Skyldfølelse og bekymringer ved flytning

Her kan du som Forum-medlem skrive til de andre medlemmer om sociale arrangementer, søge efter venner, gode idéer m.v.

Redaktører: ZB, AUG Board

Besvar
Lolmanden
Indlæg: 8
Tilmeldt: 07.10.2013 15:41:25

Skyldfølelse og bekymringer ved flytning

Indlæg af Lolmanden » 31.01.2014 11:47:32

Hej ÆUG,

Jeg er forlovet med en skøn pige fra Trinidad, og vi har planlagt at gifte os i August i Danmark.
Vi har kendt hinanden i nogle år nu, og vi har hele tiden vidst at hvis vi skulle kunne fungere, så skulle én af os flytte.

Jeg er ikke meget for at flytte til Trinidad, jeg føler ikke det er stedet at få børn - og jeg kan ikke se mig selv finde et meningsfyldt arbejde i landet.
Min forlovede har besluttet sig for at flytte til Danmark så vi kan være sammen, men det er her min samvittighed begynder at knage.

Det er utroligt nemt for en Dansker at få ophold i Trinidad, processen er noget mindre dokumenttung, og processtiden forventes også noget kortere.
Omvendt, så er det jo ikke den nemmeste opgave at indgive FS ansøgning, og skulle stille sig i værste fald 5+ måneders process tid i vente.
Hun har besøgt Danmark i December / Januar, og var ikke synderlig imponeret af vejret.
Nu er hun hjemme igen, og vi planlægger vores bryllup og taler om flytning, optagelse på Universitet osv.
Hun siger at hun ikke kan lide Danmark, og har selvfølgelig en ordenlig mængde tvivlsspørgsmål.
Hun er ked af at skulle sige sit arbejde op, da hun er glad for sit arbejdsområde og der findes ikke rigtigt stillinger indenfor hendes felt i Danmark (Hazard Mitigation).
Hun er bekymret for fremtiden, hvad nu hvis hun ikke kommer ind på Universitet?, hvordan skal vi klarer os økonomisk, hvordan skal hun klare sig i Danmark, og hvordan nu med et nyt sprog.
Sidst men ikke mindst, så er hun rigtig ked af at skulle forlade hendes familie.

Det er her min samvittighed gør rigtigt ondt.
Sproget i Trinidad er Engelsk, og det mestre jeg ganske flydende.
Jeg arbejder med IT og burde kunne finde noget at lave i Trinidad.
Ophold skulle ikke være noget problem.

Min forlovede har sagt at hun er sur på mig fordi jeg ikke tilbød at flytte til Trinidad.
Hun føler at hun opgiver alt, mens jeg opgiver intet.

Jeg elsker hende meget, men jeg ved ikke hvordan jeg skal kunne bære "skylden" for hendes ulykkelighed og samtidig bebrejdelse af min manglende fleksibilitet mht. flytning.

Er der nogen der har oplevet eller oplever noget lignende?

fundiver199
Indlæg: 15458
Tilmeldt: 15.07.2008 15:58:34

Re: Skyldfølelse og bekymringer ved flytning

Indlæg af fundiver199 » 31.01.2014 13:22:54

Jeg kan ikke sige andet end, at det da generelt er en meget skidt start på et ægteskab, hvis den ene part føler, at han/hun ”opgiver alt” for at flytte derhen, hvor den anden part bor. Så det kunne da være, at I lige skulle trække vejret og tænke det hele igennem en gang til, før I gifter jer, og især før nogen af jer flytter nogen steder hen.

”Neutral grund” i et helt 3. land – gerne engelsktalende – kunne måske være en mulighed? Og at leve i et langdistanceforhold kan vel også være et valg, der er i hvert fald er gældende for et stykke tid?

Eller også skal det måske bare ikke være jer to, fordi fortsat ophold i det land, hvor I hver især er vokset op og har skabt jer et liv for jer begge to hver især er vigtigere end den kærlighed, I har fundet i hinanden?

