Historisk tidslinje om EU's fri bevægelighed året 1960

[Kim P. Nyberg]

1960 er bestemt et begivenhedsrigt år i Fællesskaberne, som vi skal se i det følgende. Spørgsmålet om Det Europæiske Distrikt og om Fællesskabernes hovedsæde står stadig i stampe, og det begynder at irritere Forsamlingen, som vi i dag kender som Europa-Parlamentet. Og samtidig går det så godt med at komme igennem de tre faser i traktaterne, at man er kommet foran, og økonomien i Fællesskaberne er sund. Det halter dog en del i den belgiske kulindustri, der er nødt til at sende arbejderne langt ned i tid.

Den Administrative Kommission, der skal tage stilling til spørgsmålene om, hvordan forordning 3 og 4 om social sikring skal fortolkes, har nok at gøre. Der er en del sager fra dem. Som hovedregel kan man sige, at såfremt man er berettiget til en ydelse fra to medlemsstater, og disse ydelser har forskellige satser (den ene lav, den anden høj), vil det som udgangspunkt være sådan, at det land man bor i, udbetaler ydelsen. Hvis det er det land med den lave ydelse, udbetaler landet den høje sats, og får efterfølgende forskellen på den lave og den høje sats refunderet af den anden medlemsstat. Er man kun berettiget til ydelse fra et enkelt land, er det dét lands sats, man får. Teksterne fra Den Administrative Kommission kan undertiden godt være lidt svære at tyde, men de er også mest møntet på de nationale sociale myndigheder, og ikke så meget den almindelige borger.

I 1960 lufter Forsamlingen for første gang tanken om, at borgerne i de seks medlemsstater skal have lov til at stemme til Forsamlingen ved frie valg. Mange af tankerne om, hvordan det skal foregå og hvorfor, er stadig de samme i dag.

Vi skal også kigge lidt ind i Den Europæiske Socialfond, hvor Forsamlingen afgiver en høring og vi får fondens forretningsorden at se. Ligeledes får man en tanke om, at det kunne være en god idé at lægge administrationen af de tre Fællesskaber sammen til én fælles administration, men stadig lade de tre Fællesskaber forblive tre Fællesskaber. En idé, som bliver taget vel imod.

Der bliver stillet nogle kritiske spørgsmål undervejs. Blandt andet er der én, der spørger til, om en dommer stadig er ansat ved Domstolen. Spørgeren kan se, at dommerens navn ikke længere optræder i domme. Og en anden er ikke helt med på, at formanden for EKSF's Høje Myndighed deltager på et møde i Spanien, der på det tidspunkt ledes af et diktatur.

9. maj 1960 kommer Fællesskaberne med en helt særlig meddelelse. Den dato er det 10 år siden, at den daværende franske udenrigsminister, Robert Schuman, skrev "Europas Forenede Stater" på en serviet. I den anledning gør man datoen 9. maj hvert år til Europadag i samtlige medlemsstater. Fællesskabernes (og senere Unionens) fødselsdag.

Sidst på året kommer en dom, som også bliver den første i de her tidslinjer. Vi får den fulde indsigt i både generaladvokatens forslag til afgørelse og selve dommen, der handler om en embedsmand ved Fællesskaberne, der er blevet opkrævet i skat af den medlemsstat, hvor han bor. Dommen slår fast, at når man er embedsmand ved Fællesskaberne, skal alle ens indtægter - også selv om de ikke alle sammen kommer fra Fællesskaberne - beskattes til Fællesskaberne, og ikke til de respektive medlemsstater. Det samme gælder for den medfølgende ægtefælle, igen uanset om dennes indtægter kommer fra Fællesskaberne eller udefra. Dermed får den pågældende medlemsstat et rap over fingrene.

En anden ting, der kommer sidst på året, er et udkast til en forordning om arbejdskraftens fri bevægelighed.

Men vi indleder et helt andet sted. Der er nemlig folk, som læser med i de her tidslinjer, som er selvstændige erhvervsdrivende, tjenesteydere og indenfor den finansielle verden, og de kunne sikkert godt være lidt "arbejdsskadet" og gerne vil følge lidt med i, hvordan reglerne for deres brancher har udviklet sig. Derfor kommer jeg mere og mere ind på disse ting, og vi starter tidslinjen her med et indblik i, hvordan det økonomisk så ud i 1959 og hvordan udsigterne for 1960 tegnede til at blive i begyndelsen af året.

Bemærk, at alle kommentarer øverst i opslagene samt ordbøger, er fra min hånd, og ikke fra selve dokumentet.

God læselyst.

[Kim P. Nyberg]

13. januar 1960 (EFT 1960 P 3 side 59)

DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE FÆLLESSKAB

KOMMISSIONEN

DEN ØKONOMISKE SITUATION I FÆLLESSKABET VED UDGANGEN AF 1959
OG UDSIGTERNE FOR FØRSTE KVARTAL AF 1960

I - DEN ØKONOMISKE UDVIKLING I FÆLLESSKABET I DE SENESTE MÅNEDER

I Fællesskabet som helhed er forbedringen af den økonomiske situation blevet forstærket i de seneste måneder. Ud over de første faktorer i opsvinget - høj aktivitet i byggeriet, genopbygning af lagrene og udvidelse af den udenlandske efterspørgsel - er der nu sket en vækst i det private forbrug og frem for alt en vækst i virksomhedernes faste investeringer.

I tredje kvartal fortsatte produktionen med at stige, selvom denne periode normalt er præget af en sæsonmæssig opbremsning, der har tendens til at blive mere udtalt fra år til år. Det blev bekræftet under efterårets opsving, så alt i alt vil Fællesskabets indenlandske produktion i 1959 sandsynligvis være steget med 4 til 5% i volumen sammenlignet med året før.

De spændinger, der begyndte at vise sig i slutningen af andet kvartal, fortsatte med at manifestere sig, selv om de forblev begrænset til visse lande og visse sektorer, især sektoren for landbrugsprodukter, der blev påvirket af den usædvanlige tørke i sommeren. Alt i alt var 1959 et år med relativ prisstabilitet. Dette blev hjulpet på vej af en række faktorer: en bemærkelsesværdig stigning i produktiviteten, en moderat stigning i lønningerne og den voksende åbenhed på markederne.

Udtømningen af reserverne af produktionskapacitet i visse medlemslande betyder, at det ikke vil være muligt at klare en samtidig stigning i alle aspekter af efterspørgslen i de første måneder af 1960, og der er risiko for, at de nuværende spændinger vil sprede sig og forværres i mangel af en passende økonomisk politik.

[Kim P. Nyberg]

A - Ændringer i efterspørgslen

Alle elementer i efterspørgslen bidrager i øjeblikket i varierende grad til den økonomiske ekspansion i Fællesskabet.

Den eksterne efterspørgsel, som i begyndelsen af året var en af de vigtigste faktorer, der understøttede aktiviteten, fortsætter med at vokse, selv om forbedringen i verdensøkonomien kun har kunnet ses i industrilandene.

I USA faldt bruttonationalproduktet fra 484 milliarder dollars på årsbasis i andet kvartal til 479 milliarder dollars i tredje kvartal, og det sæsonkorrigerede indeks for industriproduktion faldt med 4% mellem juni og september. Dette fald, som udelukkende kan tilskrives de direkte og indirekte konsekvenser af stålværksstrejken, påvirkede dog ikke den stigende tendens i den indenlandske efterspørgsel.

Salget i EØF steg med 46% i værdi sammenlignet med tredje kvartal i 1958.

I Storbritannien steg det sæsonkorrigerede indeks for industriproduktion med næsten 2% mellem andet og tredje kvartal og er nu 8% højere end i den tilsvarende periode året før. Dette opsving førte til en stigning på 11% i Fællesskabets eksport til landet i samme periode. Det økonomiske opsving i andre OECD-medlemslande førte også til en stigning på 8% i deres køb fra Fællesskabet.

På den anden side fortsatte manglen på udenlandsk valuta i udviklingslandene med at påvirke Fællesskabets eksport til disse lande på trods af den store kredit, der blev ydet til dem: det fald, der er registreret siden årets begyndelse, blev endda forværret i tredje kvartal.

Samlet set steg EØF's eksport til tredjelande med næsten 8% i værdi og 13% i mængde i tredje kvartal sammenlignet med samme periode året før.

Men det er udviklingen i den indenlandske efterspørgsel, der nu er ved at blive den afgørende faktor for ekspansionstempoet.

Den hidtil moderate vækst i husholdningernes forbrug ser endnu ikke ud til fuldt ud at retfærdiggøre genopbygningen af lagrene, som var en af de første faktorer i opsvinget i første kvartal, og som er fortsat siden. Men ud over stigningen i byggeaktiviteten, en anden faktor i opsvinget, er der nu en genoplivning i erhvervslivets faste investeringer.

Stigningen i det private forbrug er fortsat begrænset; det overstiger generelt ikke bruttonationalproduktet, og i nogle lande, såsom Forbundsrepublikken Tyskland, er det endda lidt lavere. Selvom antallet af personer i arbejde steg som følge af det økonomiske opsving, var lønstigningerne relativt lave i de fleste lande, og antallet af arbejdstimer faldt sammenlignet med 1958.

Detailsalget ligger utvivlsomt et godt stykke over niveauet i de tilsvarende måneder året før. Men stigningen i salget, udtrykt i volumen, er meget mindre, som følge af stigningen i detailpriserne, som har fundet sted i alle medlemslande undtagen Italien. Det opsving, der er observeret i visse forbrugsvareindustrier, synes i mindre grad at skyldes en udvidelse af den endelige forbrugerefterspørgsel end virksomhedernes lagerpolitik.

Lageropbygningen, som begyndte i foråret i engros- og detailsektoren, fortsatte. Forarbejdningsindustrien, som havde en tendens til at reducere de lagre, den havde opbygget i den foregående periode med økonomisk afmatning, ser nu ud til at forsøge at tilpasse dem til den forventede vækst i efterspørgslen i de kommende måneder. Hvad angår importerede råvarer, har denne genopfyldning dog været begrænset på grund af udbuddets elasticitet og den relative stabilitet i priserne på verdensmarkedet.

Den generelle vækst i faste investeringer er endnu mere sigende for den nuværende økonomiske fase. I byggesektoren er efterspørgslen stadig meget stærk efter boliger, men den breder sig nu til industri- og erhvervsbygninger. Denne tendens afspejler det faktum, at virksomhedsledere reviderer deres faste investeringsprogrammer, en revision, der også afspejles i den hurtige stigning i efterspørgslen efter kapitalgoder. Denne stigning er især mærkbar i de lande, der har registreret den stærkeste ekspansion, dvs. Forbundsrepublikken Tyskland, Nederlandene og Italien. Den er svagere i Belgien og Frankrig, hvor opsvinget er af nyere dato, og hvor stigningen i de offentlige investeringer, der blev besluttet for at bekæmpe recessionen, indtil for få måneder siden var den afgørende faktor i de faste investeringer.

[Kim P. Nyberg]

B - Produktionsudvikling

I tredje kvartal forhindrede den sæsonmæssige afmatning, der normalt kendetegner denne periode, og som endda synes at blive større fra år til år, ikke, at ekspansionstendensen fortsatte eller endog forstærkedes i alle EØF's lande. Der er ingen tegn på, at denne tendens har ændret sig i fjerde kvartal, således at Fællesskabets bruttonationalprodukt i 1959 vil være steget med 4 til 5% i volumen i forhold til året før.

Denne stigning i bruttonationalproduktet kan ikke tilskrives landbrugsproduktionen, som blev påvirket af vejrforholdene i sommermånederne.

Det har utvivlsomt begunstiget visse afgrøder. Høsten af korn, bortset fra ris, anslås i øjeblikket til 52,3 millioner tons, 5% mere end i 1958 og 13% mere end gennemsnittet for 1953-1955, mens det samlede tilsåede areal var mere eller mindre det samme som året før, idet reduktionen i tilsåningen udlignede stigningen i det areal, der var afsat til sekundære kornarter. Mens hektarudbyttet for groft korn forblev stort set uændret, steg det betydeligt for hvede, især i Frankrig, hvor høsten var 2 millioner tons højere end i 1958. Vinproduktionen nød også godt af de gode vejrforhold og forventes at give exceptionelle resultater, især med hensyn til kvalitet.

På den anden side led frugt, grøntsager og ukrudtsafgrøder (rødbeder, kartofler) meget under tørken. Kartoffelhøsten, der anslås til 41,8 millioner tons, var mere end 3 millioner tons mindre end året før. På samme måde vil sukkerproduktionen, som lå på 5,8 millioner tons i 1958, sandsynligvis ikke overstige 4,7 millioner tons i 1959.

Mælkeproduktionen er også blevet påvirket, og selv nu ligger den stadig under normalen på grund af manglen på foder. Det har også ført til en stigning i slagtningerne, som, hvis det fortsætter i de kommende måneder, kan skabe spændinger på kødmarkedet næste forår. Endelig har tørken hjulpet dette års kornhøst, men den kan få skadelige konsekvenser for næste års høst på grund af forsinkelser i vintersåningen.

Mens landbrugsproduktionen generelt kun har gjort små fremskridt, har industriproduktionen gjort meget store fremskridt og langt overgået de prognoser, der blev lavet i begyndelsen af 1959 i de forskellige lande i Fællesskabet. I tredje kvartal steg industriproduktionen med mere end 7% i forhold til samme periode i 1958, sammenlignet med 6% i andet kvartal og kun 2% i første kvartal.

I varierende grad er udvidelsen af industriproduktionen fælles for alle medlemslande. Men vækstraterne er højest i Forbundsrepublikken Tyskland, Nederlandene og Italien, og selv om Frankrig, Belgien og Luxembourg ligger tættere på, er der stadig en vis tidsforskydning i den økonomiske udvikling hos Fællesskabets partnere.

På den anden side er denne ekspansion mere bredt spredt over alle industrisektorer. I oktober nåede produktionen op på 6 millioner tons, 20% mere end i den tilsvarende periode året før. Denne stigning er nu bestemt af udviklingen i den industrielle aktivitet, som ikke kun forårsager en stigning i forbruget, men også kræver, at lagrene tilpasses til det nye aktivitetstempo. Efterhånden som nye ordrer har oversteget leverancerne, er ordrebøgerne blevet fyldt op. I gennemsnit repræsenterer de omkring tre måneders leverancer, hvilket kan betragtes som normalt; det er kun for et begrænset antal produkter, såsom tyndplade, at visse spændinger har manifesteret sig i en mere markant forlængelse af leveringstiderne.

Stigningen i koksforbruget som følge af boomet i stålindustrien har ikke været i stand til at skabe balance mellem udbud og efterspørgsel af kul, endsige løse kulkrisen. Den strukturelle udskiftning af kul med olie og naturgas som energikilde modvirkede de relativt gunstige effekter af denne cykliske udvikling. Men selv om kullagrene på minehovederne stadig er betydelige, er væksten aftaget betydeligt, og med forbrugernes fortsat faldende lagre kan man snart forvente en vis lettelse af situationen.

Industrien for forbrugsvarer og kapitalgoder oplever også et boom, som, selvom det er mindre udtalt end i stålindustrien, ikke desto mindre har bidraget til at hæve det generelle aktivitetsniveau. Opsvinget i tekstil-, beklædnings- og læderindustrien, som var særligt stærkt i årets første fem måneder, fortsætter, om end i et lidt langsommere tempo. På den anden side har der været en stadig mere markant forbedring i metalforarbejdningsindustrien, hovedsageligt inden for maskinteknik, hvor opsvinget først kom senere. Kun i skibsbygningssektoren er der fortsat vanskeligheder.

Den strukturelle vækst i servicesektoren er blevet forstærket af det økonomiske opsving. Jernbanegodstrafikken og indlandsskibsfarten, som stadig er påvirket af kulkrisen, blev positivt påvirket af det høje aktivitetsniveau i bygge-, stål- og metallurgiindustrien, som er storforbrugere af tunge materialer.

Denne sektor nød i tredje kvartal også godt af en meget stærk vækst i turisme og relaterede aktiviteter, hvor usædvanlige vejrforhold bidrog væsentligt.

[Kim P. Nyberg]

C - Balancerende forhold

Generelt har produktionen været i stand til ret hurtigt at tilpasse sig stigningen i både den eksterne og den interne efterspørgsel. Dens udvikling blev ikke hæmmet af vanskeligheder med at levere råmaterialer, af utilstrækkeligt udstyr, af mangel på likviditet eller endda, indtil for nylig, af mangel på arbejdskraft. Der er faktisk opnået ekstraordinære gevinster i arbejdsproduktiviteten takket være rationaliseringsinvesteringerne og iværksætternes indsats for at tilpasse sig de nye konkurrencevilkår, der følger af det fælles marked. Betydningen af denne faktor fremgår af en sammenligning mellem udviklingen i produktion og aktivitet: Mens industriproduktionen voksede med mere end 7% i tredje kvartal sammenlignet med samme periode året før, faldt antallet af arbejdstimer i industrien med 2%, da den lille stigning i antallet af beskæftigede blev ledsaget af en relativt større reduktion i den ugentlige arbejdstid.

Disse produktivitetsforbedringer neutraliserede, og i mange tilfælde mere end kompenserede for, virkningen på kostpriserne af de generelt moderate lønstigninger, som virksomhederne havde aftalt.

