Historisk tidslinje om EU's fri bevægelighed året 1960

[Kim P. Nyberg]

1. december 1960 (EFT 1960 P 81 side 1899)

DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE FÆLLESSKABS ADMINISTRATIVE KOMMISSION FOR SOCIAL SIKRING AF VANDRENDE ARBEJDSTAGERE

AFGØRELSE Nr. 24 af 25. november 1960 om arbejdsmetoderne for og sammensætningen af Revisionsudvalget under Den Administrative Kommission for Vandrende Arbejdstageres Sociale Sikring

Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs Administrative Kommission for Vandrende Arbejdstageres Sociale Sikring,

under henvisning til artikel 78, stk. 4, i forordning nr. 4 om fastsættelse af fremgangsmåden ved gennemførelse og supplering af bestemmelserne i forordning nr. 3 om vandrende arbejdstageres sociale sikring, og ud fra følgende betragtninger

I henhold til nævnte artikel 78, stk. 4, fastsætter Den Administrative Kommission arbejdsmetoderne for og sammensætningen af Udvalget for Revision af Regnskaberne vedrørende de ydelser, der udredes af en medlemsstats sociale sikringsinstitutioner for de øvrige medlemsstaters sociale sikringsinstitutioners regning,

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE

1. Det Revisionsudvalg, der er omhandlet i artikel 78, stk. 4, i Rådets forordning nr. 4 om Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, benævnes "Revisionsudvalget for Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs Administrative Kommission for Vandrende Arbejdstageres Sociale Sikring".

2. Revisionsudvalget arbejder under tilsyn af Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs Administrative Kommission for Vandrende Arbejdstageres Sociale Sikring, som det modtager instrukser fra, og som fastlægger dets arbejdsmetoder og sammensætning.

3. Revisionsudvalget har følgende beføjelser, uden at dette berører de beføjelser, som Den Administrative Kommission måtte tillægge det, navnlig som følge af senere forordninger eller enhver aftale eller ordning, der måtte blive indgået i forbindelse hermed, vedrørende vandrende arbejdstageres sociale sikring:

a) at forelægge Den Administrative Kommission det i artikel 78, stk. 1, i forordning nr. 4 omhandlede udkast til regnskabsopgørelse, der skal udarbejdes i henhold til artikel 23, artikel 29, stk. 6, og artikel 37 i forordning nr. 3, for så vidt angår refusioner foretaget ved modregning, og at lade dette udkast til regnskabsopgørelse ledsage af en rapport og begrundede udtalelser.

b) at forelægge Den Administrative Kommission en opgørelse, der samler de statistiske og regnskabsmæssige oplysninger om de ydelser, der har været genstand for direkte afregning, og som skal forelægges Den Administrative Kommission i henhold til artikel 79, stk. 1, i forordning nr. 4, for så vidt angår de refusioner, der er omhandlet i artikel 23, artikel 29, stk. 6, og artikel 37 i forordning nr. 3.

c) at indsamle de statistiske og regnskabsmæssige data, der er omhandlet i artikel 80 i forordning nr. 4, og at foretage de beregninger, der er nødvendige for anvendelsen af kapitel 7 i forordning nr. 4.

d) fremsætte forslag til Den Administrative Kommission vedrørende de bemærkninger, den har modtaget i henhold til artikel 74, stk. 3, i forordning nr. 4.

e) forelægge Den Administrative Kommission krav om refusion vedrørende ydelser, der er udbetalt i løbet af kalenderåret mere end to år forud for sådanne krav, som omhandlet i artikel 78, stk. 2, i forordning nr. 4.

f) efter anmodning fra Den Administrative Kommission at foretage enhver nyttig efterprøvning med henblik på at kontrollere de statistiske og regnskabsmæssige data, der er anvendt ved udarbejdelsen af regnskaberne, i overensstemmelse med artikel 78, stk. 3, i forordning nr. 4.

g) At udføre alt arbejde, alle undersøgelser og alle opgaver, som Den Administrative Kommission pålægger den, især i forbindelse med udarbejdelsen af den statistiske del af Den Administrative Kommissions årsberetning.

4. Revisionsudvalget træffer i princippet sine beslutninger på grundlag af dokumentation. Det kan anmode de kompetente myndigheder om enhver oplysning eller undersøgelse, som det finder nødvendig for at undersøge de sager, der forelægges det til behandling. Om nødvendigt kan revisionsudvalget med forudgående godkendelse fra formanden for Den Administrative Kommission bemyndige sekretæren eller et andet medlem af sekretariatet eller visse medlemmer af revisionsudvalget til at foretage de undersøgelser på stedet, der er nødvendige for fortsættelsen af dets arbejde. Formanden for Den Administrative Kommission underretter den pågældende medlemsstats repræsentant i Den Administrative Kommission om enhver sådan undersøgelse.

5. Revisionsudvalget består af to repræsentanter, der udpeges af de kompetente myndigheder i hver af Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs medlemsstater.

I tilfælde af forfald kan hvert medlem af revisionsudvalget erstattes af den suppleant, som de kompetente myndigheder har udpeget til dette formål.

6. Beslutninger træffes ved stemmeflertal, idet hver medlemsstat kun har én stemme.

Udvalgets udtalelser skal angive, om de er vedtaget enstemmigt eller med flertal. I givet fald skal mindretallets konklusioner eller forbehold fremgå af udtalelsen.

Hvis udtalelsen ikke er enstemmig, forelægger Revisionsudvalget den for Den Administrative Kommission sammen med en detaljeret rapport, der især indeholder de modstridende synspunkter og begrundelserne for dem. Den udpeger også en ordfører, der skal give Den Administrative Kommission alle de oplysninger, som den finder det nyttigt at anmode om, for at den kan afgøre den pågældende tvist.

Rapportøren må ikke vælges blandt repræsentanterne for de lande, der er involveret i tvisten.

7. Repræsentanterne for Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Den Høje Myndighed for Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab eller deres suppleanter, der sidder i Den Administrative Kommission, har rådgivende stemmeret i Revisionsudvalget.

Inden for rammerne af den tekniske bistand, som Det Internationale Arbejdsbureau yder Den Administrative Kommission i medfør af artikel 44, stk. 1, i forordning nr. 3, kan de repræsentanter for ILO, der er udpeget i denne egenskab, deltage i Revisionsudvalgets møder.

8. Som en overgangsforanstaltning og for perioden indtil den 31. december 1961 udpeges formanden af Den Administrative Kommission.

Derefter skiftes formandskabet for årlige perioder og i landenes alfabetiske rækkefølge, idet der begyndes med repræsentanten for det land, der i alfabetisk rækkefølge følger efter det land, hvis repræsentant har varetaget formandskabet i overgangsperioden.

Den Administrative Kommission vedtager efter forslag fra Revisionsudvalget dettes forretningsorden.

Den Administrative Kommissions sekretariat er ansvarligt for at forberede, afholde og rapportere om møderne i Revisionsudvalget. Det udfører alt arbejde, der er nødvendigt for, at Revisionsudvalget kan fungere.

9. Revisionsudvalget forelægger sit arbejdsprogram for Den Administrative Kommission til forudgående godkendelse. Dagsorden, dato og varighed for møderne fastlægges i samråd med formanden for administrationsudvalget.

Dagsordenen sendes af sekretariatet for Den Administrative Kommission til medlemmerne af Revisionsudvalget, til de medlemmer af Den Administrative Kommission, der anmoder herom, og til Det Internationale Arbejdsbureau mindst ti dage før begyndelsen af hvert møde.

Den Administrative Kommissions sekretariat sender dokumentationen vedrørende mødet til de samme personer inden for samme frist.

10. De regler, der er fastsat i vedtægterne for Den Administrative Kommission og i brevvekslingen, offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende nr. 64 af 17. december 1959, finder i givet fald tilsvarende anvendelse på Revisionsudvalget.

11. Revisionsudvalgets sprogregler er dem, der er fastsat i forordning nr. 1 fra Rådet for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab.

12. Denne afgørelse træder i kraft den 1. december 1960.

Formanden for Den Administrative Kommission

A. C. M. van de VEN

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A081%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

16. december 1960 (EFT 1960 P 79 side 1529)

SKRIFTLIGT SPØRGSMÅL nr. 67 af Nederhorst til Kommissionen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab

Om: Undersøgelse af arbejdstagernes realindkomst

1 . Kan Kommissionen oplyse, om den har efterkommet det ønske, som Den Europæiske Parlamentariske Forsamling gav udtryk for den 13. maj 1960, om, at der efter Den Høje Myndigheds undersøgelse af udviklingen i realindkomsterne for arbejdere beskæftiget i kul- og stålindustrien skulle iværksættes en undersøgelse af realindkomsterne for arbejdere beskæftiget i andre industrigrene?

2 . Agter Kommissionen at iværksætte en undersøgelse af arbejdernes budget som grundlag for denne undersøgelse, og er den rede til at opføre de nødvendige beløb på budgettet til dette formål?

(Spørgsmål af 26. oktober 1960)

Svar fra Kommissionen

I - Faktisk indkomst

I henhold til Rådets forordning nr. 10, der er offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende af 31. august 1960, har Kommissionen i de seks EØF-lande og gennem medlemsstaternes arbejdsministerier eller de nationale statistiske kontorer foretaget en første undersøgelse af lønomkostningerne og de nominelle indkomster for arbejderne i fjorten industrigrene i 1959. Resultaterne af denne undersøgelse vil udgøre hovedgrundlaget for en senere beregning af disse arbejderes realindkomst.

Der er planlagt en anden undersøgelse i 1961, som skal omfatte andre industrigrene og anvende 1960 som referenceår. De nødvendige midler er blevet afsat på budgettet for De Europæiske Fællesskabers Statistiske Kontor. De vil imidlertid først være til rådighed, og undersøgelsen kan derfor først iværksættes, efter at Rådet har truffet beslutning herom.

Beregningen af realindkomsterne vil også kræve kendskab til forbrugernes købekraftsækvivalenskurser, dvs. data, der gør det muligt at udtrykke de nationale valutaers købekraft i forhold til arbejdstagernes forbrug. I første omgang har Kommissionen til hensigt at anvende og ajourføre de ækvivalenskurser, der anvendes til at bestemme arbejdstagernes realindkomst i EKSF, for hurtigt at få oplysninger, der gør det muligt at foretage en gyldig sammenligning af realindkomstniveauet i de udvalgte industrigrene. I en anden fase foreslår Kommissionen, hvis de nødvendige midler stilles til rådighed, at gennemføre en undersøgelse af forbrugerpriserne, hvis resultater vil være nødvendige for at kunne udarbejde ækvivalenskoefficienter, der kan tilpasses direkte til Det Økonomiske Fællesskabs mere generelle rammer.

II - Familiebudgetter

Kommissionen mente, at en undersøgelse af familiebudgetterne ville give vigtige oplysninger om levestandarden i Fællesskabet, og havde derfor planlagt at foretage en generel undersøgelse i medlemsstaterne i 1961. Dette projekt kunne imidlertid ikke fastholdes på grund af størrelsen af de bevillinger, der ville have været nødvendige, og på grund af de beslutninger, der allerede er truffet eller vil blive truffet i visse EØF-lande om at foretage undersøgelser af denne art.

Kommissionen har pålagt De Europæiske Fællesskabers Statistiske Kontor at fremme en øjeblikkelig koordinering af de metoder og nomenklaturer, der anvendes af de nationale statistiske kontorer i de lande, der har besluttet eller overvejer at gennemføre en undersøgelse af familiebudgetterne, og mere generelt at undersøge med de øvrige lande, i hvilket omfang der kan gennemføres lignende undersøgelser.

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A079%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

Sag 6/60 Humblet mod den belgiske stat

Forslag til afgørelse fremsat af generaladvokat Lagrange den 18. oktober 1960.

Hr. formand,
Medlemmer af Domstolen

Først vil jeg med få ord gennemgå sagens kendsgerninger, som er meget enkle: Humblet, der er belgisk statsborger, er tjenestemand i Den Høje Myndighed for Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab. Selv om han er ansat i Luxembourg, hvor han bor sammen med sin kone, anses han for at have bevaret sin skattemæssige bopæl (domicile fiscale) i Belgien, hvor han også har en bolig, og hvor hans kone oppebærer en indkomst: Så meget er der enighed om.

Fru Humblets indkomst, som blev behørigt deklareret, blev i Belgien underlagt den personlige tillægsskat (impôt complementaire personnel) i hendes mands navn som familieoverhoved i overensstemmelse med loven. I 1959 ændrede de belgiske skattemyndigheder imidlertid deres hidtidige praksis og anmodede Humblet om at angive størrelsen af det vederlag, han modtog som tjenestemand i Den Høje Myndighed, og som var fritaget for beskatning i henhold til protokollen om Fællesskabets privilegier og immuniteter. Myndighederne ønskede nemlig at tage dette beløb i betragtning ved beregningen af ægtefællernes indkomst med henblik på at fastsætte den gældende skattesats, selv om skatten efterfølgende kun skulle pålægges den del af indkomsten, der ikke var fritaget, i dette tilfælde hustruens indkomst. Sagsøgeren, Humblet, nægtede at rette sig efter dette og fik en skønsmæssig ansættelse for årene 1957, 1958 og 1959 (for indkomsten i årene 1956, 1957 og 1958), og til denne ansættelse blev der lagt det, der i Belgien kaldes "tillæg", et udtryk, der synes at svare til det, der i andre lande mindre fint kaldes bøder. Den indsigelse, som han indgav i overensstemmelse med den korrekte procedure mod denne vurdering, blev afvist, og sagen verserer i øjeblikket ved Cour d'Appel (på dansk: Appelretten).

Sideløbende med disse nationale sager mente Humblet sig berettiget til at indbringe sagen for Domstolen i medfør af artikel 16 i protokollen om privilegier og immuniteter, der som bekendt fastsætter følgende:

"Enhver tvist vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af denne protokol skal indbringes for Domstolen".

Den Høje Myndighed har ikke interveneret og er ikke involveret i sagen.

Sagen rejser flere vigtige og vanskelige spørgsmål vedrørende jurisdiktion, procedure og fortolkning af protokollen.

I

Jeg vil først undersøge spørgsmålene om jurisdiktion og procedure.

Den belgiske stat, den sagsøgte, rejser først en indsigelse om Domstolens manglende kompetence. Den belgiske stat hævder, at sagen i det foreliggende tilfælde udelukkende vedrører anvendelsen af national ret, som henhører under de nationale domstoles enekompetence. På den ene side drejer tvisten sig udelukkende om fru Humblets indkomst, som ikke er tjenestemand i Fællesskabet, og som protokollen derfor på ingen måde kan anvendes på. På den anden side drejer det eneste spørgsmål sig om beregningsmetoden i overensstemmelse med den belgiske skattelovgivning af skatten på den indkomst, der ikke er fritaget, dvs. indkomst, der udelukkende er omfattet af denne skattelovgivning. Sagsøgte bemærker endvidere, at spørgsmål af lignende karakter allerede er blevet rejst eller er ved at blive rejst for nationale domstole, som indtil nu ikke har fundet det nødvendigt at erklære sig inkompetente og henvise sagen til Domstolen.

Jeg deler ikke denne opfattelse.

Først og fremmest vil jeg gerne en gang for alle afvise alle de argumenter, der på den ene eller den anden måde er blevet fremført om, at det drejer sig om tjenestemandens hustrus indkomst: Ifølge loven skal denne indkomst ikke blot ansættes hos manden (hvis der ikke foretages en særskilt ansættelse), men også lægges sammen med familieoverhovedets indkomst, som om begge indkomster stammede fra én og samme kilde.