Psalm12
Indlæg: 259
Tilmeldt: 26.01.2011 22:36:53

Re: Skyldfølelse og bekymringer ved flytning

Indlæg af Psalm12 » 31.01.2014 19:28:31

Jeg er enig med fundiver i alt, han siger. Jeg ville også gerne sige, at hvis hun havde sagt, at hun er ked af det, så er det en ting, og det er helt i orden, fordi det er faktisk meget svært for en udlænding at slå til i Danmark. Men når hun siger, at hun er sur på dig, lyder det ikke som om jeres forhold er i balance. Jeg har oplevet partnere som forsøger at manipulere ved at være sur, når de ikke får deres ønske. Det kan være, at I skulle snakke grundigt om, hvordan tingene skulle foregå mellem jer, inden I går videre med at blive gift. Ellers kommer du til at bøvle med det efter brylluppet, og det er ikke sjovt.

mh1
Indlæg: 10609
Tilmeldt: 25.09.2007 11:20:33
Geografisk sted: Istanbul, Tyrkiet/Tyskland
Kontakt:

Re: Skyldfølelse og bekymringer ved flytning

Indlæg af mh1 » 01.02.2014 09:47:19

Først: det var en rigtig fornuftig idé at din forlovede kom og så, hvordan DK er, når det er vinter, koldt og mørkt. Tænk, hvis hun havde været der i sommermånederne med lange, lyse dage og måske endda en mindre hedebølge, og så flyttede og opdagede, hvad vinter er!

Reaktionen fra hendes side bør også få dig til at tænke over, om hun kan risikere at komme til at lide af vinterdepression i DK?

Idéen med at vælge et helt tredje land, hvis muligt, er ikke så dum endda. Så vil I komme til at stå mere lige - Malta er oplagt: engelsksproget (som det ene af to sprog), ø-stat, varm, solrig, og EU-land. Hvis du kan finde job der, eller være selvstændig, så er det måske jeres fælles fremtid.
mh
Rådgiver for ÆUG

Lolmanden
Indlæg: 8
Tilmeldt: 07.10.2013 15:41:25

Re: Skyldfølelse og bekymringer ved flytning

Indlæg af Lolmanden » 02.02.2014 09:45:14

Tak, der var noget at tænke over.
Vi har fået snakket tingene rigtigt godt igennem i løbet af den sidste uges tid.

Det meste af frustrstionen fra hendes side skyldes at det er så omstændigt at ingive FS, og selvfølgelig uvisheden omkring udfaldet og længden af process tiden.
Jeg følger hende 100%, jeg ville også være bange hvis jeg skulle gå og vente på sådan en afgørelse, og bagefter Igen skulle vente på afgørelsen om universitets optagelse.

Tak, for svarene - det var rart med friske øjne.

fundiver199
Indlæg: 15458
Tilmeldt: 15.07.2008 15:58:34

Re: Skyldfølelse og bekymringer ved flytning

Indlæg af fundiver199 » 02.02.2014 10:26:14

Et par supplerende bemærkninger:

1) Hvis hun er ked af at skulle sige sit job op, så bør hun da for pokker vente med at gøre det, til hendes ansøgning om dansk opholdstilladelse er imødekommet. Der er jo ingen, der ligefrem TVINGER hende til at rejse til Danmark og sidde her og vente på processuelt ophold, medens ansøgningen behandles. For så at risikere, at tommelfingeren bliver vendt nedad, hvorefter hun må rejse hjem til en ny tilværelse som arbejdsløs. I stedet bør hun da naturligvis blive på Trinidad og fortsætte med at passe sit arbejde, indtil ansøgningen er imødekommet.

2) Processen med at søge om dansk opholdstilladelse er efter min opfattelse hverken så langvarig eller så usikker, som du får det til at lyde. Langt de fleste sager bliver behandlet på under 3 måneder. Og godt nok er der (alt for) mange regler, hvilket kan få det til at virke uoverskueligt. Men det er trods alt en overkommelig opgave for i hvert fald en højtuddannet som du selv at sætte sig ind i reglerne og dermed finde ud af, om I opfylder kravene eller ej. Det er ikke sådan, at det nærmest er et lotteri, eller der hersker enorm usikkerhed omkring udfaldet af en ansøgning.

