Spansk statsborger: Urimelig byrde ift. Serviceloven (krisecenter/herberg)
: 24.08.2018 13:55:35
Kære jer alle!
Jeg håber, at nogen af jer har noget praksiskendskab ift. fortolkningen af "urimelig byrde".
Jeg kender en spansk kvinde med to børn. Hun er blevet registreret som arbejdstager i januar 2018, men har reelt aldrig kommet op på de 10-12 timer om ugen, da hendes yngste barn på 3 år ikke er blevet registreret, og hun derfor skal passe sit barn 24/7. Hendes ældste barn på 6 år går i skole, men også uden registrering. Årsagen til manglende registrering har været, at hun fortsat er gift med sin mand i Marokko (hun er tidligere marokkansk), og de først for 2-3 måneder siden har fået papirer på, at han underskriver, at hun må tage børnene med og bosætte sig i DK inkl. de nødvendige stempler. Det er to måneder siden, at dette er indleveret til Statsforvaltningen, og det er stadig usikkert, om de validerer dokumenterne fra faren.
Ikke desto har kvinden pt. ikke noget arbejde pga. manglende børnepasning, og hun har reelt været i Danmark siden august 2017. Hun er sådan set aktivt jobsøgende og har fået flere jobtilbud, men har ikke kunnet passe noget af det fuldt ud pga. den yngste datter. Hun har pt. et par timer om ugen som avisbud.
Jeg har penge nok på kontoen og på min løncheck, og jeg ønsker derfor at skrive under på, at jeg overtager forsørgelsen af hende, så hun bliver med tilstrækkelige midler.
Kvinden er ikke desto mindre hjemløs, da hun ikke har nogen penge til husleje. Hun har boet rundt omkring på sofaer i et år - udover i to måneder i foråret, hvor hun var indskrevet på et krisecenter efter §109 i Serviceloven.
Så kommer mit spørgsmål:
Hvornår er man en urimelig byrde? Og gør det nogen forskel, om man bliver forsørget/har tilstrækkelige midler eller er arbejdstager?
Jeg har ringet til Statsforvaltningen, og de har oplyst, at hun vil få ophævet sit opholdsgrundlag med det samme, hvis jeg er forsørger, og hun søger ind på et krisecenter.
Så har jeg googlet diverse vejledninger, og jeg kan ikke finde andet, end at det er en konkret vurdering hver gang - og at der ikke er nogen forskel, om hvilket opholdsgrundlag man har. Altså at det ikke er bedre i den her sammenhæng at være arbejdstager end at være med tilstrækkelige midler.
"Opholdsdirektivets artikel 14, stk. 3, fastlægger desuden, at unionsborgeres og deres familiemedlemmers benyttelse af værtsmedlemsstatens sociale system ikke automatisk må medføre foranstaltninger til udsendelse af de pågældende personer. Bestemmelsen antages at være anvendelig over for alle unionsborgere med lovligt ophold efter artikel 6 eller artikel 7 (ophold i mere end tre måneder), idet den ikke henviser til en specifik persongruppe. Medlemsstaten er således forpligtet til at foretage en tilbundsgående prøvelse af EU- statsborgerens forhold, herunder inddrage karakteren og varigheden af den ydede hjælp i forhold til opholdets karakter."
https://www.nyidanmark.dk/NR/rdonlyres/ ... 062011.pdf
Jeg har i andre sammenhænge med hjemløse hørt om, at man kommer "for Statsforvaltningen", når man har boet på et §110-tilbud jf. Serviceloven i 6 måneder, da man så må anses at være en tilstrækkelig urimelig byrde og får en udvisningsdom.
Jeg har dog aldrig set det på papir, og jeg kan heller ikke finde noget om det.
Så spørgsmålet er: Skal vi helt undlade at søge krisecenter til hende og dermed reelt tag over hovedet og lidt mere stabilitet for børnene, fordi hun risikerer at blive udvist?