Det er indlysende, at skattemyndighederne ikke kan benægte eksistensen af manden for at hævde, at hustruens indkomst, som ikke er tjenestemand i EKSF, under ingen omstændigheder kan nyde godt af en fordel, som traktaten giver - og i samme åndedrag fremføre eksistensen af den samme mand (og hans fritagne løn) som en grund til at øge den skat, der udelukkende vedrører hustruens indkomst! Humblet kan ikke påberåbe sig det faktum, at den indkomst, han skal beskattes af, er hans hustrus indkomst. Efter min mening opstår de forskellige problemer i denne sag på nøjagtig samme måde, uanset om de vedrører skatteyderens egen indkomst eller hans familiemedlemmers indkomst.

Når dette er sagt, forekommer det mig indlysende, at den sag, der nu er indbragt for Domstolen, både vedrører fortolkningen og anvendelsen af en af protokollens bestemmelser, nemlig artikel 11, litra b): Vi beskæftiger os hovedsagelig med spørgsmålet om, hvorvidt bestemmelserne i dette afsnit - især ordene "skal være fritaget for enhver skat på lønninger osv." skal fortolkes i bred forstand som et forbud mod at tage hensyn til de fritagne vederlag enten ved fastsættelsen af den skattepligtige indkomst eller ved beregningen af det beløb, der skal betales i personlig indkomstskat efter en stigende skala, eller om, om ordet "fritaget" (exonéré) ved en streng fortolkning tværtimod skal anses for blot at forbyde anvendelsen af satsen på den del af indkomsten, der svarer til lønbeløbet, selv om selve satsen kan fastsættes efter hensyntagen til hele indkomsten, herunder den fritagne løn. Dette spørgsmål ligger helt sikkert inden for Domstolens kompetenceområde. Domstolen skal ikke blande sig i anvendelsen eller fortolkningen af den nationale skattelovgivning; den skal tage denne lovgivning, som den er, med dens ordlyd, de principper, den bygger på, og om nødvendigt den nationale retspraksis, som den har givet anledning til, og under disse omstændigheder bestemmer Domstolen ved at fortolke protokollen omfanget af fritagelsen, dvs. i hvilket omfang fritagelsen afviger fra den nationale lovgivning.

To andre spørgsmål forekommer mig at være mere vanskelige: det første er, om og under hvilke omstændigheder en tjenestemand kan henvende sig direkte til Domstolen; det andet er, hvilke beføjelser Domstolen har i denne henseende, og hvad rækkevidden af dens afgørelse er.

Med hensyn til det første spørgsmål kan det påpeges, at artikel 11 i protokollen gennem lovgivningsprocessen fastlægger en række privilegier og immuniteter for medlemmer af Den Høje Myndighed og tjenestemænd i Fællesskabet. I denne henseende synes situationen at adskille sig fra den, hvor privilegier og immuniteter er fastsat i en lokal aftale ("accord de siege") indgået mellem en international organisation og værtsstaten: i dette tilfælde er alle vanskeligheder, der måtte opstå med hensyn til rækkevidden af en bestemmelse i aftalen, problemer mellem værtsstaten og organisationen, som sædvanligvis reguleres i henhold til en særlig procedure, der er fastsat i selve aftalen: en sådan procedure (for eksempel voldgift) kan kun iværksættes af organisationen eller af staten, det vil sige af parterne i aftalen.

Her er det tværtimod en bestemmelse i protokollen, som har samme kraft som traktaten og skaber en rettighed til fordel for tjenestemænd. Det er rigtigt, at der i henhold til protokollens artikel 13 indrømmes privilegier, immuniteter og lettelser til medlemmer af Den Høje Myndighed og til tjenestemænd ved Fællesskabets institutioner "udelukkende i Fællesskabets interesse"; men denne bestemmelse, som forklarer grundene til at indføre privilegier, kan ikke forhindre personer, som de er indrømmet, i at handle for at forsvare dem. Den generelle karakter af de udtryk, der anvendes i artikel 16, tillader efter min mening sådanne personer at henvende sig direkte til Domstolen, hvis (og dette er den eneste betingelse, der kan kræves) der er en "tvist" vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af protokollen.

I tilfælde af skattemæssige privilegier mener jeg, at eksistensen af en "tvist" er tilstrækkeligt fastslået, når, som i den foreliggende sag, den pågældende part er uenig med skattemyndighederne, og han har indbragt sin klage for de kompetente nationale myndigheder på behørig vis.

Det er rigtigt - og sagsøgte gjorde sig umage for at understrege dette - at der ikke var fastsat nogen procedure for præjudiciel forelæggelse for Domstolen. Det skyldes, at de tvister, der kan opstå i forbindelse med anvendelsen af protokollen, er af vidt forskellig karakter og kan føre til meget forskellige procedurer, og at de ikke altid opstår i sager, der indbringes for en national domstol.

Når dette er sagt, mener jeg - og dette er en personlig opfattelse - at de nationale domstole, for hvilke der rejses et spørgsmål om fortolkning eller anvendelse af protokollen, som kan henhøre under Domstolens kompetence, vil gøre klogt i - selv om de ikke anser sig for forpligtede hertil - at anmode Domstolen om en præjudiciel afgørelse enten efter anmodning fra en af parterne eller endog af egen drift: den kompetence, der er tillagt Domstolen, er nødvendigvis eksklusiv i forhold til deres kompetence, og manglen på en udtrykkelig procedurebestemmelse for denne eventualitet bør ikke udgøre nogen hindring for en henvisning.

Men hvis den kompetente nationale ret ikke anså sig for forpligtet til at træffe en sådan afgørelse, er der ingen grund til, at den pågældende part ikke selv skulle indbringe sagen for Domstolen. Artikel 16 forhindrer på ingen måde dette:

"Enhver tvist vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af denne protokol skal indbringes for Domstolen".

Tvisten kan lige så godt indbringes for Domstolen af den pågældende part selv, hvis han kan bevise, at der er en tvist, som af en national domstol, der træffer afgørelse om en præjudiciel forelæggelse.

Disse få overvejelser vil være til hjælp ved løsningen af det andet spørgsmål om Domstolens beføjelser og rækkevidden af dens domme.

Domstolen har helt klart kompetence til at fortolke protokollens bestemmelser i forhold til sagens fakta. Spørgsmålet er imidlertid, om Domstolen kan gå videre. Har Domstolen, som sagsøgeren hævder, kompetence til at afsige en kendelse, der berører de nationale myndigheder, dvs. i det foreliggende tilfælde kompetence til at afsige kendelse om eftergivelse eller nedsættelse af den omtvistede skat og til at afsige kendelse om, at den deraf følgende lempelse skal gives? Det mener jeg bestemt ikke, at den har; det ville være et klart indgreb i den kompetence, som de nationale domstole har bevaret: Domstolen kan ikke erstatte myndighedernes eller de nationale domstoles vurdering, når de handler inden for rammerne af den nationale skattelovgivning.

Det er rigtigt, at i henhold til artikel 16 er de tvister, der skal indbringes for Domstolen, ikke kun dem, der vedrører fortolkningen af protokollen, men også dem, der vedrører dens anvendelse. Men efter min mening skal betydningen af denne bestemmelse ikke overdrives. Den skal gøre det muligt for Domstolen - og det er meget vigtigt - at træffe afgørelse i sager, hvor vanskelighederne ikke vedrører et spørgsmål om fortolkningen af en bestemmelse i protokollen, som er uklar eller betragtes som sådan, men om betingelserne for dens anvendelse eller for at nægte at anvende den. Men endnu en gang kan Domstolen ikke træde i stedet for de nationale myndigheder og endnu mindre i stedet for de nationale domstole, og den kan ikke udøve deres beføjelser i deres sted.

Jeg mener, at i sager som den foreliggende, hvor Domstolen inddrages, mens sagen verserer ved de nationale domstole, og hvor sagens udfald i det mindste delvist afhænger af Domstolens afgørelse, bør proceduren være den samme som for præjudicielle sager. Med andre ord er det op til den part, der finder det hensigtsmæssigt, at forelægge Domstolens dom for de nationale domstole, som på deres side skal udlede de retlige konsekvenser for deres egen afgørelse i henhold til national lovgivning. Den foreliggende sag kan sammenlignes med den, der opstår, når der f.eks. rejses et spørgsmål om nationalitet under en retssag, og den pågældende part som bevis fremlægger en dom, som parten selv har opnået på dette punkt, men som ikke er afsagt efter en henvisning fra den ret, der behandler hovedsagen: Sidstnævnte skal ganske vist afgøre, om den dom, der er fremlagt for den, er korrekt afsagt af den kompetente myndighed, om det er en endelig dom osv. Men når de nødvendige undersøgelser er foretaget, skal den se bort fra retskraften på det punkt, der lå uden for dens egen kompetence, og drage de konklusioner, der er relevante for dens egen afgørelse. Efter min mening er dette den rette procedure i den foreliggende sag.

[Kim P. Nyberg]

II

Jeg kommer nu til sagens substans, det vil sige omfanget af den fritagelse, som protokollens artikel 11, litra b) giver, når den anvendes på en personlig indkomstskat, der opkræves efter en stigende skala. Vi er i denne henseende grundlæggende optaget af at bestemme betydningen af ordene:

"Medlemmerne af Den Høje Myndighed og Fællesskabets tjenestemænd ... er fritaget for enhver skat på lønninger og honorarer, der udbetales af Fællesskabet.”

Domstolen har hørt de to synspunkter; vægtige argumenter er blevet fremført til støtte for hver af dem.

Sagsøgeren anfører, at teksten er formuleret generelt, og at det system, som de belgiske myndigheder har indført, fører til en delvis beskatning af lønnen, idet der fastsættes en sats, som tager hensyn til hele indkomsten, herunder den fritagne løn. Dette udgør ifølge sagsøgeren en tilsidesættelse af protokollen.

Overhovedet ikke, svarer sagsøgte: den eneste indkomst, der beskattes, er den, der ikke er omfattet af fritagelsen. Dermed er bestemmelserne i protokollen overholdt. Man skal nemlig skelne mellem "exonéré" (fritaget) indkomst, dvs. indkomst, der ikke kan beskattes, og "immun" (immuniseret) indkomst, dvs. indkomst, der ikke tages i betragtning ved fastsættelsen af den skattepligtige indkomst. Hvis forfatterne til protokollen havde haft til hensigt at vedtage det andet alternativ, ville de have brugt en anden formulering. Desuden er fritagelsen personlig: Det er tjenestemanden, der er fritaget, ikke lønnen. Bestemmelser om skattefritagelse skal fortolkes strengt, og det samme gælder internationale bestemmelser, især dem, der etablerer privilegier eller immuniteter; i tvivlstilfælde skal den restriktive fortolkning være fremherskende. Dette gælder så meget desto mere i den foreliggende sag, som "immuniteten" (immuniseringen) ville ramme selve grundlaget for den pågældende skat, som er en personlig skat på en stigende skala, der tager hensyn til skatteyderens "skatteevne" (faculté contributive), som afhænger af hans samlede indkomst: at vurdere den indkomst, der ikke er fritaget, til en lav sats, som om skatteyderen ikke havde nogen anden indtægtskilde, ville være ekstremt uretfærdigt, og i mangel af en bestemmelse, der udtrykkeligt kræver en sådan handling, må den afvises. Til støtte for sit synspunkt påberåber sagsøgte sig endvidere en række domme afsagt både af belgiske domstole og af udenlandske domstole, især den føderale domstol (Tribunal Federal) i Lausanne; han påberåber sig endvidere den praksis, der følges ved anvendelsen af konventioner til undgåelse af dobbeltbeskatning: her tages den fritagne indkomst ikke desto mindre i betragtning ved fastsættelsen af den skattepligtige indkomst, især ved fastsættelsen af skattesatsen. Denne sats anvendes dog ikke på det indkomstbeløb, der er blevet fritaget, når det er bevist, at denne indkomst var skattepligtig i kildelandet.

Sagsøgeren svarer på alle disse argumenter ved at bestride værdien af en sondring mellem "exonéré" (fritaget) indkomst og "immun" (immuniseret) indkomst, ved at påpege, at protokollen indførte et privilegium, som ikke kan reduceres til en simpel aritmetisk proces (se ordbog), ved at benægte, at den nationale lovgivning skelner mellem fritagne personer og fritagne indkomster, ved at påvise forskellen mellem et privilegium, der skaber en fritagelse, og anvendelsen af dobbeltbeskatningsoverenskomster og ved at forsøge at bevise, at det system, som de belgiske skattemyndigheder har indført, rent faktisk fører til beskatning af det vederlag, som han påstår er fritaget.

(ordbog: Aritmetisk er læren om tal og operationer på tal. I den vestlige civilisations begyndelse omfattede talbegrebet de hele tal eller brøker mellem hele tal. Kilde: denstoredanske.lex.dk)

Hvad angår denne tvist, mener jeg efter en afvejning af alle argumenter, at sagsøgerens synspunkt er det rigtige.

For det første, hvad skal man sige om sondringen mellem "immun" indkomst, som blot er "fritaget"? Det er klart, at denne skelnen i sig selv kan have en vis betydning, hvis den virkelig afspejler forskellen mellem de to systemer, der forsvares af de respektive parter. Man kan forestille sig, at en individuel indkomstkilde i forbindelse med et system med personlig indkomstbeskatning efter en stigende skala kan tages i betragtning ved fastlæggelsen af den samlede skattepligtige indkomst, især ved fastlæggelsen af skattesatsen, men efterfølgende kan fritages for anvendelsen af denne sats, som dog fortsat gælder for indkomst fra andre kilder. På den anden side er det tænkeligt, at indkomst fra en bestemt kilde ikke tages i betragtning ved fastsættelsen af den skattepligtige indkomst; det er udelukkende op til den lovgivende myndighed, der beskæftiger sig med beskatning, at afgøre disse spørgsmål. Men det spørgsmål, der optager os, er, om det første system i almindelig skatteterminologi nødvendigvis, eller i det mindste normalt, er karakteriseret ved brugen af ordet "exonéré" (fritaget), mens man for det andet system udelukkende bruger udtrykket "immun" (immuniseret). Det ville endda være nødvendigt, at en sådan skelnen mellem immunitet og ren fritagelse var så indarbejdet i den internationale skatteterminologi, at traktatens forfattere kunne anses for at have valgt det førstnævnte system og afvist det sidstnævnte alene af den grund, at de havde brugt ordet "fritagelse" og ikke ordet "immunitet".

Dette er dog på ingen måde tilfældet.

Det er ikke engang tilfældet inden for den nationale terminologi. I sit svar påviste sagsøgeren ved forskellige eksempler, at det belgiske juridiske sprog, uanset om det kommer fra lovgiveren, skattemyndighederne eller domstolene, i samme betydning bruger udtrykket "fritaget" (exonéré, exempté) eller "immun" (immunise) indkomst, og at det samme gælder i den nederlandske tekst. Sagsøgte anerkender denne kendsgerning i sin duplik og forfølger ikke sine argumenter i denne forbindelse.