Udenrigshandlen har også bidraget til at fastholde prisstabiliteten. Eksporten fra medlemslandene, med undtagelse af Forbundsrepublikken Tyskland, viste utvivlsomt en større stigning i den samlede værdi end importen. Især i sommermånederne fortsatte eksporten med at vokse, mens importen viste det sædvanlige sæsonmæssige fald. Som følge heraf steg Fællesskabets handelsoverskud fra 141 millioner dollars i andet kvartal til 348 millioner dollars i tredje kvartal.

Denne tendens skyldtes dog i høj grad den stadig tøvende udvikling i importen af energiprodukter og råmaterialer, selv i Nederlandene og Forbundsrepublikken Tyskland, hvor genopbygningen af lagrene alligevel var stærkere end i de andre medlemslande. Faldet i værdien af denne import blev desuden forstærket af, at råvarepriserne i de første ni måneder af 1959 i gennemsnit forblev på et lavere niveau end året før.

Indkøbene af færdigvarer steg derimod kraftigt. Især i Forbundsrepublikken Tyskland og Nederlandene stimulerede de stigende indkomster importen af forbrugsgoder og udvidelsen af investeringsprogrammerne i kapitalgoder. Liberaliseringen af handelen og nedsættelsen af toldsatserne over for tredjelande bidrog også til stigningen i færdigvarernes relative andel af den samlede import fra Medlemslandene.

På den anden side blev konkurrencen inden for hvert af disse lande intensiveret af den endnu hurtigere udvikling af handelen inden for Fællesskabet. Værdien af handlen inden for EØF steg med 2% i første kvartal, 17% i andet og 25% i tredje, sammenlignet med de samme perioder året før. Stigningen fra andet til tredje kvartal - på omkring 3% - er så meget desto mere bemærkelsesværdig, da der normalt er et dyk i handlen i sommermånederne; det er rigtigt, at det til en vis grad blev kunstigt oppustet på grund af det faktum, at Saarlands handel med Frankrig blev inkluderet i tyske statistikker fra juli og fremefter. Denne intensivering af handelen inden for Fællesskabet var både en faktor i udvidelsen af aktiviteten i lande, hvor det økonomiske opsving var senere, og en faktor i stabiliseringen af priserne i lande, hvor den indenlandske produktion ikke længere var i stand til at klare væksten i efterspørgslen.

I anden halvdel af 1959 forblev prisniveauet dog ikke så stabilt som tidligere. Perioden med lave engrospriser ser ud til at være slut, og der har endda været stigninger i alle EØF-lande. Der er ingen tvivl om, at disse stigninger hovedsageligt har vedrørt visse fødevarer, hvis udbud var begrænset af tørkens konsekvenser. Men det faktum, at stigningen i udgifterne til fødevarer, hvor efterspørgslen ikke er særlig priselastisk, ikke har ført til et fald i salget i andre sektorer, viser, at efterspørgslen efter forbrugsvarer er blevet styrket. Hvis vi kun havde set på ændringer i omkostningerne til industriprodukter, ville vi have været i stand til at opnå betydelige prisreduktioner på grund af den stærke acceleration i produktiviteten, den moderate stigning i lønningerne og det relativt lave niveau for råvarepriser. Men ikke alene er priserne på industriprodukter ikke faldet, men nogle af dem er faktisk steget, især i stål-, tekstil- og beklædningsindustrien. Hvad mere er, de stigninger, der faktisk er gennemført, afspejles ikke altid i prisindeksene. Nogle af dem tager form af afskaffelse af rabatter, prisstigninger for hurtig levering osv.

Selve forbrugerprisindekset er steget i alle medlemslande og er, med undtagelse af Italien, betydeligt højere i efteråret end i den tilsvarende periode året før. Mellem juni og oktober steg det med 2,6% i Nederlandene, 2,1% i Frankrig, 1,8% i Forbundsrepublikken Tyskland, 0,9% i Italien og Luxembourg og 0,7% i Belgien.

[Kim P. Nyberg]

D - Udsigterne

De ekspansive faktorer, der i øjeblikket er tydelige i alle Fællesskabets medlemslande, vil fortsat påvirke de økonomiske tendenser i første kvartal af 1960.

Den eksterne efterspørgsel fra tredjelande vil fortsat være meget stærk. Der kan forventes en fortsat ekspansion i andre industrialiserede lande, især i USA. De amerikanske producenter vil utvivlsomt intensivere deres bestræbelser på at forbedre deres konkurrencesituation i forhold til de europæiske producenter, både på hjemmemarkedet og på tredjelandsmarkederne. Virkningerne af den lange strejke i den amerikanske stålindustri, og den deraf følgende mangel for mange brugere, kunne dog stadig mærkes i begyndelsen af 1960.

Eksportordrerne er i øjeblikket på et højt niveau: I Forbundsrepublikken Tyskland var ordrerne fra udlandet i tredje kvartal af 1959 30% højere end i den tilsvarende periode året før. Som følge heraf er eksportprognoserne for 1960 optimistiske for de fleste medlemslande, hvor Frankrig, Nederlandene og Forbundsrepublikken Tyskland viser en stigning i salget på mellem 5 og 10%. I Italien peger resultaterne af en nylig undersøgelse blandt virksomhedsledere også på en stigning i salget på udenlandske markeder.

Husholdningernes forbrug vil sandsynligvis fortsætte den opadgående tendens, som begyndte i de sidste par måneder af 1959. Vi kan faktisk forvente en ændring i lønudviklingen i de fleste medlemslande. Allerede nu har stigningen i leveomkostningerne ikke kun udløst den glidende skala i Belgien og Frankrig, men som følge af stigningen i prisen på daglige forbrugsgoder har den vist sig at være særlig følsom for ansatte i den offentlige og private sektor og har givet anledning til mere presserende krav fra deres side i alle lande. Disse krav kan være baseret på de store produktivitetsgevinster, der blev opnået i 1959, og som de ansatte ønsker at høste det fulde udbytte af. De spændinger, der er opstået på arbejdsmarkedet i de seneste måneder, og som har fremprovokeret en vis overbudspolitik fra arbejdsgivernes side, vil også styrke fagforeningernes position, når det gælder fornyelse af overenskomster. Den stigning i husstandsindkomsterne, der er i gang, bør derfor fortsætte og føre til en hurtigere vækst i det private forbrug.

Med de stigende indkomster er det usandsynligt, at opsparingskvoten også vil falde, som den gjorde under efterkrigstidens boom. Erfaringen viser dog, at opsparingskvoten i sådanne perioder ikke længere stiger, især hvis forbrugerpriserne stiger.

Endelig er de investeringsprogrammer, der i øjeblikket udarbejdes i de forskellige industri- og servicesektorer, under hensyntagen til disse gunstige udsigter, betydeligt større end dem, der blev udarbejdet i slutningen af 1958. På det tidspunkt havde opbremsningen i erhvervsaktiviteten ført til en vis pessimisme blandt iværksætterne, hvilket blev afspejlet i de resultater, der blev opnået i 1959.

På nuværende tidspunkt viser de samlede investeringsprognoser for 1960, der er udarbejdet i visse medlemslande, tværtimod en klar stigning i forhold til 1959: 5% i Forbundsrepublikken Tyskland, 7,5% i Frankrig, 14% i Nederlandene. Denne udvidelse af investeringsprogrammerne vil allerede have en mærkbar effekt i løbet af første kvartal.

Det bliver sværere end i 1959 for produktionen at tilpasse sig denne ændring i efterspørgslen. I nogle sektorer er ordrebøgerne allerede ved at svulme op, og leveringstiderne bliver længere: Der er endda begyndt at opstå forsyningsvanskeligheder, især for visse stålprodukter. Disse spændinger er mest tydelige i de lande, der har oplevet den største vækst. I Forbundsrepublikken Tyskland og til dels i Nederlandene er mulighederne for ekspansion nu begrænset af svindende reserver af produktionskapacitet, og mere specifikt af mangel på arbejdskraft. Det er rigtigt, at en yderligere forlængelse af arbejdstiden, som i øjeblikket finder sted i visse medlemslande, især Frankrig, udgør en yderligere reserve. Men den kan kun være moderat, fordi den går imod den tendens, som fagforeningerne tilskynder til, nemlig en nedsættelse af arbejdsugen.

Ansættelsen af mindre kvalificeret arbejdskraft, udnyttelsen af produktionskapaciteten ud over det optimale og de lønstigninger, der forventes i de kommende måneder, vil alt sammen øge produktionsomkostningerne. Disse faktorer kan blive forstærket af virkningen af den generelle ekspansion i de industrialiserede lande på verdens råvarepriser, hvoraf nogle har tendens til at stige. De stadig meget lokale prisspændinger, der opstod i andet kvartal af 1959, vil sandsynligvis sprede sig og påvirke det generelle prisniveau i 1960.

Problemet er derfor at vælge den rigtige økonomiske politik for at sikre fortsat ekspansion, samtidig med at prisstabiliteten bevares.

I to medlemslande har de monetære myndigheder allerede truffet visse foranstaltninger. Bundesbank hævede diskontoen med et kvart procentpoint i september og derefter med et helt procentpoint i oktober, og Nederlandene, hvor diskontoen var forblevet lavere, er blevet foranlediget til at følge trop. I disse to lande havde markedsudviklingen allerede forårsaget en vis vending i rentetrenden på grund af den omfattende brug af rentemarkedet og virksomhedernes øgede finansieringsbehov. Virksomhedernes efterspørgsel efter kort- og mellemfristet kredit er også steget på det seneste. Men pengeinstitutterne har betydelige likvide reserver, som gør det muligt for dem at øge deres udestående beløb yderligere uden at skulle henvende sig til den udstedende bank. Det er rigtigt, at stigningen i diskontoen i Forbundsrepublikken Tyskland blev ledsaget af restriktive foranstaltninger, der havde til formål at neutralisere en del af denne likviditet og især at kompensere for tilbageløbet af kortfristet kapital placeret i udlandet som følge af denne stigning. I betragtning af den nuværende styrke af de ekspansive kræfter er det ikke muligt på nuværende tidspunkt at vurdere, om disse foranstaltninger, som allerede er alvorlige, vil være tilstrækkelige til at bremse den indenlandske efterspørgsel tilstrækkeligt.

Hvis de blev strammet, kunne det påvirke den økonomiske udvikling i andre medlemslande, som stadig har betydelige reserver til vækst, men som ville blive tvunget til at følge den generelle tendens mod dyrere kredit. Det kunne også, ved at dæmpe den indenlandske efterspørgsel, yderligere fremme udviklingen af eksporten og dermed føre til en yderligere stigning i betalingsbalanceoverskuddene.

Men yderligere overskud på betalingsbalancen er hverken nødvendigt eller ønskeligt på nuværende tidspunkt. Størrelsen af EØF's overskud i forhold til resten af verden i over et år nu kunne, hvis det blev fastholdt og, a fortiori (se ordbog), hvis det blev forøget, udgøre et internationalt likviditetsproblem. Det er vanskeligt at tro, at USA vil tillade, at underskud af samme størrelse som i 1958 og 1959 fortsætter, og at udviklingslandene vil være i stand til at opretholde deres nuværende udviklingstakt, som allerede er utilfredsstillende, uden en væsentlig forbedring af deres valutasituation.

(ordbog: a fortiori = med desto større ret. Kilde: denstoredanske.lex.dk)

Ensidige foranstaltninger bør derfor ikke få lov til at forværre de eksisterende ubalancer, hverken inden for Fællesskabet eller over for tredjelande.

En samordnet konjunkturpolitik bør tværtimod tage sigte på at sikre prisstabilitet i de lande, hvor ekspansionen er særlig stærk, og samtidig sikre et højt beskæftigelsesniveau i de lande, hvor dette niveau endnu ikke er nået. Den bør derfor først og fremmest sigte mod at absorbere de truende spændinger ved at gøre størst mulig brug af udenrigshandelen, ved generelt at øge produktionsfaktorernes og især arbejdskraftens mobilitet og ved, i det omfang det er foreneligt med budgetprocedurerne, at regulere udviklingen i de offentlige finanser i overensstemmelse med konjunkturcyklussen.

Den ubalance mellem udbud og samlet efterspørgsel, der opstår i lande med store valutareserver, kan korrigeres ved en systematisk politik, der udnytter denne ekspansionsmargen. Overskud på betalingsbalancen i disse lande, som i andre industrilande, er utvivlsomt berettiget, for så vidt som det gør det muligt at eksportere kapital til udviklingslandene. Men den del af disse overskud, der er afsat til at styrke reserverne - uanset om de optræder fuldt ud på de udstedende institutters balance eller ej, afhængigt af størrelsen af de udenlandske investeringer - giver et betydeligt råderum til at løse de problemer, som den indenlandske økonomiske udvikling skaber i øjeblikket, især hvis vi tager størrelsen af de allerede akkumulerede reserver i betragtning. Nederlandene vil gøre brug af denne mulighed i 1960 ved at acceptere en reduktion på omkring en milliard gylden i sin betalingsbalance. Mens en sådan udvikling, som også begyndte i 1959 i Forbundsrepublikken, endnu ikke var helt tydelig i Nederlandene, var den det i Nederlandene. Hvis en sådan udvikling, som også begyndte i Forbundsrepublikken Tyskland i 1959, endnu ikke har fundet sted spontant her i landet, vil det være tilrådeligt at træffe alle foranstaltninger, der kan stimulere den, og under alle omstændigheder undgå dem, der kan modarbejde den.

Det ville også være muligt at lette spændingerne i lande, hvor det økonomiske aktivitetsniveau er relativt højt, ved at gøre bedre brug af de arbejdskraftreserver, der findes i Fællesskabet og især i Italien. Det vil dog ikke være nødvendigt at sikre en hurtig anvendelse af alle traktatens bestemmelser om arbejdskraftens frie bevægelighed og etableringsretten. Medlemsstaternes indsats inden for erhvervsuddannelse og omskoling bør imidlertid ikke længere være begrænset til det nationale plan. Uden nødvendigvis at oprette en fællesskabsorganisation, som det vil tage lang tid at etablere, bør en mere fuldstændig gensidig information mellem arbejdsformidlinger og erhvervsuddannelsescentre i de forskellige medlemsstater gøre det muligt mere effektivt at rette den disponible arbejdskraft mod de sektorer, hvor manglen vil være mest akut.

Endelig bør forvaltningen af de offentlige finanser i videst muligt omfang tilpasses ændringerne i den økonomiske situation, for så vidt som ovenstående bestemmelser ikke er tilstrækkelige til at undgå at forværre de spændinger, der er opstået i visse lande. Budgetterne er utvivlsomt allerede blevet tilpasset og fremlagt for parlamenterne, og det vil være vanskeligt at foretage væsentlige ændringer i deres hovedlinjer. Ikke desto mindre kunne man forestille sig nogle justeringer i den faktiske gennemførelse af udgifterne. Denne tilpasning, som hovedsageligt ville vedrøre offentlige investeringsprogrammer, generelt på lang sigt, ville ikke bringe den fortsatte ekspansion i fare.

[Kim P. Nyberg]

II - DE ØKONOMISKE UDSIGTER I FÆLLESSKABETS LANDE

A - Forbundsrepublikken Tyskland

Udvidelsen af den tyske økonomi er accelereret i de seneste måneder. Selv om udviklingen i det private forbrug er forblevet relativt rolig, har væksten i investeringsaktiviteten nu spredt sig til alle områder af kapitalinvesteringer.

På trods af betydelige fremskridt i produktiviteten og en reduktion af overskuddet på betalingsbalancen, holder væksten i udbuddet ikke længere trit med stigningen i den samlede efterspørgsel. Der er opstået spændinger på visse områder, og prisklimaet har ændret sig.

Den vigtigste opgave for den økonomiske politik i de kommende måneder vil derfor være at forhindre, at disse spændinger fortsætter og forværres, uden at bringe den fortsatte ekspansion i fare.

En af de vigtigste ekspansionsfaktorer er den konstant voksende udenlandske efterspørgsel. I tredje kvartal steg eksporten med 10 % i værdi og med 13 % i faste priser sammenlignet med samme periode året før. Stigningen dækker alle produkter (figur 1) og var særlig høj i forhold til USA og EØF-landene (figur 2).

Væksten i det private forbrug, som forblev relativt stille i de første ni måneder af 1959, er for nylig accelereret. Stigningen i masseindkomsterne er accelereret en smule. I tredje kvartal steg de overenskomstmæssige timelønninger for 2,9 millioner ansatte med 4,5 %. De effektive timelønninger er også steget som følge af individuelle lønindrømmelser fra arbejdsgiverne. Hvis man også tager højde for udviklingen i beskæftigelsen og stigningen i de sociale pensioner, steg de samlede masseindkomster med omkring 6 % i tredje kvartal sammenlignet med samme periode året før.

I samme periode steg detailsalget kun med 4% i værdi og med 3% i faste priser. Selvom detailsalgsindekset ikke inkluderer tjenesteydelser, som voksede usædvanligt kraftigt i tredje kvartal, nåede realvæksten i privatforbruget sandsynligvis ikke op på 5%. Der er dog flere indikationer på, at privatforbruget har fået en vigtigere rolle i de seneste måneder. Denne tendens afspejles i stigningen i forbrugerkreditten. Detailsalget steg også markant i oktober og november.