3) Helt enig med mh i, at du ikke ligefrem har "solgt" Danmark via falsk reklame, når hendes første besøg var i december/januar. Jeg var ved gud heller ikke særlig imponeret af det vejr, vi havde i den periode. Men sådan er Danmark jo ikke altid. Så fra nu af kan hun da kun blive positivt overrasket :D

Lolmanden
Indlæg: 8
Tilmeldt: 07.10.2013 15:41:25

Re: Skyldfølelse og bekymringer ved flytning

Indlæg af Lolmanden » 02.02.2014 15:05:31

Nej, jeg kan ikke anklages for at have vist Danmark iført solskins glimmer - det var gråt i gråt.

Mht. ansøgningen om FS.
Jeg havde forstået det sådan at man kun kunne søge om FS fra en regulær dansk representation hvor de kunne optage biometri?
Danmark har et konsulat i Trinidad, men Visum osv. bliver håndteret af den Hollandske Ambassade.
Konsulatet sagde de ikke kunne optage biometri.

Det ville være bedst hvis hun kunne blive ved med at arbejde indtil ansøgningen var kommet igennem.

Hvis man indgiver ansøgningen om FS under ophold i Danmark, så skal der vel en tilladelse til for at man kan få lov at tage hjem?

fundiver199
Indlæg: 15458
Tilmeldt: 15.07.2008 15:58:34

Re: Skyldfølelse og bekymringer ved flytning

Indlæg af fundiver199 » 02.02.2014 17:52:14

Hun kan muligvis søge via den hollandske ambassade i Trinidad, og fordi den ikke kan optage biometri på Danmarks vegne (tåbeligt nok), kan hun så få lov at vente med at få dette gjort til straks efter sin ankomst til Danmark.

Alternativt kan hun søge og få optaget biometri på den nærmeste danske ambassade i et andet land i regionen. Ifølge Udenrigsministeriets hjemmeside henvises der til ambassaden i Mexico, så det er formentlig den nærmeste.

Det er selvfølgelig lidt af en rejse at tage fra Trinidad til Mexico City for at aflevere en ansøgning på en ambassade, men vel i grunden ikke længere end at tage fra f.eks. Los Angeles til New York. Og det er helt sikkert en del kortere end at tage hele vejen fra Trinidad til Danmark for at aflevere den samme ansøgning.

Men hun kan sagtens aflevere ansøgningen i Danmark, hvis hun alligevel er her på ferie, og så herefter rejse hjem igen og afvente sagsbehandlingen der. Det er bestemt ikke sådan, at der er nogen, der forhindrer hende i at rejse UD af Danmark, bare fordi hun har søgt om opholdstilladelse. Derimod skal hun bruge en tilbagerejsetilladelse, hvis hun gerne vil kunne komme IND i Danmark igen, før hun har fået svar på sin ansøgning.

fve
Indlæg: 57
Tilmeldt: 13.02.2013 19:18:53

Re: Skyldfølelse og bekymringer ved flytning

Indlæg af fve » 08.02.2014 14:29:33

Min kone fra Ukraine og jeg som er dansker havde besøgt hinanden flere gange i vores hjem- lande uden problemer, men det var ligesom om vi begge følte at der manglede noget---et eller andet-- hvis jeg skulle bo i Ukraine eller hun skulle bo i DK. Vi er begge to eventyrlystne mennesker og vi besluttede os derfor at tage et års tid til Afrika. Der var vi så under rimelige hårde vilkår og jeg kan kun sige--- at hvis man nogensinde er i tvivl om et forhold´s bæredygtighed eller man blot skal have slebet nogen hårde kanter af-- så er en neutral zone absolut det bedste.Vi kom ud af den neutrale zone med et fantastisk forhold, vi blev gift og er nu i Sverige under EU og alt det halløj. Men--men-- hvorfor skal det absolut være i DK eller Trinidad hvorfor ikke begge steder.
Benyt jer af muligheden for 2 fede steder at opholde jer--- at være i Trinidad når vi har Dansk vinter må da være til at finde ud af og--- være i Danmark om sommeren må da også være til at finde ud af og--- hvis man f.eks skulle prøve en hyggelig neutral grund kunne man f.eks. snuppe Tobago :-) Alt det med universitet, ambitionerne og f----og hans pumpestok skal nok komme, det kan du være 100% på. Men et godt, kærligt og respektabelt forhold det tager tid at bygge op der skal pusses, nusses og KNOKLES og det er så her jeg mener at i vel egentlig står med nogle okay kort på hånden. Don-t worry be happy. Men held og lykke og god vind

Besvar