 04.05.2022 22:20:30

Blot en opdatering i forhold til omtalen af Royer-dommen og Sagulo-dommen. De blev begge skrevet på facebook på et tidspunkt, hvor samtlige danske kommuner nægtede at lade tredjelandsborgere på EU-reglerne få adgang til sprogskole, før der forelå et opholdskort. At traktaterne og Domstolen sagde noget andet, ville de ikke høre på.

Det viste sig, at det var et diktat fra SIRI. Jeg forsøgte flere gange at få dem til at forstå, at det er en ulovlig praksis, men intet skete. Mails blev ikke besvaret, og i telefonen var de totalt blanke. Til sidst blev jeg sådan alvorligt pigesur (af en mand at være) og skrev en vred mail til ministeriet. Først her skete der noget. Ministeriet kunne bekræfte, at den ulovlige praksis var dikteret af SIRI, at SIRI ikke var klar over, at det var ulovligt (og det skulle jeg så tro på???????) og at teksten nu var fjernet på nyidanmark.dk samt at SIRI konsekvent i disse sager fremover skulle henvise direkte til ministeriets hjemmeside, hvor de rigtige regler stod.

SIRI skulle dog ikke slippe så let. Jeg opfordrede derfor medlemmerne af facebookgruppen til at foretage kontrolopkald til SIRI i nogle uger frem. Til vores lettelse, blev der hver gang henvist til ministeriets hjemmeside.

Genvordighederne er blot ikke helt slut endnu. Der er stadig enkelte kommuner tilbage, som er fodslæbende langsom til at forstå en simpel besked.
Seniorrådgiver i Ægteskab Uden Grænser

Besvar