Historisk tidslinje om EU's fri bevægelighed året 1956

[Kim P. Nyberg]

Indledning: Det er året før året. Tankerne om, at Europa ikke kun skal have et fællesskab for kul og stål får vinger, og det bærer dokumenterne fra 1956 tydeligt præg af. Man lægger op til at oprette to nye fællesskaber i form af dels et atomenergifællesskab (Euratom) og et bredere økonomisk fællesskab (EØF). Med sidstnævnte indfører man en generel fri bevægelighed for arbejdskraft, tjenesteydelser, selvstændig virksomhed og kapital, og der er også en del om borgernes sociale rettigheder, som man ikke fandt i EKSF. De to nye fællesskaber får vedtaget deres respektive traktater i 1957 og de træder i kraft 1. oktober 1958. Men fordi de er vedtaget i 1957, ligger de i tidslinjen for året 1957. Når den tidslinje lægges op, fylder det nok omkring 300 A4 sider.

Så meget fylder dokumenterne for året 1956 heldigvis ikke. Her er vi nede på omkring 30 A4 sider. Lad os gå ind i året 1956. God læselyst.

[Kim P. Nyberg]

15. marts 1956 (EFT 1956 A 8 side 90)

BESLUTNINGER

DOMSÅR 1956

Valg af præsidenter og sammensætning af kamre

Domstolen valgte på sit møde den 15. marts 1956 for retsåret 1956:

Formand for Første Afdeling: Dommer J. Rueff

Formand for Anden Afdeling: Dommer O. Riese

Såfremt retspræsidenten ikke er i stand til at handle, varetages formandskabet i henhold til retsreglementet af afdelingernes formænd i ovennævnte rækkefølge.

Retten sammensatte afdelingerne som følger:

Første Afdeling: hr. J. Rueff, formand,

Hr. Ch. L. Hammes og A. van Kleffens, dommere

Anden Afdeling: hr. O. Riese, formand,

Hr. P. J. S. Serrarens og L. Delvaux, dommere.

Domstolen har udpeget som generaladvokat for retsåret 1956:

til Første Afdeling: hr. K. Roemer

til Anden Afdeling: hr. M. Lagrange

Formand
Massimo PILOTTI

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A008%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

16. marts 1956 (EFT 1956 A 9 side 115)

"Den Fælles Forsamling,

I betragtning af den stigende økonomiske tilbageståenhed i Europa,

i betragtning af, at en fælles europæisk politik er det eneste middel til at hæve levestandarden på grundlag af økonomisk ekspansion og udvikling af beskæftigelsen,

i betragtning af, at denne politik kræver en gradvis oprettelse af et fælles marked,

Dette fælles marked skal ikke blot muliggøre økonomisk konkurrence og arbejdsdeling, men skal også tage hensyn til den menneskelige solidaritet mellem medlemsstaternes befolkninger,

i betragtning af, at dette fælles marked ikke kan begrænses til foranstaltninger til liberalisering af samhandelen, men at dets oprettelse forudsætter en samordning af medlemsstaternes økonomiske, sociale, monetære og skattemæssige politik med henblik på at sikre tilpasningen af visse sektorer, stabiliteten i beskæftigelsen og en udvidelse af produktionen som helhed,

i betragtning af, at et fælles marked under alle omstændigheder kræver en myndighed til at sikre dets åbenhed og udvikling, til at fjerne fordrejninger og til at bistå medlemsstater i vanskeligheder,

under henvisning til sine beslutninger af 2. december 1954 og 13. maj 1955,

under henvisning til den foreløbige rapport, som arbejdsgruppen forelagde på sit møde i Bruxelles i marts 1956, og efter at have hørt drøftelserne herom, og

i betragtning af behovet for en traktat,

der endeligt fastlægger grundlaget for et almindeligt fællesmarked i form af en toldunion og en økonomisk union, der udelukker ethvert monopol,

som sikrer fri bevægelighed ikke blot for varer, tjenesteydelser og kapital, men også for arbejdskraft,

som også etablerer en investeringsfond til fremme af økonomisk ekspansion,

som letter tilpasningen af de nationale økonomier, idet der tages hensyn til landbrugets særlige situation og indføres en gradvis og irreversibel virkeliggørelse af denne økonomiske union,

som i samme øjemed fastsætter fællesskabsstøtte til medlemsstaterne ved hjælp af en tilpasningsfond, og som fastsætter beskyttelsesklausuler for tilfælde, hvor vitale nationale interesser er truet,

som sideløbende med udviklingen af det fælles marked fastsætter en harmonisering af de sociale afgifter som led i en aktiv og progressiv politik, der tager sigte på en konstant forbedring af levestandarden,

som skaber institutioner med tilstrækkelige beføjelser til under demokratisk kontrol at gennemføre de principper, der er beskrevet ovenfor,

som er bredt åben for alle andre medlemmer af EKSF,

Opfordrer regeringerne i Det Europæiske Kul- og Stålfællesskabs medlemsstater til hurtigst muligt at indgå en traktat med hinanden på grundlag af disse principper".

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A009%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

23. marts 1956 (EFT 1956 A 9 side 117)

SPØRGSMÅL NR. 29
af Alain Poher,
Medlem af Fællesforsamlingen
(25. februar 1956)

M. Alain Poher spørger Den Høje Myndighed:

1. hvor mange anmodninger om økonomisk støtte, fordelt på lande og brancher, der er blevet rettet til den siden oprettelsen af Fællesmarkedet med henblik på at bidrage til:

(i) omstillingen af arbejdsstyrken i de virksomheder, som den er ansvarlig for;

(ii) omstilling af sådanne virksomheder eller oprettelse af nye aktiviteter med henblik på at sikre produktiv genbeskæftigelse på stedet af den arbejdsstyrke, der skal skifte job.

2. Antallet af positive svar på disse anmodninger og størrelsen af den finansielle støtte, der er tildelt i hvert enkelt tilfælde.

3. For hver af de ovenfor nævnte industrier, hvad angår afskedigede arbejdstagere:

(i) antallet af sådanne afskedigede arbejdstagere og størrelsen af den tildelte kompensation pr. arbejdstager og pr. branche, samt den tidsmæssige fordeling af modtagelsen af en sådan kompensation;

(ii) antallet af afskedigede arbejdstagere, der har mistet deres ret til kompensation på grund af deres afvisning af at komme ind på et erhvervsuddannelsescenter;

(iii) antallet af arbejdstagere, der har skiftet bopæl, og størrelsen af de forskellige godtgørelser, de har modtaget i den forbindelse (rejse- og flytteudgifter, bosættelsespenge);

(iv) antallet af afskedigede arbejdstagere, der i øjeblikket deltager i erhvervsuddannelseskurser.