Hendes historik er, at hun har levet under mere kummerlige forhold i 10 år i Spanien, og hun er godt vant til at blive forsørget af kirkelige organisationer og få dårlige, sorte hushjælpsjob, og uden at hun ser nogen fremtidsmuligheder for sine børn. Hun tror på, at hun kan finde et reelt arbejde, og hun er meget ihærdig, og hendes børn er søde og den ældste er god i skolen, så hun forlader ikke Danmark uden videre - så henvisningen til, at hun kan tage tilbage til Spanien, den har jeg prøvet på hende - og alle andre - og det sker der ikke noget med. Hun må leve, som hun vil, men jeg har ondt af børnene, og vil gerne hjælpe hende med at få hendes praktiske situation løst.
Et andet spørgsmål er:
Jeg er blevet familiesammenført med min mand via EU-reglerne - jeg arbejdede i Sverige, og vi flyttede sammen til Danmark juli 2016, og han fik opholdskort januar 2017.
Jeg tjener 30.000 kr. om måneden og har en opsparing på omkring 170.000 kr. Min mand afsluttede sin kandidat i juni og fik indtil da løn fra studiejob og SU. Han har været på dagpenge i juni og august, da han i foråret fik en arbejdskontrakt med start 1. september 2018. Han kommer til at tjene 34.000 kr.
Ovenstående vil jeg vedlægge som dokumentation til forsørgelse. Jeg går ud fra, at minimum er integrationsydelse, hvilket svarer til 12.500 kr. som enlig forsørger + mig selv og min mand. Selvom hun får den reelle kontanthjælp, og dermed ville kunne få 16.000 kr. i kontanthjælp for danskere/EU-arbejdstagere, jeg får 10.000 i kontanthjælp som ægtefælle, og min mand ligeledes, så overstiger vores løn og opsparing alt rigeligt det samlede minimumslevegrundlag.
Jeg har dog stadig en lille usikkerhed i maven om, om det har nogen betydning for min mands opholdsret? Selvom jeg ikke kan se nogen som helst sammenhæng mellem dem to ting. Da min mand jo ikke er nogen urimelig byrde for sin egen tilværelse i Danmark, og ingen af os vil jo søge kontanthjælp eller andet.
Men jeg er jo "kendt" i Statsforvaltningen og skriver mit eget navn på. Kan nogen af- eller bekræfte min usikkerhed?
På forhånd tusind tak for hjælpen! Og undskyld for ikke et helt sædvanligt spørgsmål, men jeg håber, at det her forum måske kan være lidt til hjælp.
Jeg håber, at nogen af jer har noget praksiskendskab ift. fortolkningen af "urimelig byrde".
Jeg kender en spansk kvinde med to børn. Hun er blevet registreret som arbejdstager i januar 2018, men har reelt aldrig kommet op på de 10-12 timer om ugen, da hendes yngste barn på 3 år ikke er blevet registreret, og hun derfor skal passe sit barn 24/7. Hendes ældste barn på 6 år går i skole, men også uden registrering. Årsagen til manglende registrering har været, at hun fortsat er gift med sin mand i Marokko (hun er tidligere marokkansk), og de først for 2-3 måneder siden har fået papirer på, at han underskriver, at hun må tage børnene med og bosætte sig i DK inkl. de nødvendige stempler. Det er to måneder siden, at dette er indleveret til Statsforvaltningen, og det er stadig usikkert, om de validerer dokumenterne fra faren.
Ikke desto har kvinden pt. ikke noget arbejde pga. manglende børnepasning, og hun har reelt været i Danmark siden august 2017. Hun er sådan set aktivt jobsøgende og har fået flere jobtilbud, men har ikke kunnet passe noget af det fuldt ud pga. den yngste datter. Hun har pt. et par timer om ugen som avisbud.
Jeg har penge nok på kontoen og på min løncheck, og jeg ønsker derfor at skrive under på, at jeg overtager forsørgelsen af hende, så hun bliver med tilstrækkelige midler.
Kvinden er ikke desto mindre hjemløs, da hun ikke har nogen penge til husleje. Hun har boet rundt omkring på sofaer i et år - udover i to måneder i foråret, hvor hun var indskrevet på et krisecenter efter §109 i Serviceloven.
Så kommer mit spørgsmål:
Hvornår er man en urimelig byrde? Og gør det nogen forskel, om man bliver forsørget/har tilstrækkelige midler eller er arbejdstager?
Jeg har ringet til Statsforvaltningen, og de har oplyst, at hun vil få ophævet sit opholdsgrundlag med det samme, hvis jeg er forsørger, og hun søger ind på et krisecenter.