Men det er den stærkt stigende investeringslyst, der kendetegner den nuværende økonomiske fase. I byggesektoren fortsatte den øgede efterspørgsel, som var en af de afgørende faktorer for det økonomiske opsving i begyndelsen af 1959, i tredje kvartal. Mens stigningen i byggetilladelser til boligbyggeri svækkedes betydeligt i tredje kvartal, og nye ordrer i den offentlige byggesektor også har været faldende på det seneste, er byggeprojekter inden for erhvervsbyggeri steget betydeligt.

Tendensen til at øge lagerbeholdningerne hos producenter og detailhandlere, som har været observeret i nogen tid, er også blevet intensiveret. Endelig har manglen på arbejdskraft og den ekstraordinære vækst i ordreindgangen fået iværksætterne til at foretage nye investeringer i anlægsaktiver. Ifølge resultaterne af Ifo-instituttets investeringstest kunne man i midten af 1959 stadig forvente en stigning i industriinvesteringerne i 1959 på 4-5%. Baseret på de seneste resultater af denne test kan man nu forvente en stigning på 8%.

Den indenlandske produktion har ikke været i stand til at følge med denne udvikling i efterspørgslen. Det gælder for næsten alle sektorer, men især for landbrugsproduktionen, som led under vejrforholdene i sommermånederne. Selvom kornhøsten var tilfredsstillende, blev høsten af frugt og grønt samt roer hårdt ramt. Manglen på foder førte til en stigning i slagtningen af kvæg. Mælkeproduktionen er dog endnu ikke faldet.

Industriproduktionen steg med 7% i tredje kvartal og med omkring 8% i oktober/november sammenlignet med samme periode året før. Med undtagelse af kulminedrift, stålkonstruktion og skibsbygning omfattede produktionsstigningen alle vigtige industrigrene. Den var særligt udtalt i industrien for basismaterialer og kapitalgoder, hvor vækstraten i tredje kvartal var 14% sammenlignet med samme periode året før. I modsætning hertil steg produktionen i forbrugsvareindustrien kun med 7%, selvom forretningssituationen i denne sektor fortsatte med at blive bedre. I investeringsgodeindustrien og byggebranchen steg produktionen med omkring 6%.

I næsten alle sektorer steg ordrebeholdningen yderligere, og leveringstiderne blev forlænget. Udvidelsen af industriproduktionen skyldtes kun i mindre grad en stigning i antallet af arbejdstimer i industrien, som kun oversteg det foregående års niveau i september; det skyldes hovedsageligt produktivitetsgevinster, som har været betydelige i de seneste måneder. Arbejdsløsheden i september var på 0,9 % sammenlignet med 1,7 % i september 1958 og var dermed lavere end nogensinde før. På trods af en lille sæsonbetinget stigning i arbejdsløsheden i oktober var antallet af ledige stillinger (326.000) betydeligt højere end antallet af arbejdsløse (197.000).

Importens bidrag til det samlede udbud fortsatte også med at stige, men ikke nok til at aflaste markederne tilsvarende.

Samlet set steg importen i tredje kvartal med 16% i værdi og over 19% i volumen sammenlignet med samme periode året før. Denne stigning omfattede næsten alle produkter, men især færdigvarer (diagram nr. 1 ). Det forklarer, hvorfor stigningen hovedsageligt kom EØF-landene til gode (figur 2).

Handelsbalancen sluttede tredje kvartal med en aktivbalance på 1,3 milliarder DM, hvilket er et lille fald i forhold til den tilsvarende periode året før. Da aktivbalancen i handelen med tjenesteydelser også faldt med 0,3 mia. DM, viste betalingsbalancens løbende poster et samlet overskud på 1,6 mia. DM, hvilket var næsten 0,6 mia. DM mindre end i tredje kvartal af 1958. Det blev helt opvejet af nettokapitaleksporten, som beløb sig til 1,7 milliarder DM og dermed var omkring 1,1 milliarder DM højere end i den tilsvarende periode året før. Hvis der også tages højde for gratis tjenester, faldt den tyske Bundesbanks guld- og valutareserver med yderligere 0,7 milliarder DM i tredje kvartal.

(Se de nævnte figurer, tabeller og diagrammer i det originale dokument)

Prisklimaet har ændret sig markant i de seneste måneder. Mens leveomkostningsindekset i juni stadig var på samme niveau som året før, var det i oktober 3,7 % højere end i oktober 1958.

Denne stigning skyldes dog primært den kraftige stigning i priserne på landbrugsprodukter som følge af tørken. Prisindekset for landbrugets producentpriser var 7% højere i oktober 1959 end i samme måned året før, mens det i juni kun var 1% højere. Der kan dog også ses en tendens til prisstigninger i industrisektoren. Dette afspejles næppe i indekset for industriens producentpriser, som kun er steget meget lidt og stadig ligger noget under det foregående års niveau, men kan frem for alt ses i begrænsningen af rabatter og ændringen i andre leveringsbetingelser. Denne tendens er så meget desto mere bemærkelsesværdig, da udviklingen i produktionsomkostningerne ville have tilladt prisnedsættelser på visse områder: høj produktivitetsfremgang, moderat stigning i lønningerne, relativt lavt prisniveau på importerede råvarer.

Stigningen i efterspørgslen er også tydelig på penge- og kapitalmarkederne. Den lille reduktion i banklikviditeten, især som følge af de restriktive effekter af den føderale regerings kontantudvikling, forhindrede ikke bankerne i at udvide deres udlånsvolumen betydeligt. I månederne fra august til oktober steg banksystemets kortfristede lån med 850 millioner DM og mellem- og langfristede lån med omkring 4 milliarder DM.

Denne udvikling fik Deutsche Bundesbank til at træffe en række generelle kreditpolitiske foranstaltninger:

- Diskontoen, som allerede var blevet hævet fra 2,75% til 3% den 4. september 1959, blev hævet fra 3% til 4% den 23. oktober 1959.

- De satser, som Deutsche Bundesbank opkræver for salg af pengemarkedspapirer på det åbne marked, blev forhøjet i fem trin i september og oktober med i alt 1 5/8%.

- Med virkning fra 1. november 1959 blev mindsterentesatserne forhøjet med gennemsnitligt 10 %.

Selv om disse foranstaltninger er vigtige, er deres mål ikke at "kvæle" den nuværende ekspansion i Forbundsrepublikken Tyskland. Efter den første advarsel i september demonstrerer de den tyske Bundesbanks vilje til at holde den økonomiske udvikling under kontrol. Spørgsmålet er dog, om disse foranstaltninger i de kommende måneder kan holde de grundlæggende tendenser i udviklingen af den samlede efterspørgsel inden for grænser, der er forenelige med opretholdelsen af prisstabilitet.

Det faktum, at der kan forventes en stærk vækst i efterspørgslen, afspejles tydeligt i industriens ordreindgang. I tredje kvartal steg de indenlandske ordrer med 26 % i forhold til samme periode sidste år, mens ordrer fra udlandet steg med 30 % (figur 3). I oktober var de respektive vækstrater 25 % og 40 %. Selv om denne stigning i ordreindgangen ikke fortsætter i samme stærke tempo ret meget længere, vil efterspørgslen fortsat være meget høj.

Udvidelsen af de vigtigste elementer i den indenlandske efterspørgsel vil give en stærk impuls til den økonomiske udvikling i de kommende måneder.

Selv om forbundsregeringens kassetransaktioner på hjemmemarkedet vil virke begrænsende, idet det indenlandske kasseoverskud i anden halvdel af indeværende finansår, dvs. fra oktober 1959 til marts 1960, vil beløbe sig til 0,7 til 0,9 milliarder DM, mens man ifølge budgetprognoserne skulle forvente en svagt ekspansiv virkning, skyldes denne udvikling i det væsentlige, at den økonomiske ekspansion var stærkere end forventet og automatisk resulterede i højere skatteindtægter.

Lønindtægterne vil stige betydeligt i de kommende måneder. Ansatte i den offentlige sektor stiller betydelige lønkrav. I forbindelse med indgåelse af nye overenskomster i de første måneder af 1960 vil fagforeningerne ikke kun kunne støtte sig til stigningen i leveomkostningerne, men også til den høje produktivitetsfremgang i 1959 for at kunne stille meget høje lønkrav; i betragtning af den spændte situation på arbejdsmarkedet vil arbejdsgiverne måske være tilbøjelige til at imødekomme disse krav - i hvert fald delvist. Hvis opsparingsraten forbliver den samme eller endda falder, som i tidligere perioder med økonomisk boom, kan væksten i det private forbrug desuden accelerere betydeligt og dermed retfærdiggøre den lageropbygning i detailsektoren, som allerede er blevet observeret i flere måneder.

På den anden side tyder de tilgængelige oplysninger om virksomhedernes investeringsprogrammer, hvoraf mange allerede er besluttet, på en ny stigning i kapitalinvesteringerne. Byggeaktiviteten vil falde i vintermånederne, ikke på grund af den nylige afmatning i efterspørgslen efter boligbyggeri, som opvejes af en stigning i efterspørgslen efter erhvervsbyggeri, men af de sædvanlige sæsonmæssige årsager. I den forbindelse gør den offentlige administration og arbejdsmarkedets parter en stor indsats for at fordele byggearbejdet bedre og begrænse vinterarbejdsløsheden.

Med undtagelse af disse sæsonmæssige udsving vil situationen på arbejdsmarkedet fortsat være anspændt. I lyset af tendensen til en reduktion af den ugentlige arbejdstid, som støttes af fagforeningerne, ser det ud til, at aktiviteten med hensyn til antallet af arbejdstimer kun udvides inden for relativt snævre grænser. Selv om produktiviteten sandsynligvis vil stige yderligere som følge af det høje niveau af rationaliseringsinvesteringer i 1959, er det usandsynligt, at produktivitetsgevinsterne vil være så betydelige som i de seneste måneder, hvor de nåede op på 8-10 % i industrien.

Da mulighederne for at udvide produktionen derfor er mere begrænsede, vil importen fortsat stige betydeligt under indflydelse af den voksende indenlandske efterspørgsel. Samtidig vil udviklingen i eksporten dog utvivlsomt blive drevet af beholdningen af uindfriede udenlandske ordrer, som er fortsat med at stige i de seneste måneder (figur 3). Som følge heraf vil handelsbalancen, som i 1959 vil nå omtrent samme niveau som året før på 5,6 milliarder DM, alt andet lige have tendens til at stige snarere end at falde i 1960. Overskuddet på handel med tjenesteydelser vil dog sandsynligvis falde yderligere.

Det er usandsynligt, at overskuddet på betalingsbalancens løbende poster kan opvejes af en nettokapitaleksport som i de første ni måneder af 1959. Stigningen i renten til det højeste niveau på de vigtigste udenlandske markeder (USA, Storbritannien og Frankrig 4 %, Italien og Nederlandene 3,5 %, Belgien 2,75 %) vil ikke kun resultere i en returstrøm af nogle af forretningsbankernes midler investeret i udlandet, men kan også føre til en svækkelse af den langsigtede private kapitaleksport. Renteudviklingen vil bestemt ikke påvirke den offentlige kapitaleksport, som udgør en betydelig del af den samlede kapitaleksport; men nogle af de offentlige kapitalbevægelser i 1959 var af ekstraordinær karakter (førtidig indfrielse af gæld, betalinger i forbindelse med Saarlands reinkorporering, betalinger til Valutafonden og Verdensbanken), og det er usandsynligt, at deres omfang vil være lige så stort i 1960.

Et overskud på betalingsbalancen, der resulterer i en ny stigning i guld- og valutareserverne og dermed bidrager til en stigning i banksystemets likviditet, vil modvirke de forventede virkninger af de kreditpolitiske foranstaltninger, der for nylig er truffet. Men en eventuel styrkelse af disse foranstaltninger vil ikke nødvendigvis genoprette balancen mellem det samlede udbud og den samlede efterspørgsel uden en stigning i priserne; i den nuværende situation vil en reduktion i den indenlandske efterspørgsel samtidig medføre en opbremsning i væksten i importen og yderligere tilskynde til eksport. På grund af denne effekt på betalingsbalancen vil kreditpolitiske tiltag for at reducere den samlede efterspørgsel skulle strammes betydeligt for at opretholde prisstabilitet. Dette vil dog sandsynligvis være vanskeligt at gennemføre, både på grund af de indenlandske konsekvenser og i lyset af de internationale implikationer. Det vil derfor være hensigtsmæssigt at overveje brugen af andre økonomisk-politiske instrumenter, der kombinerer deres effekter med dem fra en passende pengepolitik. Frem for alt ville det være ønskeligt at søge alle måder og midler til at øge det samlede udbud - især for at tilskynde til ansættelse af udenlandsk arbejdskraft og for at fremme en stigning i importen - og at reducere presset på efterspørgslen, især ved at begrænse væksten i eksporten.

Selv om langt den største del af de offentlige udgifter allerede er bundet, er der stadig mulighed for, at de offentlige budgetter vil tage større hensyn til den cykliske udvikling i offentlige investeringer og lån og tilskud til private investeringsprojekter og dermed udøve en anticyklisk indflydelse.

[Kim P. Nyberg]

B - Benelux

Belgien

I Belgien vinder det økonomiske opsving terræn, og produktionen nærmer sig i stigende grad niveauet fra før recessionen. Den vigtigste drivkraft bag denne ekspansion er den betydelige forbedring i eksporten.

Beskæftigelsessituationen er dog endnu ikke forbedret, hvilket skyldes en betydelig stigning i produktiviteten. Priserne er generelt forblevet stabile, og betalingsbalancen viser fortsat et betydeligt overskud.

Under indflydelse af den stigende eksport og sandsynligvis også som et resultat af den genoplivning af investeringsaktiviteten, som der har været de første tegn på for nylig, vil ekspansionen fortsætte i de kommende måneder. Det bør resultere i en vis stramning af penge- og kapitalmarkederne samt en mærkbar stigning i importen.

Udviklingen i eksporten, som var årsagen til den økonomiske vending, er fortsat den vigtigste faktor bag ekspansionen. I tredje kvartal steg de udenlandske leverancer i de traditionelle eksportsektorer: metalindustrien, tekstilindustrien og den kemiske industri. Der var også en betydelig stigning i salget af ædelsten og glas, mens eksporten af brændstoffer faldt mærkbart, og leverancerne af kapitalgoder forblev svage (figur 4).

Der er ingen tvivl om, at den belgiske eksport stadig mærker virkningerne af de vanskeligheder, som råstoflandene står over for. I årets første otte måneder faldt den belgisk-luxembourgske økonomiske unions salg til Afrika med 25 %, til Sydamerika med 23 % og til Asien med 17 %. I modsætning hertil var der en kraftig stigning i eksportværdierne til USA (68%) og Canada (35%) og en betydelig stigning i eksporten til vesteuropæiske lande, især EØF-medlemsstater med undtagelse af Frankrig (figur 5).

Men opsvinget i eksporten er stadig for kortsigtet til at have en betydelig indvirkning på den indenlandske efterspørgsel. Det private forbrug viser dog en opadgående tendens på grund af de lønstigninger på 2,5%, der blev givet i september og oktober i de vigtigste sektorer i økonomien. Dette vil i december blive fulgt op af en tilsvarende stigning i pensionerne for arbejdere og funktionærer og arbejdsløshedsunderstøttelsen. Disse nominelle stigninger er dog stort set blevet neutraliseret af prisstigningerne. I de seneste måneder har detailsalget, især af varige forbrugsgoder og fødevarer, været højere end i samme periode sidste år.

Der er også tegn på en genoplivning af virksomhedernes investeringer i anlægsaktiver. Importen af især maskiner og elektrisk udstyr steg meget kraftigere i tredje kvartal sammenlignet med samme periode året før end i første halvdel af 1959. Selvom forsendelserne i maskin- og elektroindustrien stadig var svage sammenlignet med tredje kvartal 1958, viser den betydelige stigning i ordreindgangen i denne industri og stigningen i industrielle byggetilladelser en nyorientering af investeringstilbøjeligheden, som allerede afspejles i en forbedring af aktiviteten i kapitalvaresektoren.

I samme periode fortsatte de offentlige investeringer med at støtte den samlede efterspørgsel. Faktisk blev der i årets første ti måneder givet 70% flere tilladelser til offentlige arbejder end i samme periode i 1958.

Men den afgørende drivkraft for genoplivningen af industriproduktionen, som allerede havde været tydelig siden andet kvartal og blev styrket i tredje kvartal, kom fra den udenlandske efterspørgsel. Indekset for industriproduktionen - der er steget med 4-5 % i forhold til de tilsvarende måneder i 1958 - vil sandsynligvis nå op på det niveau, der blev nået før recessionen. Opsvinget omfatter nu alle sektorer med undtagelse af skibsbygning og kulminedrift.

I byggebranchen er beskæftigelsen steget siden begyndelsen af året, især inden for offentlige arbejder. Boligbyggeriet blev stimuleret af offentlige kreditforanstaltninger og subsidier. Især blev antallet af præmier til boligbyggeri fordoblet i de første ni måneder af 1959. Samtidig steg antallet af påbegyndte erhvervsbyggerier bemærkelsesværdigt i forhold til samme periode året før - 17% i andet kvartal og 14% i tredje kvartal.