4. For hver af de ovennævnte industrier, antallet af arbejdstagere, der er blevet genansat lokalt:

(i) i industrier, der er integreret med kul- og stålvirksomheder;

(ii) i andre industrisektorer.

SVAR NR. 29
fra Den Høje Myndighed
(23. marts 1956)

1. (i) Antallet af ansøgninger om bistand, som Den Høje Myndighed har modtaget siden oprettelsen af Fællesmarkedet til omskoling af arbejdsstyrken, er 15, hvoraf:

(a) for kulminer:
Belgien 1
Frankrig 3
Italien 1

b) for jernmalmminer:
Frankrig 2

c) til stålindustrien:
Frankrig 7
Italien 1

(ii) Den Høje Myndighed har ikke modtaget nogen ansøgninger om finansiering af programmer til omdannelse af virksomheder eller oprettelse af nye aktiviteter.

2. Den Høje Myndighed har accepteret 11 ansøgninger om bistand som følger: / Kredit åbnet (Den Høje Myndigheds andel):

a) til kulminer:
Belgien: 1 / 70 millioner belgiske francs (foreløbig)
Frankrig: 2 / 580 millioner franske francs
Italien: 1 / 392 millioner lire

b) til stålindustrien:
Frankrig: 5 / 258 millioner franske franc
Italien: 1 / 3.500 millioner lire

c) til jernminer:
Frankrig: 1 / 19,5 millioner franske franc

3. Den Høje Myndighed er ikke i stand til at give et præcist svar på punkt 3 og 4 i det ærede medlems spørgsmål.

På den ene side ydes der ikke-refunderbar støtte og især ventetillæg til arbejdstagere i en variabel periode; på den anden side meddeles der i henhold til aftaler med de berørte regeringer kun periodisk detaljerede oplysninger til Den Høje Myndighed om situationen for den støttemodtagende arbejdsstyrke og om fremskridtene med rehabiliteringsforanstaltningerne. Endelig er der i nogle tilfælde endnu ikke indgået nogen aftale med de berørte regeringer om de nærmere bestemmelser for anvendelsen af § 23.

Under hensyntagen til disse forbehold og ifølge de oplysninger, som Den Høje Myndighed er i besiddelse af, var situationen den 1. februar 1956 følgende for revalideringssager i Frankrig:

(i) Den Høje Myndighed går ud fra, at det ærede medlem henviser til ventetillægget. Denne godtgørelse fastsættes i forhold til den pågældendes tidligere lønforhold og kan ydes op til et år efter afskedigelsen.

Det er derfor først, når støtten er ophørt, at størrelsen af ventetillægget pr. arbejdstager kan fastsættes.

Kun i to tilfælde af omskoling, der involverer stålvirksomheder, kan støtten fra Den Høje Myndighed og den pågældende regering anses for at være ophørt. 290 arbejdere nød godt af ventetillægget, som i gennemsnit beløb sig til 65.906 ffrs.

For de andre tilfælde af rehabilitering er de foreløbige tal for antallet af arbejdere, der modtager ventetillæg, 338 i minerne og 470 i stålindustrien.

(ii) Ingen arbejdere blev nægtet adgang til et erhvervsuddannelsescenter.

(iii) Flytte- og rejseudgifter refunderes, og der ydes en genbosættelsesgodtgørelse. Denne godtgørelse er fastsat til:

Single / husstandens overhoved

Indkvarteret af den nye arbejdsgiver: 22.500 ffrs / 75.000 + 10.000 ffrs pr. forsørgelsesberettiget barn

Ikke indkvarteret af den nye arbejdsgiver: 40.000 ffrs / 140.000 + 15.000 ffrs pr. forsørgelsesberettiget barn.

Disse godtgørelser kan øges med 50% i visse særlige tilfælde.

I tilfælde af frivillig flytning af mindreårige erstattes ovennævnte genbosættelsesgodtgørelse af 75.000 ffrs for en enlig person og 200.000 ffrs for familieoverhovedet.

I de to tilfælde af genhusning, der er nævnt ovenfor, måtte 1 arbejdstager skifte bopæl for at tage et nyt job. Den Høje Myndighed har endnu ikke modtaget en oversigt over de afholdte omkostninger.

I de andre tilfælde af omskoling er det foreløbige antal arbejdere, der modtager omskolingsgodtgørelse, 647 for minerne og 12 for stålindustrien.

Beløbet for de krav, der til dato er indgivet til den pågældende regering for 526 af disse arbejdere, er 63.044.000 franske francs, dvs. 31.522.000 franske francs, der skal betales af Den Høje Myndighed.

(iv) I de to tilfælde af rehabilitering, der er nævnt ovenfor, måtte 8 arbejdere følge erhvervsuddannelseskurser for at finde et nyt job.

I de andre revalideringssager er det foreløbige antal stålarbejdere, der følger eller har fulgt erhvervsuddannelseskurser, 252.

4. Med forbehold for yderligere oplysninger kan det anslås, at ca. 100 arbejdere, der modtager ventetillæg, er blevet genansat i samme region for minerne og ca. 720 for stålindustrien.

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A009%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

23. marts 1956 (EFT 1956 A 9 side 120)

SPØRGSMÅL NR. 30
af Alain Poher,
medlem af Fællesforsamlingen
(25. februar 1956)

På grundlag af forslagene fra det arbejdsmedicinske forskningsudvalg, der blev nedsat i marts 1955 af Den Høje Myndighed, har denne bevilget et beløb på 300.000 dollars (regningsenheder) pr. år i 4 år til forskning i bekæmpelse af silikose, forebyggelse af erhvervssygdomme i kulindustrien og revalidering af fysisk handicappede arbejdere.

Alain Poher spurgte Den Høje Myndighed:

1. Hvad er beløbet, fordelt på offentlige og private institutioner, for de midler, der er blevet uddelt til dato?

2. Hvor langt er man nået med de forskellige projekter, der er finansieret på denne måde, fordelt på kategorier;

3. hvilke organisationer, der er involveret i denne forskning, har været i stand til at sikre finansiel støtte.

SVAR NR. 30
fra Den Høje Myndighed
(23. marts 1956)

1. Den Høje Myndighed stiller listen over institutterne og størrelsen af de bevillinger, der er tildelt dem, til rådighed for det ærede medlem.