Det samme gælder i Frankrig med den forskel, at lovgiveren sjældent bruger ordet "immune" (immunisere). Den mest hensigtsmæssige metode, når den beslutter, at indkomst af en bestemt art ikke skal tages i betragtning ved fastsættelsen af den skattepligtige indkomst, er at sige det i sin helhed: "Følgende skal ikke tages i betragtning ved fastsættelsen af den samlede nettoindkomst ..." ("N'entrent pas en compte pour la détermination du revenue net global ...") efterfulgt af en liste: det er den formulering, der bruges i artikel 157 i den generelle skattelov (Code General des Impôts). Men da det er svært at gentage denne ret lange sætning hver gang, bruger lovgiveren ofte det enkelte ord "fritagelse" eller "fritaget" (exoneration eller exonéré) til at betegne det samme (jf. artikel 158, stk. 3; artikel 159, stk. 1 og 2; artikel 159a); nogle gange bruges de to udtryk i samme betydning i en enkelt artikel (artikel 157, stk. 11)! Betydningen er altid den samme: den indkomst, der erklæres "fritaget", er indkomst, der ikke tages i betragtning ved fastsættelsen af den samlede skattepligtige nettoindkomst. Hvis vi kun ser på et af fællesskabssprogene, som både er et af de nationale sprog i Belgien og det nationale sprog i Frankrig, finder vi således, at der ikke findes nogen ensartet terminologi, hverken mellem de to lande eller endda inden for hvert af dem. Vi kan endda konstatere, at ordet "fritaget" for indkomst ofte bruges i de to lande til at betegne indkomst, som ikke tages i betragtning ved fastsættelsen af den skattepligtige indkomst. Disse få bemærkninger, der er begrænset til to lande i Fællesskabet, som dog har ubestridelige ligheder på skatteområdet, er tilstrækkelige til at vise, at ordet "fritaget" ikke i sig selv kan anses for klart at vise traktatens forfatteres hensigt om at tillade, at den fritagne løn på trods af den indrømmede fritagelse medtages som en del af den skattepligtige indkomst med henblik på beregning af skat, for så vidt denne skat falder på andre indtægtskilder; det modsatte er tilfældet. Endelig skal man huske på, at protokollens forfattere ikke kun skulle lovgive for seks lande og derfor ikke kunne stole på skatterettens tekniske terminologi, som vi har set er usikker, men at den fritagelse, de gav, skulle gælde for alle skatter på lønninger og ikke kun den generelle tillægsskat på indkomst. De fandt det udtryk, som på én gang var det mest enkle og det mest generelle.

Som vi har sagt, forfulgte sagsøgte ikke dette spørgsmål i sit svar, men støttede sig hovedsageligt til argumentet om, at protokollens tekst fritager personen og ikke ejendommen. Det er medlemmerne af Den Høje Myndighed og Fællesskabets embedsmænd, der er undtaget, og ikke lønningerne.

Selvom jeg har tænkt meget over sagen, er jeg ikke i stand til at forstå denne skelnen eller dens omfang. Jeg er bekendt med, at man i skattesager skelner mellem en personlig skat og en ejendomsskat. Vi beskæftiger os her med personlige skatter. Men som for alle personlige skatter er der et subjekt og et objekt: Subjektet er i dette tilfælde den embedsmand, der udfører visse opgaver; objektet (den "skattepligtige ejendom" ("matière impossible")) er den løn, han modtager. Hvad er forskellen på en formulering som "de lønninger og vederlag, som Fællesskabet udbetaler til sine tjenestemænd, er fritaget for enhver skat" og en formulering som "Fællesskabets tjenestemænd er fritaget for enhver skat på de lønninger og vederlag, som Fællesskabet udbetaler"? Hvis man for enhver pris ønsker at skelne mellem de to formuleringer, mener jeg, at den tekst, der lægger vægt på fritagelsens personlige karakter, i højere grad end den anden har tendens til at fjerne den fritagelsesberettigede fra enhver "kontakt" med skattelovgivningen for så vidt angår de vederlag, han modtager fra Fællesskabet.

Jeg vil nu forlade spørgsmålet om terminologi for at forsøge at overveje, om det system, som de belgiske myndigheder går ind for, kan betragtes som værende inden for den normale ordning for en samlet personlig indkomstskat. Vi har set, at der i praksis findes talrige tilfælde i Belgien og Frankrig og helt sikkert i andre lande i Fællesskabet, hvor visse indtægter ikke tages i betragtning ved fastsættelsen af den samlede indkomst. Vi har også set, at ordet "fritagelse" (exonération) ofte bruges til at beskrive denne fordel; det er måske forkert, men det sker i praksis. På den anden side forekommer det yderst sjældent - og bortset fra tilfældet med dobbeltbeskatning, som jeg vender tilbage til, er jeg ikke engang sikker på, om det findes - at finde et eksempel, hvor lovgiveren besluttede at inkludere visse indtægter fiktivt i den samlede skattepligtige indkomst for personlig skat og samtidig fastsatte, at satsen ikke var gældende for den. Men i det mindste i de lande, hvor personskatten har karakter af en tillægsskat i forhold til skatten på forskellige indtægtskilder, finder man eksempler på, at skattefritagelsen er begrænset til den særlige skat ("planlagt" skat (impôt' cédulaire') ifølge den gamle franske terminologi) og ikke gælder for tillægsskatten. Det er især situationen i Italien, hvor der endda findes en generel bestemmelse, der, medmindre det modsatte udtrykkeligt er fastsat, betyder, at indkomst, der er fritaget for den særlige skat, som den normalt er underlagt, alligevel tages i betragtning ved fastsættelsen af den skattepligtige indkomst for tillægsskatten. Denne regel, som på ingen måde er unormal, er uden interesse for os, da den fritagelse, der er fastsat i protokollen, gælder for al beskatning, herunder personlige indkomstskatter, uanset om de er tillægsskatter.

Derfor findes der normalt kun to situationer: Enten tages indkomsten i betragtning ved fastsættelsen af den samlede indkomst, eller også tages den ikke i betragtning til dette formål, og i sidstnævnte tilfælde siger man normalt, at indkomsten er "fritaget" ("exempte" eller "exonéré"). Af og til tages den delvist i betragtning (jf. artikel 158 (5) i den franske skattelov (Code General Français des Impôts).

Det er ganske forståeligt. I al personlig indkomstbeskatning af stigende omfang er der nemlig en tæt forbindelse mellem fastlæggelsen af den samlede skattepligtige indkomst og fastsættelsen af skattesatsen. Denne forbindelse er selve kernen i en sådan skat, der søger at tage hensyn til skatteyderens skatteevne (facultés contributives) ved hjælp af en skat, hvis sats stiger proportionalt med indkomsten. Skatten opkræves ikke på summen af et vist antal indkomster fra forskellige kilder (det er funktionen af planlagte skatter, hvor de findes), men på den samlede indkomst. Der er ingen tvivl om, at den suveræne lovgiver af hensyn til retfærdighed eller den almene interesse kan beslutte ikke at beskatte (jeg undgår ordet "fritage") en bestemt kategori af indkomst. I dette tilfælde er den pågældende indkomst ikke medregnet i den samlede skattepligtige indkomst, for hvis den var medregnet, selv om den efterfølgende ikke selv blev beskattet, ville det skattebeløb, der er beregnet efter en højere sats, nødvendigvis blive opkrævet i det mindste delvist, i betragtning af at denne indkomst er medregnet. Hvis lovgiveren ønsker at gå en mellemvej, kan han bestemme, at den pågældende indkomst kun skal tages i betragtning for en bestemt del ved fastsættelsen af den skattepligtige indkomst (jeg har givet et eksempel på denne procedure), men under alle omstændigheder skal alle de skattepligtige elementer lægges sammen for at opnå det samlede beløb: I dette øjeblik mister man både oprindelsen og arten af hver enkelt indtægtskilde af syne; det, man gør, er udelukkende at anvende de satser, der er fastsat i loven, med eventuelle passende nedsættelser eller lempelser under hensyntagen til skatteyderens personlige situation, såsom dem, der vedrører familieansvar.

[Kim P. Nyberg]

En anden faktor, der bekræfter den unormale karakter af et system som det, der anvendes i denne sag, er de beregninger, det fører til. I Belgien og også i Frankrig findes der et system med intervaller (trancher), som hver især er underlagt en bestemt sats, og disse satser stiger progressivt. Selvfølgelig er disse intervaller "ikke identificerbare" ("anonyme"), hvis jeg må udtrykke det på den måde; de svarer ikke til bestemte typer indkomst; dette er blot en aritmetisk anordning til at lette en progressiv stigning i skatten. Hvad skal man gøre under disse omstændigheder? Skal den fritagne indkomst placeres i de lavere intervaller eller i de højere intervaller eller i de midterste intervaller? Hvis jeg har forstået systemet rigtigt, ser det ud til, at man først beregner skattesatsen, som om det fritagne vederlag var skattepligtigt, dvs. ved at anvende de successive satser, der svarer til de forskellige intervaller; derefter foretages der et fradrag fra det således beregnede tal, der er proportionalt med størrelsen af det fritagne vederlag. En sådan procedure er måske retfærdig, men den er helt sikkert vilkårlig.

Spørgsmålet er, om det er foreneligt med belgisk lov. Denne domstol har ikke kompetence til at afgøre det spørgsmål. Jeg vil blot påpege, at det i Frankrig blev anset for nødvendigt, eller i det mindste at foretrække, at lovgiveren greb ind for at etablere et system af samme slags. Dette er indeholdt i artikel 99 i finansloven (Loi de Finances) af 26. december 1959, som der blev henvist til i løbet af indlæggene.

Men det eneste, man skal huske på som resultat af denne undersøgelse, er, at den pågældende procedure i sig selv er i strid med selve karakteren af en personlig skat på den samlede indkomst, som den findes i hvert af de seks lande i Fællesskabet, uanset om denne skat er en enkelt skat (som i Frankrig for kort tid siden, i Tyskland, i Nederlandene og i Luxembourg), eller om den har karakter af en skat, der lægges oven i andre skatter på individuelle indkomstkilder (Belgien og Italien). Normalt betyder skattefritagelse for en individuel indkomstkilde, hvor fritagelsen gælder for den samlede personlige skat, at den pågældende indkomst ikke tages i betragtning ved fastsættelsen af den samlede indkomst med henblik på denne skat. Der er derfor ingen grund til at tro, at traktatens forfattere havde til hensigt at beslutte noget andet, da de indførte fritagelsen for lønninger modtaget af tjenestemænd i Fællesskabet.

Det er nu enkelt at afvise den argumentation, som sagsøgte udledte af anvendelsen af dobbeltbeskatningsoverenskomsten. Som det helt korrekt blev bemærket i løbet af indlæggene, har fritagelse i sådanne tilfælde på ingen måde til formål at etablere et privilegium til fordel for en indkomst af en bestemt art eller fra en bestemt kilde ved at fritage denne for beskatning eller endda, som i det foreliggende tilfælde, for enhver beskatning, men blot at undgå at beskatte den samme indkomst to gange. Den skatteyder, der drager fordel af denne foranstaltning, må ikke udnytte den til at unddrage sig den almindelige anvendelse af den generelle skattelovgivning, som han er underlagt. Dommen fra den føderale domstol (Tribunal Federal) i Lausanne, som er indeholdt i sagens akter, er meget vigtig i denne henseende: Den pågældende skatteyder, som havde sin skattemæssige bopæl i Schweiz, havde modtaget visse indtægter i Tyskland, som var blevet beskattet i dette land, men som, bortset fra overenskomsten, også ville være blevet beskattet i Schweiz. Domstolen fastslog, at på trods af den fritagelse, som overenskomsten gav, skulle den pågældende indkomst tages i betragtning ved fastsættelsen af satsen for anden indkomst, som i Schweiz forblev underlagt en skat, der blev fastsat på grundlag af den samlede indkomst (i dette tilfælde den nationale forsvarsskat). Det er klart, at omgørelsesproceduren ville have resulteret i en mere favorabel behandling af en skatteyder, der modtager indkomst i udlandet, end hvis han havde modtaget den samme indkomst i sit eget land; dette ville være i strid med formålet med konventionerne om dobbeltbeskatning: undgåelse af dobbeltbeskatning må ikke have den virkning, at der skabes et privilegium. Desuden afgør de nyeste konventioner af denne art udtrykkeligt spørgsmålet på denne måde, hvis man f.eks. dømmer på grundlag af to, der er kommet for os: Artikel 19 i den fransk-luxembourgske konvention af 1. april 1958 (Journal Officiel de la République Française af 11. april, Bulletin Législatif Dalloz 1960, s. 300); artikel 19 i konventionen mellem Frankrig og Finland af 25. august 1958 (Journal Officiel de la République Française af 27. august 1959, Bulletin Législatif Dalloz 1959, s. 1107). Man kan også sammenligne de kompenserende foranstaltninger, der skal anvendes i lande som Tyskland, hvor der findes en enkelt skat på indkomst, og hvor visse kategorier af indkomst såsom lønninger allerede er blevet beskattet ved fradrag ved kilden.

I det foreliggende tilfælde drejer det sig ikke om at undgå dobbeltbeskatning, men om at skabe det, der på internationalt sprog kaldes et "privilegium", men som i virkeligheden ikke er andet end en simpel fritagelse: Der synes ikke at være nogen grund til, at fortolkningen skulle være forskellig, alt efter om fritagelsen er fastsat i national lovgivning eller i en international traktat, som desuden er blevet behørigt indarbejdet i den interne nationale lovgivning som følge af dens ratifikation.

Efter denne rent juridiske diskussion kan det også være af en vis værdi at føre undersøgelsen videre til et bredere plan og undersøge, hvorfor undtagelsen blev etableret.

Efter min mening blev den ikke indført for at sikre tjenestemændenes uafhængighed i forhold til den stat, hvor de er statsborgere (selv om denne tanke måske ikke var helt fremmed for indførelsen af undtagelsen), men hovedsagelig for at sikre reel ligeløn til tjenestemænd i Fællesskabet, der beklæder de samme stillinger under de samme omstændigheder. Et generelt princip i denne retning styrer hele Fællesskabets administrative og finansielle område med hensyn til dets tjenestemænds status: absolut lighed i aflønning uden hensyntagen til de undertiden betydelige forskelle, der, som Domstolen er bekendt med, findes mellem medlemsstaterne med hensyn til lønniveauet. Det er muligt, at en statsborger fra en bestemt stat finder det mere fordelagtigt at komme til Luxembourg eller Bruxelles end en statsborger fra en anden stat, som har de samme kvalifikationer, men det er uden betydning. Bortset fra de ekstreme vanskeligheder, der er forbundet med at anvende det, og i betragtning af vanskelighederne ved at etablere et sammenligningsgrundlag på et sådant område, ville enhver differentiering baseret på sådanne kriterier have lignet en form for diskrimination, der var grundlæggende uforenelig med selve fællesskabstanken. Det er klart, at det ville have været et brud på denne lighed, hvis lønningerne til Fællesskabets tjenestemænd nødvendigvis var blevet pålagt forskellige nationale skatter. Dette ville ikke så meget være sket på grund af eller hovedsageligt på grund af de forskelle i satser, der findes mellem skatterne i de seks lande, men snarere på grund af forskellene mellem skattesystemerne selv og de utallige uligheder, som deres samtidige anvendelse nødvendigvis ville have medført mellem tjenestemænd i samme situation inden for Fællesskabet. På dette område er vi stadig langt fra forening eller blot "harmonisering", det mere beskedne mål, som Det Europæiske Økonomiske Fællesskab en dag skal nå.

For det første, som jeg allerede har påpeget, har to af de seks lande (Italien og Belgien) et todelt system, mens de fire andre lande kun har en enkelt skat på fysiske personers indkomst (selvom det er rigtigt, at Nederlandene også har en skat på lønninger, som dog er af territorial karakter). Fritagelsen gælder nødvendigvis for skatten på lønninger, og det følger heraf, at hvis man antager, at den samlede skattebyrde skal være ens i de forskellige medlemsstater, vil virkningerne af det system, som de belgiske myndigheder har vedtaget, i princippet kunne mærkes stærkere i de stater, hvor der ikke findes en planlagt skat.