Transportsektoren kom også ud af recessionens lavpunkt i andet kvartal, da havnehåndteringen steg med forbedringen i udenrigshandelen, og indlandsskibsfarten nød godt af opsvinget i den indenlandske økonomiske aktivitet. Dette opsving afspejles dog næsten ikke i jernbanegodstransporten på grund af krisen i kulindustrien. Fly- og jernbanepassagertransporten forblev under niveauet i 1958, selvom den var usædvanlig høj på grund af transporttjenesterne i forbindelse med verdensudstillingen i Bruxelles.

I landbruget påvirker tørken produktionen af visse animalske produkter. De lave udbytter af foderkorn og foderafgrøder har en ugunstig effekt på mælkeproduktionen og forårsager en acceleration i slagtningen af kvæg.

Det økonomiske opsving har endnu ikke ført til en forbedring af situationen på arbejdsmarkedet. Tværtimod er arbejdskraftreserverne fortsat meget betydelige. Faktisk forblev den fulde arbejdsløshed på samme niveau i løbet af efteråret som i samme periode året før, selvom antallet af arbejdsløse, der absorberes af den offentlige sektor, er steget betydeligt i mellemtiden. I industrien lå aktiviteten i årets første otte måneder, målt på antallet af arbejdstimer, et godt stykke under niveauet i den tilsvarende periode i 1958.

Produktivitetsforbedringen som følge af denne udvikling og de svage lønbevægelser har fremmet prisstabiliteten for industrivarer. Det må også forventes, at eftervirkningerne af de lønstigninger for tjenesteydelser, der blev givet i tidligere perioder, nu er blevet absorberet.

Tørkens indvirkning på fødevarepriserne var relativt begrænset. Detailprisindekset viser en stigning på kun 1% i november sammenlignet med juni 1959. Engrospriserne ændrede sig også kun lidt, da der ikke var nogen prisbevægelser for industrivarer, og importpriserne forblev relativt stabile.

Da eksportpriserne generelt faldt en smule, blev bytteforholdet forringet noget. Men som følge af den betydelige stigning i eksportmængderne i løbet af de sidste par måneder, blev varebalancen meget mere gunstig i andet halvår.

Forbedringen af betalingsbalancens løbende poster har dog ikke ført til en stigning i de offentlige valutareserver. Tværtimod faldt Nationalbankens konvertible guld- og valutareserver med omkring 5 mia. bfrs i oktober og november. Dette fald skyldes både forøgelsen af Belgiens kvote i Den Internationale Valutafond med 1,6 mia. francs, tilbagebetalingen af gæld på omkring 1,4 mia. francs og udstrømningen af privat kapital, som delvis skyldes forskellen i rentesatser mellem det belgiske og udenlandske pengemarked.

Situationen på penge- og kapitalmarkederne har ikke ændret sig i de seneste måneder. Den er fortsat præget af en svag efterspørgsel efter kredit fra den private sektor - på trods af det økonomiske opsving - af omfattende nedskæringer i den offentlige sektor og af den fortsatte opadgående tendens i renteniveauet. Finansieringen af den offentlige sektors underskud har bevæget sig i retning af større konsolidering. I september udstedte regeringen en obligation på i alt 8,2 milliarder bfrs med et lidt højere afkast. Det reducerede den udestående gæld i slutningen af september, men den er steget betydeligt igen siden da. Faktisk er statens likviditetsunderskud fortsat højt på trods af de øgede skatteindtægter, og det er steget fra 15,4 mia. bfrs i slutningen af første halvår til 26,3 mia. bfrs i slutningen af oktober.

Produktionen vil fortsat stige mærkbart i de første par måneder af 1960, men sikkert i mindre grad end i de andre medlemslande på grund af de strukturelle problemer i Belgien.

Den udenlandske efterspørgsel vil fortsat være den afgørende faktor for ekspansionen. Den stærke stigning i produktionen i de industrialiserede lande kan kun have en gunstig indflydelse på den belgiske eksport, så meget desto mere som efterspørgslen efter stål fortsat vil være meget høj. Desuden forventes det, at genoplivningen af virksomhedernes investeringsaktivitet - hvis første virkninger allerede kan mærkes i investeringsgodeindustrien - vil konsolidere og styrke væksten i den indenlandske efterspørgsel. På den anden side er det usandsynligt, at det private forbrug vil stige væsentligt, da tilpasningen af beskæftigelsen til den stigende produktion vil ske langsomt, og lønningerne vil forblive relativt stabile. Selvom visse lønkrav allerede er ved at dukke op, er det svært at forudsige, hvornår og i hvilket omfang de vil materialisere sig. Desuden vil den offentlige sektor have en mindre ekspansiv indflydelse på den belgiske økonomi end i 1959. Ifølge budgettet for 1960 vil budgetunderskuddet være 4 mia. bfrs lavere end i 1959. Desuden skyldes stigningen i de offentlige udgifter til dels den øgede bistand til Congo, som kun vil have en delvis effekt på den belgiske økonomi.

Selvom priserne generelt forventes at forblive relativt stabile i de kommende måneder på grund af den betydelige forbedring i produktiviteten, vil der være prisstigninger i landbrugssektoren. På grund af det faldende udbytte må man især forvente en stigning i prisen på mejeriprodukter og muligvis en stigning i kødpriserne, hvis de omfattende slagtninger på grund af manglen på foder fortsætter og fører til mangel på forsyninger hen mod slutningen af vinteren.

I det omfang ekspansionen intensiveres, vil importen stige meget kraftigere og medføre en forværring af handelsbalancen. Denne udsigt er ikke i sig selv bekymrende, da overskuddet på betalingsbalancen fortsat vil være betydeligt. Men som det fremgår af udviklingen i reserverne, medfører de stigende renter i udlandet en øget udstrømning af kortfristet privat kapital. Skulle der imidlertid ske en mærkbar reduktion i overskuddet på betalingsbalancens løbende poster, kunne de belgiske monetære myndigheder tage højde for denne udvikling på et tidspunkt, hvor den strukturelle transformation af den belgiske økonomi kræver gunstige finansieringsbetingelser for udviklingen af investeringer. Den private sektors efterspørgsel får således følgeskab af den offentlige sektors konstant høje brug af kapitalmarkedet. Selv om det økonomiske opsving vil føre til en stigning i skatteindtægterne og gøre det muligt at reducere budgettets ekspansive indflydelse, må det forventes, at den offentlige sektor stadig vil gøre betydelig brug af kreditmarkedet. Det skyldes de forpligtelser, som staten har påtaget sig for at støtte uddannelsessystemet, og de nye byrder, som situationen i Congo nødvendiggør.

Storhertugdømmet Luxembourg

Selv om det økonomiske opsving først begyndte i andet kvartal, er Luxembourgs økonomi allerede i fuld ekspansion igen, og den markante stigning i eksporten af stålprodukter er et vigtigt bidrag.

Den årlige vækst i industriproduktionen nåede op på 7% i tredje kvartal af 1959, sammenlignet med 4% i andet kvartal. Produktionen er dermed vendt tilbage til niveauet før recessionen. Den største fremgang sås i jern- og stålindustrien, hvor efterspørgslen steg så hurtigt, at leveringstiderne begyndte at blive længere. Fødevare- og læderindustrien og frem for alt den vigtige jernminesektor - industrier, der stadig lå i den økonomiske skygge i andet kvartal - viser også en mærkbar forbedring. Derimod halter tekstil- og kemiindustrien stadig bagefter den generelle tendens. Det gælder også for byggebranchen, hvor aktiviteten er svækket på grund af en mærkbar nedgang i efterspørgslen efter boliger.

Beskæftigelsesniveauet har stort set ikke ændret sig i andet kvartal af 1959 eller i forhold til samme periode året før. Lønsatserne forblev også stabile - undtagen i den offentlige sektor, hvor der blev bevilget en stigning på 8%, hvoraf halvdelen trådte i kraft den 30. juni, og den anden halvdel skal bevilges inden årets udgang. Produktionsbonusserne er derimod steget mærkbart. Samlet set viser de private husholdningers indkomst derfor en vis stigning. På grund af den fortsat høje opsparingstilbøjelighed og de svagt stigende leveomkostninger er det sandsynligt, at det private forbrug kun vil være steget en smule i løbet af andet halvår.

Stålmarkedets fremragende tilstand gør det muligt at antage, at den økonomiske ekspansion vil fortsætte i de første måneder af 1960 under indflydelse af en stærk udenlandsk efterspørgsel.

Det er også muligt, at husholdningernes forbrug vil stige kraftigere. Omfanget vil dog afhænge afgørende af udfaldet af de lønforhandlinger, der i øjeblikket finder sted i stålindustrien.

Virksomhedernes investeringer, som ifølge resultaterne af de undersøgelser, der blev foretaget i begyndelsen af året, skulle blive mærkbart reduceret i 1959, vil utvivlsomt blive påvirket af opsvinget i økonomien, da den uudnyttede kapacitet gradvist bliver opbrugt. Et opsving på dette område vil primært påvirke importen, da Storhertugdømmets egen produktion af kapitalgoder er af mindre betydning.

På den anden side vil den offentlige sektors budgetlægning sandsynligvis have en svagt kontraktiv effekt i fremtiden. Mens det ordinære budget i finansåret 1960, ligesom i 1959, vil være næsten i balance, vil investeringsudgifterne falde fra 903 millioner lfrs i 1959 til 700 millioner lfrs i 1960. Dette vil gøre det muligt at reducere statens udnyttelse af kapitalmarkedet. I 1960 vil den nå en størrelsesorden på 500 millioner lfrs sammenlignet med 619 millioner lfrs for finansåret 1959.

Nederlandene

Det nuværende opsving i produktionen skyldes stigningen i den samlede efterspørgsel og især øgede investeringer fra virksomhedernes side. Efter den særligt udprægede sommerpause i år vokser produktionen igen meget kraftigt.

Denne stærke ekspansion har endnu ikke ført til nævneværdige spændinger. Priserne er som helhed forblevet stabile, antallet af arbejdsløse er faldet, men uden alvorlig mangel på arbejdskraft, udenrigshandelsbalancen er fortsat aktiv, delvis takket være forbedringen i bytteforholdet.

Den forventede fortsættelse af ekspansionen kan føre til forstyrrelser i den økonomiske ligevægt næste år. Stigende indenlandsk efterspørgsel kan forårsage visse prisspændinger på trods af en reduktion i overskuddet på betalingsbalancen.

I denne sammenhæng kan den seneste stigning i diskontoen ses som en advarsel fra regeringen, der viser sin vilje til at holde økonomien under kontrol.

Stigningen i kapitalinvesteringerne fortsatte i et accelereret tempo. Mens vækstraten i første kvartal kun lå 3% over det tilsvarende niveau året før, steg den til 6% i andet kvartal, og de dokumenter, der allerede er tilgængelige, tyder på en yderligere stigning i de seneste måneder. Kapitalinvesteringer spiller derfor en vigtigere rolle end de andre efterspørgselsfaktorer i den nuværende økonomiske fase.

På den ene side er virksomhedernes efterspørgsel efter kapitalgoder og, i mindre grad, opførelsen af erhvervsbygninger steget kraftigt i alle sektorer - med undtagelse af transportsektoren. For det andet er udgifterne til offentlige arbejder fortsat høje, baseret på de samlede midler, der er godkendt for de sidste fire måneder. På den anden side har der været en vis opbremsning i boligbyggeriet; efter den usædvanligt stærke stigning i byggetilladelser i andet kvartal forblev antallet af nye byggestarter stort set uændret. Mens der var en yderligere stigning i antallet af færdiggjorte lejligheder i tredje kvartal, steg antallet af huse under opførelse næsten ikke. Endelig kan det på trods af de meget ufuldstændige oplysninger om den samlede udvikling i lagrene antages, at genopfyldningen af lagrene fortsætter parallelt med stigningen i produktionen.

Det private forbrug viste en klar opadgående tendens i første halvdel af 1959, da den samlede lønindkomst i industrien steg med 3,5% som følge af genoplivningen af den økonomiske aktivitet, mens priserne forblev stabile. Stigningen kom primært varige forbrugsgoder til gode, hvilket især førte til en kraftig udvidelse af forbrugerkreditten. I tredje kvartal havde den ret pludselige stigning i fødevarepriserne dog en negativ indvirkning på efterspørgslen.

Eksporten fortsætter med at stige kraftigt, men vækstraten viser en tendens til at stabilisere sig. Mens den var 11 % i andet halvår af 1958 og 13 % i første halvår af 1959, faldt den til 8 % i tredje kvartal. Denne udvikling skyldes først og fremmest, at den usædvanligt kraftige stigning i eksporten af landbrugsprodukter i første halvår ikke blev gentaget i tredje kvartal, selv om vækstraten var ganske tilfredsstillende. Mens eksporten af olieprodukter næsten ikke svingede, fortsatte eksporten af kemiske produkter, metaller, mekaniske og elektrotekniske produkter og tekstiler med at stige hurtigt. Den ekstra nederlandske eksport gik primært til EØF-landene og i særdeleshed til Forbundsrepublikken Tyskland (figur 6 og 7).

Stigningen i den samlede efterspørgsel var meget stærk, så den samlede produktion i 1959 vil sandsynligvis være meget højere end antaget i begyndelsen af året. Det sæsonkorrigerede industriproduktionsindeks viste en ret stabil tendens i sommermånederne, uden tvivl på grund af den midlertidige opbremsning i forbrug og eksport. I september blev der dog registreret en meget stærk stigning - over 4% sammenlignet med juni 1959. Næsten alle industrigrene øgede deres produktion betydeligt, med den stærkeste vækst i metalindustrien, maskinindustrien og den elektriske industri. Kun inden for skibsbygning og kulminedrift er situationen mindre tilfredsstillende. Kullagrene er fortsat med at stige og svarer nu til en måneds produktion, hvilket er usædvanligt højt for Nederlandene.

Den ekspansion, som kendetegner situationen i industrien, har endnu ikke bredt sig til transportsektoren. I første halvdel af året forblev præstationsindekset for alle virksomheder i denne sektor uændret sammenlignet med samme periode sidste år; en vis forbedring begynder først at vise sig nu. Situationen varierer dog meget fra sektor til sektor. Havnehåndtering og skibsfart på Rhinen blev ugunstigt påvirket af kulkrisen og den lave vandstand i Rhinen i sommermånederne; på den anden side steg lasteaktiviteten i havnene en smule som følge af den øgede eksport.

Den øgede produktion har endnu ikke resulteret i overbeskæftigelse. Beskæftigelsen i byggebranchen og i servicesektoren er steget mærkbart. Som følge af den stærke produktivitetsstigning i industrien forblev det gennemsnitlige beskæftigelsesniveau i industrien imidlertid uændret i første halvdel af 1959 sammenlignet med det tilsvarende niveau året før; en stigning i antallet af ansatte kan først observeres fra efteråret og fremefter. Samlet set har den naturlige stigning i arbejdsstyrken ikke været i stand til fuldt ud at tilfredsstille efterspørgslen; antallet af arbejdsløse er i øjeblikket 20.000 lavere end for et år siden. Selvom der er mangel på arbejdskraft i visse sektorer af økonomien - især i tekstilindustrien for kvindelige arbejdere og i visse sektorer af metalindustrien - er antallet af ledige stillinger samlet set kun steget lidt.

Prisudviklingen viser ingen forstyrrelser i balancen mellem udbud og samlet efterspørgsel. Den opadgående tendens i detailpriserne, som begyndte i sommermånederne og var forårsaget af nogle middelmådige høstår, stoppede i september. Bortset fra denne særlige bevægelse er forbrugerpriserne og engrospriserne fortsat stabile, selvom tendensen til prisreduktioner, som er blevet observeret indtil nu, især inden for industrielle råvarer, er aftaget.

Importen er steget kraftigt som følge af stigningen i den samlede efterspørgsel. I tredje kvartal blev der registreret en stigning på 14% i forhold til samme periode året før, hvilket står i kontrast til en stigning i eksporten på kun 8%. Udenrigshandelssituationen i Nederlandene er dog fortsat meget gunstig, da handelsbalancen baseret på cif-fob toldstatistikker praktisk talt ikke er blevet forværret takket være forbedringen i bytteforholdet. Den gunstige udvikling i de usynlige betalinger, som viste et overskud på 734 millioner hfl. i første halvår sammenlignet med 668 millioner hfl. i første halvår af 1958, er sandsynligvis også fortsat. Som følge heraf fortsætter banksystemets samlede valutabeholdninger med at stige, ikke i form af en stigning i de officielle reserver, men i form af en meget betydelig stigning i forretningsbankernes kortfristede valutabeholdninger - 190 mio. hfl. i tredje kvartal.

Situationen på pengemarkedet har ændret sig markant i løbet af de sidste par måneder. Efterspørgslen efter banklån fra kommercielle banker er 10% højere end i juni sidste år og er begyndt at påvirke likviditeten. Selvom denne stigning til dels er relateret til finansiering af lagre, der skal opbygges for at sikre et problemfrit salg af den betydeligt større produktion af varer, synes det også at indikere, at de likvide midler, som virksomhederne har akkumuleret under den økonomiske afmatning, ikke længere er tilstrækkelige til at finansiere deres drift som før.