2. Det er forskelligt, hvor langt de forskellige således finansierede arbejder er nået pr. kategori.

Efter at Den Høje Myndighed den 15. december 1955 havde godkendt det forskningsprogram, der var udarbejdet af forskningsudvalget, blev institutterne underrettet om den beslutning, der var truffet med hensyn til deres projekter. Nogle af dem, der arbejder med silikose, har anmodet om og fået et forskud, så de straks kan påbegynde de undersøgelser, som de har fået ansvaret for. De fleste af dem er stadig i gang med at udarbejde de tekniske detaljer, der er nødvendige for at gennemføre de planlagte undersøgelser, og er i gang med at ansætte forskere.

I disse institutter vil arbejdet begynde i andet kvartal af året, og i tilfælde af visse delikate undersøgelser, der kræver omhyggelig forberedelse, i tredje kvartal af 1956.

3. De institutter, der har fået overdraget forskningen, er offentlige eller private organer, hvis sædvanlige ressourcer især kommer fra medlemsstaterne (universiteter, videnskabelige forskningsfonde) og faglige organisationer.

Man har valgt det princip, at forskningen kun overdrages til institutter, der allerede råder over særligt udstyr, som er egnet til at udføre forskningen, og som også har de finansielle midler til at dække en del af de omkostninger, der er forbundet med forskningen. Den Høje Myndigheds finansielle bidrag er udelukkende begrænset til indkøb af yderligere specialudstyr og ansættelse af unge forskere til at assistere det eksisterende personale. Hvad angår de løbende udgifter til forskning, er de beløb, som Den Høje Myndighed bevilger, meget små, da institutterne har midler til rådighed til løbende udgifter i forbindelse med deres normale drift.

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A009%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

3. maj 1956 (EFT 1956 A 12 side 150)

RÅDETS UDTALELSE

afgivet af Rådet i henhold til traktatens artikel 54, stk. 2, med henblik på at give Den Høje Myndighed mulighed for at bidrage til opførelsen af boliger til arbejdstagere i Fællesskabets industrier ved at yde lån eller garantier til andre modtagere end virksomhederne selv

Den Høje Myndighed har i henhold til traktatens artikel 54, stk. 2, anmodet Rådet om den samstemmende udtalelse, der er nødvendig for, at den inden for rammerne af et nyt finansieringsprogram og inden for et samlet maksimumsbeløb på 30 mio. regningsenheder i den europæiske valutaenhed kan bidrage til opførelsen af boliger til arbejdstagere i Fællesskabets industrier ved at yde lån til juridiske personer uden for Fællesskabet og ved at stille garanti for lån, der optages af sådanne juridiske personer.

Rådet afgav på sit 32. møde den 3. maj 1956 den samstemmende udtalelse, som Den Høje Myndighed havde anmodet om.

For Rådet
Formanden
M. LEMAIRE

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A012%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

9. maj 1956 (EFT 1956 A 12 side 144)

RESOLUTION om fællesmarkedet og Euratom

under henvisning til sine resolutioner af 2. december 1954 og 9. maj 1955 om nedsættelse af en arbejdsgruppe, der bl.a. har til opgave at "undersøge de mest hensigtsmæssige og effektive metoder til udvidelse af Fællesskabets materielle kompetence og mere generelt til udvidelse af fællesmarkedet",

under henvisning til de to rapporter om fællesmarkedet og Euratom, som arbejdsgruppen har udarbejdet, og som blev drøftet på den ekstraordinære samling i Bruxelles i marts 1956,

under henvisning til den resolution om Fællesmarkedet, som blev vedtaget af Fællesforsamlingen den 16. marts 1956,

under henvisning til rapporten om de samme emner udarbejdet af det mellemstatslige udvalg, der blev nedsat af Messina-konferencen mellem de seks udenrigsministre den 1. og 2. juni 1955,

Fællesforsamlingen,

ivrig efter at se en hurtig indgåelse af traktaterne,

følgende erklæringer og henstillinger:

Fællesforsamlingen,

I. - Med hensyn til det fælles marked

- glæder sig over, at den realistiske og konkrete rapport, som blev offentliggjort af det mellemstatslige udvalg, der blev nedsat af Messina-konferencen, har lagt grunden til den videre udvikling af fællesmarkedet,

- minder om, at Fællesmarkedet ved at fremskynde den økonomiske ekspansion og fordele aktiviteterne mere rationelt bør sikre en konstant forbedring af levestandarden, fuld beskæftigelse, en forbedring og harmonisering af de sociale forhold på hele den nye organisations område og rehabilitering af de underudviklede regioner i Fællesskabet, især ved at styrke deres infrastruktur,

- understreger, at fællesmarkedet ikke er begrænset til liberalisering af handelen gennem afskaffelse af enhver form for forskelsbehandling (told, kvoter, valutarestriktioner, transportordninger osv). Dette marked forudsætter også solidaritet mellem alle stater for at hjælpe hver af dem med at tilpasse sig den nye økonomiske organisation uden for store ofre og for at drage fuld fordel af dens fordele. I den forbindelse er det vigtigt med tilpasnings- og investeringsfonde,

- insisterer på, at den interne frigørelse bør omfatte varer, mennesker, kapital og tjenesteydelser og ikke bør udgøre en selvstændig organisation i forhold til omverdenen,

- mener, at beskyttelsesforanstaltninger er nødvendige for at forhindre social tilbagegang i visse medlemsstater under konkurrencepresset samt for at lette koordineringen af landbrugsøkonomierne,

- udleder af disse resultater, at den generelle økonomiske politik i mange henseender bør være fællesmarkedsorganernes ansvar,

- insisterer på, at bestemmelserne i den nye traktat skal gøre det muligt at forbinde sociale fremskridt med økonomiske fremskridt, idet den sondring, der blev foretaget inden for Det Europæiske Kul- og Stålfællesskabs begrænsede rammer, er utænkelig i forbindelse med Fællesmarkedet,

- erklærer, at gennemførelsen af det fælles marked skal besluttes uigenkaldeligt, men kun kan ske i etaper,

- noterer sig med tilfredshed, at der efter den første fase på 4 år vil blive truffet beslutninger med kvalificeret flertal i Ministerrådet, navnlig for at håndhæve den efterfølgende automatiske nedsættelse af toldsatserne.