Så har jeg googlet diverse vejledninger, og jeg kan ikke finde andet, end at det er en konkret vurdering hver gang - og at der ikke er nogen forskel, om hvilket opholdsgrundlag man har. Altså at det ikke er bedre i den her sammenhæng at være arbejdstager end at være med tilstrækkelige midler.
"Opholdsdirektivets artikel 14, stk. 3, fastlægger desuden, at unionsborgeres og deres familiemedlemmers benyttelse af værtsmedlemsstatens sociale system ikke automatisk må medføre foranstaltninger til udsendelse af de pågældende personer. Bestemmelsen antages at være anvendelig over for alle unionsborgere med lovligt ophold efter artikel 6 eller artikel 7 (ophold i mere end tre måneder), idet den ikke henviser til en specifik persongruppe. Medlemsstaten er således forpligtet til at foretage en tilbundsgående prøvelse af EU- statsborgerens forhold, herunder inddrage karakteren og varigheden af den ydede hjælp i forhold til opholdets karakter."
https://www.nyidanmark.dk/NR/rdonlyres/ ... 062011.pdf
Jeg har i andre sammenhænge med hjemløse hørt om, at man kommer "for Statsforvaltningen", når man har boet på et §110-tilbud jf. Serviceloven i 6 måneder, da man så må anses at være en tilstrækkelig urimelig byrde og får en udvisningsdom.
Jeg har dog aldrig set det på papir, og jeg kan heller ikke finde noget om det.
Så spørgsmålet er: Skal vi helt undlade at søge krisecenter til hende og dermed reelt tag over hovedet og lidt mere stabilitet for børnene, fordi hun risikerer at blive udvist?
Hendes historik er, at hun har levet under mere kummerlige forhold i 10 år i Spanien, og hun er godt vant til at blive forsørget af kirkelige organisationer og få dårlige, sorte hushjælpsjob, og uden at hun ser nogen fremtidsmuligheder for sine børn. Hun tror på, at hun kan finde et reelt arbejde, og hun er meget ihærdig, og hendes børn er søde og den ældste er god i skolen, så hun forlader ikke Danmark uden videre - så henvisningen til, at hun kan tage tilbage til Spanien, den har jeg prøvet på hende - og alle andre - og det sker der ikke noget med. Hun må leve, som hun vil, men jeg har ondt af børnene, og vil gerne hjælpe hende med at få hendes praktiske situation løst.
Et andet spørgsmål er:
Jeg er blevet familiesammenført med min mand via EU-reglerne - jeg arbejdede i Sverige, og vi flyttede sammen til Danmark juli 2016, og han fik opholdskort januar 2017.
Jeg tjener 30.000 kr. om måneden og har en opsparing på omkring 170.000 kr. Min mand afsluttede sin kandidat i juni og fik indtil da løn fra studiejob og SU. Han har været på dagpenge i juni og august, da han i foråret fik en arbejdskontrakt med start 1. september 2018. Han kommer til at tjene 34.000 kr.
Ovenstående vil jeg vedlægge som dokumentation til forsørgelse. Jeg går ud fra, at minimum er integrationsydelse, hvilket svarer til 12.500 kr. som enlig forsørger + mig selv og min mand. Selvom hun får den reelle kontanthjælp, og dermed ville kunne få 16.000 kr. i kontanthjælp for danskere/EU-arbejdstagere, jeg får 10.000 i kontanthjælp som ægtefælle, og min mand ligeledes, så overstiger vores løn og opsparing alt rigeligt det samlede minimumslevegrundlag.
Jeg har dog stadig en lille usikkerhed i maven om, om det har nogen betydning for min mands opholdsret? Selvom jeg ikke kan se nogen som helst sammenhæng mellem dem to ting. Da min mand jo ikke er nogen urimelig byrde for sin egen tilværelse i Danmark, og ingen af os vil jo søge kontanthjælp eller andet.
Men jeg er jo "kendt" i Statsforvaltningen og skriver mit eget navn på. Kan nogen af- eller bekræfte min usikkerhed?
På forhånd tusind tak for hjælpen! Og undskyld for ikke et helt sædvanligt spørgsmål, men jeg håber, at det her forum måske kan være lidt til hjælp.