Der er ingen tvivl om, at Nederlandsche Bank har taget denne udvikling som anledning til at hæve diskontoen fra 2,75 % med virkning fra den 21. januar - november 1959 fra 2,75 % til 3,50 %. Den betydelige renteforskel mellem det nederlandske og udenlandske marked - især USA og siden slutningen af oktober Forbundsrepublikken Tyskland - kan også have bidraget til denne beslutning. Det fremmede eksporten af kortfristet kapital, som havde nået et niveau på 800 millioner hfl siden begyndelsen af året. En yderligere stigning i disse meget likvide midler ville have bragt gennemførelsen af eventuelle nødvendige restriktive monetære foranstaltninger i alvorlig fare.

Finansieringen af den offentlige sektor fra pengemarkedsfonde er imidlertid faldet; dette skyldes ikke kun det lavere underskud, som hovedsageligt skyldes de øgede skatteindtægter, men også det faktum, at den offentlige sektor har rejst midler på kapitalmarkedet langt ud over dens umiddelbare behov.

Den nuværende økonomiske situation er således præget af hurtig ekspansion med relativ prisstabilitet, men denne udvikling, som forventes at fortsætte, kan føre til økonomiske ubalancer næste år.

De private husholdningers forbrug vil stige kraftigere som følge af de betydelige lønstigninger, der nu er besluttet, selv om nogle af disse stigninger kun vil kompensere for stigningen i mælkepriserne på grund af afskaffelsen af subsidier og den huslejestigning, der er planlagt til 1. april 1960. På samme måde forventes vækstraten for de samlede private investeringer at blive omkring dobbelt så høj som i år. Selvom eksporten sandsynligvis vil fortsætte med at stige, vil vækstraten falde, når den indenlandske efterspørgsel stiger, og produktionen når sin kapacitetsgrænse. På den anden side vil importen fortsætte med at vokse kraftigt, mens der ikke kan forventes en yderligere forbedring af bytteforholdet.

Derfor kan man forvente en forværring af handelsbalancen i de kommende måneder og en reduktion af betalingsbalancen med omkring 1 mia. hfl for 1960 som helhed.

Denne udvikling skal ikke ses som et tegn på en grundlæggende forværring af udenrigshandelssituationen, men snarere som udtryk for en forsigtig politik, der sigter mod at udnytte de vækstreserver, som de betydelige overskud har skabt. Ifølge regeringen skulle overskuddet på betalingsbalancen i 1960 være på 600 millioner hfl.

Spørgsmålet er imidlertid, om den forventede udvikling i udenrigshandelen vil være i stand til at opretholde den interne balance i betragtning af de stærke ekspansionskræfter. På arbejdsmarkedet ser risikoen for alvorlige spændinger ud til at være lav. Den hurtige stigning i produktiviteten, der kan observeres, og eksistensen af reserver, om end små, giver i øjeblikket mulighed for en yderligere stigning i produktionen. Presset på den særligt følsomme byggesektor i 1959 vil sandsynligvis ikke stige, da man kan se en opbremsning i boligbyggeriet. Vanskeligheden vil imidlertid være at forhindre, at lønstigninger i sektorer med betydelige produktivitetsstigninger spreder sig til andre sektorer på et meget stramt arbejdsmarked.

Penge- og kapitalmarkederne må utvivlsomt finde sig i statslige indgreb i 1960 for at tilpasse likviditetsmængden til den forventede indkomstudvikling og for at sikre effektiviteten af den nyligt besluttede forhøjelse af diskonteringsrenten. I det omfang denne stigning vil føre til en vis tilbagestrømning af kortfristet privat kapital, vil man overveje foranstaltninger til at begrænse likviditeten, som kan antage forskellige former: optagelse af langfristede obligationer, åbne markedsoperationer, forøgelse af forretningsbankernes minimumsreserverationer. Disse tiltag vil gøre markedet mere stift, da efterspørgslen efter kapital stiger i takt med den øgede investeringsaktivitet.

[Kim P. Nyberg]

C - Frankrig

Opsvinget i produktionen fortsatte under indflydelse af den fortsat usædvanligt stærke vækst i eksporten og det generelle opsving i investeringsaktiviteten.

Efterspørgslen mødte kun et utilstrækkeligt udbud for nogle fødevarer. Samlet set har industrien stadig tilstrækkelig elasticitet til at forhindre, at den seneste tids spændinger på enkelte markeder omsættes til et generelt prisboom.

Produktionen vil fortsætte med at stige i de kommende måneder, og drivkraften til ekspansionen kommer mindre fra stigningen i de offentlige udgifter, som stadig er begrænsede, end fra en stærkere stigning i husholdningernes forbrug og frem for alt investeringsaktiviteten.

Den vigtigste ekspansionsfaktor for industriproduktionen er fortsat den voksende udenlandske efterspørgsel. Som i andet kvartal steg Frankrigs eksport til udlandet i tredje kvartal med mere end en fjerdedel - beregnet på dollarbasis - sammenlignet med samme periode året før. Det er en endnu kraftigere stigning i volumen (4-40% i andet kvartal og 4-34% i tredje kvartal), da eksportpriserne i dollar er faldet i forbindelse med devalueringen.

Det udenlandske salg af motorkøretøjer fortsætter med at vise en bemærkelsesværdig stigning: i dollar er det næsten fordoblet i året til tredje kvartal af 1959 (+ 89%). Jern- og stålindustriens eksport fortsætter også med at vokse. Men deres årlige vækstrate er nu overgået af andre sektorer: huder og læder, tekstiler og maskiner. Vækstraten for ståleksporten blev påvirket af Saarlands genindlemmelse i Forbundsrepublikken Tyskland i begyndelsen af juli. Den markante stigning i eksporten af landbrugsprodukter kan forklares med den betydelige stigning i eksporten af kød i sommermånederne (figur 8).

Den franske industris eksportindsats er fortsat primært rettet mod markederne i USA og EØF-landene. I dollar steg salget i disse lande med mere end halvdelen fra det ene år til det andet. Inden for EØF viste eksporten til Italien langt den stærkeste vækst (4-75%): leverancerne af franske motorkøretøjer til Italien blev næsten tredoblet, og leverancerne af jern- og stålprodukter blev mere end fordoblet. Eksporten til Nederlandene og Forbundsrepublikken Tyskland oplevede også en stærk vækst (henholdsvis + 54 % og + 50 %). Eksporten af motorkøretøjer til disse to lande blev mere end tredoblet. Salget af kemiske produkter til Forbundsrepublikken Tyskland steg også betydeligt. Derimod var vækstraten for eksporten til den belgisk-luxembourgske økonomiske union lavere, nemlig 30% (figur 9).

Effekten af denne stigning i eksporten på den indenlandske produktion var så meget mere udtalt, som importen fra udlandet - beregnet på dollarbasis - forblev under niveauet i 1958 indtil oktober. Ikke desto mindre havde man allerede observeret en vis stigning i importen siden foråret, hvilket også blev bekræftet i de sidste par måneder.

Varehandlen med landene i den schweiziske franc-zone sluttede også med voksende overskud. I tredje kvartal var de mere end dobbelt så store som i samme kvartal året før. Denne udvikling skyldes dog ikke kun stigningen i eksporten til Algeriet, men hovedsageligt faldet i importen fra de andre lande i schweizerfranc-zonen.

Opsvinget i investeringsaktiviteten, som fortsættelsen af ekspansionen i 1960 i høj grad afhænger af, er endnu ikke særlig udtalt. Den offentlige sektors investeringer, som var en vigtig søjle i økonomien i begyndelsen af året, ser ud til at være aftaget. Erhvervsinvesteringerne oplever derimod igen en svag opadgående tendens.

Dette afspejles endnu ikke mærkbart i efterspørgslen efter udstyr i den elektrotekniske industri. Men stigningen i ordreindgangen for værktøjsmaskiner er betydelig, og produktionen af landbrugsmaskiner og traktorer fortsætter med at komme sig. Aktiviteten i boligbyggeriet er fortsat høj. Antallet af færdiggjorte boliger i år er højere end i 1958. Stigningen i antallet af påbegyndte boliger i andet kvartal skyldtes det offentligt støttede boligbyggeri. H.L.M.'s statsfinansierede boligbyggeri vil sandsynligvis også stige på grund af de betydelige midler, der er afsat til dette formål i budgettet for 1959.

Husholdningernes forbrug spillede en mindre rolle i tredje kvartal end i begyndelsen af året. I september, som i juni, forblev stormagasinernes salg i Paris på et niveau, der var 10 % højere end i sidste kvartal af 1958 - efter at august havde bragt en betydelig stigning i salget, sandsynligvis som følge af øgede indkøb fra udenlandske turister. Det franske forbrug blev begrænset af den kun moderate stigning i indkomsten i tredje kvartal.

Stigningen i timelønnen fra begyndelsen til slutningen af tredje kvartal anslås til omkring 0,7%. Hvis man tager højde for den lille stigning i den ugentlige arbejdstid og det næsten stabile antal ansatte, er arbejdernes samlede lønindkomst sandsynligvis steget med lidt over 1%. På den anden side er lønningerne i den offentlige sektor forblevet uændrede, selvom familieydelserne er steget en smule, så lønmodtagernes indkomst som helhed sandsynligvis er steget med mindre end 1%. Stigningen i fødevarepriserne og de store skattebetalinger i september har helt sikkert udlignet denne lille stigning i indkomsten. Indkøb af andre varer end fødevarer kunne derfor kun opretholdes ved at reducere stigningen i kontantbeholdningen - en af de mest almindelige former for opsparing blandt lønmodtagere - da seddelomløbet forblev næsten stabilt i løbet af tredje kvartal.

For andre indkomstmodtagere ser tendensen dog ud til at have været anderledes. Som et resultat af både prisstigningerne og stigningen i salgsmængderne er omsætningen i handel og industri steget betydeligt. Med kun en lille stigning i omkostningerne er de kommercielle iværksætteres overskud helt sikkert steget. Landbrugets indkomst, som var faldet i begyndelsen af året, er også steget i de seneste måneder, da landbrugets producentpriser steg med 7 til 8% mellem juni og oktober, og de samlede solgte mængder var højere end i samme periode i 1958. Disse indkomstmodtageres opsparing er steget kraftigt, hovedsageligt i form af indskud i finansielle institutioner og i form af køb af statsgældsbeviser. På trods af den betydelige skattestigning og fødevareprisboomet har disse indkomstmodtagere fortsat, hvis ikke øget, deres indkøb af kommercielt producerede varer.

Samlet set er opsvinget i industriproduktionen i høj grad baseret på udenlandsk efterspørgsel. Den største fremgang er sket i de industrigrene, der har succes med eksport: jern- og stålindustrien, den kemiske industri og bilindustrien. Det er især tydeligt i bilindustriens tilfælde. I tredje kvartal af 1959 var produktionen af personbiler samlet set 15% højere end på samme tidspunkt året før, selv om produktionen til hjemmemarkedet var 11% lavere end i 1958. På den anden side oplevede den elektrotekniske industri, hvis eksport i tredje kvartal lå under niveauet i den tilsvarende periode i 1958, en vis stilstand. Generelt er aktiviteten i metalindustrien og metalforarbejdningsindustrien dog steget. Produktionen i tekstilindustrien og frem for alt i skind- og læderindustrien, som også stimuleres af udenlandsk efterspørgsel, har gjort betydelige fremskridt.

Vanskeligheder er kun tydelige i isolerede tilfælde: I kulminedrift fortsætter lagrene med at vokse lidt på trods af stagnerende produktion; flyindustrien er blevet påvirket af nedskæringen i offentlige lån; skibsbygning står over for behovet for at reorganisere.

Alt i alt fortsætter stigningen i det sæsonkorrigerede indeks for industriproduktion: den var på 8% mellem januar og september. Den stagnation, der blev registreret i juli og august, afspejler sandsynligvis en vis forskydning i virksomhedernes årlige ferier snarere end en opbremsning i ekspansionen. Dataene om ordreudviklingen og lagerbeholdningerne gør os dog forsigtige med hensyn til de fremtidige udsigter for industriproduktionen. Selve ekspansionen er der ikke tvivl om, som de ret optimistiske prognoser fra iværksætterne i oktober-undersøgelsen indikerer. Men det tempo, hvormed den fortsætter med at udvikle sig, kan blive langsommere end i begyndelsen af opgangsfasen, hvis den langsomme stigning i ordrebøgerne for pap, som generelt betragtes som en god indikator for den fremtidige udvikling af industriaktiviteten som helhed, anses for relevant.

Udsigterne med hensyn til ligevægtsforhold forekommer meget mere usikre. Især den seneste prisudvikling og de mulige efterfølgende overdrevne lønstigninger giver anledning til bekymring. Den prisstigning, der blev udløst af foranstaltningerne i slutningen af 1958, havde holdt sig inden for snævre grænser: fra december 1958 til juni 1959 steg detailprisindekset kun med 3,2 %. Selvom priserne på færdige industrivarer og tjenesteydelser var steget meget kraftigere - med henholdsvis 6,5% og 8,1% - begrænsede det lille fald i fødevarepriserne på 0,4%, som fandt sted på trods af annulleringen af subsidier og ophævelsen af kontrol, prisboomet.

Situationen ændrede sig i sommermånederne. Fra juni til oktober steg det samlede indeks med 2,1%, mens priserne på færdige industrivarer forblev næsten stabile (+0,2%). Prisen på tjenesteydelser steg med 2,3 % samlet set, primært på grund af huslejestigninger. Stigningen i fødevarepriserne var dog særlig kraftig - 3,3 %. Denne stigning skyldes til dels revisionen af målpriserne, men den skyldes hovedsageligt det utilstrækkelige udbud af visse landbrugsprodukter som følge af den alvorlige tørke denne sommer.

Stigningen i målprisen for hvede førte til en stigning i brødprisen, selvom den var lille i betragtning af de store høstmængder - 115 millioner kvint mod 96 millioner kvint i 1958. Prisen på sukkerroer blev også hævet betydeligt, hvilket førte til en stigning i prisen på sukker. Høstresultatet her var betydeligt lavere end i 1958: I stedet for 129 millioner kvint blev der kun høstet 75 millioner kvint i år. Disse stigninger i målpriserne kædes ofte sammen med virkningerne af tørken. For mælk blev det for eksempel besluttet at anvende den målpris, der var planlagt for 1961, fra og med i år. Prisen på mejeriprodukter steg kraftigt denne sommer: Fra juni til oktober steg prisen på smør med 20%. Prisstigningerne på frugt og grønt var også mærkbare; deres prisindeks steg med næsten 10% mellem juni og oktober. Kun priserne på animalske produkter er en undtagelse fra den generelle opadgående tendens. Faldet i detailpriserne på disse produkter er dog meget svagere end faldet i priserne på producentniveau på grund af omfattende slagtninger mod slutningen af sommeren. Vinpriserne har stabiliseret sig. Høsten var på 61 millioner hektoliter sammenlignet med 48 millioner hektoliter i 1958 og 57 millioner hektoliter i gennemsnit for årene 1952 til 1958.

Regeringen har truffet en række foranstaltninger for at forhindre et generelt prisboom. Den har især fremmet importen af fødevarer ved at afskaffe kvoter og midlertidigt suspendere tolden. Den griber også til direkte indgreb som f.eks. priskontrol. Den opmuntrer også ethvert initiativ til at forbedre eller reformere distributionssystemet. Endelig bestræber den sig på at holde lønstigningerne på linje med produktivitetsudviklingen.

Der er nemlig fare for, at lønkravene vil stige på grund af de stigende fødevarepriser, som er særligt følsomme for lønmodtagerne. I nogle brancher, såsom metalindustrien, den kemiske industri, tekstilindustrien og byggeindustrien, kræver fagforeningerne allerede lønstigninger på over 10 %. Da arbejdsgivernes tilbud ligger på omkring 3 %, er der kun blevet indgået meget få nye overenskomster. I den offentlige og halvoffentlige sektor er lønkravene også ganske betydelige. Den garanterede mindsteløn, som er knyttet til et prisindeks, blev i øvrigt forhøjet med 2,67 % den 1. november.

Risikoen for en inflationær udvikling er dog begrænset. Selvom husholdningernes forbrug og investeringsaktivitet sandsynligvis vil stige mærkbart i 1960, vil stigningen ikke være særlig kraftig i årets første måneder. Budgettet for 1960 er præget af samme stramhed som i 1959. Finansministeriets finansieringsbehov i 1960 vil være næsten lige så stort som i 1959, da stigningen i udgifterne - omkring 5% - vil være på linje med stigningen i indtægterne. Denne stigning i udgifterne vil være lavere end den forventede stigning i bruttonationalproduktet på 7% i nominelle termer. Statens rolle i økonomien vil derfor blive noget mindre vigtig. Den offentlige sektors forbrug og direkte investeringer vil dog stige med henholdsvis 5,5% og 11,5% i nominelle termer.

Takket være deres stadig betydelige produktionsreserver burde virksomhederne kunne holde trit med den forventede stigning i efterspørgslen uden større problemer. I november svarede 77% af de adspurgte iværksættere fra "Institut national de la statistique", at de ville være i stand til at øge deres produktion med de tilgængelige produktionsmidler.

I øvrigt er prisstigninger på industrielle færdigvarer indtil videre kun blevet observeret sporadisk; de er næsten kun tydelige for sko som følge af stigningen i læderpriserne på verdensmarkedet og for tøj. Der har heller ikke været nogen generelle spændinger på arbejdsmarkedet. Tværtimod, bortset fra sæsonudsving, er udbuddet af ledige stillinger faldende, mens antallet af jobsøgende er svagt stigende, en udvikling, der også blev observeret efter recessionen i 1952/1953.