Når det er sagt, må jeg sige, at de seks lande har en række overordnede principper for beskatning til fælles, især på det område, som vi beskæftiger os med her: den personlige indkomstskat.

Generelt er der forskel på, om skatteyderen har eller ikke har, hvad man bedst kan kalde et "skattemæssigt hjemsted" ("domicile fiscal") i det pågældende land. I teorien er personer med en sådan skattemæssig bopæl, hvad enten de er statsborgere eller udlændinge, underlagt det, der i Tyskland kaldes "ubegrænset beskatning" (unbeschrankte Steuerpflicht), dvs. beskatning af deres samlede indkomst, herunder indkomst fra en kilde uden for landet. Modsat er personer, der ikke har en skattemæssig bopæl, kun skattepligtige af den del af deres indkomst, der har sin kilde i det pågældende land.

Men dette princip er langt fra ensartet accepteret. I Italien er italienske statsborgere og udlændinge, der bor i Italien, således kun skattepligtige af indkomst, der stammer fra udlandet, for så vidt angår den del af denne indkomst, som de nyder godt af i Italien.

Nogle gange optræder nationalitet sammen med begrebet domicil i skatteøjemed. I Frankrig er franske statsborgere med skattemæssigt hjemsted i Frankrig således skattepligtige af al deres indkomst, selv om den er modtaget i udlandet, og de kan kun undgå dette ved hjælp af en konvention til undgåelse af dobbeltbeskatning, mens en udlænding med skattemæssigt hjemsted i Frankrig kan undgå den samme skat ved blot at bevise, at den indkomst, der stammer fra udlandet, faktisk er blevet beskattet i oprindelseslandet (artikel 164 i den generelle skattelov (Code General des Impôts)). Nationalitetskriteriet blev også taget i betragtning ved udarbejdelsen af artikel 99 i den franske lov af 26. december 1959, som jeg har henvist til ovenfor, og som indeholder den samme regel som den, de belgiske myndigheder går ind for, uden at der er en udtrykkelig bestemmelse herom: Denne lov finder kun anvendelse på internationale tjenestemænd med fransk statsborgerskab.

[Kim P. Nyberg]

Endelig, selv når der findes en fælles regel, kan den blive anvendt forskelligt. Det er tilfældet med Belgien i forhold til Frankrig, og her påvirker forskellen Fællesskabets tjenestemænd direkte. De franske myndigheder mener, at internationale tjenestemænd, selv om de er franske statsborgere, normalt har deres skattemæssige bopæl på det sted, hvor de har deres stilling, og hvor de er forpligtet til at opholde sig: det vil sige "centrum for deres interesser og deres forretninger" (centre de leurs intérêts et de leurs affaires) i henhold til den etablerede formel, der definerer bopælen. Når de har en stilling i udlandet, bliver disse embedsmænd derfor ikke beskattet i Frankrig, undtagen når det gælder deres indkomst fra en fransk kilde. På den anden side - og det bekræftes af den foreliggende sag - mener de belgiske skattemyndigheder, at en tjenestemand fra Fællesskabet, der er ansat i Luxembourg, har bevaret sin skattemæssige bopæl i Belgien, forudsat at han har en bolig der.

Disse uregelmæssigheder kan være blevet yderligere forværret efter Rom-traktaternes ikrafttræden på grund af artikel 13 i hver af protokollerne om privilegier og immuniteter, hvorved Fællesskabets tjenestemænd, som Domstolen er bekendt med, anses for at have bevaret deres skattemæssige bopæl i deres hjemland, forudsat at det er en af medlemsstaterne. Hvis denne bestemmelse blev anset for at gælde for de fælles institutioner, ville resultatet være, at der blev anvendt et forskelligt skattesystem for f.eks. to franske tjenestemænd, der arbejder i Luxembourg, den ene ved Domstolen eller Den Europæiske Parlamentariske Forsamling og den anden ved Den Høje Myndighed!

Det ville være let at give mange eksempler på anomalier (se ordbog) (det sidste skyldes ganske vist til dels den manglende ensartethed mellem Paris- og Rom-traktaterne). Jeg har givet nogle få for at vise, at løsningen med total fritagelse er den eneste, der gør det muligt at overholde princippet om ligeløn, som jeg nævnte ovenfor: Indtil skattereglerne er blevet forenet eller i det mindste nøje koordineret, kan enhver national indgriben udelukkende på skatteområdet, uanset hvor prisværdigt målet er, kun påvirke reglen om ligeløn til det værre. Det ville også indirekte, men ikke desto mindre helt sikkert, påvirke fællesskabsmyndighedernes beføjelser, som er de eneste, der har beføjelse til at fastsætte lønnen til deres ansatte. Endelig risikerer det, selv om det tydeligvis kun er et bekvemmelighedsargument, i højere grad end det er almindeligt anerkendt i medlemslandene, at hindre en vellykket ansættelse af tjenestemænd i Fællesskabet.

(ordbog: Anomalier = afvigelser eller noget unormalt. Kilde: Den Danske Ordbog)

Afslutningsvis vil jeg blot sige, at jeg godt kan forstå de bekymringer og tilbøjeligheder, der påvirker de nationale myndigheder, hvad enten de er administrative - og ikke kun skattemyndigheder - eller retslige, og som, må jeg indrømme, ofte afspejler bekymringerne og tilbøjelighederne hos en del af den offentlige mening. På samme måde som den offentlige mening bliver disse myndigheder med rette slået af den forskel, der er på skatteområdet mellem nationale og internationale embedsmænds stilling, og denne forskel virker så meget desto mere foruroligende på dem, når den internationale embedsmand er statsborger i den stat, hvor den institution, han arbejder for, har sit sæde (eller befinder sig på det givne tidspunkt).

Men set fra den internationale organisations synspunkt får spørgsmålet et helt andet aspekt: Fra denne vinkel er overholdelse af princippet om absolut lighed mellem institutionens embedsmænd uanset deres nationalitet og oprindelse af største betydning.

Der eksisterer således en konflikt mellem nationale interesser og Fællesskabets interesser. Det er utvivlsomt grunden til, at traktatens forfattere gav Domstolen kompetence til at afgøre tvister, der måtte opstå i denne henseende, og en af Domstolens væsentlige roller er netop at mægle i konflikter mellem Fællesskabets interesser og medlemsstaternes interesser. Det er en opgave af denne art, som Domstolen skal udføre i denne sag. Jeg mener, at selv om de juridiske argumenter, jeg har fremført, ikke er helt overbevisende, eller hvis der stadig er tvivl i Deres sind, bør den altoverskyggende nødvendighed af fuldt ud at overholde princippet om lighed mellem Fællesskabets tjenestemænd gå forud for nationale hensyn, uanset hvor legitime de på en eller anden måde måtte være: denne tanke ligger helt sikkert bag artikel 11, litra b), i protokollen.

Den eneste måde, hvorpå man kan anerkende disse nationale hensyn - selv om jeg indrømmer, at det kun er delvist - er ved hurtigst muligt og efter retfærdige principper at indføre den fællesskabsskat, der er omhandlet i artikel 12 i både EØF- og Euratom-protokollen.

Min udtalelse er derfor som følger:

Bestemmelserne i artikel 11, litra b), i protokollen vedrørende Fællesskabets privilegier og immuniteter skal fortolkes således, at de forbyder, at der tages hensyn til løn og honorarer, der udbetales til tjenestemænd i Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, ved fastsættelsen af den skattepligtige indkomst og ved beregningen af den personlige indkomstskat, der pålignes den pågældende tjenestemand;

De yderligere konklusioner, der er indeholdt i stævningen, bør afvises;

Omkostningerne bør helt eller delvist afholdes af den belgiske stat; dette spørgsmål overlader jeg til Domstolens skøn.

Link til det originale dokument: https://curia.europa.eu/juris/showPdf.j ... cid=855561

[Kim P. Nyberg]

16. december 1960:

I sag 6/60

JEAN-E. HUMBLET, tjenestemand ved EKSF, og med valgt adresse i Luxembourg på 7, rue du Fort-Rheinsheim,

sagsøger,

bistået af advokat Paul Orianne, Cour d'appel, Bruxelles,

mod

DEN BELGISKE STAT, og med valgt adresse i Luxembourg på den belgiske ambassade, 9 boulevard du Prince-Henri,

sagsøgte,

ved finansministeren, som befuldmægtiget, bistået af vicekonsulent Georges Laloux, Conseiller Adjoint à l'Administration Centrale des Contributions Directes, Finansministeriet, som befuldmægtiget, bistået af advokat Jules Fally, Cour de Cassation de Belgique,

Anmodning om fortolkning af artikel 11, litra b), i protokollen vedrørende EKSF's privilegier og immuniteter,

DOMSTOLEN

sammensat af: præsident A.M. Donner, afdelingsformændene Ch.L. Hammes og N. Catalano samt dommerne O. Riese (refererende dommer) og R. Rossi,

Generaladvokat: M. Lagrange
Justitssekretær: A. Van Houtte

giver følgende

DOM

Faktiske og retlige spørgsmål

I - Resumé af de faktiske omstændigheder

De kendsgerninger, der ligger til grund for denne sag, kan opsummeres som følger:

I det belgiske indkomstskattesystem er der de almindelige skatter (impôts cédulaires), som opkræves med forskellige satser alt efter indkomstens art, og en tillægsskat kaldet "personlig tillægsskat" (impôt complémentaire personnel) (jf. regentens dekret af 15. januar 1948 om konsolidering af love og dekreter vedrørende indkomstskat (i det følgende benævnt "de konsoliderede love"), navnlig artikel 37 ff. - Moniteur Belge af 21. januar 1948). Denne skat opkræves af den samlede indkomst; satsen stiger progressivt med successive indkomstintervaller; ægtefællernes indkomst lægges sammen, uanset hvilken ordning der er vedtaget for ægteskabelig formue, og vurderingen foretages af familiens overhoved (jf. artikel 37, 43 og 46 i de konsoliderede love).

Sagsøgeren, der er tjenestemand i EKSF, er belgisk statsborger. I overensstemmelse med ovennævnte bestemmelser anmodede skatteinspektøren (Controleur des Contributions) i Hollogne-aux-Pierres ham den 26. oktober 1959 om at give oplysninger om bruttobeløbet for de vederlag, som EKSF havde udbetalt til ham for årene 1957, 1958 og 1959, og tilføjede: "Selv om nettovederlaget er fritaget, skal det tages i betragtning ved fastsættelsen af skattesatserne for andre skattepligtige indtægter, i Deres tilfælde indtægter, der er omfattet af den personlige tillægsskat. Denne anden skattepligtige indkomst var blevet oppebåret af sagsøgerens ægtefælle, som ikke er tjenestemand i Fællesskabet.”

I sit svar af 12. november 1959 nægtede sagsøgeren at afgive en erklæring om sin egen indkomst, idet han gjorde gældende, at Fællesskabets tjenestemænd i henhold til artikel 11, litra b), i protokollen vedrørende EKSF's privilegier og immuniteter (i det følgende benævnt "protokollen") er fritaget for enhver beskatning af lønninger og vederlag, der udbetales af Fællesskabet, og at der derfor ikke kunne tages hensyn til hans løn ved beregningen af den personlige tillægsskat.

Ved en meddelelse om skønsmæssig ansættelse (avis d'imposition d'office) af 25. november 1959 og en meddelelse om berigtigelse af erklæringen (avis de rectification de la déclaration) af samme dag, informerede Skatteinspektoratet sagsøgeren om, at hans ansættelse til personlig tillægsskat ville blive foretaget på et skønnet grundlag i overensstemmelse med artikel 56 i de konsoliderede love og informerede ham om, at i betragtning af "Deres klare hensigt om at undgå at betale den skyldige skat ved at indgive en ufuldstændig erklæring" var Skatteinspektoratet bemyndiget til "at anvende artikel 74 i de konsoliderede love, som fastsætter en frist på fem år for opkrævning af restskatter". På bagsiden af meddelelsen om den anslåede skatteansættelse anførte skattemyndighederne, at "det ikke bestrides, at den arbejdsindkomst, som en person modtager som tjenestemand ved EKSF i Luxembourg, er fritaget for skat", men i henhold til artikel 43, stk. 1, i de konsoliderede love, der fastsætter sammenlægning af ægtefællernes indkomster med henblik på den personlige tillægsskat, "skal nettoarbejdsindkomsten, selv om den er fritaget for denne skat, være kendt for at fastsætte den skattesats, der gælder for den indkomst, som sagsøgerens ægtefælle modtager".

I en skrivelse af 14. december 1959 fastholdt sagsøgeren sit synspunkt og anfægtede desuden de beløb, der lå til grund for ansættelsen, og som han anså for at være for høje.

Ved svarskrivelse af 16. december 1959 fastholdt skatteinspektøren i Hollogne-aux-Pierres sit principielle synspunkt, men tilføjede, at han ikke ville anvende artikel 74, stk. 3, i de konsoliderede love på skatteåret 1956 (indkomst for 1955), og at han ville acceptere, at det var for sent; på den anden side nægtede han med hensyn til skatteårene 1957 til 1959 (indkomst for 1956 til 1958) at ændre de anslåede ansættelser "i betragtning af, at De tre gange har undladt" at indsende en opgørelse over de faktisk modtagne nettobeløb.

Den 18. eller 19. december 1959 sendte skatteopkræveren i Engis sagsøgeren en "Meddelelse og udskrift fra indkomstskatteregistret, der viser ubetalt skat for skatteåret 1957" ("Avertissement-extrait de role aux impôts sur les revenus, rappel de droits de l'exercice 1957") med krav om betaling af FB 9035 for den personlige tillægsskat; Denne meddelelse indeholdt desuden bemærkningen "supplerende vurdering inklusive tillæg for en upræcis eller ufuldstændig erklæring" (imposition supplemental avec accroissements pour declaration inexacte ou incomplete).

Skatten blev beregnet af et beløb på 69122 FB, som sagsøgeren havde angivet som sin hustrus indkomst, men skattesatsen for dette beløb blev fastsat ved, at der til hustruens indkomst blev lagt det anslåede beløb for sagsøgerens indkomst fra hans ansættelse som tjenestemand i EKSF.

Den 1. april 1960 anlagde sagsøgeren nærværende sag, som i det væsentlige er begrundet med, at den procedure, som de belgiske skattemyndigheder har fulgt, idet de har taget hensyn til de vederlag, som EKSF har udbetalt, og har krævet, at sagsøgeren opgiver dem, er i strid med protokollens artikel 11, litra b).