Fællesforsamlingen

erklærer

II. - Med hensyn til Euratom

om princippet

- at samarbejde på atomområdet mellem de europæiske stater er nødvendigt og presserende for at gengive disse lande en førsteplads blandt industrinationerne og sikre en fortsat forbedring af deres levestandard; dette samarbejde vil kun være af varig nytte, hvis det omfatter de forskellige former for atomenergi, hvad enten de produceres ved fission (se ordbog), fusion eller på anden måde;

(ordbog: Fission er når man deler atomkerner i to eller flere dele. I det følgende vil også begrebet "fissile brændstoffer" blive anvendt, hvilket jo så dækker over selve atomkernerne)

om territorial kompetence

- at denne organisation, der begynder med de seks medlemsstater i Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, bør være åben uden begrænsninger for alle EKSF's medlemsstater, der accepterer dens betingelser; at der bør fastsættes fleksible formler for stater, der ønsker at samarbejde om visse videnskabelige eller industrielle opgaver uden at være medlemmer af organisationen; at der bør tilstræbes en tæt associering med Det Forenede Kongerige; at Euratom langt fra bør modsætte sig det projekt, der er udarbejdet af EKSF's eksperter, tværtimod skulle koordinere med det; at de oversøiske territorier, som leverandører af råmaterialer, skulle modtage en tilfredsstillende kompensation;

om materiel kompetence

- at Euratom, fri for enhver konflikt mellem politiske eller økonomiske ideologier, bør sigte mod at sikre militær og sundhedsmæssig kontrol såvel som økonomisk sikkerhed ved at opnå en ikke-diskriminerende fordeling af alle råmaterialer og fissile brændstoffer blandt alle brugere i Fællesskabet;

- at fælles videnskabelige og industrielle projekter er afgørende for at fremskynde det økonomiske fremskridt;

- at der skal etableres fleksible forbindelser med den private sektor for at sikre, at den tekniske revolution, der er udløst af opdagelsen af atomenergi, spreder sine virkninger så bredt som muligt;

- at problemet med militær anvendelse af atomenergi, enten af Euratom selv eller af nogle af dets medlemmer, i overensstemmelse med de gældende traktater, ligger uden for Fællesforsamlingens kompetence; men sidstnævnte mener, at den har ret til fra starten at understrege, at en sådan anvendelse under ingen omstændigheder under dække af militær hemmeligholdelse kan reducere sikkerhedskontrollen eller det videnskabelige samarbejde.

III. - Med hensyn til institutioner

- at de nye europæiske organisationer skal have begrænsede, men reelle beføjelser, dvs. at de skal have mulighed for at udføre deres opgaver;

- at en effektiv demokratisk kontrol skal udøves af Forsamlingen, hvis beføjelser er for snævert defineret i de nuværende udkast; at der skal skabes en rimelig balance mellem Ministerrådets og Kommissionens beføjelser;

- at de eksisterende institutioner i Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab bør udnyttes maksimalt, som foreslået af eksperterne;

- at man inden for rammerne af Euratom ved at oprette offentlige institutioner eller halvoffentlige selskaber undgår de politiske farer ved centralisering og letter samarbejdet med tredjelande;

- at det er nødvendigt at sikre samarbejde med fagforeninger, arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer, som gennem deres udtalelser vil bistå Kommissionen og Ministerrådet i udførelsen af deres opgave.

I almindelighed,

Fællesforsamlingen,

- beder medlemslandenes regeringer om at tage hensyn til forbindelsen mellem de to projekter ved at fortsætte deres undersøgelse samtidigt,

- lægger særlig vægt på de forslag, der er fremsat inden for koordinering af lufttransport, konventionel energi, post og telekommunikation.

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A012%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

11. maj 1956 (EFT 1956 A 14 side 162)

AFGØRELSE om udskiftning af et afdødt medlem af Det Rådgivende Udvalg

RÅDET

under henvisning til traktatens artikel 18, stk. 2 og 3, og ud fra følgende betragtninger

Chambre Syndicale de la Sidérurgie Française, Paris, der ved afgørelse af 27. oktober 1954 er udpeget som repræsentativ organisation, har ved skrivelse af 30. april 1956 fra sin formand til Rådet til den plads, der er blevet ledig efter Pierre Ricards død den 4. april 1956, forelagt en liste med to kandidater, hvoraf den ene er Jacques Ferry, Délégué Général de la Chambre Syndicale de la Sidérurgie. Fransk, formand og administrerende direktør for Groupement de l'Industrie Sidérurgique,

VEDTAGER:

Jacques Ferry udnævnes til medlem af Det Rådgivende Udvalg (producentkategori) i stedet for Pierre Ricard for den resterende del af dennes mandatperiode.

Denne afgørelse blev vedtaget af Rådet på dets 32. møde den 3. maj 1956.

Jacques Ferry har accepteret sin udnævnelse ved skrivelse modtaget af Rådets sekretariat den 11. maj 1956.

På Rådets vegne
Formanden
M. LEMAIRE

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A014%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

21. juni 1956 (EFT 1956 A 17 side 229)

"Den Fælles Forsamling,

I betragtning af den positive udvikling i associeringsrådets aktiviteter i de seneste måneder,

i betragtning af, at indførelsen af visse parlamentariske ansvarsområder og forbindelser i Associeringsrådets aktiviteter sandsynligvis vil have en gunstig indflydelse på dette råds intime og varige karakter,

minder om de forslag, der blev fremsat herom på det fælles møde mellem Den Rådgivende Forsamling og Den Fælles Forsamling,

opfordrer Den Høje Myndighed til at foreslå Associeringsrådet, at der oprettes et fælles parlamentarisk udvalg af rådgivende karakter, bestående af ni medlemmer af det britiske parlament og ni medlemmer af Den Fælles Forsamling, og hvis kompetence vil blive fastlagt af Associeringsrådet efter høring af Den Fælles Forsamling og de kompetente britiske myndigheder,

og pålægger Fællesskabets Udvalg for Politiske Anliggender og Eksterne Forbindelser at kontakte Den Høje Myndighed med henblik på at udarbejde en procedure til gennemførelse af denne resolution."

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A017%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

22. juni 1956 (EFT 1956 A 17 side 233)

"Den Fælles Forsamling,

i betragtning af Den Høje Myndigheds almindelige beretning og de beretninger, som udvalgene har afgivet til den;

efter at have hørt drøftelserne om sagen;

1. Bekræfter sine resolutioner af 13. maj 1955 og 24. maj 1955;

2. betragter enhver redegørelse for Fællesskabets økonomiske situation, som ikke tager hensyn til arbejdstagernes sociale stilling, eller som ikke tager tilstrækkeligt hensyn hertil, som ufuldstændig og ønsker, at Den Høje Myndighed fremover udarbejder sin almindelige beretning og sine meddelelser i overensstemmelse hermed;