Penge- og kreditsituationen er præget af mangel på tegn på spændinger. Renterne på pengemarkedet ligger generelt lidt under diskontoen. Renterne på kapitalmarkedet fortsætter med at falde. Denne smidighed skyldes især den fortsatte stigning i valutareserverne: Overskuddet på betalingsbalancen var på mere end en milliard dollars i de første ni måneder. Det skyldtes både forbedringen i handelsbalancen og stigningen i kapitaltilstrømningen.

Selvom valutareserverne nåede et niveau på 1.900 millioner dollars i begyndelsen af november, opvejes de af betydelige forpligtelser, der vil forfalde i de kommende år. På trods af den tidlige tilbagebetaling af 200 millioner dollars den 19. november 1959, vil rente- og afdragsbetalinger på udenlandsk gæld stadig beløbe sig til 340 millioner dollars i 1960, 418 millioner dollars i 1961 og 290 millioner dollars i 1962. Det er derfor vigtigt, at stigningen i de indenlandske priser holdes inden for grænser, der sikrer et højt eksportniveau, så Frankrig kan opnå et tilstrækkeligt overskud på betalingsbalancen. Den vej, de offentlige myndigheder har valgt, går i denne retning: mens de støtter den indenlandske efterspørgsel, hvis ekspansion stadig er svag, hovedsageligt gennem kreditpolitiske foranstaltninger, forsøger de samtidig at udøve et nedadgående pres på priserne ved at reformere distributionssystemet, som er dårligt tilpasset nutidens behov, og ved gradvist at liberalisere udenrigshandelen.

[Kim P. Nyberg]

D - Italien

Den italienske økonomi er gået ind i en periode med stabil ekspansion uden at bringe prisstabiliteten i fare. De fleste elementer i efterspørgslen bidrager nu til den opadgående tendens i produktionen. Det reale bruttonationalprodukt for 1959 vil sandsynligvis være mere end 5 procent højere end året før.

På trods af stigningen i importen er aktivbalancen i udenrigshandelen fortsat med at stige i forhold til det betydelige overskud året før. Denne udvikling har dog nogle ulemper, idet den skaber overskudslikviditet hjemme og efterlader både nationale støttekilder (produktionsfaktorer) og international likviditet uudnyttet. Regeringen sigter dog mod at bruge denne reserve til at bekæmpe arbejdsløsheden mere effektivt og til at fremskynde udviklingen i Syd.

Den opadgående tendens i efterspørgslen efter forbrugsvarer - grundpillen i den italienske økonomi i begyndelsen af 1959 - er fortsat i de seneste måneder, men ekspansionen drives nu stærkere af væksten i den udenlandske efterspørgsel og investeringsaktiviteten.

Eksporttendensen har tendens til at vende tilbage til samme dynamiske kurs som før recessionen. Det gælder stort set for alle produkter (figur 10): Eksporten af landbrugsvarer er steget som følge af de foregående års gode høst. Der har været et betydeligt opsving i eksporten af tekstilprodukter, hvilket har bidraget væsentligt til det stærke opsving i de tilsvarende produktionssektorer. Bilindustrien er fortsat begunstiget af en stærk udenlandsk efterspørgsel, især fra USA og Forbundsrepublikken Tyskland. Det udenlandske salg af olieforarbejdningsprodukter og frem for alt den kemiske industri - især naturgaskemi - er også stigende. Eksporten til USA, Storbritannien og EØF-landene er steget mest (figur 11).

Investeringsaktiviteten, som var stagneret i en periode på trods af det øgede forbrug, har også oplevet en vis genoplivning på det seneste. Produktionsindeksene for kapitalgoder og produkter fra jern- og stålindustrien samt stigningen i importen af alle typer maskiner og også den meget betydelige stigning i værdipapirudstedelser synes at pege på en stigning i virksomhedernes faste bruttoinvesteringer. Selv om væksten i offentlige arbejder er aftaget, er den frygtede nedgang i boligbyggeriet ikke indtruffet. Det er sandsynligt, at investeringerne i varelagre også er steget på det seneste, om end langsomt i starten. Væksten i efterspørgslen efter en række industriprodukter, især inden for jern- og stålindustrien, kan til dels forklares med grossisternes og forarbejdningsvirksomhedernes ønske om at genopbygge de lagre, der blev reduceret under recessionen. En analyse af importen af råmaterialer viser dog, at det kun er her og der, at importvæksten har oversteget virksomhedernes aktuelle behov markant. Mens stigningen i den samlede importmængde fra 1958 til 1959 stort set svarer til stigningen fra 1956 til 1957, forblev væksten i importen af industrielle råvarer betydeligt lavere (+ 4,6% sammenlignet med + 14,5% for de første otte måneder af hvert år). Denne kontrast kan kun forklares med, at der findes store lagre, da importen af råmaterialer faldt i 1958.

Industriproduktionen fortsatte med at vokse med 9 til 10 % sammenlignet med den tilsvarende periode året før - dvs. med den vækstrate, der blev opnået i andet kvartal. Denne vækstrate, som forekommer meget høj sammenlignet med den stigning, der i øjeblikket registreres i udlandet eller tidligere i Italien selv, er så meget mere tilfredsstillende, som anden halvdel af 1958 allerede var præget af et begyndende opsving. Der kan iagttages et opsving i næsten alle industrigrene, især i fremstillingsindustrien, som fører til et opsving i andre industrigrene, såsom naturgasindustrien, hvis produktion i 1958 blev bremset mere af nedgangen i væksten i efterspørgslen end af produktionskapaciteten, eller i jernbanegodstransport, som også havde lidt under recessionen. Nogle industrier, der er mindre følsomme over for cykliske udsving, såsom elproduktion, har opretholdt deres sædvanlige vækstrate. Derimod er produktionen i olieraffinaderierne ikke længere så livlig, som den var i begyndelsen af året, da der er opbygget for store lagre af raffinerede produkter.

Med undtagelse af blød hvede og - i mindre grad - vin og tomater, ligger høsten kun lige under de meget store resultater fra det foregående år. Der har endda været en stigning i dyrefoder, majs, kartofler og roer. Man må forvente et betydeligt overskud af sukker, som det sandsynligvis bliver svært at afsætte på grund af det svage indenlandske forbrug. Produktionen af animalske produkter udvikler sig tilfredsstillende. Selv om engrospriserne på landbrugsprodukter for størstedelens vedkommende ligger under de foregående års, synes de på det seneste langsomt at stige, således at landbrugets bruttoindkomst kun vil blive svagt påvirket i 1959.

Denne udvikling i den samlede produktion ledsages af et fald i arbejdsløsheden. De oplysninger, der foreligger på grundlag af arbejdsløshedslisterne, er blevet suppleret med den seneste ISTAT-undersøgelse. For året som helhed er antallet af arbejdsløse sandsynligvis faldet i samme omfang som i 1957, dvs. med omkring 120.000 personer, mens der i 1958 kun var tale om et ubetydeligt fald.

Det økonomiske opsving førte også til en særlig markant stigning i importmængden af visse produkter som uld, papir, jernholdige og ikke-jernholdige metaller, maskiner og plast (figur 10). Importen fra EØF, især fra Frankrig, er steget kraftigt i forhold til året før, mens importen fra USA og de andre OEEC-lande er faldet (figur 11).

Selv om både import- og eksportværdierne nåede rekordhøjder, haltede udviklingen i importen efter eksporten, og underskuddet på handelsbalancen fortsatte med at blive mindre. Bytteforholdet har ikke ændret sig væsentligt i omkring et år, da den lille stigning i importpriserne for nylig er blevet ledsaget af en tilsvarende stigning i eksportpriserne.

Da aktivbalancen for usynlige transaktioner også kun er faldet en smule, og de udenlandske investeringer i Italien stiger hurtigt, fortsætter overskuddet på betalingsbalancen med at stige støt. I slutningen af september var valutareserverne på 3.090 millioner dollars, sammenlignet med 1.956 millioner dollars på samme tidspunkt sidste år.

Denne udvikling, som afspejles i en stigning i Banca d'Italias forskud til valutamyndighederne, har ført til en yderligere stigning i den tilgængelige likviditet på hjemmemarkedet. Kontanter i omløb, som er steget med omkring 700 milliarder lire på et år, oversteg toppunktet på 6.000 milliarder lire i slutningen af september. I en recessionstilstand ville en så hurtig skabelse af likvide midler ikke være en ulempe, da det ville lægge pres på rentesatserne. Under de nuværende omstændigheder er det dog mindre ønskeligt. Denne likviditet repræsenterer den monetære ækvivalent til sterile genstande, og det er ikke umuligt, at disse likvide aktiver en dag vil blive mobiliseret meget hurtigt og føre til en pludselig snarere end gradvis stigning i den samlede efterspørgsel og finansieringen af spekulation på aktiemarkedet.

Efter at være gået i stå midt på sommeren, er bankindskuddene vokset lige så hurtigt som før. Siden begyndelsen af året er indlån på anfordring steget en smule hurtigere end indlån på afbetaling, hvor man tidligere så den modsatte tendens. Sammen med den betydelige stigning i efterspørgslen efter kredit er dette et tegn på det igangværende økonomiske opsving.

Da det høje likviditetsniveau gjorde det nemt at placere den store obligation på 300 millioner lire, der blev udstedt i løbet af sommeren, har finansministeriet næsten ikke haft brug for at låne på andre måder siden da. Mængden af normale skatkammerbeviser har næsten ikke ændret sig, og der har kun været en moderat stigning i gælden til "Loans and Deposits Fund".

Det generelle prisniveau ligger fortsat betydeligt under det foregående års niveau, selv om engrospriserne på det seneste er steget en smule på alle hovedområder, hvilket har haft en indvirkning på forbrugerprisindekset og leveomkostningerne. Denne tendens afspejler ikke en generel ubalance og vil sandsynligvis ikke stige yderligere i begyndelsen af 1960, da væksten i udbuddet sandsynligvis vil holde trit med den forventede stigning i efterspørgslen.

De nyligt aftalte lønstigninger i flere industrier, som i de fleste tilfælde vil træde i kraft den 1. januar, vil helt sikkert give efterspørgslen efter forbrugsgoder et nyt skub fremad uden - i betragtning af den øgede arbejdsproduktivitet - at lægge en for stor byrde på produktionsomkostningerne. På den anden side bør det stabile økonomiske opsving føre til en yderligere stigning i de private investeringer, med undtagelse af nogle industrisektorer som skibsbygning, hvor udsigterne er dårlige, og landbruget, hvor investeringerne vil blive støttet af tildelingen af 70 milliarder lire på forhånd fra provenuet af den sidste obligationsudstedelse, samt af det nye femårsprogram, som regeringen har annonceret. Finansieringen af investeringsprojekter vil blive lettet af den nylige nedsættelse af skatten på udstedelse af obligationer. Samlet set bør efterspørgslen efter kapitalgoder, som først for nylig er kommet i gang igen, fortsætte med at vokse, så aktiviteten i maskinbygningssektoren kan forventes at stige. Endelig var antallet af byggetilladelser ret højt i sommer, så der kan forventes en yderligere stigning i byggeaktiviteten. Udnyttelsen af provenuet fra den seneste obligationsudstedelse forventes også at stimulere aktiviteten i den offentlige anlægssektor.

Denne generelle orientering af økonomien bekræftes af resultaterne af den første undersøgelse, som ISCO og Mondo Economico gennemførte blandt virksomhedsledere. De fleste af dem forventede, at både den indenlandske og udenlandske efterspørgsel ville stige i oktober, og dermed en stigning i deres økonomiske aktivitet. Men med undtagelse af kapitalvaresektoren var de endnu ikke tilbøjelige til at øge deres råvarelagre væsentligt.

Den igangværende gennemgang af rapporten om implementeringen og revisionen af Vanoni-planen kunne også få de offentlige myndigheder til at give den italienske økonomi et nyt boost.

Betalingsbalancen er blevet bragt i balance hurtigere end forventet, men den kroniske arbejdsløshed er ikke blevet reduceret så hurtigt, som man havde håbet. Denne forskel i timingen af succesen må føre til, at man søger efter måder og midler til at nå det andet mål hurtigere. For det første er der en stor arbejdskraftreserve i Italien på et tidspunkt, hvor andre medlemsstater begynder at opleve en betydelig mangel på arbejdskraft, hvilket understreger vigtigheden af at koordinere erhvervsuddannelsesprogrammer og arbejdsmigration inden for Fællesskabet. For det andet kunne investeringstempoet i de mindre udviklede regioner fremskyndes, enten gennem direkte statsstøtte eller gennem øgede incitamenter til private investeringer. Risikoen for prisstigninger som følge af denne genoplivning af efterspørgslen vil blive begrænset af eksistensen af en betydelig uudnyttet produktionskapacitet i kapitalvareindustrien og af de store valutareserver, som vil gøre det muligt at imødegå de nødvendige importstigninger uden tøven.

[Kim P. Nyberg]

III - UDSIGTERNE FOR UDVIKLINGEN I INDUSTRIPRODUKTIONEN

Væksten i industriproduktionen i Fællesskabet som helhed var større, end man generelt havde forventet. På grundlag af de data, der er til rådighed på nuværende tidspunkt, kan man anslå en vækstrate på 5,5% for 1959. Denne vækstrate er næsten dobbelt så høj som i 1958 og meget tæt på den i 1957.

Under hensyntagen til den forventede udvikling i de enkelte efterspørgselselementer på den ene side og mulighederne for vækst på den anden side vil vækstraten for industriproduktionen i Fællesskabet være mindst 11% i første kvartal af 1960. Omfanget af denne vækstrate skyldes, at industriproduktionen kun blev påvirket af det økonomiske opsving i den sammenlignelige periode i 1959, som siden da har materialiseret sig fuldt ud. I nogle industrigrene, især i den kemiske industri, vil vækstraten helt sikkert overstige dette gennemsnit, især i Forbundsrepublikken Tyskland, Belgien og Italien. I fødevareindustrien vil den derimod være mærkbart lavere, mens aktiviteten i kulminedrift forblev under det foregående års niveau i absolutte tal.

I metalforarbejdningsindustrien var der forsyningsproblemer for halvfabrikata, især tyndplader, som følge af den stærke globale efterspørgsel efter stålprodukter og den lange afbrydelse af produktionen i USA. Disse lokale mangler har dog ikke påvirket produktionsrytmen i metalforarbejdningsindustrien, men har indtil videre kun ført til en forlængelse af leveringstiderne. Metalforarbejdningsindustriens ekspansion er dog stadig lidt bagud i forhold til andre industrigrene, fordi der ud over den øgede aktivitet i maskinindustrien og den elektriske industri har været en opbremsning i skibsbygningen og en vis svækkelse af væksttempoet i bilindustrien. I første kvartal af 1960 vil den årlige vækst i produktionen i metalforarbejdningsindustrien som helhed ligge mellem 9% og 11%.

[Kim P. Nyberg]

A - Motorkøretøjsindustrien

I tredje kvartal forblev produktionen af biler og stationcars et godt stykke over niveauet i den tilsvarende periode året før. Tempoet i denne ekspansion - som stort set er den samme i de tre store producentlande - er dog aftaget i forhold til de foregående kvartaler. I Nederlandene nåede produktionen, som begyndte i marts i år, op på 900 biler i oktober. Aktiviteten steg også i Belgien, selvom den her er begrænset til samling af køretøjer af udenlandsk oprindelse.

Stigningen i produktionen af erhvervskøretøjer i EØF var mere beskeden, da produktionen i Italien og i mindre grad i Frankrig faldt til under niveauet for samme periode sidste år.

I de kommende måneder vil efterspørgslen efter personbiler og stationcars sandsynligvis blive holdt tilbage af en række faktorer, hvilket vil afspejle sig i en lille opbremsning i vækstraten for produktionen.

Eksporten til tredjelande, som ligger på et meget højt niveau, vil ikke længere stige så kraftigt som tidligere. Markedet i USA vil helt sikkert have svært ved at absorbere meget mere end 500.000 europæiske biler i 1960, især når de nye kompakte biler kommer på markedet.

Efterspørgslen efter erhvervskøretøjer vil næppe heller være mere livlig i de kommende måneder. Især i Forbundsrepublikken Tyskland får den forestående regulering af vægte og mål inden for vejtransport transportvirksomhederne til at indtage en afventende holdning, når det gælder fornyelse eller udvidelse af deres bilpark.

Under disse omstændigheder kan produktionen af person- og erhvervskøretøjer i Fællesskabet anslås til omkring 265.000 eller 36.000 enheder pr. måned i første kvartal af 1960.

[Kim P. Nyberg]

B - Maskinbygning

Aktiviteten i maskinindustrien steg i tredje kvartal af 1959 sammenlignet med samme periode året før. Efterspørgslen efter værktøjsmaskiner og frem for alt tekstilmaskiner steg betydeligt i Fællesskabet. Selv om opsvinget i Belgien er langsomt, blev der selv i dette land for første gang registreret en vis stigning i tredje kvartal; efterspørgslen er fortsat opadgående. Også i Frankrig er efterspørgslen efter let udstyr og maskiner til forbrugsvareindustrien livlig, men ordrerne på tungt udstyr er stadig for lave til at sikre, at ordrebøgerne fyldes op regelmæssigt. I modsætning hertil er forbedringen af aktiviteten i maskinindustrien meget udtalt i Forbundsrepublikken Tyskland, hvor den også i høj grad kan tilskrives ordrer fra udlandet.