[Kim P. Nyberg]

II - Parternes konklusioner

Sagsøgeren har i stævningen nedlagt følgende påstande

Stævningen antages til realitetsbehandling, og der træffes afgørelse i overensstemmelse hermed:

at artikel 11, litra b), i protokollen vedrørende Det Europæiske Kul- og Stålfællesskabs privilegier og immuniteter forbyder, at der af en tjenestemand ved Fællesskabet opkræves en hvilken som helst afgift, der er baseret på eller helt eller delvis begrundet i Fællesskabets udbetaling af løn til den pågældende tjenestemand;

bestemmer:

at navnlig opkrævningen af den personlige tillægsskat, der er fastsat i belgisk lovgivning, hos en EKSF-tjenestemand ikke kan baseres på eksistensen af eller størrelsen af ovennævnte løn, heller ikke med henblik på fastsættelsen af satsen for denne skat; derfor er den skat på 9035 FB, som sagsøgeren er blevet pålagt i henhold til den meddelelse og det uddrag af indkomstskatteregistret, der blev sendt til ham den 18. december 1959 (artikel 913 og 321), forbudt i henhold til protokollen og derfor ugyldig og uden virkning;

i overensstemmelse hermed:

Den anfægtede ansættelse annulleres, og den belgiske stat tilpligtes at tilbagebetale sagsøgeren alle de beløb, herunder renter og gebyrer, som sagsøgeren har betalt eller kan komme til at betale i forbindelse med denne ansættelse. Den belgiske stat tilpligtes at betale en årlig rente på 4,5 % af de beløb, der skal tilbagebetales, fra datoen for betalingen til datoen for tilbagebetalingen;

Den belgiske stat tilpligtes at betale sagens omkostninger.

I sit svarskrift har sagsøgte gjort gældende, at Domstolen bør:

Det fastslås, at Domstolen ikke har kompetence til at træffe afgørelse om det for den nedlagte påstand;

Subsidiært fastslås det, at den belgiske skatteinspektør har handlet korrekt ved at tage hensyn til sagsøgerens vederlag som tjenestemand ved EKSF med henblik på at fastsætte satsen for den personlige tillægsskat, der skal anvendes på hans ægtefælles indkomst, som er underlagt denne skat;

Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

I deres respektive replikker og duplikker har parterne bekræftet deres konklusioner, men sagsøgte har yderligere subsidiært nedlagt følgende påstande:

Det fastslås, at søgsmålet er ugrundet.

[Kim P. Nyberg]

III - Parternes påstande og argumenter

Parternes indlæg og argumenter kan sammenfattes som følger:


1. Domstolens kompetence

A - Protokollens artikel 16 bestemmer, at

"enhver tvist vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af denne protokol skal indbringes for Domstolen".

Sagsøgeren mener, at Domstolen i lyset af denne bestemmelse har kompetence til at træffe afgørelse i den foreliggende sag, da den vedrører fortolkningen eller anvendelsen af protokollens artikel 11, litra b), der lyder som følger:

"På hver af medlemsstaternes område er Fællesskabets tjenestemænd, uanset deres nationalitet, ...":

b) fritaget for enhver skat på lønninger og vederlag, der udbetales af Fællesskabet;........

Sagsøgte mener, at tvisten drejer sig om, hvorvidt "indkomsten for en skattepligtig, der er fritaget for skat, ... alligevel skal lægges sammen med ægtefællens indkomst i overensstemmelse med artikel 43 i de konsoliderede love med henblik på at fastsætte den sats, der skal anvendes på den indkomst, der faktisk er omfattet af den personlige tillægsskat, nemlig ægtefællens indkomst, i overensstemmelse med den forhøjelsesskala, der er fastsat i artikel 46 i disse love". Det drejer sig altså om en indkomst, der ikke er omfattet af protokollen, men udelukkende af belgisk skattelovgivning, og det afgørende spørgsmål er blot, om anvendelsen af denne lovgivning på denne indkomst var korrekt. Den foreliggende tvist drejer sig derfor ikke om fortolkningen eller anvendelsen af protokollen, og Domstolen må erklære sig inkompetent.

Sagsøgeren svarer, at protokollens artikel 11, litra b), "omfatter alle former for beskatning ... hvorved en tjenestemand, alene fordi han modtager et vederlag fra Fællesskabet, er forpligtet til at betale en skat eller en tillægsafgift". Stævningen er udelukkende baseret på overtrædelsen af protokollen; da sagsøgte fastholder, at protokollen ikke finder anvendelse i den foreliggende sag, er der tydeligvis en tvist om fortolkningen og anvendelsen af denne protokol. Dette bekræftes endvidere af, at sagsøgte i sit svarskrift vedrørende sagens realitet foretager en analyse af protokollens artikel 11, litra b) med henblik på at hævde, at bestemmelsen blev anvendt korrekt. Følgelig har Domstolen kompetence til at træffe afgørelse i den foreliggende sag, da den "skal afgøre, om sagsøgeren har ret eller uret, da han påberåber sig protokollen, og da dens anvendelse i den foreliggende sag bestrides".

B - Subsidiært har sagsøgte anført, at Domstolen under alle omstændigheder ikke bør gøre andet end at løse det retlige problem, den er blevet forelagt, og at "den ikke kan gøre, hvad den anmodes om at gøre i sagsøgerens konklusioner, nemlig yderligere fastslå, at den omtvistede vurdering er ugyldig og uden virkning, annullere den og pålægge den belgiske stat at tilbagebetale beløb, der er betalt eller skal betales i forbindelse hermed, da protokollens artikel 16 kun giver Domstolen beføjelse til at afgøre tvister vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af denne protokol". For at opnå nedsættelse eller annullation af den pågældende skatteansættelse bør sagsøgeren anvende den procedure, der er fastsat i belgisk ret.

Sagsøgeren svarer, at hvis det af sagsøgte forfægtede synspunkt blev antaget, ville dette reducere Domstolens dom til en ren udtalelse; en sådan restriktiv fortolkning af protokollens artikel 16, som giver Domstolen beføjelse til at afgøre enhver tvist vedrørende dens anvendelse, ville være i strid med "det særlige formål med dens bestemmelser" og "kravene til deres gennemførelse".

a) Protokollen indebærer en begrænsning af medlemsstaternes suverænitet, som anses for uundværlig for at sikre, at fællesskabsinstitutionerne fungerer korrekt, og for at sikre beskyttelse mod, at "medlemsstaterne på visse måder udøver deres suverænitet"; dette gælder også på skatteområdet.

b) Domstolens kompetence udspringer af nødvendigheden af at give andre myndigheder end dem i den pågældende medlemsstat til opgave at træffe afgørelse om krænkelser af privilegier og immuniteter. Domstolen har således beføjelse til at træffe enhver afgørelse, der er nødvendig for at bringe sådanne krænkelser til ophør. I denne forbindelse har sagsøgeren anført følgende eksempel:

Hvis et medlem af Den Høje Myndighed uretmæssigt blev tilbageholdt, skulle Domstolen have beføjelse til at beordre ham løsladt og ikke blot til at fastslå, at hans anholdelse var i strid med bestemmelserne i protokollen om privilegier og immuniteter.

c) Det fremgår af protokollens artikel 16, at parterne i enhver tvist vedrørende privilegier og immuniteter er forpligtet til at indbringe sagen for Domstolen og ikke for de nationale domstole. I modsat fald ville det have været nødvendigt at fastsætte en procedure for forelæggelse af præjudicielle spørgsmål og kræve, at de nationale domstole forelægger sagen for Domstolen, inden de træffer deres afgørelse, således at Domstolen kan tage stilling til det retlige spørgsmål vedrørende fortolkningen af protokollen. I det foreliggende tilfælde findes der imidlertid ingen regel af denne art, der svarer til den, der er fastsat i EKSF-traktatens artikel 41.

d) Hvis sagsøgtes synspunkt blev accepteret, ville det give anledning til uløselige problemer, og beskyttelsen af de privilegier og immuniteter, der er fastsat i protokollen, ville være ineffektiv i mangel af koordinering af de nationale procedureregler på den ene side og Fællesskabets regler på den anden side (den mulige udløb af de frister, der er fastsat i national ret; sagsøgerens manglende mulighed for at sikre fuldbyrdelsen af en dom afsagt af Domstolen).

Ved at anerkende, at Domstolens domme er eksigible, giver traktaten desuden Domstolen beføjelse til at afsige de nødvendige kendelser.

Sagsøgte hævder, at den eneste procedure, der er til rådighed for annullering af en ansættelse til belgisk skat - bortset fra automatiske nedsættelser foretaget af skattemyndighederne selv, som ikke er involveret i denne sag - er "en klage indgivet til skattedirektøren" med mulighed for at appellere hans afgørelse.

Hverken EKSF-traktaten eller protokollen indeholder nogen undtagelse fra denne procedure. Protokollen giver ikke Domstolen ret til direkte at annullere nationale skatteansættelser. En sådan ret kan heller ikke udledes af de beføjelser, Domstolen har fået tildelt i forbindelse med tvister om fortolkning og anvendelse af protokollen. Når Domstolen har afgjort fortolkningsspørgsmålet, er det op til sagsøgeren "på grundlag af denne afgørelse at følge den normale procedure, der er foreskrevet i hans lands skattelovgivning".

Det forhold, at visse lovbestemmelser ikke findes eller ikke er omfattende nok, kan give anledning til proceduremæssige vanskeligheder, men disse kan under alle omstændigheder ikke berettige en fortolkning, der ligger for langt fra tekstens bestemmelser.

2. Sagens substans

Sagsøgeren er af den opfattelse, at den belgiske stat har tilsidesat reglen i protokollens artikel 11, litra b), ved at sammenlægge det vederlag, der udbetales af Fællesskabet, og den indkomst, der er skattepligtig i forbindelse med den personlige tillægsskat, med henblik på at fastsætte og dermed automatisk forhøje satsen for denne skat.

Sagsøgte har anført, at tvisten vedrører "spørgsmålet om, hvorvidt vederlaget til en tjenestemand i Fællesskabet, der er fritaget for enhver beskatning i medfør af artikel 11, litra b), i protokollen vedrørende EKSF's privilegier og immuniteter, alligevel kan tages i betragtning ved fastsættelsen af den sats, der skal anvendes på hans hustrus indkomst, som er undergivet den belgiske personlige tillægsskat".

Efter en detaljeret redegørelse for bestemmelserne i belgisk ret vedrørende fastsættelsen af den pågældende skat bemærker sagsøgte, at protokollen ikke giver fuldstændig fritagelse for vederlag, der udbetales til Fællesskabets tjenestemænd, men blot at tjenestemændene selv er fritaget for enhver skat på dette vederlag. Der er ikke tale om "immune from income tax" ("revenus immunises"), men blot om en "individual exempt from taxation" ("contribuable exonere d'impôts"). I den foreliggende sag blev fritagelsen indrømmet, da sagsøgeren ikke skulle betale skat af sit eget vederlag; det beløb, som den pågældende skat beregnes af, dækker kun indkomsten for hans hustru, som ikke er tjenestemand i Fællesskabet.

Da sagsøgerens vederlag imidlertid ikke er fritaget, "er det i princippet fortsat skattepligtigt og skal derfor tages i betragtning med henblik på en korrekt fastsættelse af den pågældendes skatteevne", og det skal følgelig lægges sammen med hans ægtefælles indkomst.

Til støtte for dette synspunkt anfører sagsøgte to domme afsagt af Cour d'Appel i Bruxelles, som i øjeblikket er under revision af Cour de Cassation i Belgien. Det drejer sig om dommen i sagen Baron de Selys-Longchamps, generalsekretær for Toldsamarbejdsrådet, og dommen i sagen G. de Burlet, en embedsmand i Den Nordatlantiske Traktats Organisation. Desuden henviser sagsøgte til tidligere retspraksis vedrørende indkomst, der er fritaget for belgisk beskatning i henhold til de internationale konventioner til undgåelse af dobbeltbeskatning, især den belgiske kassationsdomstols dom af 6. februar 1935 i Eyers-sagen (Pasicrisie, 1939, I, 62). I disse domme, der er afsagt i sager, der svarer til sagsøgerens, bekræfter belgisk retspraksis det synspunkt, som sagsøgte har anlagt i den foreliggende sag.

Endelig henviser sagsøgte til belgisk lovgivning (artikel 35, stk. 11, i de konsoliderede love) og til de konventioner, der forhindrer beskatning af indkomst, der modtages og beskattes i udlandet, navnlig den fransk-belgiske konvention af 16. maj 1931 (Moniteur Belge af 17. januar 1932). Ved anvendelsen af disse bestemmelser har de belgiske myndigheder konsekvent sammenlagt indkomst, der udelukkende er skattepligtig i udlandet, med skatteydernes øvrige indkomst for at beregne skattesatsen, og belgisk retspraksis har accepteret denne fremgangsmåde.

En accept af den fortolkning, som sagsøgeren går ind for, "ville give det usædvanlige resultat, at hans ægtefælles indkomst, som udelukkende er omfattet af belgisk skattelovgivning, ville få en favorabel behandling...". Den skattefritagelse, som protokollen giver sagsøgeren, ville medføre en yderligere nedsættelse af skattepligten for hans hustru, som protokollen ikke finder anvendelse på".

Som svar på dette argument anfører sagsøgeren, at det i den foreliggende sag ikke drejer sig om belgisk ret, men om protokollen vedrørende Fællesskabets privilegier og immuniteter.

1. Sondringen mellem ordene "exonéré" ("fritaget") og "immunise" (immun) har ingen betydning i belgisk skatteret, da begge ord bruges i flæng i lovgivningen og i retspraksis; dette bekræftes af den nederlandske tekst til de belgiske love. Sondringen er endnu mindre gyldig i overnational lovgivning. Hensigten hos protokollens forfattere var at fjerne aflønningen af tjenestemænd fra "enhver kontrol fra de nationale skattemyndigheders side".

2. Det faktum, at den anden indkomst, der er underlagt beskatning, er hustruens indkomst fra løsøre, er ikke relevant for sagen af følgende grunde:

a) Genstanden for tvisten er beskatningen af sagsøgeren selv, som blev dømt til at betale et beløb på FB 9035 bestående af:

en bøde for ikke at have angivet sit vederlag som tjenestemand i EKSF,

den personlige tillægsskat, der er pålagt ham.

Det belgiske skattesystem, hvorefter ægtefællernes indkomster lægges sammen, opgives af familiens overhoved og pålignes ham, skaber en fiktion, hvorefter hustruens indkomst anses for at være erhvervet af manden, som bliver personligt ansvarlig for skatten. Tvisten vedrører således sagsøgeren selv og ikke hans hustru.

b) Hvis den anden indkomst, der gav anledning til skatteansættelsen, var blevet erhvervet af sagsøgeren personligt, ville skatten være blevet fastsat på nøjagtig samme måde, og skattemyndighederne ville ligeledes have anfægtet anvendelsen af protokollens artikel 11, litra b); dette fremgår af deres korrespondance med sagsøgeren og af belgisk retspraksis, som sagsøgte påberåber sig.

3. Hvis sagsøgeren ikke havde modtaget noget vederlag fra EKSF, ville han ikke være blevet ansat til et beløb på 9035 FB.

Denne skatteansættelse "skyldes i det mindste delvist, at sagsøgeren modtager vederlag fra Fællesskabet og under henvisning til protokollen har nægtet at oplyse skattemyndighederne om størrelsen af dette vederlag".

Protokollen forpligter de nationale myndigheder til at betragte den fritagne indkomst som ikke-eksisterende. Den forbyder enhver skattebyrde, som ikke ville være blevet pålagt, hvis vederlaget ikke var blevet udbetalt, for at sikre, at Fællesskabets tjenestemænd kan nyde godt af hele deres løn, og for at sikre lige løn for alle Fællesskabets tjenestemænd.

At give skattemyndighederne tilladelse til at tage hensyn til vederlaget for at beskatte tjenestemandens øvrige indkomst hårdere ville i realiteten give dem mulighed for ad indirekte vej at opnå det, der er forbudt i protokollen, og fratage den skattefritagelse, der er fastsat i protokollen, enhver virkning.

[Kim P. Nyberg]

Den tiltalte svarer:

Med hensyn til punkt 1.