3. konstaterer, at der både i minedriften og i jern- og stålindustrien er en voksende mangel på arbejdskraft, navnlig faglært arbejdskraft, og påpeger, at Den Høje Myndighed inden for rammerne af sine forpligtelser med hensyn til regelmæssig adgang til arbejdskraft inden for Fællesskabet efter fælles aftale med regeringerne skal træffe alle nødvendige foranstaltninger med henblik herpå; understreger, at dette er særlig nødvendigt i betragtning af den voksende utilfredshed med minearbejdererhvervet, og at der er behov for særlige foranstaltninger, navnlig med hensyn til de generelle arbejdsvilkår og erhvervsuddannelsen;

4. misbilliger formelt, at traktatens artikel 69 endnu ikke er blevet anvendt, og anmoder Den Høje Myndighed om at rette særlige henvendelser til regeringen i en af medlemsstaterne, således at den (i øvrigt utilstrækkelige) aftale af 8. december 1954 om fri bevægelighed for arbejdstagere kan træde i kraft;

5. Erklærer, at den manglende tilladelse til arbejdskraftens frie bevægelighed underminerer selve det fælles markeds og Fællesskabets karakter, især da denne manglende tilladelse forværres af traktatens artikel 69, stk. 4;

6. påpeger, at arbejdskraftens frie bevægelighed skal fremmes ved omhyggeligt at forberede selve migrationen og de vandrende arbejdstagere på deres nye levevilkår;

7. glæder sig over, at Den Høje Myndighed har taget direkte kontakt til arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationerne, og mener, at dette initiativ kan fremskynde harmoniseringen af arbejdsvilkårene;

8. Udtrykker sin tilfredshed med Den Høje Myndigheds afgørelse:

- (a) igen at bidrage med et beløb på mindst 25 millioner dollars til finansieringen af opførelsen af arbejderboliger til gavn for både minearbejdere og stålarbejdere;

- b) at forhøje beløbet for etableringsgodtgørelse til arbejdere, der nyder godt af rehabiliteringsforanstaltninger, og som erklærer sig villige til at bruge denne godtgørelse til opførelse af en bolig;

- c) at iværksætte endnu et eksperimentelt program for opførelse af arbejderboliger, så snart resultaterne af det første program er kendt;

9. beklager den utilstrækkelige indsats, der er gjort for at afskaffe baraklejrene, og opfordrer indtrængende Den Høje Myndighed til i forståelse med de berørte regeringer og virksomheder at udarbejde et byggeprogram, der gør det muligt i den nærmeste fremtid at erstatte disse lejre med normale og anstændige boliger;

10. Opfordrer sit Udvalg for Sociale Anliggender og sit Udvalg for Investeringer til fortsat at undersøge Den Høje Myndigheds muligheder for at yde finansiel støtte til opførelse af arbejderboliger, især i betragtning af, at antallet af boliger, der skal bygges til minearbejdere, ifølge Den Høje Myndigheds nuværende program kun beløber sig til ca. 12.000, hvilket svarer til ca. 1/10 af minearbejdernes reelle behov, idet der ikke tages hensyn til stålarbejdernes behov;

11. godkender Den Høje Myndigheds beslutning om i overensstemmelse med traktatens artikel 55 at afsætte et beløb på 1.200.000 dollars fordelt over fire år til finansiering af forskellige forskningsprojekter inden for arbejdshygiejne og -medicin og opfordrer den til at gøre en lignende indsats inden for arbejdssikkerhed;

12. beklager, at Den Høje Myndighed ikke gør nok på rehabiliteringsområdet, og opfordrer den derfor endnu en gang til at indtage en fastere holdning over for de regeringer, der indgiver anmodninger til den, i overensstemmelse med ånden i konventionens punkt 23 og traktatens artikel 56;

13. henstiller til Den Høje Myndighed at tage sådanne skridt, som kan tjene til at informere arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer mere fyldestgørende om de muligheder, som traktaten giver dem med hensyn til rehabilitering;

14. Opfordrer Den Høje Myndighed til i fremtiden at føre et mere aktivt tilsyn med gennemførelsen på stedet af revalideringsforanstaltninger, f.eks. ved hjælp af egne delegerede, der har til opgave at etablere direkte kontakter såvel med regeringer som med virksomheder og demokratiske arbejdstagerorganisationer;

15. Udtrykker ønske om, at Den Høje Myndighed, regeringerne og alle interesserede parter gør den nødvendige indsats for at sikre, at arbejderne har mulighed for at blive genbeskæftiget lokalt, idet en sådan genbeskæftigelse skal foretrækkes frem for enhver overførsel af arbejdskraft;

16. minder endnu en gang og så meget desto mere eftertrykkeligt - også under hensyntagen til Venedig-konferencens konklusioner - om punkt 17 i sin resolution af 13. maj 1955 og opfordrer følgelig Den Høje Myndighed til at fortsætte sin indsats på dette område i samarbejde med Udvalget for Sociale Anliggender og til at udarbejde teksten til de ændringer, der er nødvendige for en effektiv gennemførelse af eventuelle rehabiliteringsforanstaltninger, der skal foretages i traktaten ved overgangsperiodens udløb".

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A017%3ATOC

Min kommentar: 1 million USD dengang svarer til lige under 11,5 millioner USD i dag (2024)

[Kim P. Nyberg]

22. juni 1956 (EFT 1956 A 17 side 235)

"Den Fælles Forsamling,

anerkender nødvendigheden af at give den bredest mulige udvikling til aktiviteter af social karakter til fordel for arbejderne i kul- og jern- og stålindustrien, især ved hjælp af et socialt handlingsprogram, ved hjælp af hvilket arbejdsgivere og arbejdere vil blive tilskyndet til at fremme realiseringen af sociale fornødenheder af generel karakter, såsom muligheder for familiehvile, kulturelle aktiviteter, ferie osv;

anmoder derfor Den Høje Myndighed om at udarbejde et sådant program og fremme dets gennemførelse".

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A017%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

5. juli 1956 (EFT 1956 A 17 side 238)

SPØRGSMÅL NR. 32
af Paul Struye
Medlem af den fælles forsamling
(4. juni 1956)

Den 1. juni i år offentliggjorde et dagblad i Bruxelles en artikel om EKSF's forhold til pressen. Artiklen indeholder følgende passage:

"Det kan ikke længere nægtes, at EKSF som helhed, og Den Høje Myndighed i særdeleshed, bruger stadig større summer på at få journalister til at følge Fællesforsamlingens debatter eller deltage i studiedage, pressekonferencer og andre arrangementer.

For at overbevise aviserne (og ikke mindst dem), tøver den ikke med at betale redaktørernes rejseudgifter. Den tilbyder endda journalisterne et dagpengebeløb, der mere end dækker deres udgifter til hotel og forplejning.