C - Skibsbygning

Situationen inden for skibsbygning i Fællesskabet er ligesom i resten af verden fortsat præget af overkapacitet af eksisterende tonnage og tonnage under bygning, af størrelsen af den tonnage, der tages ud af drift, og af de stadig lave fragtrater trods de seneste tegn på forbedring. Skibsværfternes samlede produktionskapacitet overstiger langt den nuværende efterspørgsel.

Verdensflåden tæller i alt 125 millioner BRT, hvoraf en fjerdedel stammer fra førkrigstiden. En stor del af disse skibe er blevet taget ud af drift, og hvis de ikke bliver skrottet i den nærmeste fremtid, udgør de en potentiel forsyningsbyrde på søfragtsmarkedet. Hvad angår den tonnage, der er under bygning i hele verden, blev der registreret en stigning på 80.000 BRT i tredje kvartal, hvilket vil føre til en yderligere stigning i transportkapaciteten i de kommende måneder. Der er bestemt tegn på en stigning i efterspørgslen som følge af det økonomiske opsving, men det vil i første omgang kun afspejle sig i genindsættelsen af skibe, der er taget ud af drift. Det er derfor usandsynligt, at situationen i denne sektor vil forbedre sig i den nærmeste fremtid.

På skibsværfterne i EØF faldt tonnagen under bygning med 70.000 BRT i tredje kvartal. Denne nedgang i aktiviteten vil fortsætte i nogen tid, i nogenlunde samme tempo som i de seneste måneder. I første kvartal af 1960 vil tonnagen under bygning derfor være 4-9% lavere end i den tilsvarende periode året før.

D - Byggebranchen

I Fællesskabet som helhed nåede byggeaktiviteten et meget højt niveau. Ud over de offentlige arbejder, der blev påbegyndt under den økonomiske afmatning, og den store efterspørgsel efter boliger, er der nu en større efterspørgsel efter industri- og erhvervsbygninger. I Forbundsrepublikken Tyskland og Nederlandene har byggemarkedet vist tegn på opstramning i flere måneder. I Belgien er antallet af færdiggjorte boliger ikke steget markant, men antallet af byggetilladelser stiger kraftigt, hvilket tyder på en stigning i byggeaktiviteten i begyndelsen af næste år. I Frankrig og Italien er stigningen i antallet af færdiggjorte boliger derimod større end stigningen i antallet af byggetilladelser. Hvis denne situation fortsætter, kan det føre til en opbremsning i byggeaktiviteten i disse to lande i 1960. Også i Forbundsrepublikken Tyskland blev der i september for første gang registreret et fald i antallet af byggetilladelser i forhold til samme måned året før.

I første kvartal af 1960 vil boligbyggeriet igen være påvirket af vejrforholdene, som det er tilfældet hvert år. Der gøres dog en fornyet indsats for at afbøde de sæsonmæssige udsving i byggebranchen. Det gælder især i Forbundsrepublikken Tyskland, hvor de relevante lovmæssige foranstaltninger for nylig trådte i kraft med tilbagevirkende kraft fra 1. december 1959.

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A003%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

14. januar 1960 (EFT 1960 P 15 side 513)

RÅDGIVENDE UDVALG

FORRETNINGSORDEN
Vedtaget på den 58. plenarforsamling
den 14 . januar 1960

Note: Forretningsordenen vedtaget på det 15. plenarmøde den 20. december 1954. plenarmøde den 20. december 1954 (EKSF-Tidende nr. 3 af 31. januar 1955, s. 596, og nr. 4 af 8. februar 1955, s. 619) er derfor blevet ændret.

KAPITEL I

DET RÅDGIVENDE UDVALGS ORGANISATION

Artikel 1

Det Rådgivende Udvalgs virksomhed er opdelt i regnskabsår.

Artikel 2

Formandskab efter alder

Ved begyndelsen af det første plenarmøde i hvert år er det ældste tilstedeværende medlem formand for mødet. Han bistås af de fire yngste medlemmer af det rådgivende udvalg, der er til stede som sekretærer.

Præsidiet for de ældre forbliver i funktion, indtil det sidste resultat af valget af præsidiet for Det Rådgivende Udvalg er offentliggjort, hvilket finder sted på den første plenarforsamling i hvert regnskabsår.

Ved åbningen af det første plenarmøde i hvert år efter fornyelsen af pladserne i Det Rådgivende Udvalg meddeler formanden for Ministerrådet Det Rådgivende Udvalg listen over medlemmer udpeget af Ministerrådet og fremsendt til ham af Den Høje Myndighed samt bestemmelserne om udpegning af personer, der er udpeget til at deltage i arbejdet i Det Rådgivende Udvalg på grundlag af en særlig vedtægt (*).

(*) De "personer, der i henhold til en særlig statut er udpeget til at deltage i arbejdet i Det Rådgivende Udvalg", benævnes i det følgende "observatører".

Artikel 3

Kontor

§ 1 - Sammensætning. Det Rådgivende Udvalgs præsidium består af formanden (*), de to næstformænd og tre andre medlemmer af Det Rådgivende Udvalg.

(*) Når der i forretningsordenen henvises til formanden uden nærmere angivelse, menes der altid formanden for Det Rådgivende Udvalg.

Formanden vælges på skift blandt repræsentanterne for producenter, arbejdstagere, forbrugere og handlende (*) i Det Rådgivende Udvalg, medmindre Det Rådgivende Udvalg beslutter andet med to tredjedeles flertal.

(*) Disse tre kategorier af medlemmer benævnes i det følgende "grupper".

Hver af de grupper, som formanden ikke tilhører, udpeger en næstformand.

Repræsentanterne for grupperne skal være repræsenteret i lige antal i Det Rådgivende Udvalgs præsidium.

§ 2 - Valg. Formanden vælges ved hemmelig afstemning, i første og anden valgrunde med absolut flertal, i tredje valgrunde med relativt flertal af de afgivne stemmer; i tilfælde af stemmelighed er alder udslagsgivende.

De øvrige medlemmer af Det Rådgivende Udvalgs præsidium vælges efter samme procedure. De kan dog ikke udpeges ved særskilte afstemninger.

De afgivne stemmesedler må ikke indeholde flere navne end det antal pladser, der skal besættes ved hvert valg, og skal være i overensstemmelse med bestemmelserne om sammensætningen af Det Rådgivende Udvalgs præsidium; ellers er de ugyldige.

Disse hemmelige afstemninger skal foregå ved navneopråb; stemmeafgivelse ved fuldmagt er ikke tilladt.

Det ældste medlem kan rådføre sig med Det Rådgivende Udvalg om det hensigtsmæssige i at vælge Præsidiet for Det Rådgivende Udvalg under fravigelse af de foregående bestemmelser. Hensigtsmæssigheden af en sådan afvigelse skal afgøres enstemmigt.

De nærmere regler for gennemførelsen af disse bestemmelser fastlægges hver gang af præsidiet.

§ 3 - Mandatets og beføjelsernes varighed. Det Rådgivende Udvalgs præsidium forbliver i funktion indtil åbningen af den første plenarforsamling i det følgende regnskabsår, dog uden at overskride datoen for udløbet af dets medlemmers mandat i deres egenskab af medlemmer af Det Rådgivende Udvalg.

Det Rådgivende Udvalgs præsidium har alle beføjelser til at lede Det Rådgivende Udvalgs arbejde og til at organisere og forvalte dets tjenestegrene i overensstemmelse med bestemmelserne i denne forretningsorden og under overholdelse af traktaten.

Det Rådgivende Udvalgs præsidium indkaldes af formanden enten ex officio (se ordbog) eller efter anmodning fra to af dets medlemmer.

(ordbog: Når man taler om ”ex officio”, refererer man typisk til en person, der har magt uden nogen form for valg eller afstemning. Kilde: lexly.dk)

I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende i Det Rådgivende Udvalgs præsidium.

I tilfælde af forfald repræsenteres formanden af næstformændene. Repræsentationsrækkefølgen bestemmes af Det Rådgivende Udvalgs præsidium.

I tilfælde af et præsidiemedlems udtræden eller død hører præsidiet på det første plenarmøde efter udtrædelsen eller dødsfaldet Det Rådgivende Udvalg om, hvilke foranstaltninger det agter at træffe.

Artikel 4

Udvalgene

§ 1 - Oprettelse. Det Rådgivende Udvalg kan på eget initiativ nedsætte stående eller særlige udvalg. Antallet af medlemmer i disse udvalg er i princippet begrænset til 18.

I hastende tilfælde kan særlige udvalg nedsættes af formanden efter høring af Det Rådgivende Udvalgs præsidium.

Proceduren for udnævnelse af medlemmerne af de stående eller særlige udvalg er reguleret i § 3 i denne artikel.

§ 2 - Sammensætning. Det Rådgivende Udvalgs medlemmer og observatører kan udpeges som medlemmer af de stående og særlige udvalg.

Med forbehold for forudgående særlige ordninger, der skal godkendes af Det Rådgivende Udvalg, skal sammensætningen af de stående og særlige udvalg afspejle sammensætningen af Det Rådgivende Udvalg og tage hensyn til den forholdsmæssige repræsentation af de forskellige grupper.

§ 3 - Udpegning af medlemmer. Medlemmerne af de stående og særlige udvalg udpeges af Det Rådgivende Udvalg. Alle medlemmer og observatører af Det Rådgivende Udvalg kan stille op. For navnlig at sikre anvendelsen af bestemmelserne i artikel 2, stk. 2, forelægges forslag for Det Rådgivende Udvalg gennem dets præsidium, som suppleres med seks medlemmer eller observatører, der udpeges af Det Rådgivende Udvalgs tre grupper, to pr. gruppe, på det første plenarmøde i hvert regnskabsår og for det pågældende års varighed.

I hastetilfælde kan medlemmerne af de særlige udvalg udnævnes af formanden efter høring af Præsidiet, som skal udfyldes på ovennævnte betingelser.

§ 4 - Varigheden af medlemmernes mandat. Mandatperioden for medlemmerne af de stående udvalg kan ikke strække sig ud over varigheden af det regnskabsår, hvor deres udnævnelse fandt sted.

Mandatet for medlemmerne af de særlige udvalg udløber, så snart formanden konstaterer, at Det Rådgivende Udvalg har truffet en endelig afgørelse i de sager, som de særlige udvalg er nedsat til at behandle.

§ 5 - Udvalgets præsidium. Udvalgenes arbejde forberedes og ledes af udvalgets præsidium.

Udvalgets præsidium består af mindst tre og højst seks medlemmer af udvalget.

Formanden og medlemmerne af udvalgets præsidium udpeges af udvalget.

Ved sammensætningen af udvalgets præsidium skal udvalgets medlemmer tage hensyn til den forholdsmæssige repræsentation af de forskellige grupper i Det Rådgivende Udvalg, medmindre grupperne træffer særlige foranstaltninger.

§ 6 - Deltagelse af eksperter. Udvalgets præsidium kan på eget initiativ eller efter forslag fra udvalget invitere personer, der i kraft af deres erfaring eller ekspertise viser sig at være særligt kompetente i de spørgsmål, der skal drøftes. Disse personer kan enten inviteres til at deltage i udvalgets arbejde eller til at rådgive udvalget om specifikke spørgsmål.

[Kim P. Nyberg]

KAPITEL II

DET RÅDGIVENDE UDVALGS ARBEJDSGANG

Artikel 5

Plenarmøder

Det Rådgivende Udvalgs udtalelser og beslutninger vedtages på plenarmøder, undtagen i tilfælde af den skriftlige høringsprocedure, der er omhandlet i artikel 7.

Det Rådgivende Udvalgs plenarforsamling afholder ordinære og ekstraordinære plenarforsamlinger.

Datoerne for de ordinære plenarmøder fastsættes af Det Rådgivende Udvalg i løbet af det første plenarmøde i hvert regnskabsår.

Artikel 6

Indkaldelse af Det Rådgivende Udvalg

§ 1 - Indkaldelse efter Den Høje Myndigheds beslutning, enten på Den Høje Myndigheds initiativ eller efter anmodning fra alle medlemmerne af en gruppe eller en tredjedel af medlemmerne af Det Rådgivende Udvalg. Efter anmodning fra Den Høje Myndighed indkalder formanden Det Rådgivende Udvalg til drøftelse af specifikke spørgsmål.

Den Høje Myndigheds anmodning videresendes til Det Rådgivende Udvalgs præsidium.

Hvis alle medlemmer af en gruppe eller en tredjedel af alle medlemmer af Det Rådgivende Udvalg anmoder om, at Det Rådgivende Udvalg indkaldes til drøftelse af et bestemt spørgsmål, forelægger formanden denne anmodning for Den Høje Myndighed, som træffer afgørelse herom.

§ 2 - Indkaldelse på grundlag af en beslutning truffet af Det Rådgivende Udvalg. Efter anmodning fra et flertal af Det Rådgivende Udvalgs medlemmer indkalder formanden Det Rådgivende Udvalg til drøftelse af et bestemt spørgsmål.

Denne anmodning fra flertallet skal fremsendes til Det Rådgivende Udvalgs præsidium.

Artikel 7

Skriftlig høring

Hvis en høring af Det Rådgivende Udvalg kræver et særligt møde, fordi det næste ordinære møde af tidsmæssige årsager ikke kan afholdes, kan Det Rådgivende Udvalgs præsidium med enstemmighed foreslå en skriftlig høring, hvis det skønner, at Det Rådgivende Udvalg med stor sandsynlighed vil tilslutte sig Den Høje Myndigheds forslag.

Forslaget skal meddeles medlemmerne af Det Rådgivende Udvalg. Hvis mindst tre medlemmer af Det Rådgivende Udvalg gør indsigelse mod den skriftlige høring og anmoder om et særligt møde, skal meddelelsen også angive datoen for et særligt møde.

Det særlige møde skal tilrettelægges på en sådan måde, at en frist fastsat af Den Høje Myndighed i overensstemmelse med traktatens artikel 19, stk. 3, for afgivelse af en udtalelse kan overholdes, selv om den skriftlige høring afvises.

Hvis mindst tre medlemmer af Det Rådgivende Udvalg anmoder om det særlige møde, skal sekretæren telegrafisk underrette alle medlemmer om, at det møde, hvortil der er udsendt en betinget indbydelse, faktisk vil finde sted.

Artikel 8

Dagsorden

§ 1 - Fastsættelse af dagsorden. Dagsordenen udarbejdes af Det Rådgivende Udvalgs præsidium mindst tre uger før plenarmødet, medmindre hasteproceduren i artikel 9 finder anvendelse. Den sendes straks til medlemmerne og observatørerne i Det Rådgivende Udvalg.

Dagsordenen kan efterfølgende ændres efter anmodning fra Den Høje Myndighed eller efter forslag fra Det Rådgivende Udvalgs præsidium.

Kun spørgsmål, der er genstand for forslag om at indkalde i overensstemmelse med artikel 6 og forslag vedtaget af Det Rådgivende Udvalg og omhandlet i § 2 i denne artikel, kan placeres på dagsordenen.

§ 2 - Forslag. Forslag om at sætte bestemte spørgsmål på dagsordenen kan fremsættes på en plenarforsamling eller mellem to plenarforsamlinger.

I det første tilfælde fremsendes anmodningen, der skal være underskrevet af mindst tre medlemmer eller observatører af Det Rådgivende Udvalg, til Det Rådgivende Udvalgs præsidium. Sidstnævnte forelægger anmodningen for Det Rådgivende Udvalg sammen med sin udtalelse om Det Rådgivende Udvalgs kompetence og hensigtsmæssigheden af at drøfte den pågældende sag. Hvis flertallet af Det Rådgivende Udvalgs medlemmer godkender anmodningen, sættes den sag, der foreslås heri, på dagsordenen for et efterfølgende plenarmøde, medmindre tre fjerdedele af de tilstedeværende medlemmer ønsker en øjeblikkelig debat.

I det andet tilfælde fremsendes forslaget, der skal være underskrevet af mindst seks medlemmer eller observatører af Det Rådgivende Udvalg, til Det Rådgivende Udvalgs præsidium. Præsidiet hører skriftligt medlemmerne af Det Rådgivende Udvalg om anmodningen og meddeler dem samtidig sin mening om Det Rådgivende Udvalgs kompetence og hensigtsmæssigheden af en høring. Hvis et flertal af medlemmerne af Det Rådgivende Udvalg stemmer for anmodningen, sættes den pågældende sag på dagsordenen for det næste plenarmøde.

Artikel 9

Tidsfrister for indkaldelse til møder - hasteprocedure

§ 1 - Datoen for plenarmødet skal fastsættes således, at den frist, som Den Høje Myndighed har fastsat i henhold til traktatens artikel 19, stk. 3, for afgivelse af en udtalelse, kan overholdes. Under alle omstændigheder skal plenarforsamlingen dog afholdes inden for fire uger efter den dato, hvor mødet blev behørigt indkaldt.

§ 2 - Uopsættelighed erklæres enten af formanden under hensyntagen til de frister, der er fastsat af Den Høje Myndighed i henhold til traktatens artikel 19, stk. 3, eller af Det Rådgivende Udvalg på forslag af Det Rådgivende Udvalgs præsidium.