Selv om det er rigtigt, at udtrykkene "indkomst fritaget for, fri for eller immuniseret mod skat" ("revenus exonérés, exemptés ou immunises d'impôt") er ækvivalente i belgisk ret, beviser dette intet i den foreliggende sag, hvor det omtvistede punkt er sondringen mellem begreberne "indkomst fritaget for eller immuniseret mod skat" ("revenus exonérés ou immunises d'impôt") og en "person fritaget for beskatning" ("contribuable exonéré d'impôt"). Disse to udtryk karakteriserer forskellen mellem det objektive begreb indkomst, der er fritaget for al skat, på den ene side og det subjektive begreb person, der er fritaget for al beskatning, på den anden side.

I det første tilfælde kan selve indkomsten på ingen måde være skattepligtig; i det andet tilfælde er det derimod personen selv, der nyder godt af bestemmelsen, og som derfor ikke kan være skattepligtig. Her er det det andet eksempel, der gælder; den skat, der skulle have været opkrævet af sagsøgerens indkomst som tjenestemand i EKSF, kan ikke kræves af ham; faktisk blev en sådan skat ikke krævet af ham.

Hvad angår punkt 2.

Derimod er der ingen begrundelse for at indrømme sagsøgerens hustru, som ikke har nogen tilknytning til Fællesskabet, en nedsættelse af den skat, der lovligt skal betales af hendes personlige indkomst.

Den procedure, som de belgiske myndigheder har valgt, medfører under ingen omstændigheder en indirekte beskatning af det vederlag, som EKSF udbetaler til sagsøgeren, men har blot den virkning, at "hustruens indkomst beskattes med en sats, der svarer til deres faktiske skatteevne, mens hustruens indkomst, hvis der ikke blev taget hensyn til dette vederlag, ville blive beskattet i en lav indkomstklasse, og virkningen af den fritagelse, der gælder for sagsøgeren, ville blive overdrevet".

Med hensyn til punkt 3

Sagsøgte benægter, at den fritagelse for beskatning, der er fastsat i protokollen, forpligter de nationale myndigheder til at betragte den fritagne indkomst som ikke-eksisterende.

Hvis forfatterne til protokollens artikel 11, litra b), havde haft til hensigt at skabe den skattemæssige situation, som sagsøgeren hævder eksisterer, ville de have udtrykt sig anderledes, eller også ville de udtrykkeligt have defineret eller fortolket de anvendte ord. Ved udtrykkeligt at vælge ordningen med tjenestemandsfritagelse frem for ordningen med indkomstfritagelse "var de fuldt bevidste om, hvad de gjorde, og accepterede de retlige konsekvenser, der var forbundet med deres valg". Hvad angår den retsstilling, der er accepteret ikke kun i Belgien, men også i andre lande såsom Schweiz (dom afsagt af den schweiziske forbundsdomstol (Tribunal Federal Suisse) den 2. maj 1958), anerkendes det faktisk, at indkomst, for hvilken en person nyder godt af en fritagelse, "ikke desto mindre skal tages i betragtning ved fastsættelsen af den gældende sats for visse skatter".

[Kim P. Nyberg]

IV - Proceduren

Proceduren fulgte sit normale forløb.

Efter at have hørt den refererende dommers rapport og generaladvokatens synspunkter besluttede Domstolen ikke at afholde en forberedende undersøgelse. Ikke desto mindre opfordrede den sagsøgte til at forelægge Domstolen de selvangivelser, som sagsøgeren havde indgivet for skatteårene 1957, 1958 og 1959, og sagsøgte forelagde Domstolen fotokopier af disse dokumenter inden for den fastsatte frist.

Begrundelse for dommen

I - Grundlaget for og omfanget af Domstolens kompetence

1. I henhold til artikel 16 i protokollen vedrørende Det Europæiske Kul- og Stålfællesskabs privilegier og immuniteter, sammenholdt med EKSF-traktatens artikel 43, har Domstolen kompetence til at afgøre enhver tvist vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af denne protokol.

I den foreliggende sag hævder sagsøgte ikke desto mindre, at Domstolen ikke har kompetence, og at sagen ikke drejer sig om fortolkningen af protokollen, men om den korrekte anvendelse af belgisk lovgivning på sagsøgerens hustrus indkomst, som ikke selv er tjenestemand i Fællesskabet.

Dette argument kan ikke accepteres af Domstolen.

I virkeligheden drejer tvisten sig om, hvorvidt protokollens artikel 11, litra b), tillader medlemsstaterne at tage hensyn til en EØF-tjenestemands vederlag ved fastsættelsen af den skattesats, der skal anvendes på hans hustrus indkomst. Sagsøgte har i sit svarskrift selv anført, at det var dette, der var genstand for tvisten.

Domstolen skal derfor afgøre en tvist vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af protokollen, navnlig artikel 11, litra b).

Påstanden om, at Domstolen mangler kompetence, må derfor afvises.

2. På den anden side har Domstolen ikke kompetence til at annullere lovgivningsmæssige eller administrative foranstaltninger truffet af en af medlemsstaterne.

EKSF-traktaten er baseret på princippet om en streng adskillelse af fællesskabsinstitutionernes og medlemsstaternes myndigheders beføjelser.

Fællesskabsretten giver ikke Fællesskabets institutioner ret til at annullere lovgivningsmæssige eller administrative foranstaltninger, der er vedtaget af en medlemsstat.

Hvis Den Høje Myndighed således mener, at en stat har tilsidesat en forpligtelse i henhold til traktaten ved at vedtage eller opretholde bestemmelser, der er i strid med traktaten, kan den ikke selv annullere eller ophæve disse bestemmelser, men i overensstemmelse med traktatens artikel 88 kan den blot konstatere en sådan tilsidesættelse og derefter indlede en procedure som fastsat i traktaten for at få den pågældende stat til selv at ophæve de foranstaltninger, den har vedtaget.

Det samme gælder for Domstolen. I henhold til traktatens artikel 31 har den ansvaret for at sikre, at fællesskabsretten overholdes, og i henhold til protokollens artikel 16 har den kompetence til at afgøre enhver tvist vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af protokollen, men den kan ikke på egen hånd annullere eller ophæve en medlemsstats nationale lovgivning eller administrative foranstaltninger, der er vedtaget af denne stats myndigheder.

Denne konstatering af grænserne for Domstolens kompetence kan endvidere støttes på et argument, der udspringer af Rom-traktaterne, navnlig artikel 171 i EØF-traktaten og artikel 143 i Euratom-traktaten, som kun tillægger Domstolens afgørelser en deklaratorisk virkning i tilfælde af manglende overholdelse af traktaterne, selv om medlemsstaterne forpligtes til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at efterkomme dommen.

Domstolen finder, at sagsøgerens argument om, at beskyttelsen af de privilegier og immuniteter, som protokollen giver, ville være ineffektiv og Domstolens dom reduceret til en ren udtalelse, hvis den ikke var i stand til at annullere ulovlige foranstaltninger vedtaget af nationale myndigheder og pålægge medlemsstaterne at yde erstatning for den deraf følgende skade, ikke har noget grundlag.

Sagsøgeren baserer sin argumentation på teksten i artikel 16 i protokollen om privilegier og immuniteter sammenholdt med EKSF-traktatens artikel 43 med den begrundelse, at ovennævnte artikel 16 ikke kun henviser til fortolkning, men også til "anvendelse" af denne protokol.

Ikke desto mindre ville det være fejlagtigt at acceptere, at denne bestemmelse giver Domstolen mulighed for at gribe direkte ind i medlemsstaternes lovgivning eller administration.

Hvis Domstolen i en dom fastslår, at en lovgivningsmæssig eller administrativ foranstaltning vedtaget af myndighederne i en medlemsstat er i strid med fællesskabsretten, er den pågældende medlemsstat i henhold til EKSF-traktatens artikel 86 forpligtet til at ophæve den pågældende foranstaltning og yde erstatning for eventuelle ulovlige konsekvenser, der måtte være opstået. Denne forpligtelse fremgår tydeligt af traktaten og protokollen, som har retskraft i medlemsstaterne efter deres ratificering, og som har forrang for national lovgivning.

Hvis Domstolen i den foreliggende sag fastslår, at den pågældende skatteansættelse er ulovlig, vil den belgiske regering derfor nødvendigvis være forpligtet til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at annullere den og tilbagebetale sagsøgeren de beløb, der er blevet opkrævet med urette.

Af alle de ovennævnte grunde kan sagsøgerens påstande, for så vidt som de går ud på annullation af den omhandlede skatteansættelse og pålæggelse af sagsøgte at tilbagebetale de udbetalte beløb, ikke antages til realitetsbehandling, da Domstolen ikke har kompetence til at handle på denne måde. Det samme gælder for påstanden om, at den pågældende skatteansættelse erklæres ugyldig og uden virkning.

Det samme gælder for anmodningen om, at sagsøgte tilpligtes at betale kompensationsrenter for ulovligt opkrævet skat. Det er op til den nationale lovgiver at afgøre, om en uretmæssig opkrævning giver anledning til et krav om godtgørelsesrenter.

På grundlag af de samme principper må begæringen om tilbagebetaling af den bøde, som sagsøgeren er blevet pålagt for at have afgivet en ufuldstændig erklæring om sin indkomst, forkastes.

[Kim P. Nyberg]

II - Antagelse af sagen til realitetsbehandling

For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt sagen kan antages til realitetsbehandling, skal det først undersøges, a) om en person selv kan indgive en stævning til Domstolen på grundlag af protokollens artikel 16, og b) om han kan gøre dette, inden han har udtømt de retlige og processuelle midler, der er fastsat enten i fællesskabsretten eller i den nationale lovgivning.

Selv om dette spørgsmål ikke er blevet rejst af parterne under den skriftlige forhandling, skal Domstolen ikke desto mindre af egen drift undersøge det, da det vedrører spørgsmålet om, hvorvidt stævningen kan antages til realitetsbehandling.

1. En gennemgang af de relevante bestemmelser giver anledning til følgende overvejelser:

a) Ved at give en ret til regres på grundlag af protokollens artikel 16 har protokollens forfattere tydeligvis søgt at sikre overholdelsen af de privilegier og immuniteter, der er fastsat heri, ikke blot i Fællesskabets og dets institutioners interesse, men også i de personers interesse, som disse privilegier og immuniteter er indrømmet, og på den anden side i medlemsstaternes og deres administrative myndigheders interesse, som skal beskyttes mod en for vidtgående fortolkning af disse privilegier og immuniteter.

Det er således helt acceptabelt, at en tjenestemand i Fællesskabet optræder for Domstolen som sagsøger mod regeringen i sit eget land på samme måde, som virksomheder allerede har anfægtet argumenter fremført af regeringerne i deres lande for Domstolen, idet de intervenerede til støtte for Den Høje Myndighed.

Selv om privilegierne og immuniteterne blev indrømmet "udelukkende i Fællesskabets interesse", må det ikke glemmes, at de udtrykkeligt blev indrømmet "tjenestemænd ved Fællesskabets institutioner".

Den kendsgerning, at privilegierne, immuniteterne og faciliteterne blev indrømmet i Fællesskabets almene interesse, berettiger bestemt Den Høje Myndighed til at bestemme, hvilke kategorier af tjenestemænd de skal gælde for (artikel 12), eller i givet fald at ophæve immuniteten (artikel 13, stk. 2), men betyder ikke, at disse privilegier indrømmes Fællesskabet og ikke direkte dets tjenestemænd. Denne fortolkning understøttes desuden klart af ordlyden i ovennævnte bestemmelser.

Protokollen giver derfor de berørte personer en individuel rettighed, hvis overholdelse sikres af den klagemulighed, der er fastsat i protokollens artikel 16.

b) Protokollens artikel 16, hvorefter "enhver tvist vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af ... protokollen skal indbringes for Domstolen", indeholder ingen henvisning til en procedure, som skal være indledt og udtømt, før der kan indgives en begæring til Domstolen. Ifølge ordlyden af denne artikel kan enhver person, der mener sig krænket af fortolkningen eller anvendelsen af protokollen, indbringe tvisten for Domstolen uden andre forudgående formaliteter.

Fællesskabets tjenestemænd har derfor ret til at indbringe en sag for Domstolen i henhold til protokollens artikel 16 mod regeringen i deres land uden på forhånd at være forpligtet til at anvende den procedure, der er fastsat i andre bestemmelser i fællesskabsretten eller i national ret.

2. Problemet skal imidlertid også undersøges i lyset af traktatens system og de retsregler, der er almindeligt anerkendte i medlemsstaterne:

a) Det skal først og fremmest afgøres, om en handling foretaget af en tjenestemand ved Fællesskabet, som mener sig krænket af en medlemsstats overtrædelse af protokollen, ikke udelukkende henhører under Fællesskabet eller den institution, som tjenestemanden tilhører. Det er så meget desto mere nødvendigt at undersøge dette spørgsmål, som ingen bestemmelse i EKSF-traktaten tillader enkeltpersoner at indbringe en sag direkte for Domstolen under henvisning til en medlemsstats overtrædelse af traktaten, men at det tværtimod i princippet er Den Høje Myndighed, der skal gribe ind over for en sådan overtrædelse ved at anvende den procedure, der er fastsat til dette formål i artikel 88 i traktaten.

Ikke desto mindre overser traktatens forfattere bestemt ikke, at "tvister", der kan opstå vedrørende "fortolkningen eller anvendelsen" af protokollen, først og fremmest vil opstå som følge af kontroverser mellem de parter, som protokollen tildeler privilegier og immuniteter, og de myndigheder, der har en interesse i den restriktive fortolkning af disse privilegier og immuniteter.

I denne henseende synes parterne i denne sag typisk at være parter i en "tvist" i henhold til artikel 16.

Hertil kommer, som allerede nævnt ovenfor, at de privilegier, der er fastsat i protokollen, giver individuelle rettigheder til de personer, den finder anvendelse på, hvilket fremgår af de tyske og hollandske ækvivalenter til udtrykket "privilegium" (Vorrechte og voorrechten). Det kan generelt antages, at en materiel rettighed har som konsekvens, at den giver den person, i hvis interesse den virker, mulighed for selv at håndhæve den ved en retssag snarere end ved indgriben fra en tredjepart.

Under disse omstændigheder er det rimeligt at anvende princippet om, at en bestemmelse, der fastsætter garantier for beskyttelse af rettigheder, i tvivlstilfælde ikke kan fortolkes restriktivt til skade for den pågældende person.

Endelig må det ikke overses, at artikel 16 ikke indeholder de begrænsninger, der er fastsat i traktatens artikel 33.

b) Det skal endvidere overvejes, om ansøgningen skal afvises af den yderligere grund, at ansøgeren tidligere skulle have udtømt de administrative og retslige procedurer, der er tilgængelige for ham i henhold til den nationale lovgivning, som han er underlagt.

Hvad angår den administrative procedure, er det indlysende, at alle muligheder er udtømt på dette stadium af sagen, eftersom skattedirektøren for provinsen Liege ved en afgørelse af 15. juni 1960 afviste sagsøgerens indsigelse mod den pågældende vurdering.

Hvad angår den retslige procedure, fremgår det af parternes erklæringer, at sagsøgeren indgav en appel til Cour d'Appel, Liege. På dette stadium af sagen er den retslige procedure således indledt i Belgien, men mulighederne er ikke udtømt.

Traktaterne om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber sætter imidlertid på ingen måde EØF-Domstolen over det nationale retssystem i den forstand, at afgørelser truffet af nationale domstole kan anfægtes for Domstolen.