Det er naturligvis ikke alle aviser, der tager imod dette tilbud, men de fleste af de journalister, der var til stede ved møderne i Den Fælles Forsamling i Strasbourg, mente for eksempel ikke, at det var nødvendigt at afslå Den Høje Myndigheds tilbud.

Den Høje Myndighed bruger også andre midler til "information". Journalister inviteres til at skrive rapporter om dette eller hint aspekt af EKSF eller dets arbejde. Den europæiske organisation køber disse rapporter og udgiver dem i magasiner mod betaling. EKSF betaler for disse publikationer enten ved at betale direkte for den plads, der bruges, eller ved at købe eller distribuere et bestemt antal eksemplarer.

EKSF køber nogle gange hele sider i visse aviser. Disse sider er helliget Fællesskabet, og den tekst, der skal indsættes - som om den kom fra avisen selv - leveres af EKSF.

Fra personlige kilder ved vi, at to franske dagblade har indvilliget i at udgive en side om EKSF, den ene til en pris af en million franske franc, den anden til endnu mere, mens et fransk ugeblad, der distribueres i Belgien med en belgisk side, også har udgivet en side om Fællesskabet, men til en meget lavere pris, da det har et begrænset oplag."

Den samme artikel nævner et møde i Det Internationale Journalistforbund, der for nylig blev afholdt i Baden-Baden, hvor Europarådets informationsdirektør angiveligt rejste problemet med internationale organisationers forhold til pressen ud fra et journalistisk etisk synspunkt. Denne højtstående embedsmand blev citeret for at sige følgende:

"Nogle internationale institutioner er ved at generalisere praksis med betalte rejser for journalister. Jeg taler ikke om normale besøg på faciliteter eller storstilet industriel eller militær rapportering, jeg taler om betalte rejser for at deltage i internationale møder. Denne praksis udspringer af mange avisers manglende evne til at dække de stadigt stigende omkostninger ved international politisk rapportering. Store aviser kan sagtens afvise sådanne skjulte subsidier, men for små aviser er det meget sværere. Jeg kender udmærkede journalister, som har været tvunget til at arbejde under sådanne forhold. Jeg er overbevist om, at det på ingen måde har påvirket deres ytringsfrihed. Jeg er overbevist om, at de aldrig ville have skrevet, at det, de troede var godt, var dårligt, eller at det, de bevidst troede var dårligt, var godt. Men jeg ved også, at der var en moralsk forpligtelse, de ikke kunne undslippe, og det var at skrive noget, selv om der objektivt set ikke var noget at sige. Efter min mening er dette en særlig lumsk form for pres og en trussel mod pressens frihed og uafhængighed. Det er en metode, som jeg altid har nægtet at bruge i Europarådet. Men jeg føler mig forpligtet til at påpege for dig, at indflydelsesrige personligheder, der sammenligner pressegallerier, der er tyndt fyldt under systemet med absolut frihed og rigeligt fyldt under systemet med ... subsidiær frihed, ikke har tøvet med at anbefale at vedtage denne anden metode. Det er en enorm fare."

Vil formanden for Den Høje Myndighed venligst lade mig vide:

1. om de fakta, der er beskrevet i ovenstående artikel, er korrekte?

2. om han mener, at EKSF er et specifikt mål i rapporten til Det Internationale Journalistforbund, som henviser til praksis indført af "visse internationale institutioner"?

3. Hvis det er tilfældet, mener han så ikke, at Den Høje Myndighed bør udvise større diskretion i sine forbindelser med pressen for at undgå enhver mistanke, selv om den efter min mening er helt ubegrundet, om at udøve det, som den ovennævnte højtstående internationale embedsmand kalder en "form for pres og en trussel mod pressens frihed og uafhængighed", på visse journalister?

4. Hvis det er sandt, at Den Høje Myndighed betalte en million franske francs til et dagblad, som indvilligede i at offentliggøre en side om EKSF, om Den Høje Myndighed så indgik eller foreslog lignende reklameaftaler med andre aviser, og eventuelt efter hvilke kriterier den henvendte sig til den og den avis i det og det land, om dens forslag nogensinde blev afvist og i givet fald med hvilken begrundelse?

5. Hvis det stadig antages, at det i punkt 4 nævnte er korrekt, mener han så ikke, at sådanne reklameprocedurer, som er normale i kommercielle anliggender, ikke er normale, når de udgår fra en offentligretlig institution?

SVAR
fra Den Høje Myndighed
(5. juli 1956)

Den presseartikel, som den ærede repræsentant henviste til, havde ikke undgået Den Høje Myndigheds opmærksomhed. Den takker ham for at have givet den lejlighed til at svare.

1. De kendsgerninger, der er gengivet i den del af artiklen, som den ærede repræsentant henviser til, er korrekte. De vedrører handlinger og udgifter, som Den Høje Myndighed er ansvarlig for, og som i deres helhed er underlagt detaljerede revisioner af revisoren og kontrol af Den Fælles Forsamling. Der findes ingen "hemmelige fonde" i Den Høje Myndighed.

Ved flere lejligheder har Den Høje Myndighed forklaret sig, mundtligt og skriftligt, over for Forsamlingens udvalg og "over for selve Forsamlingen, om sine handlinger på informationsområdet. Den eneste kritik, den generelt har mødt, er, at den endnu ikke fuldt ud har opfyldt alle de informationsopgaver, som Forsamlingen forventer af den, for at gøre den europæiske opinion opmærksom på virkeligheden i Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab.

Den Høje Myndighed er ikke i stand til at nævne de "internationale institutioner", der henvises til i en rapport, som Europarådets informationsdirektør har præsenteret for Det Internationale Journalistforbund. Men den er overbevist om, at Europarådets mål og midler på informationsområdet ikke kan være i modstrid med Fællesskabets. Som bevis herpå vil vi gerne citere følgende linjer fra en nylig rapport til Europarådets komité for kulturelle og videnskabelige spørgsmål, som blev godkendt af Den Rådgivende Forsamling den 18. april sidste år:

"Bedømt ud fra den betydning, som regeringerne, pressen og den offentlige mening tillægger dets drøftelser, har Europarådet siden sin oprettelse oplevet, at dets indflydelse har været statisk eller endog faldende, og organiseringen af en effektiv pressetjeneste har ikke været tilstrækkelig til at sikre, at Europarådet får den omtale, det ønsker og fortjener. Uanset hvilke faciliteter der tilbydes journalister", kan de ikke blive bedt om at producere rapporter, som deres redaktører ikke vil publicere, og redaktører vil ikke publicere, hvad deres abonnenter ikke ønsker at læse. Interessen for Europarådet skal også stimuleres på andre måder, hvilket betyder, at afdelingernes nuværende rolle og deres budgetter skal udvides. De skal have lov til at bruge flere penge med mere fantasi (1)".