I hastende tilfælde kan formanden uden forudgående høring af Det Rådgivende Udvalgs præsidium, bortset fra nedsættelse af et særligt udvalg og udnævnelse af dets medlemmer, straks træffe de foranstaltninger, han finder nødvendige for at afgive udtalelse fra Det Rådgivende Udvalg. Medlemmerne af Det Rådgivende Udvalgs præsidium skal dog underrettes herom.

Artikel 10

Udvalgets forberedende arbejde

§ 1 - Præsidiets nedsættelse af udvalg. Plenarmøderne forberedes af formanden med bistand fra Det Rådgivende Udvalgs præsidium.

Præsidiet for Det Rådgivende Udvalg kan organisere en indledende undersøgelse af ethvert spørgsmål, før det forelægges til behandling i plenarforsamlingen. Hvis det ikke anser denne undersøgelse for nødvendig, kan Det Rådgivende Udvalgs præsidium udpege en ordfører til at forelægge spørgsmålet for plenarforsamlingen.

Det Rådgivende Udvalgs præsidium har enekompetence til at afgøre, om spørgsmålet henhører under et eksisterende stående udvalgs kompetenceområde eller snarere under et særligt udvalgs kompetenceområde. I sidstnævnte tilfælde nedsættes et udvalg i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 4, §§ 1, 2, 3, 4 og 5.

Det Rådgivende Udvalgs præsidium meddeler udvalgets præsidium de punkter, som udvalgets arbejde vedrører, og i givet fald de frister, inden for hvilke arbejdet skal være afsluttet.

Præsidiet for Det Rådgivende Udvalg sikrer, at fristerne overholdes, og tager udvalgets arbejde til efterretning, inden det forelægges Det Rådgivende Udvalg.

Udvalgene skal ikke drøfte i fællesskab. Hvis Det Rådgivende Udvalgs præsidium imidlertid finder, at et spørgsmål ikke falder ind under et udvalgs enekompetence, og at der ikke er grund til at nedsætte et særligt udvalg, kan det anmode to eller flere underudvalg om enten at lade deres respektive udvalg mødes i fællesskab eller selv at mødes i fællesskab efter separate drøftelser i udvalgene med henblik på at udarbejde et enkelt dokument, der skal forelægges Det Rådgivende Udvalg.

§ 2 - Udvalgsformændenes beføjelser. Underudvalgene fastsætter dato og dagsorden for møderne i deres udvalg inden for rammerne af de instrukser, de får fra Det Rådgivende Udvalgs præsidium.

Dagsordenen og de nødvendige dokumenter skal sendes til udvalgets medlemmer mindst otte dage før hvert møde. De fremsendes også til orientering til de medlemmer og observatører af Det Rådgivende Udvalg, som ikke er medlemmer af udvalget.

Udvalgets præsidium vælger blandt udvalgets medlemmer en eller flere ordførere til plenarforsamlingen og kan nedsætte et redaktionsudvalg til at bistå ordførerne.

Udvalgets præsidium samler og udarbejder om nødvendigt de dokumenter, der er nødvendige for at tilrettelægge udvalgets arbejde.

Artikel 11

Tilrettelæggelse af udvalgsmøder

§ 1 - Formandskab. Udvalgets formand leder udvalgets møder.

Hvis formanden er forhindret i at deltage i et møde, vælger udvalgets præsidium et medlem blandt sine medlemmer som stedfortræder for ham.

§ 2 - Beslutningsdygtighed og afstemning. Kun i undtagelsestilfælde kan der stemmes i udvalget. Kun udvalgets medlemmer og deres repræsentanter, hvis de er medlemmer eller observatører af Det Rådgivende Udvalg, kan stemme i udvalget. Hvis udvalget ikke er beslutningsdygtigt på tidspunktet for afstemningen, kan udvalget ikke stemme.

Udvalget er beslutningsdygtigt, når antallet af tilstedeværende og stemmeberettigede personer overstiger halvdelen af det samlede antal medlemmer, der er fastsat for udvalget.

§ 3 - Erstatning. Ethvert medlem af et udvalg, der er forhindret i at deltage i et møde, kan, efter at have underrettet udvalgets præsidium, lade sig repræsentere på dette møde enten af et andet medlem eller observatør af Det Rådgivende Udvalg, til hvem han kan delegere sin stemmeret, eller af en person, der ikke er medlem af Det Rådgivende Udvalg.

Stedfortræderens mandat er udtrykkeligt begrænset til det møde, som han er udpeget til. Stedfortræderen skal nyde de samme privilegier i forhandlingerne som den person, der bemyndiger ham/hende. En suppleant, der ikke er medlem af Det Rådgivende Udvalg, har dog ikke stemmeret. I tilfælde af en afstemning kan han anmode et af udvalgets medlemmer om at påtage sig sin fuldmagtsgivers stemmeret.

§ 4 - Tekniske rådgivere. Ethvert medlem af udvalget kan efter meddelelse til udvalgets kontor ledsages på udvalgets møder af en teknisk rådgiver, der er specielt udpeget til de spørgsmål, der skal drøftes.

§ 5 - Deltagelse af personer, der ikke er medlemmer af et udvalg. Ethvert medlem eller observatør af Det Rådgivende Udvalg, som ikke er medlem af udvalget, kan deltage i udvalgets møder.

Medlemmer af Den Høje Myndighed har ret til at deltage i udvalgets møder og til at tage ordet, hvis de ønsker det. De skal ledsages eller repræsenteres af de embedsmænd, der har udpeget dem.

Udvalgets møder er ikke åbne for offentligheden. Ved beslutning truffet af et flertal af de tilstedeværende udvalgsmedlemmer kan enkelte sager, der behandles, erklæres for fortrolige.

§ 6 - Resultater af udvalgets arbejde. Resultaterne af udvalgets arbejde fremsendes af det ansvarlige udvalgskontor til Det Rådgivende Udvalgs kontor med henblik på forelæggelse for plenarforsamlingen inden for de frister, der er fastsat af sidstnævnte.

Hvis resultaterne nedfældes i et dokument, kan dette dokument have form af et udkast til rapport, en udtalelse eller beslutning fra Det Rådgivende Udvalg eller en udvalgsrapport, afhængigt af arten af det spørgsmål, der behandles.

Dette dokument bør så vidt muligt ledsages af alle udvalgets arbejdsdokumenter. Disse skal omfatte referater af udvalgets høringer og de forespørgsler og oplysninger, det har modtaget, samt referater af udvalgets forhandlinger og i givet fald referater af oplysninger, der er indhentet fra Den Høje Myndighed i henhold til traktatens artikel 48.

Efter aftale med Det Rådgivende Udvalgs præsidium kan formanden anmode udvalget om at afholde et nyt møde, hvis han finder, at udvalgets faktiske sammensætning ikke gør det muligt at give udtryk for de forskellige synspunkter på et eller alle møder.

Artikel 12

Afholdelse af plenarmøder i Det Rådgivende Udvalg

§ 1 - Deltagelse af personer, der ikke er medlemmer eller observatører. Det Rådgivende Udvalgs plenarmøder er ikke offentlige. Ved beslutning truffet af et flertal af de tilstedeværende medlemmer af Det Rådgivende Udvalg kan enkelte sager, der drøftes, erklæres fortrolige.

Kun følgende personer kan deltage i plenarmøderne:

a) medlemmerne af Den Høje Myndighed og de af denne udpegede embedsmænd;

b) personer, der er bemyndiget til at repræsentere et medlem, der er forhindret i at deltage på grund af force majeure, i overensstemmelse med bestemmelserne i § 3 i denne artikel.

Medlemmerne af Den Høje Myndighed kan tage ordet på deres anmodning.

Efter anmodning fra et medlem af Den Høje Myndighed kan embedsmænd fra Den Høje Myndighed bemyndiges til at tale.

§ 2 - Beslutningsdygtighed. Det Rådgivende Udvalg er beslutningsdygtigt, hvis mere end halvdelen af dets medlemmer er til stede.

§ 3 - Fravær - Repræsentation. Ethvert medlem eller observatør af Det Rådgivende Udvalg, som er forhindret i at deltage i plenarmødet, kan skriftligt eller ved bekræftet telegram meddele formanden sin mening om punkterne på dagsordenen. Teksten til denne skriftlige erklæring vedlægges in extenso (se ordbog) den analytiske sammenfattende rapport.

(ordbog: i sin fulde udstrækning. Kilde: denstoredanske.lex.dk)

Ethvert medlem eller observatør af Det Rådgivende Udvalg, som på grund af force majeure er forhindret i at deltage i et plenarmøde, kan skriftligt eller ved bekræftet telegram anmode formanden om at lade sig repræsentere af en person, som han eller hun har udpeget som talsmand for undersøgelsen af et eller flere punkter på Det Rådgivende Udvalgs dagsorden.

Formanden informerer Det Rådgivende Udvalgs præsidium på dets næste møde om de anmodninger, der er rettet til det. Det Rådgivende Udvalgs præsidium afgør, om der er tale om force majeure, og om anmodningen kan antages til behandling.

Formanden underretter derefter Det Rådgivende Udvalg om de anmodninger, som præsidiet har godkendt.

Det Rådgivende Udvalg forbeholder sig ret til i sidste instans at afvise anmodninger, som det ikke finder tilstrækkeligt begrundet i et tilfælde af force majeure.

Når anmodningen er blevet godkendt af Det Rådgivende Udvalg, inviterer formanden repræsentanten til at deltage i mødet, så snart de punkter på dagsordenen, som han er blevet udpeget til, er blevet drøftet.

Repræsentanten tilkendegiver sin anvisningsberettigedes holdning og deltager i givet fald i debatten med en begrundelse for denne holdning eller for eventuelle ændringsforslag, som han finder nødvendige. Ved at gøre dette har han alle rettigheder til at repræsentere det medlem, der har udpeget ham. Han deltager dog ikke i afstemningen.

Repræsentanten anmodes om at forlade mødet, så snart de punkter på dagsordenen, som han eller hun er blevet udpeget til, er afsluttet.

§ 4 - Formandskab. Det Rådgivende Udvalgs plenarmøder ledes af formanden eller, hvis formanden er forhindret i at deltage, af en af næstformændene.

Det Rådgivende Udvalgs præsidium afholder møde før hvert plenarmøde og om nødvendigt i løbet af plenarmødet for at forberede debatten. Det udpeger blandt sine medlemmer en sekretær og en ordstyrer til hver plenarforsamling.

§ 5 - Fremsendelse af mødedokumenter. Dokumenterne til plenarmødet, herunder navnlig dokumenter fra Den Høje Myndighed og dokumenter udarbejdet af udvalgene, sendes til Det Rådgivende Udvalgs medlemmer og observatører på de fire fællesskabssprog mindst otte dage før hvert plenarmøde, medmindre hasteproceduren i artikel 7 finder anvendelse.

§ 6 - Drøftelse af resultaterne af udvalgets arbejde. Ordføreren for det udvalg, der er ansvarligt for den indledende behandling af det spørgsmål, der er opført på dagsordenen, aflægger rapport om udvalgets drøftelser og forelægger det dokument, der er udarbejdet på udvalgets vegne, for Det Rådgivende Udvalg.

Det Rådgivende Udvalg afholder derefter en generel debat om dette dokument.

§ 7 - Indgivelse af ændringsforslag og forslag til udtalelse eller beslutning. Ethvert medlem eller observatør af Det Rådgivende Udvalg kan fremsætte ændringsforslag til det dokument, der er udarbejdet på udvalgets vegne, forudsat at dokumentet er et udkast til rapport, et udkast til udtalelse eller et udkast til resolution fra Det Rådgivende Udvalg.

Ethvert medlem eller observatør af Det Rådgivende Udvalg kan også fremsætte forslag til en udtalelse eller resolution.

Ændringsforslag og forslag til udtalelser eller resolutioner skal udarbejdes skriftligt og sendes til Det Rådgivende Udvalgs præsidium inden plenarforsamlingens åbning.

De kan kun fremsættes på plenarforsamlingen, hvis de fremsættes som følge af et ændringsforslag til det dokument, der behandles, eller hvis de er underskrevet af mindst seks medlemmer eller observatører af Det Rådgivende Udvalg. Det Rådgivende Udvalgs præsidium afgør derefter, om disse ændringsforslag eller forslag til udtalelse eller resolution skal behandles med det samme, eller om det vil være mere hensigtsmæssigt at genoptage debatten på en senere plenarforsamling.

§ 8 - Henvisning til fornyet udvalgsbehandling. Det Rådgivende Udvalg kan beslutte at henvise et spørgsmål, som det mener ikke er blevet tilstrækkeligt belyst, til fornyet behandling i udvalget.

§ 9 - Afstemning. Kun medlemmerne af Det Rådgivende Udvalg har stemmeret.

Det Rådgivende Udvalg stemmer ved håndsoprækning, ved at stå eller blive siddende eller ved navneopråb, undtagen i de tilfælde, der er fastsat i artikel 3, § 2.

Afstemning ved navneopråb bestemmes af formanden. Det er lovligt, hvis fem af de tilstedeværende medlemmer anmoder om det.

Formanden kan også foretage afstemning ved navneopråb om et spørgsmål, der allerede har været genstand for afstemning ved håndsoprækning eller ved at stå eller blive siddende, hvis afstemningen ser ud til at kunne anfægtes, eller hvis der ikke er opnået enstemmighed, og Præsidiet for Det Rådgivende Udvalg finder det hensigtsmæssigt at indskrive navnene på medlemmerne af flertallet og mindretallet i den officielle protokol.

Hvis der allerede er stemt om et spørgsmål på anden måde, kan det underkastes afstemning ved navneopråb med henblik på endelig afgørelse, hvis der straks anmodes herom i overensstemmelse med § 3 i dette afsnit ovenfor.

Et medlem af Det Rådgivende Udvalg, der er forhindret i at deltage i et plenarmøde, kan uddelegere sin stemmeret til et andet medlem af Det Rådgivende Udvalg. Hvert medlem af Det Rådgivende Udvalg kan kun acceptere to overførsler af stemmerettigheder. Overdragelsen af stemmerettigheder påvirker ikke bestemmelsen af det beslutningsdygtige antal i henhold til § 2 i denne artikel.

§ 10 - Afslutning af debatten. På formandens anmodning beslutter Det Rådgivende Udvalg, om debatten skal erklæres for afsluttet.

Efter afslutningen af debatten kan ordet kun gives til en eventuel stemmeforklaring.

Artikel 13

Dokumenter fra plenarmødet

§ 1 - Udtalelser og resolutioner. Det Rådgivende Udvalgs rapporter, udtalelser og resolutioner skal trykkes og distribueres til medlemmerne og observatørerne af Det Rådgivende Udvalg. De sendes også til formanden for Den Høje Myndighed og formanden for Ministerrådet. De kan offentliggøres i "De Europæiske Fællesskabers Tidende".

Udvalgets ordfører eller plenarforsamlingens sekretær færdiggør dem under tilsyn af Det Rådgivende Udvalgs præsidium.

I udtalelserne og resolutionerne anføres kun de tekster, der er sat under afstemning og vedtaget enstemmigt eller med flertal, samt afstemningsresultaterne.

De tekster, som kun et mindretal har stemt for, gengives i det officielle referat med afstemningsresultatet.

§ 2 - Officielt referat. Der udarbejdes et officielt referat for hvert plenarmøde i Det Rådgivende Udvalg, som underskrives af formanden og sekretæren for plenarmødet.

Dette officielle referat skal være ledsaget af :

1 . de dokumenter, der er nødvendige for en forståelse af forhandlingerne;

2 . et analytisk resumé af forhandlingerne;

3. de udtalelser eller resolutioner, der er stemt om på plenarmødet, med angivelse af antal og fordeling af stemmer.

Det officielle referat og dets bilag fremsendes til formanden for Den Høje Myndighed og formanden for Det Særlige Ministerråd efter hvert plenarmøde i overensstemmelse med traktatens artikel 19, stk. 5.

Det officielle referat og dets bilag skal også distribueres til medlemmerne og observatørerne i Det Rådgivende Udvalg.

Enhver anden distribution kan kun finde sted på grundlag af en beslutning truffet af Det Rådgivende Udvalg.

§ 3 - Godkendelse af det officielle referat. Ved begyndelsen af hvert plenarmøde forelægger formanden det officielle referat af det foregående plenarmøde for Det Rådgivende Udvalg til godkendelse.

Det officielle referat af det sidste plenarmøde i hver mandatperiode fremsendes skriftligt til de medlemmer og observatører, hvis mandatperiode er udløbet. De nærmere bestemmelser for gennemførelsen af denne procedure fastsættes af præsidiet for Det Rådgivende Udvalg, der er i funktion på det tidspunkt, hvor proceduren anvendes.

Artikel 14

Sekretariat

Det Rådgivende Udvalg skal have et sekretariat. Det ansætter det personale, der er nødvendigt for udførelsen af Det Rådgivende Udvalgs og dets udvalgs opgaver.

Sekretariatet rapporterer til Det Rådgivende Udvalgs præsidium, der repræsenteres af formanden, som sikrer, at præsidiets beslutninger gennemføres.

Det Rådgivende Udvalgs præsidium træffer alle foranstaltninger i forbindelse med sekretariatets organisation og drift.