I modsætning hertil har Domstolen enekompetence med hensyn til fortolkningen af protokollen. Som allerede nævnt ovenfor er traktaterne baseret på princippet om en streng adskillelse mellem Domstolens beføjelser på den ene side og de nationale domstoles beføjelser på den anden side. Det følger heraf, at der ikke er nogen overlapning af den kompetence, der er tildelt de forskellige domstole.

For så vidt som Domstolen har kompetence, kan der derfor ikke være tale om en forudgående "udtømning" ved de nationale domstole af en procedure, der består i forelæggelse af et og samme spørgsmål til afgørelse, først ved de nationale domstole og derefter ved Domstolen.

Følgelig har Domstolen kompetence til at afgøre det retsspørgsmål, der er forelagt den, inden for de grænser, der er fastsat ovenfor, og den omstændighed, at sagsøgeren ikke har udtømt sin ret til at indbringe sagen for domstolene i sit eget land, er ikke til hinder for, at sagen antages til realitetsbehandling.

Det følger af de ovennævnte betragtninger, at sagsøgerens ret til at anlægge sag ikke kan bestrides. Anmodningen kan derfor antages til realitetsbehandling, for så vidt som konklusionerne falder ind under Domstolens kompetence.

[Kim P. Nyberg]

III - Sagens realitet

De belgiske skattemyndigheder baserede den omstridte ansættelse på bestemmelserne i regentens dekret af 15. januar 1948 om konsolidering af love og dekreter vedrørende indkomstbeskatning (Moniteur Belge af 21. januar 1948), i det følgende benævnt "de konsoliderede love".

De anvendte især artikel 46 og 43 i disse love. Artikel 46 bestemmer, at satsen for den personlige tillægsskat, der opkræves af den samlede indkomst, skal pålægges successive indkomstintervaller. Denne bestemmelse er baseret på det såkaldte progressive system, hvor skatteprocenten stiger i takt med, at skatteyderens samlede indkomst når et højere niveau.

Ovennævnte artikel 43 bestemmer på sin side, at "ægtefællernes indkomst skal lægges sammen", hvorved ægtefællernes indkomst kombineres til en enkel enhed i skattelovgivningen.

Ved anvendelsen af disse bestemmelser på den foreliggende situation har de belgiske myndigheder taget hensyn til de vederlag, som EKSF har udbetalt til sagsøgeren, ved at lægge dem til ægtefællens skattepligtige indkomst, hvorved de er nået frem til et beløb, som på grund af de i artikel 46 fastsatte bånd har gjort denne indkomst skattepligtig med en væsentligt højere sats end den, der ville have været gældende, hvis den var blevet ansat uden hensyntagen til sagsøgerens vederlag.

Sagsøgeren mener, at denne vurderingsmetode er i strid med protokollens artikel 11, litra b).

Tvisten drejer sig derfor om, hvorvidt protokollens artikel 11, litra b), tillader de belgiske skattemyndigheder at tage hensyn til den løn og de honorarer, som Fællesskabet udbetaler til en tjenestemand i Fællesskabet, med henblik på at fastsætte de satser, der finder anvendelse på indkomsten for hans ægtefælle, som er underlagt den belgiske tillægsskat på indkomst.

Sagsøgerens konklusioner rejser således for Domstolen det generelle problem, om protokollens artikel 11, litra b), ved at forbyde enhver beskatning af ovennævnte indkomst også forhindrer, at der tages hensyn til den ved fastsættelsen af satsen for den tillægsskat på indkomst, der er fastsat i belgisk lovgivning.

Det er derfor nødvendigt at undersøge det generelle problem for at udlede det princip, der kan anvendes til at afgøre den særlige sag, der er rejst her.

1. Hvad angår gældende ret, skal det generelle problem løses i henhold til fællesskabsretten, navnlig ved fortolkning af protokollens artikel 11, og ikke i henhold til belgisk ret.

Følgelig kan hverken den belgiske lovgivning og retspraksis eller den praksis, som de belgiske myndigheder har fulgt i tilsvarende sager, være relevante i denne sag, da de løser problemet i lyset af national ret.

2. Sagsøgte gør gældende, at protokollens artikel 11, litra b), ikke giver fuldstændig fritagelse for det vederlag, som Fællesskabet udbetaler til tjenestemænd, men blot erklærer, at tjenestemænd personligt er fritaget for enhver beskatning. Sagsøgte udleder heraf, at der ikke er tale om "immune from income tax" (revenus immunises), men blot om "individuals exempt from taxation" (contribuables exonérés d'impôts), og konkluderer, at dette vederlag, som i princippet er skattepligtigt, "must be taken into account in order to determine correctly the taxable capacity of the concerned person".

Denne argumentation er uacceptabel for Domstolen.

På den ene side er det ikke blevet fastslået, at ordene "exempt" ("éxonéres") og "immune" ("immunises") anvendes i international fiskal terminologi til at betegne forskellige begreber.

Endvidere fremgår det af overskriften til protokollens kapitel V "Medlemmer af Den Høje Myndighed og tjenestemænd ved Fællesskabets institutioner", at protokollen havde til formål at regulere disse personers retsstilling som helhed, hvilket forklarer, hvorfor protokollens forfattere valgte den konsekvente metode at knytte de forskellige punkter i artikel 11, litra a)-d), til medlemmets eller tjenestemandens person snarere end til genstanden for de forskellige privilegier og immuniteter.

En bogstavelig fortolkning af teksten støtter det af sagsøgeren forfægtede synspunkt.

Faktisk angiver ordene "skal være fritaget for enhver skat på lønninger" klart og utvetydigt fritagelse for enhver skattemæssig afgift, der direkte eller indirekte er baseret på det fritagne vederlag.

Heroverfor kan det ikke hævdes, at udtrykket "på lønninger" berettiger det omvendte argument, at artikel 11 ikke forhindrer beskatning af anden indkomst med en højere sats på grund af den pågældende aflønning.

En sådan beskatning ville være i modstrid med fritagelsen i artikel 11, da fællesskabslønnen, som er fritaget for enhver beskatning, også i dette tilfælde ville udgøre retsgrundlaget for den pågældende beskatning.

Desuden indeholder EKSF-protokollen (og også EØF- og Euratom-protokollerne) ingen bestemmelse om, at fritagelsen af fællesskabslønninger ikke forhindrer denne indkomst i at blive medregnet i den samlede skattepligtige indkomst med henblik på en skat af samme omfang som den belgiske tillægsskat, mens de fleste nyere internationale aftaler om dobbeltbeskatning udtrykkeligt indeholder dette forbehold.

Blandt de aftaler, der indeholder dette forbehold, er der nogle, der er indgået af den ene eller den anden medlemsstat kort før (se f.eks. artikel XIX, stk. 1, i konventionen af 29. april 1948 mellem Nederlandene og Amerikas Forenede Stater; artikel 6 i konventionen af 25. september 1948 mellem Belgien og Nederlandene) eller kort efter undertegnelsen af EKSF-traktaten (se f.eks. artikel XVI, litra d), i konventionen af 27. marts 1953 mellem Belgien og Det Forenede Kongerige; artikel 18 i konventionen af 1. april 1953 mellem Belgien og Sverige etc.) og under alle omstændigheder før undertegnelsen af EØF- og Euratom-traktaterne.

Under disse omstændigheder, hvis de høje kontraherende parter virkelig havde til hensigt at tillade de nationale myndigheder at tage hensyn til Fællesskabets vederlag med henblik på at fastsætte satsen for tillægsskatten eller andre skatter af lignende omfang, er det uforklarligt, hvorfor de undlod at medtage et udtrykkeligt forbehold svarende til det, der er indeholdt i de ovennævnte konventioner, da problemet ikke kan have været ukendt for de delegationer, der udarbejdede udkastene til de bestemmelser, der blev forelagt Domstolen til undersøgelse.

Ikke desto mindre er det ikke tilstrækkeligt for Domstolen at vedtage den bogstavelige fortolkning, og Domstolen finder det nødvendigt at undersøge spørgsmålet om, hvorvidt denne fortolkning bekræftes af andre kriterier vedrørende især den fælles hensigt hos de høje kontraherende parter og ratio legis. (se ordbog)

(ordbog: ratio legis = lovgivers mening med loven. Kilde: denstoredanske.lex.dk)

3. I denne henseende er det ikke muligt at finde nogen fælles holdning hos medlemsstaterne, der kan tjene som kriterium for fortolkningen af protokollens artikel 11, litra b).

De udtalelser fra regeringerne, der blev fremsat under de parlamentariske debatter om EKSF-traktaten, berører ikke dette spørgsmål.

Det samme gælder for de parlamentariske afstemninger om EØF- og Euratom-traktaterne, som indeholder en bestemmelse med stort set samme ordlyd. Undtagelsen er den luxembourgske regerings erklæring om Euratom-traktaten, hvori det hedder, at den vedtagne bestemmelse "ikke vil forhindre de nationale skattemyndigheder i at tage hensyn til de fritagne indtægter ved beregningen af den skattesats, der gælder for de ikke-fritagne indtægter, dvs. indtægter, der hidrører fra andre kilder end de vederlag, der udbetales af Fællesskaberne".

En sammenligning af de forskellige nationale lovgivninger forstærker denne tvivl.

Det er rigtigt, at Den Franske Republiks finanslov er baseret på de samme principper som retspraksis og praksis i Belgien, men det fremgår klart af Forbundsrepublikken Tysklands lovgivning, at den har fortolket protokollen på den måde, som sagsøgeren har gjort sig til talsmand for. Den tyske lov om indkomstbeskatning (Einkommensteuergesetz), i versionerne af 23. september 1958 (Bundesgesetzblatt I, s. 672) og af 11. oktober 1960 (Bundesgesetzblatt I, s. 789) inkorporerede artikel 11, litra b) i protokollen i tysk lov ved at inkludere den i nr. 34 i paragraf 3 under fritagne indkomster.

Derfor deler den tyske lovgiver ikke den belgiske administrations opfattelse af, at protokollen ikke giver mulighed for fritagelse af indkomsten, men kun for fritagelse af tjenestemændene.

4. I protokollens artikel 13, stk. 1, hedder det: "Privilegier, immuniteter og lettelser indrømmes ... tjenestemænd ved Fællesskabets institutioner udelukkende i Fællesskabets interesse". Det er derfor nødvendigt at undersøge, hvilken interesse Fællesskabet har i, at dets tjenestemænd fritages for enhver beskatning af den løn, som Fællesskabet udbetaler.

a) Det kan konstateres, at kun fritagelsen af de vederlag, som Fællesskabet udbetaler, for enhver national beskatning gør det muligt for Fællesskabets institutioner effektivt at udøve deres ret til at fastsætte det faktiske beløb for deres tjenestemænds vederlag, en ret, som traktaten giver dem (EKSF-traktatens artikel 78, artikel 15 og 16 i protokollen om statutten for EKSF-Domstolen).

Hvis medlemsstaterne beholdt retten til at beskatte EKSF-tjenestemændenes lønninger, hver især i henhold til deres eget skattesystem, ville Fællesskabet i realiteten ikke længere være i stand til at bestemme sine tjenestemænds nettoindkomst.

Ikke desto mindre er det fastsættelsen af nettoindkomsten, der gør det muligt for institutionerne at evaluere deres tjenestemænds ydelser, og som gør det muligt for tjenestemændene at vurdere den stilling, der tilbydes dem.

Anvendelsen af national skattelovgivning på de lønninger, der udbetales af Fællesskabet, ville således være til skade for Fællesskabets enekompetence til at fastsætte størrelsen af disse lønninger.

Dette ræsonnement bekræftes af traktaterne om oprettelse af EØF og Euratom, som, selv om de indeholder bestemmelser om en skat på lønninger udbetalt af Fællesskaberne til fordel for Fællesskaberne, ikke desto mindre forbeholder beføjelsen til at fastsætte denne skat såvel som at fastsætte lønninger til en af Fællesskabets institutioner, dvs. dets råd (artikel 12, stk. 1, i protokollerne om EØF's og Euratom's privilegier og immuniteter; artikel 212 i EØF-traktaten, artikel 186 i Euratom-traktaten).

Som helhed har de tre traktater i denne henseende det til fælles, at de unddrager vederlag til Fællesskabets tjenestemænd fra medlemsstaternes suverænitet i skattespørgsmål.

På denne måde søgte traktaterne at styrke uafhængigheden af Fællesskabets administrative tjenester i forhold til de nationale myndigheder.

b) Der kan føjes endnu en afgørende grund til ovenstående argumentation, nemlig den kendsgerning, at den fuldstændige fritagelse for nationale skatter er uomgængelig nødvendig for at sikre lige løn til tjenestemænd af forskellig nationalitet. Det ville være ekstremt uretfærdigt, hvis to tjenestemænd, som fællesskabsinstitutionen havde givet den samme bruttoløn, skulle modtage forskellige nettolønninger.

Forskellen i nettoløn kunne gøre det vanskeligere at ansætte tjenestemænd fra visse medlemsstater og dermed skabe forskelsbehandling med hensyn til de reelle muligheder for adgang til Fællesskabets tjeneste for statsborgere fra de enkelte medlemsstater.

c) Da det ikke er bruttolønnen, men nettolønnen, der er afgørende for tjenestemændene, vil det være nødvendigt at tage hensyn til de skattemæssige byrder ved fastsættelsen af tjenestemændenes vederlag, hvis skattefritagelsen for Fællesskabets vederlag ikke er sikret. Denne afgift ville således i sidste ende blive pålagt Fællesskabets budget. Desuden kan medlemsstaternes beskatning af de pågældende vederlag have en negativ indvirkning på princippet om lighed mellem medlemsstaterne. Det kunne føre til, at virksomheder i visse medlemsstater, der yder relativt store bidrag til Fællesskabet, indirekte finansierer visse andre stater, hvis skattelovgivning kan pålægge dem en særlig høj beskatning.

Fritagelsen af de af Fællesskabet udbetalte lønninger tilgodeser således en legitim interesse, hvis varetagelse er sikret ved protokollens artikel 11, litra b).

5. Det forslag, som sagsøgte går ind for, hindrer opnåelsen af de ovenfor beskrevne mål.

Det er nemlig i modstrid med det princip, der er anerkendt i De Europæiske Fællesskabers lovgivning, og som fastsætter en klar sondring mellem indtægter, der er underlagt de nationale skattemyndigheders kontrol, på den ene side og lønninger til Fællesskabets tjenestemænd på den anden side; i henhold til Rom-traktaterne er sidstnævnte udelukkende underlagt fællesskabsretten for så vidt angår eventuel skattepligt, mens tjenestemændenes øvrige indtægter fortsat er underlagt medlemsstaternes beskatning.

Denne opdeling af den gensidige skattekompetence skal udelukke enhver direkte eller indirekte beskatning af indtægter, der ikke henhører under medlemsstaternes kompetence.

a) Det system, som de belgiske skattemyndigheder har vedtaget med hensyn til anvendelsen af tillægsskatten på EKSF-tjenestemænd, udgør en indirekte beskatning af Fællesskabets lønninger.

Sagsøgte har gjort gældende, at ordningen ikke er i strid med bestemmelserne i protokollens artikel 11, litra b), eftersom det vederlag, som Fællesskabet udbetaler, ikke er undergivet nogen beskatning. Skatten pålægges blot anden indkomst ved at anvende den sats, der ville være gældende for det indkomstinterval, der er resultatet af den fiktive tilføjelse af fællesskabslønnen til den anden indkomst.