(1) Europarådets dokument nr. 490 (16. april 1956), side 4.

3. Den Høje Myndighed er for respektfuld over for pressens frihed og uafhængighed til at forsøge at udøve det mindste pres på en journalist eller en avis.

Men den er også klar over - ligesom Fællesforsamlingen selv - hvor vigtigt det er at informere den europæiske offentlighed så fyldestgørende som muligt om Kul- og Stålfællesskabets betydning og resultater.

Det må dog indrømmes, at de resultater, der er opnået på det økonomiske område for kul og stål, selv om de er mærkbare, at møderne i Den Fælles Forsamling, hvor interessante de end måtte være, endnu ikke udøver samme tiltrækning på den europæiske offentlighed som de store politiske begivenheder, der er umiddelbart og åbenlyst forbundet med skæbnen for hvert af vores lande og hver af borgerne i disse lande.

I de fleste af vores lande er den store nyhedspresse koncentreret i hovedstaden; aviser uden for hovedstaden (f.eks. i Luxembourg) og i provinsen (f.eks. i Strasbourg) har kun et lille antal korrespondenter. Provinspressen, som er velkendt for sin betydning for at informere en stor del af den offentlige mening, har generelt ingen korrespondenter uden for hovedstaden og nogle få større centre.

Desuden har man fundet det nødvendigt at supplere de oplysninger, der normalt gives til pressen via agenturernes udsendelser og pressekonferencer i de forskellige lande, med rapporter om Fællesskabets institutioner.

Under disse omstændigheder finder Den Høje Myndighed det nødvendigt og legitimt uden nogen form for forskelsbehandling at betale de journalister, der udtrykker ønske om at komme til Luxembourg eller Strasbourg for at få oplysninger eller endog for at undersøge Fællesskabets resultater i et andet land end deres eget. Så vidt han ved, går de fleste regeringer i verden og internationale organisationer frem på en lignende måde. Når udgifterne til sådanne rejser afholdes af en avis, griber Den Høje Myndighed ikke ind; når avisen eller journalisterne undtagelsesvis anmoder om at få udgifterne refunderet, hjælper Den Høje Myndighed med at gøre rejsen mulig. Hvis den ikke gjorde det, ville de mindre velhavende aviser eller dem, der ligger længst væk fra EU-institutionernes aktivitetscentre, blive uretfærdigt forfordelt.

Den ærede repræsentant kan være forvisset om, at Den Høje Myndighed ikke fører et regnskab i to kolonner over skrevne linjer og refunderede udgifter. Den er heller ikke ligeglad med, om en gæstejournalist skriver positive eller negative artikler, eller om han skriver noget, når han mener, at han ikke burde skrive noget. Det ville være en fornærmelse, ikke kun mod Den Høje Myndighed, men mod den demokratiske presse som helhed, at tillade en sådan mistanke at vinde troværdighed.

4. Den Høje Myndighed har faktisk offentliggjort sider med information i aviser og magasiner i Fællesskabets lande. Den har gjort så lidt ud af det, at den udtrykkeligt nævnte denne fremgangsmåde i en tale, som et af dens medlemmer holdt for Den Fælles Forsamling den 9. maj sidste år. (2)

(2) Forhandlinger i Den Fælles Forsamling, foreløbig udgave nr. 11 af 10. maj 1956, side 415.

I det tilfælde, som den ærede repræsentant henviser til, blev den særlige side udtrykkeligt betegnet som en "pressemeddelelse", hvilket forfatteren af den artikel, som henledte den ærede repræsentants opmærksomhed på, undlod at gøre opmærksom på. Denne side indeholdt et resumé af den generelle rapport, som Den Høje Myndighed ifølge traktaten skal offentliggøre - det vil sige offentliggøre - hvert år.

Den Høje Myndighed har indgået sådanne aftaler med andre aviser af forskellig overbevisning. Så vidt den ved, har flere aviser anmodet om denne "offentlighed", men ingen har hidtil nægtet det.

5. Den Høje Myndighed mener ikke, at sådanne procedurer - hvad enten det drejer sig om indrykning af reklamer, køb af særnumre eller genoptryk af "særtryk" - er uværdige for en offentligretlig institution, hvis udgifter og handlinger er under offentlig kontrol.

Det er klart, at Den Høje Myndighed ikke har monopol på information, og at den heller ikke udøver noget pres på information. Netop den kritik, der er rejst mod den i pressen, er det bedste bevis på dette. Den ville svigte sin generelle mission om at informere alle interesserede parter, hvis den ikke - under Den Fælles Forsamlings kontrol - anvendte alle de klart definerede midler, der gør det muligt for den at gøre sine handlinger og deres betydning mere kendt.

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A017%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

16. juli 1956 (EFT 1956 A 18 side 246)

SPØRGSMÅL NR. 33
af Fernand Dehousse
Medlem af Den Fælles Forsamling
(13. juni 1956)

Kunne Den Høje Myndighed lade mig vide :

- Hvor mange udenlandske arbejdere blev rekrutteret til kul- og stålindustrien i de forskellige fællesskabslande i 1955?

- Hvor mange af disse arbejdere

- vendte tilbage til deres hjemlande?

- Hvor mange af dem forlod den industri, de var blevet rekrutteret til?

Ved Den Høje Myndighed, hvorfor disse arbejdere rejste? Er den interesseret i at undersøge dem og hjælpe de forskellige lande med at fjerne de økonomiske og menneskelige ulemper, der følger af denne situation?

SVAR
fra Den Høje Myndighed
(16. juli 1956)

Den Høje Myndighed anmoder det ærede medlem om nedenfor at finde fordelingen efter nationalitet af det personale, der er beskæftiget i kul- og stålindustrien.

(Skema udeladt, men kan ses i det originale dokument)

I alle Fællesskabets medlemsstater, med undtagelse af Italien, er antallet af arbejdstagere fra andre medlemsstater, der er beskæftiget i kul- og stålindustrien, steget i løbet af 1955. Denne stigning var særlig mærkbar i beskæftigelsen af italienske arbejdere i kulindustrien.

Den Høje Myndighed er ikke i stand til at give det ærede medlem oplysninger om antallet af udenlandske arbejdere, der er vendt tilbage til deres land eller har forladt den industri, hvor de var beskæftiget, da Den Høje Myndighed ikke har nogen statistikker om dette emne. Men med henblik på at undersøge de udenlandske arbejdstageres situation har Den Høje Myndighed bedt seks sociologiske forskningsinstitutter om at undersøge hindringerne for mobilitet og de sociale problemer i forbindelse med gentilpasning. Rapporterne fra disse institutter er blevet sendt til medlemmerne af Forsamlingens Udvalg for Sociale Anliggender, og et sammenfattende dokument er blevet distribueret til medlemmerne af Den Fælles Forsamling.

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A018%3ATOC

[Kim P. Nyberg]

27. oktober 1956

Traktat om ændring af traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab

Præsidenten for Forbundsrepublikken Tyskland,

Hans Majestæt Kongen af Belgien,

Præsidenten for Den Franske Republik,

Præsidenten for Den Italienske Republik,

Hendes Højhed Storhertuginden af Luxembourg,

Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene

i betragtning af den den 27. oktober 1956 undertegnede traktat mellem Den Franske Republik og Forbundsrepublikken Tyskland om løsning af Saar-spørgsmålet, har besluttet at ændre den i Paris den 18. april 1951 undertegnede traktat om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab i overensstemmelse hermed og har udpeget deres befuldmægtigede til dette formål:

Præsidenten for Forbundsrepublikken Tyskland:
Heinrich von Brentano, minister for udenrigsanliggender;

Hans Majestæt Kongen af Belgien:
Baron Prosper Poswick, Belgiens ambassadør i Luxembourg;

Præsidenten for Den Franske Republik:
Monsieur Christian Pineau, udenrigsminister;

Præsidenten for Den Italienske Republik:
Antonio Venturini, Italiens ambassadør i Luxembourg;

Hendes Kongelige Højhed Storhertuginden af Luxembourg:
Joseph Bech, udenrigsminister;

Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene:
Jonkher Teixeira de Mattos, hollandsk ambassadør i Luxembourg;

som, efter at have udvekslet deres fulde beføjelser, anerkendt i god og behørig form, er blevet enige om følgende bestemmelser:

Artikel 1

Artikel 21, sidste afsnit, i traktaten af 18. april 1951 om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab ophæves.

Artikel 2

I artikel 28 i traktaten af 18. april 1951 erstattes ordene "20 %" med ordene "en sjettedel".

Artikel 3

Denne traktat skal ratificeres af alle Det Europæiske Kul- og Stålfællesskabs medlemsstater i overensstemmelse med deres respektive forfatningsmæssige bestemmelser. Ratifikationsinstrumenterne skal deponeres hos Den Franske Republiks regering.

Artikel 4

Denne traktat træder i kraft på datoen for ikrafttrædelsen af traktaten om løsning af Saar-spørgsmålet, undertegnet den 27. oktober 1956 mellem Den Franske Republik og Forbundsrepublikken Tyskland, undtagen i tilfælde, hvor alle ratifikationsinstrumenter ikke er blevet deponeret på denne dato.

I så fald skal regeringerne for de stater, der har undertegnet denne traktat, rådføre sig med hinanden om de foranstaltninger, der skal træffes.

Artikel 5

Denne traktat, der er udfærdiget i ét eksemplar, deponeres i arkiverne hos Den Franske Republiks regering, som fremsender en bekræftet genpart til hver af regeringerne i de øvrige signatarstater.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har de undertegnede befuldmægtigede underskrevet denne traktat med deres hænder og segl.

Udfærdiget i Luxembourg, den 27. oktober 1956.

For Forbundsrepublikken Tysklands regering
von Brentano

For Kongeriget Belgiens regering
Bon. Poswick

For Den Franske Republiks regering
C. Pineau

For Den Italienske Republiks regering
A. Venturini

For Storhertugdømmet Luxembourgs regering
Bech

For Kongeriget Nederlandenes regering
J. Teixeira de Mattos

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... 11956K/TXT

[Kim P. Nyberg]

30. november 1956 (EFT 1956 A 29 side 399)

UDKAST TIL RESOLUTION
om visse aspekter af problemet med sikkerhed og redning i miner

"Den Fælles Forsamling,

som er overbevist om, at målene i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab kun kan nås, hvis:

- Fællesskabets mineanlæg, både over og under jorden, svarer til den højeste grad af teknologi;

- der garanteres den størst mulige sikkerhed for Fællesskabets minearbejdere - over og under jorden - mod personskader, hvad enten de er dødelige eller ej;

- redningsorganisationerne i alle Fællesskabets minedriftsregioner er i overensstemmelse med nutidens krav;

i betragtning af forpligtelsen i artikel 3, litra e), i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab,

at fremme forbedringen af arbejdstagernes leve- og arbejdsvilkår for at muliggøre en harmonisering heraf, samtidig med at forbedringen opretholdes, i hver af de industrier, som den er ansvarlig for;

som derfor mener, at Den Høje Myndighed især skal:

- konstant følge udviklingen af minedriftsteknikkerne i alle Fællesskabets kulfelter, således at denne udvikling samtidig kan sikre den størst mulige sikkerhed for liv og helbred for alle minearbejdere;

- løbende at sammenligne alle de gældende sikkerhedsregler i de forskellige lande i Fællesskabet, således at der kan foretages en sammenligning for at identificere de sikkerhedsregler for minedrift, der er bedst egnet til hvert bassin;

- at formulere alle forslag, der har til formål at etablere permanente kontakter mellem Fællesskabets minerydningscentre med henblik på hurtigt at udarbejde en international minerydningsplan, der gælder for alle Fællesskabets lande;

I betragtning af erfaringerne fra minekatastrofen i Bois-du-Cazier i Belgien, som kostede 262 minearbejdere livet,

beslutter at nedsætte et "stående udvalg for sikkerhed og redning i miner" med 9 medlemmer.

I overensstemmelse med artikel 35 ff. i Fællesforsamlingens forretningsorden vil dette udvalg være ansvarlig for at

- at overvåge Den Høje Myndigheds aktiviteter på ovennævnte område, rapportere herom og iværksætte implementeringen af alle midler, der er egnede til at nå de erklærede mål, som er yderst presserende at nå, og som forpligter Den Høje Myndighed med hensyn til minesikkerhed;

- i tilfælde af alvorlige minekatastrofer, der direkte berører et betydeligt antal minearbejdere, og som Fællesskabet har interesse i at få afklaret, at mødes så hurtigt som muligt for at indhente oplysninger og aflægge rapport til Den Fælles Forsamling.

- at overlade det til Formandsudvalget at regulere organiseringen af kontakterne mellem dette nye udvalg og andre eksisterende udvalg, især Udvalget for Sociale Anliggender, med henblik på at opnå det mest effektive sikkerheds- og redningssystem i minerne.

Link til det originale dokument: https://eur-lex.europa.eu/legal-content ... A029%3ATOC