Dette argument tager ikke højde for visse virkninger af det beskatningssystem, der er fastsat i den belgiske lov om tillægsskat (eller i lignende systemer i andre medlemsstater), hvor den skattepligtige indkomst er opdelt i intervaller, der beskattes med progressivt højere satser.

Anvendelsen af dette beskatningssystem giver ikke anledning til vanskeligheder, når hele skatteyderens indkomst er skattepligtig. Anvendelsen af forskellige satser på forskellige intervaller forhindrer faktisk ikke, at der pålægges et enkelt samlet skattebeløb, der dækker hele indkomsten med det resultat, at den højeste sats, der anvendes på det højeste interval, i virkeligheden også dækker hele indkomsten.

Normalt er det derfor uden betydning, om en bestemt indkomst indgår i de lavere eller højere intervaller, da den samlede skat på hele indkomsten altid er den samme.

På den anden side medfører det system, som de belgiske skattemyndigheder anvender for EKSF-tjenestemænd, af grunde, der ikke kan begrundes, at andre indtægter end fællesskabslønninger medtages i de højere intervaller, og at der anvendes en højere sats end den, der ville være blevet anvendt, hvis fællesskabslønnen ikke var blevet taget i betragtning.

Af denne grund beskattes andre indtægter end fællesskabslønnen med en sats, der ikke svarer til det faktiske beløb.

Følgelig beskattes fællesskabslønnen indirekte, da kun medregningen af denne løn gør det muligt at anvende en højere sats på den øvrige indkomst end den, der ville have været gældende for den.

b) Når der tages hensyn til logiske økonomiske og finansielle overvejelser, udgør en skatteyders samlede indkomst desuden en organisk helhed. De nationale lovgivninger er selv baseret på disse overvejelser.

I lyset af dette har pålæggelsen af skat "på" en kategori af indkomst, mens der tages hensyn til anden indkomst for at beregne skattesatsen, den virkning, i det mindste i substansen, at sidstnævnte indkomst beskattes direkte.

Der er nemlig et fælles grundlæggende element i den direkte beskatning af indkomsten og den indirekte beskatning ved sammenlægning, eftersom der i begge tilfælde er en årsagssammenhæng mellem denne indkomst og det samlede beløb, som den pågældende person hæfter for.

c) Følgelig overtræder en medlemsstat protokollen, hvis den tager hensyn til de lønninger, som Fællesskabet udbetaler til sine tjenestemænd, for at fastsætte skattesatsen for andre indtægter, som ikke er fritaget, når den nationale skattelovgivning foreskriver et system med stigende beskatning.

Det er i strid med fællesskabsretten, at en tjenestemand beskattes hårdere af sin private indkomst, fordi han modtager løn fra Fællesskabet, da beskatning på dette grundlag uundgåeligt fører til en nedsættelse af lønnen og dermed krænker princippet om lige løn.

Heroverfor kan det ikke hævdes, at en sådan vurdering ikke krænker lighedsprincippet i relation til skattemæssige afgifter, fordi den kun påvirker tjenestemænd, der har andre indtægtskilder end de vederlag, der udbetales af Fællesskabet.

Denne argumentation tager ikke hensyn til, at den væsentlige sammenligning, der kræves her, må være mellem EØF-tjenestemænd af forskellig nationalitet, der modtager det samme bruttovederlag, og som også i deres respektive lande har lige store andre skattepligtige indtægter.

Hvis medlemsstaterne kunne medregne vederlag til EØF-tjenestemænd i den samlede skattepligtige indkomst med henblik på at fastsætte den sats, der skal anvendes på anden indkomst, ville ovennævnte differentiering ikke kun være resultatet af forskelle mellem skatteskalaerne i de forskellige nationale lovgivninger, dvs. faktorer uden for Fællesskabet, men også af anvendelsen af forskellige nationale lovgivninger på indkomster, der er omfattet af fællesskabsretten, og som fællesskabsretten har til hensigt at behandle ens.

d) Ud fra et andet aspekt påvirker det system, som sagsøgte anvender, Fællesskabets frihed til at fastsætte aflønningen af dets tjenestemænd. Under dette system ville en tjenestemand i Fællesskabet ikke blot være forpligtet til at angive sin løn til skattemyndighederne, men også til at angive de sædvanlige fradrag (udgifter i forbindelse med ansættelsen og andre udgifter) i forbindelse med denne løn for at undgå for høj beskatning af sin personlige indkomst.

Hvis de nationale skattemyndigheder skulle undersøge, om disse fradrag er tilladte, og hvor store de er, ville de være nødt til at undersøge de forskellige komponenter i fællesskabslønnen. Bortset fra de uheldige konsekvenser, der kunne følge af forskelle i de nationale skattemyndigheders dømmekraft, ville dette også påvirke fællesskabsinstitutionernes ret til i fuld uafhængighed at fastsætte deres tjenestemænds løn og således bestemme og begrunde de forskellige bestanddele af den samlede løn, der udbetales til hver enkelt tjenestemand.

Det synspunkt, som sagsøgte har gjort sig til talsmand for, har til følge, at den betydning, der skal tillægges protokollens artikel 11, litra b), misforstås, om end kun delvist. Det ville ikke blot føre til, at det pågældende vederlag ikke længere ville være omfattet af den fælles og ensartede fællesskabsret, men også til, at det ville blive underlagt en række forskellige og endog uensartede retssystemer.

Det er derfor en overtrædelse af traktaten at tage hensyn til det vederlag, der er omhandlet i protokollens artikel 11, litra b), ved beregningen af den sats, der gælder for den pågældende persons øvrige indkomst.

6. Det skal også erindres, at den foreliggende sag ikke vedrører beskatning af en EKSF-tjenestemands aktiver, men hans hustrus, som ikke er tjenestemand, og at sagsøgte af denne grund hævder, at protokollen ikke finder anvendelse på hendes personlige indkomst.

Ikke desto mindre betragter den belgiske skattelovgivning de to ægtefællers aktiver, selv om de er adskilt i civilretlig forstand, som en enkelt enhed i skatteretlig forstand. Virkningerne af den pågældende skat på den fælles indkomst kan ikke benægtes og bliver det heller ikke.

Da det er forbudt at foretage en indirekte beskatning af lønnen til en tjenestemand i Fællesskabet med henblik på en ansættelse af begge ægtefæller ved at tage den i betragtning ved fastsættelsen af skattesatsen, må det samme forbud også gælde i tilfælde af en enkelt ansættelse af tjenestemanden alene.

Det gælder i hvert fald i de tilfælde, hvor manden også er personligt ansvarlig for betalingen af den skat, der pålægges hans hustrus aktiver.

Systemet med kombineret ansættelse af ægtefællerne som fastsat i artikel 43 i de belgiske konsoliderede love har denne virkning.

Derfor kan sagsøgte ikke påberåbe sig, at den privilegerede person, som protokollen henviser til, og den ægtefælle, hvis indkomst er blevet beskattet, ikke er en og samme person.

Tværtimod gælder princippet om, at det vederlag, der er omhandlet i protokollens artikel 11, litra b), ikke kan tages i betragtning ved fastsættelsen af den sats, der gælder for anden indkomst, også, når sidstnævnte indkomst er modtaget af ægtefællen til den tjenestemand, der er fritaget.

Af alle de ovennævnte grunde er sagsøgerens to første konklusioner med undtagelse af anmodningen om en erklæring om, at den ansættelse, der er foretaget over for ham, er ugyldig og uden virkning, velbegrundede.

Følgelig er de kompetente belgiske myndigheder i henhold til EKSF-traktatens artikel 86 forpligtet til at ophæve virkningerne af de foranstaltninger, hvorved vurderingen blev foretaget og bekræftet.

[Kim P. Nyberg]

Omkostninger

Sagsøgeren fik medhold i sine konklusioner vedrørende fortolkningen af protokollen og dermed i sagens hovedspørgsmål.

I henhold til artikel 69 i Domstolens procesreglement skal sagsøgte pålægges at betale sagens omkostninger.

Efter oplæsning af processkrifterne;
Efter at have hørt den refererende dommers rapport;
Efter at have hørt parterne;
Efter at have hørt generaladvokatens forslag til afgørelse;
Under henvisning til bestemmelserne i EKSF-traktaten, særlig artikel 78, 86 og 88, samt artikel 11, 13 og 16 i protokollen vedrørende Fællesskabets privilegier og immuniteter;
Under henvisning til protokollen vedrørende statutten for EKSF-Domstolen;
Under henvisning til procesreglementet for De Europæiske Fællesskabers Domstol, særlig artikel 69;

DOMSTOLEN
hermed:

1. Sagsøgerens påstand om annullation af den omhandlede skatteansættelse, om, at den erklæres ugyldig og uden virkning, og om, at sagsøgte tilpligtes at tilbagebetale de indbetalte beløb, herunder den sanktion, der er pålagt for den ufuldstændige indkomstangivelse, samt betaling af kompensationsrenter, tages ikke til følge.

2. Det fastslås, at de øvrige konklusioner i stævningen kan antages til realitetsbehandling og er velbegrundede, idet:

(a) Protokollen vedrørende Det Europæiske Kul- og Stålfællesskabs privilegier og immuniteter forbyder medlemsstaterne at pålægge en tjenestemand i Fællesskabet nogen som helst form for beskatning, der helt eller delvis er baseret på Fællesskabets udbetaling af løn til den pågældende tjenestemand.

(b) Protokollen forbyder også, at der tages hensyn til denne løn ved fastsættelsen af den skattesats, der gælder for tjenestemandens øvrige indtægter.

(c) Det samme gælder i tilfælde af en ansættelse af den fælles indkomst for en tjenestemand i Fællesskabet og hans ægtefælle for så vidt angår den skat, der skal betales af sidstnævntes indkomst.

(d) Følgelig er den skat på 9035 FB, der opkræves i den meddelelse og det uddrag af indkomstskatteregistret, som skatteopkræveren i Engis sendte til sagsøgeren den 18. eller 19. december 1959 (artikel 913, 321), i strid med protokollen, for så vidt som den er baseret på eksistensen af løn og honorarer, der udbetales til sagsøgeren af EKSF.

3. Sagsøgte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Donner
Riese
Hammes
Rossi
Catalino

Afsagt i et åbent retsmøde i Luxembourg den 16. december 1960.

A Van Houtte, justitssekretær

A. M. Donner, præsident

Link til det originale dokument: https://curia.europa.eu/juris/showPdf.j ... cid=855561

[Kim P. Nyberg]

21. december 1960 (EFT 1961 P 13 side 409)

AFGØRELSE NR. 34

af 21. december 1960

om fortolkning af artikel 28, stk. 2, i forordning nr. 4 om sammenlægning af forsikringsperioder og dermed ligestillede perioder inden for invalide-, alders- og dødsforsikring

Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs Administrative Kommission for Vandrende Arbejdstageres Sociale Sikring,

som har fået forelagt forskellige spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 28, stk. 2, i forordning nr. 4 om regler til gennemførelse og supplering af bestemmelserne i forordning nr. 3 om vandrende arbejdstageres sociale sikring, nemlig:

1. Kan en ydelse uanset de betingelser, der er fastsat i den nationale lovgivning, tilkendes af en bestemt ordning, når der er tilbagelagt seks måneders forsikring under denne ordning, og betingelserne for ret til ydelsen er opfyldt ved sammenlægning af de forsikringsperioder og de dermed ligestillede perioder, der er tilbagelagt i de forskellige medlemsstater?

2. Hvis artikel 28, stk. 2, første punktum, i forordning nr. 4 indebærer, at perioder på under seks måneder skal eller ikke skal tages i betragtning af institutionerne i de øvrige medlemsstater ved beregningen af det beløb, der skal fastsættes i henhold til artikel 28, stk. 1, litra b), i forordning nr. 3;

3. I hvilket omfang skal forsikringsperioder og dermed ligestillede perioder, der er tilbagelagt i en medlemsstat, tages i betragtning af de øvrige medlemsstaters institutioner, når disse perioder ikke udgør seks måneder, idet den minimumsforsikringsperiode, der kræves i henhold til lovgivningen i den stat, hvor de nævnte perioder er tilbagelagt, dog kun opfyldes af de perioder, der er tilbagelagt i denne stat;

under henvisning til artikel 43, litra a), i forordning nr. 3, i henhold til hvilken den har til opgave at afgøre ethvert fortolkningsspørgsmål, der opstår i forbindelse med bestemmelserne i forordning nr. 3 og 4;

I det i stk. 1 nævnte tilfælde er der erhvervet ret til ydelser efter den pågældende ordning i medfør af artikel 28, stk. 1, litra a), i forordning nr. 3, og ydelsen skal følgelig udbetales i overensstemmelse med bestemmelserne i nævnte artikel 28;

i henhold til artikel 28, stk. 2, første punktum, i forordning nr. 4 skal forsikringsperioder og dermed ligestillede perioder, der er tilbagelagt i en medlemsstat, og som tilsammen ikke udgør seks måneder, tages i betragtning af de øvrige medlemsstater, hvor den pågældende har været forsikret, både med henblik på erhvervelse, bevarelse og generhvervelse af rettigheder og med henblik på beregning af den pension, der skal tilkendes;

i medfør af artikel 28, stk. 2, sidste punktum, i forordning nr. 4 finder de i artikel 28, stk. 2, første punktum, i forordning nr. 4 fastsatte undtagelser fra bestemmelserne i artikel 28 i forordning nr. 3 ikke anvendelse, hvis retten til ydelser erhverves i henhold til den lovgivning, efter hvilken den pågældende har været forsikret i mindre end seks måneder, men udelukkende på grundlag af perioder, der er tilbagelagt efter denne lovgivning;

at overveje de betingelser, der er omhandlet i artikel 44, stk. 2, i forordning nr. 3;

HAR TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

1. Selv om tilkendelse af ydelsen efter den lovgivning, der finder anvendelse, er betinget af, at der er tilbagelagt en forsikringsperiode på over seks måneder, skal der udbetales en ydelse i henhold til de kombinerede bestemmelser i artikel 27 og 28 i forordning nr. 3 og artikel 28, stk. 2, i forordning nr. 4, hvis den forsikrede kan påberåbe sig mindst seks måneders forsikring i den pågældende stat, og hvis betingelserne for ret til ydelsen er opfyldt ved sammenlægning af de forsikringsperioder og de dermed ligestillede perioder, der er tilbagelagt i de forskellige medlemsstater.

2. Hvis de forsikringsperioder og ligestillede perioder, der er tilbagelagt i en medlemsstat, er kortere end seks måneder og ikke når op på den minimumsvarighed, der er fastsat i lovgivningen i den pågældende stat, skal disse perioder ikke medregnes ved beregningen af pensionen, men ved beregningen af pro rata-pensionen i de øvrige medlemsstater.

3. Hvis de forsikringsperioder og dermed ligestillede perioder, der er tilbagelagt i en medlemsstat, ikke tilsammen udgør seks måneder, medens den minimumsforsikringsperiode, der kræves efter lovgivningen i den pågældende stat for tilkendelse af ydelser, udelukkende er tilbagelagt ved hjælp af de perioder, der er tilbagelagt i den pågældende stat, skal disse perioder medregnes af de medlemsstater, hvor den pågældende har været forsikret, ikke blot med henblik på erhvervelse, bevarelse eller generhvervelse af retten til ydelser, men også med henblik på beregning af såvel den løbende pension som pro rata temporis. (se ordbog)

(ordbog: Pro rata temporis means the principle whereby any remuneration or other benefit to which a comparable full-time employee is entitled. Kilde: lawinsider.com)

Formanden
for Den Administrative Kommission

A. C. M. VAN DE VEN

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A013%3ATOC